Sygdommen til Døden
Sygdommen til Døden er en bog, der er skrevet af den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard og udgivet i 1849. Den handler om Kierkegaards begreb om eksistentiel fortvivlelse, som han sætter lig med det kristne begreb om synd.
Bogen er udgivet under pseudonymet Anti-Climacus. Det har Kierkegaard dannet som modsætning til pseudonymet Climacus. Mens Johannes Climacus, der står som udgiver af Kierkegaards værker Philosophiske Smuler (1844) og Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift (1846), erklærer sig ikke at være kristen i egentlig forstand, men forholder sig afventende og eksperimenterende, er Anti-Climacus kristen i overordentlig forstand.[1]
Selvet
[redigér | rediger kildetekst]Kierkegaard definerer det menneskelige selv i bogens berømte åbningsafsnit, der af Judith Butler betragtes som en parodi på G.W.F. Hegels skrivestil:[2]
"Mennesket er ånd. Men hvad er ånd? Ånd er selvet. Men hvad er selvet? Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv; selvet er ikke forholdet, men at forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en syntese af uendelighed og endelighed, af det timelige og det evige ..." [3]
.png)
Kierkegaard bruger her Hegels dialektiske skema: tese - antitese - syntese, som bliver til en ny tese, osv. I Sygdommen til døden er den første tese sjæl og den første antitese er legeme.[4] Disse to danner tilsammen den syntese, som Kierkegaard kalder forholdet mellem sjæl og legeme. Denne syntese - forholdet - bliver nu til en ny tese, og forholdet (som en ny antitese) forholder sig til sig selv.
Dette forhold til sig selv bliver til en ny syntese, som Kierkegaard kalder "selvet" eller "ånd". Som han siger: "Selvet er ikke forholdet, men at forholdet forholder sig til sig selv."
Hermed mener Kierkegaard at have defineret, hvad et menneske er - hvad der er det specielle ved menneskets eksistens. I modsætning til dyret har mennesket ånd. Det kan forholde sig til sig selv. Det kan betragte sig selv udefra.[5]
Fordi mennesket har dette fortrin frem for dyret, har det også muligheden for at blive fortvivlet, for fortvivlelse er en sygdom i ånden. Det er dog ikke alle mennesker, der er opmærksomme på denne sygdom. Det naturlige menneske er ikke opmærksom på den. Men den sande kristne er.[6]
Grader af fortvivlelse
[redigér | rediger kildetekst]Fortvivlelse optræder i forskellige former, der svarer til forskellige grader af bevidsthed, siger Kierkegaard. Jo mere bevidst et menneske er, jo mere intens er dets fortvivlelse.[7]
Kierkegaard nævner tre hovedformer for fortvivlelse:
1) Fortvivlelse over ikke at være bevidst om at have et selv.
Denne form for fortvivlelse er den mindst intensive. Kierkegaard kalder den en uegentlig fortvivlelse, fordi det fortvivlede menneske er uvidende om, at det er fortvivlet. Det er nemlig uvidende om, at det har et selv. Eller sagt på en anden måde: Det er uvidende om, at det har ånd.[8]
Denne form for fortvivlede er det naturlige, ubevidste menneskes fortvivlelse. Dette menneske ved ikke, at det dybest set er i en fortvivlet tilstand. Det kan ganske vist se ud som om det er lykkeligt og sundt; men dybest nede er det fortvivlet. Det ubevidste menneske er uvidende om, at når det virkelig gælder, når den ydre, sikrede tilværelse begynder at vakle, så viser fortvivlelsen sig som et grundlæggende menneskeligt vilkår.[9]
2) Fortvivlelse over ikke at ville være sig selv.
Denne form for fortvivlelse er en egentlig fortvivlelse. Den fortvivlede er bevidst om, at vedkommende er fortvivlet, fordi vedkommende er bevidst om at have et selv. Denne fortvivlelse begynder almindeligvis med, at man fortvivler om noget jordisk, som betyder meget for en, og som man har mistet. Det er en fortvivlelse, der er foranlediget af noget ydre, der sket for en; f.eks. at man har mistet sit arbejde eller har mistet sin formue. Man vil fortvivlet ikke være sig selv som det menneske, der har mistet noget jordisk.[10] Denne form for fortvivlelse kalder Kierkegaard svaghedens fortvivlelse.
Svaghedens fortvivlelse kan få form af fortvivlelse over sin svaghed.[11] Den fortvivlede forstår, at det er en svaghed at tillægge det jordiske så stor betydning. Vedkommende vender sig dog ikke til Gud i tro, men fordyber sig i fortvivlelsen over sin svaghed.[12]
3) Fortvivlelse over at ville være sig selv.
Også denne form for fortvivlelse er en egentlig fortvivlelse, fordi den fortvivlede har en bevidsthed om at være et selv, at være ånd. Den fortvivlede forsøger nu - uden troen på Gud - at bestemme over sig selv og skabe sig selv. Vedkommende vil gøre sit selv til det, vedkommende ønsker, at det skal være. Vedkommende vil konstruere sig selv - vil være sin egen herre.[13]
Men det kan ikke lade sig gøre. En sådan handlemåde vil skabe fortvivlelse - den mest intense form for for fortvivlelse. Hvis man vil skabe sig selv og ikke vil søge hjælp hos Gud, så ender man i den dybeste fortvivlelse: fortvivlet at ville være sig selv - uden at kunne.
Denne fortvivlelse kan udvikle sig til trods. Den fortvivlede vil i trods holde fast i sin elendighed og vil derved egentlig rive sig løs fra Gud. Den fortvivlede vil ikke trøstes, men vil være sig selv i sin kval og vil med denne kval protestere mod hele tilværelsen.[14]
Fortvivlelse som synd
[redigér | rediger kildetekst]Kierkegaard forsøger i Sygdommen til døden at bestemme fortvivlelsen i forholdet til Gud. Han siger, at de to sidste former for fortvivlelse (fortvivlelse over ikke at ville være sig selv og fortvivlelse over at ville være sig selv) er fortvivlelse i forhold til Gud. Som sådan er fortvivlelsen synd, for synd er det modsatte af tro, og den fortvivlede tror ikke på Gud. "Synd er: for Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller for Gud fortvivlet at ville være sig selv." [15]
Omvendt er tro det modsatte af fortvivlelse. Den troende er ikke fortvivlet. Vedkommende vil være sig selv, accepterer at være sig selv, idet vedkommende hengiver sig til Gud i tro. "I at forholde sig til sig selv og i at ville være sig selv grunder selvet gennemsigtigt i den magt, som satte det". Denne tilstand definerer Kierkegaard som tro.[3]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 183.
- ↑ Butler, Judith. "Kierkegaard's speculative despair". The Age of German Idealism. s. 363. Hentet 17. juli 2016.
- 1 2 Søren Kierkegaard/Anti-Climacus: Sygdommen til Døden Arkiveret 16. marts 2016 hos Wayback Machine
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 73, s. 184 og s. 185.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 74.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 74.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 98.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 99.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 100.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 108.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 116.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 117.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 122-23.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 127-28.
- ↑ Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 15, s. 135.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Garff, Joakim (2000): SAK. Gad. ISBN 87-12-03992-6
- Høystad, Ole Martin (2021): Sjælens historie. Fra græsk antik til dansk nutid. Aschehoug. ISBN 978-87-02-23193-9 E-bogsudgave. ISBN 978-87-02-24979-8
- Kierkegaard, Søren (1962): Samlede værker, bind 15. 2. udgave. Gyldendal.
- Thielst, Peter (2022): Livet forstås baglæns, men må leves forlæns – Historien om Søren Kierkegaard. Det lille forlag. ISBN 978-87-91220-69-2