Svolvær

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Svolvær set fra færgekajen.

Svolvær (samisk: Spållavuolle eller Suolu-vær = "Ø-vejret") er en by og administrationscenter i Vågan kommune i Nordland. Byområdet Svolvær har 7.814 indbyggere per 1. januar 2012.

Svolvær var tidligere en bykommune, men blev slået sammen med Vågan og Gimsøy kommuner til Vågan kommune i 1964. Svolvær fik sin bystatus tilbage 17. maj 1996.

Lokalavisen Lofotposten har hovedkvarter i Svolvær.

Stedet[redigér | rediger kildetekst]

Gunnar Berg Fra Svolvær havn, 1891.

Byen har dagligt anløb af Hurtigruten og daglig afgang med hurtigbåd til Bodø og Hamarøy, tidligere også til Narvik. Den er nu erstattet af bus langs en ny vej som blev åbnet 1. december 2007. Byen har også dagligt anløb af færge til Hamarøy. Svolvær Lufthavn, Helle, har flere daglige afgange til Bodø og Leknes. Fra Bodø er der korresponderende flyafgange til resten af landet.

Svolvær er Lofotens største befolkningsområde. Svolvær huser Lofoten tingret. Samtidig er hele kommunen en af Nord-Norges vigtigste kunstnerkommuner. I Kabelvåg findes Nordland kunst- og filmfagskole og flere gallerier og museer. Nordnorsk Kunstnersenter findes også i Svolvær. Værkstedsindustrien er den største i Nord-Norge. Vågan kommune er også en af Norges store opdrætskommuner med store mængder fiskeopdræt, hvis eksportværdi var omkring 550 mio. NOK 1994.

En af de mest kendte fjeldtoppe ved Svolvær er Svolværgeita (= Svolværgeden), som er Svolværs kendemærke og første gang blev besteget i 1910. Et andet fjeld er Vågakallen, som ligger mellem Kabelvåg og Henningsvær, hvis tinde er 942 moh. I følge gamle sagn er Vågakallen den tidligere konge i Lofoten, som blev til sten efter at have mødt solen.

Luftspejlingen i 1998[redigér | rediger kildetekst]

I sommervarmen i august 1998 optrådte en luftspejling, der fik lokalbefolkningen til at tro, at Svolværgeita var ved at rase sammen. Den dramatiske melding blev udsendt på NRK radio, og fjernsynsstationer og avisfolk blev fløjet ind til Lofoten. Statsmeteorologen kunne berolige folk med, at en lufthildring havde spillet folk et puds, fremkaldt af lysbrydning mellem varm og kold luft, da solen skinnede på en meget varm bjergvæg, så det så ud, som om "gedens" venstre horn lænede sig mod det højre horn. Ansvarlig i Vågan kommune havde sendt en alpin redningsgruppe op i bjerget; alle klatrende på vej opad blev standset; og beredskaben forberedte sig på evakuering af boligerne under bjerget. [1]

Udsigt over Svolvær, Lofoten og Vestfjorden, set fra tiende etage i Thon hotel i Svolvær marts 2014. På billedet ses blandt andet Svolvær kirke og Fløyfjellet, Nordland med Svolværgeita. Flere fiskebåde er fortsat ude på lofotfisket. Til venstre skimtes hjell til ophængning af tørfisk.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Den ældste boplads i Svolvær, Øvreværet, ligger ved foden ad Svolværgeita og er fra tidlig bronzealder. Bopladser i huler er typiske for området, hvor jagt og fangst har været hovednæring.

I skriftlige kilder er Svolvær omtalt første gang i midten af 1500-tallet som en gård i kongens eje. Tidligt i 1900-tallet gik Svolvær fra at være et af mange fiskevær i Lofoten til at blive et byområde med stor befolkningsvækst og stærk økonomisk vækst. I 1918 fik Svolvær bystatus.[2]

Kendte personer fra Svolvær[redigér | rediger kildetekst]

Galleri[redigér | rediger kildetekst]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ [https://www.dagbladet.no/nyheter/nordlendinger-ser-syner/65473414 Skjalg Fjellheim: "Nordlændinge ser syner", Dagbladet, 13. august 1998
  2. ^ Fakta om Svolvær - Historie Arkiveret 9. september 2011 hos Wayback Machine. 2010. SvolværPortalen. Hentet 2011-06-23

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Koordinater: 68°14′N 14°34′Ø / 68.23°N 14.57°Ø / 68.23; 14.57