Femern: Forskelle mellem versioner
Sammenlægning 1. januar 2003 til éen kommune |
|||
| Linje 35: | Linje 35: | ||
[[Johan af Holsten|Grev Johan den Milde]] havde øen i forlening, og [[Valdemar Atterdag]] erobrede den i [[1357]] og indtog borgen [[Glambæk (Femern)|Glambæk]], som lå i nærheden af [[Burg auf Fehmarn|Burg]] (dansk: Burghæby); men få år efter indtog grev Johans søn Adolf atter øen. Værst gik det ud over Femern, da [[Erik af Pommern]] fik magten over den i [[1420]], hvor han anrettede et stort blodbad. Fire år efter erobrede grev Adolf den tilbage, og ved freden i Vordingborg [[1435]] blev den endelig overladt ham sammen med [[Sønderjylland]]. Grev Adolf indkaldte iflg. sagnet folk fra [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] til Femern og pantsatte øen til [[Lübeck|lubeckerne]], der beholdt den til [[1490]], hvor [[kong Hans]] indløste den. |
[[Johan af Holsten|Grev Johan den Milde]] havde øen i forlening, og [[Valdemar Atterdag]] erobrede den i [[1357]] og indtog borgen [[Glambæk (Femern)|Glambæk]], som lå i nærheden af [[Burg auf Fehmarn|Burg]] (dansk: Burghæby); men få år efter indtog grev Johans søn Adolf atter øen. Værst gik det ud over Femern, da [[Erik af Pommern]] fik magten over den i [[1420]], hvor han anrettede et stort blodbad. Fire år efter erobrede grev Adolf den tilbage, og ved freden i Vordingborg [[1435]] blev den endelig overladt ham sammen med [[Sønderjylland]]. Grev Adolf indkaldte iflg. sagnet folk fra [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] til Femern og pantsatte øen til [[Lübeck|lubeckerne]], der beholdt den til [[1490]], hvor [[kong Hans]] indløste den. |
||
Ejendomsforholdene paa Femern var meget mærkelige. I den Tid, som Talen er om, har hverken Fyrster eller Adelsmænd haft synderligt Gods paa Øen. I Begyndelsen af det 17de Aarhundrede var det sidste adelige Gods, Hinrichsdorf, gaaet over til Hertug Johan Frederik, og han solgte det 1617 til »samtlige Undersaatter paa Femern«. Den 13de Juli samme Aar blev det forbudt at afhænde femeransk Grund til Adelsmænd, og de spredte Agre, som ved Bøndernes Concurs i de fore- gaaende 20 Aar var overdragne til Ahlefeldter, Pogwischer, Rantzauer og Sehesteder, kom da snart i Almuens Hænder. Efter den Tid blev Kirkejorder samt Grundstykker, der laa ubekvemt for Ejermanden, bortforpagtede agervis paa et eller flere Aar; men Fæstevæsnet var opgivet.<ref group="https://dis-danmark.dk/bibliotek/900544.pdf">Ejendomsforholdene paa Femern var meget mærkelige. I den Tid, som Talen er om, har hverken Fyrster eller Adelsmænd haft synderligt Gods paa Øen. I Be gyndelsen af det 17de Aarhundrede var det sidste adelige Gods, Hinrichsdorf, gaaet over til Hertug Johan Frederik, og han solgte det 1617 til »samtlige Undersaatter paa Femern«. Den 13de Juli samme Aar blev det forbudt at afhænde femeransk Grund til Adelsmænd, og de spredte Agre, som ved Bøndernes Concurs i de fore- gaaende 20 Aar var overdragne til Ahlefeldter, Pogwischer, Rantzauer og Sehesteder, kom da snart i Almuens Hænder. Efter den Tid blev Kirkejorder samt Grundstykker, der laa ubekvemt for Ejermanden, bortforpagtede agervis paa et eller flere Aar; men Fæstevæsnet var opgivet.</ref> |
|||
Ved delingen af hertugdømmerne i [[1544]] fik [[Hans den Ældre]] Femern, og efter dennes død blev den ved en ny deling i [[1581]] givet til broderen, hertug Adolf, hvorefter den hørte under de holsten-gottorpske hertuger, indtil den med de andre gottorpske lande blev inddraget under kronen af [[Frederik 4.]] i [[1713]]. I [[2. Slesvigske Krig|krigen i 1864]] blev Femern erobret af preusserne natten mellem den 15. og 16. marts og blev ved [[Freden i Wien (1864)|Freden i Wien]] afstået sammen med hertugdømmerne. |
Ved delingen af hertugdømmerne i [[1544]] fik [[Hans den Ældre]] Femern, og efter dennes død blev den ved en ny deling i [[1581]] givet til broderen, hertug Adolf, hvorefter den hørte under de holsten-gottorpske hertuger, indtil den med de andre gottorpske lande blev inddraget under kronen af [[Frederik 4.]] i [[1713]]. I [[2. Slesvigske Krig|krigen i 1864]] blev Femern erobret af preusserne natten mellem den 15. og 16. marts og blev ved [[Freden i Wien (1864)|Freden i Wien]] afstået sammen med hertugdømmerne. |
||
Versionen fra 14. nov. 2018, 00:23
| Femern | |
 | |
| Våben | Beliggenhed |
 |
  |
| Administration | |
| Land |  Tyskland
|
|---|---|
| Delstat | Slesvig-Holsten |
| Kreis | Østholsten |
| Borgmester | Otto-Uwe Schmiedt (Uafh.) |
| Statistiske data | |
| Areal | 185,45 km² |
| Højde | 0-27,2 m |
| Indbyggere | 12.981 (31/12/2007) |
| - Tæthed | 70 Indb./km² |
| Andre informationer | |
| Tidszone | CET/CEST (UTC+1/UTC+2) |
| Nummerplade | OH |
| Postnr. | 23769 |
| Tlf.-forvalg | 04371 und 04372 |
| Hjemmeside | www.stadtfehmarn.de |
| Beliggenhed af byen Femern i Landkreis Østholsten | |
 | |
Femern (tysk: Fehmarn) er en tysk ø og kommune i Østersøen med Burg som den største by. Femern ligger ved Slesvig-Holstens nordøstlige kyst. Øen, der er den største i delstaten Slesvig-Holsten og den tredjestørste i Tyskland, er 185 km² stor og har en fast forbindelse med det holstenske fastland (Femernsundbroen) og færgeforbindelser til Danmark (Rødby) fra Puttgarden. Femern var frem til 1864 en del af det danske hertugdømme Slesvig, og hører i dag administrativt til Kreis Østholsten. Efter sammenlægning 1. januar 2003 af kommunerne på øen udgør Femern en kommune i Kreis Østholsten.
Bæltet mellem Femern og Lolland kaldes Femern Bælt.
Sundet mellem Femern og det holstenske fastland kaldes Femernsund.
I den danske tid udgjorde Femern sit eget amt og i kirkelig henseende et eget provsti (med fire sogne) under Slesvig Stift.
Øen beboedes i tidlig tid af vender, ligesom den nærliggende del af Holsten, Vagrien, og var i middelalderen ofte omstridt mellem de danske konger og de holstenske grever.
Grev Johan den Milde havde øen i forlening, og Valdemar Atterdag erobrede den i 1357 og indtog borgen Glambæk, som lå i nærheden af Burg (dansk: Burghæby); men få år efter indtog grev Johans søn Adolf atter øen. Værst gik det ud over Femern, da Erik af Pommern fik magten over den i 1420, hvor han anrettede et stort blodbad. Fire år efter erobrede grev Adolf den tilbage, og ved freden i Vordingborg 1435 blev den endelig overladt ham sammen med Sønderjylland. Grev Adolf indkaldte iflg. sagnet folk fra Ditmarsken til Femern og pantsatte øen til lubeckerne, der beholdt den til 1490, hvor kong Hans indløste den.
Ejendomsforholdene paa Femern var meget mærkelige. I den Tid, som Talen er om, har hverken Fyrster eller Adelsmænd haft synderligt Gods paa Øen. I Begyndelsen af det 17de Aarhundrede var det sidste adelige Gods, Hinrichsdorf, gaaet over til Hertug Johan Frederik, og han solgte det 1617 til »samtlige Undersaatter paa Femern«. Den 13de Juli samme Aar blev det forbudt at afhænde femeransk Grund til Adelsmænd, og de spredte Agre, som ved Bøndernes Concurs i de fore- gaaende 20 Aar var overdragne til Ahlefeldter, Pogwischer, Rantzauer og Sehesteder, kom da snart i Almuens Hænder. Efter den Tid blev Kirkejorder samt Grundstykker, der laa ubekvemt for Ejermanden, bortforpagtede agervis paa et eller flere Aar; men Fæstevæsnet var opgivet.[https://dis-danmark.dk/bibliotek/900544.pdf 1]
Ved delingen af hertugdømmerne i 1544 fik Hans den Ældre Femern, og efter dennes død blev den ved en ny deling i 1581 givet til broderen, hertug Adolf, hvorefter den hørte under de holsten-gottorpske hertuger, indtil den med de andre gottorpske lande blev inddraget under kronen af Frederik 4. i 1713. I krigen i 1864 blev Femern erobret af preusserne natten mellem den 15. og 16. marts og blev ved Freden i Wien afstået sammen med hertugdømmerne.
Eksterne henvisninger
Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "https://dis-danmark.dk/bibliotek/900544.pdf", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="https://dis-danmark.dk/bibliotek/900544.pdf"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler