Voyager 1

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Voyager rumsonden

Voyager 1 (opr. Mariner 11), opsendt d. 5. september 1977 af NASA, er en af to rumsonder, som indgik i den såkaldte Grand Tour. Hvert 176. år er planeternes stillinger gunstige for at rumsonder ved hjælp af gravity assist kan besøge de ydre planeter. Voyager 1 besøgte planeterne Jupiter og Saturn, hvor den optog nærbilleder og foretog en række forskellige videnskabelige målinger. Ved nærpassagen af Saturn valgte JPL at passere månen Titan, frem for en kurs mod Uranus[1]. Derefter fortsatte Voyager 1 videre ud imod det interstellare rum, uden at passere flere af solsystemets planeter. Voyager 1 er med sine 18.604.503.396 kilometer, eller 124,4 astronomiske enheder, (pr. 25/7 2013) fra Jorden,[2] det fjerneste menneskeskabte objekt.

Fra august 2002 til februar 2003 registrerede Voyager 1's instrumenter et omslag i strålingsmiljøet, der tolkes derhen, at Voyager 1 fløj ind i "heliokappen" (heliosheath), som befinder sig imellem det interstellare rum og udkanten af Solsystemets heliosfære.[3]

I december 2012 nåede Voyager 1 et hidtil ukendt område, og det er endnu uvist om dette område er en del af det interstellare rum, eller solsystemet.[4] Denne grænse afhænger kraftigt af Solens dynamik, da soludbrud kan rykke den[5].

Jupiter-passagen[redigér | redigér wikikode]

Voyager spacecraft structure.jpg

I januar måned 1979 begyndte Voyager 1 at optage billeder af Jupiter, og den 5. marts samme år passerede den planeten i en afstand af 349.000 kilometer fra planetens centrum (206.000 km. fra overfladen), og gjorde undervejs en mængde nyopdagelser – bl.a. at der findes vulkaner på Jupiters måne Io som udspyr svovl, og gigantiske lynudladninger på natsiden. Voyager 1's sidste billede af Jupiter blev optaget og sendt tilbage til Jorden som et radiosignal i april 1979.

Voyager 1 passerede Jupiter "bag om" planetens skyggeside, og opnåede derved en hastighedsforøgelse så den forlod planeten med større fart end den ankom med. "Ruteføringen" var desuden udført præcist sådan at sonden blev sendt videre med kurs mod Saturn.

Saturn-passagen[redigér | redigér wikikode]

Voyager 1 passerede Saturn den 12. november 1980 i en afstand af 244.000 km fra dennes centrum (124.000 km fra de synlige skyers overside), og afslørede undervejs bl.a. en mængde detaljer om den komplekse struktur i Saturns ringsystem, herunder egerstrukturer.

Forinden Voyager 1's passage forbi Saturn havde man opdaget at en af dens måner, Titan, har en atmosfære. Derfor valgte man at dirigere Voyager 1 forbi Titan i et forsøg på at få detaljerede nærbilleder af denne måne. De billeder man fik, var imidlertid lidt af en skuffelse; de viser blot en klode hvis overfladedetaljer var næsten totalt sløret af methanatmosfæren.

Titan (og dermed Voyager 1's ruteføring) ligger for langt fra selve Saturn til at man kunne udnytte dens tyngdekraft på samme måde som man gjorde ved Jupiter, så sonden har siden da fortsat sin færd uden at komme tæt på andre planeter.

Pale Blue Dot[redigér | redigér wikikode]

Familieportrættet med Jorden ved 'E'

Passagen af Titan sendte Voyager 1 ud af ekliptika (32°), og tolv år efter opsendelsen havde den en førsteklasses udsigt over planeterne, seks milliarder kilometer fra Jorden. I februar-juni 1990 optog Voyager 1 et "familieportræt" af planeterne, bortset fra Merkur, der altid er for tæt på Solen, og Mars, der fra Voyager 1's synsvinkel, også var for tæt på Solen. Pluto, der dengang var en planet, var for svagt et objekt til Voyager 1's kameraer. Voyager 1 tog tre billeder af hver planet, et med hvert farvefilter, og tog også billeder af baggrundshimlen. I alt blev der taget 39 billeder med vidvinkelobjektivet og 21 med teleobjektivet. Til sammenligning tog Voyager 1 tidligere godt 67.000 nærbilleder af Jupiter og Saturn[6].

Billedet Pale Blue Dot indeholder Jorden, der fylder mindre end én pixel. Billedet har ikke den store videnskabelige værdi, men har en symbolsk værdi, ligesom Earthrise [7] (Apollo 8) og Blue Marble [8] (Apollo 17). Kort efter blev Voyager 1's kameraer slukket permanent, for at spare på strømmen. Radioisotopgeneratoren leverede 470 watt ved opsendelsen i 1977, men på grund af strålingens nedbrydning af loddepunkterne (der konverterer termisk energi til elektricitet), havde Voyager 1 fx kun 285 W til rådighed i 2008[9].

Ad astra[redigér | redigér wikikode]

Den forgyldte grammofonplade The Sounds of Earth

Om 40.000 år vil Voyager 1 passere 1,6 lysår fra stjernen AC+79 3888 i stjernebilledet Giraffen[10] som en inaktiv artefakt fra Jordens daværende indbyggere. I tilfælde af at intelligensvæsener indfanger den, er den udstyret med den forgyldte kobbergrammofonplade The Sounds of Earth og en pickup til at afspille den. Der er 90 minutter med musikstykker og hilsner på 55 af Jordens sprog. Der er også indlagt 115 analoge billeder på den. En identisk plade er anbragt på tvillingen Voyager 2.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Side 331 i Helle og Henrik Stub: "Rejsen ud i Rummet: de første 50 år", kapitel "Solsystemet udforskes", 2007, Gyldendals Forlag, ISBN 978-87-02-03974-0
  2. http://voyager.jpl.nasa.gov/where/index.html
  3. http://www.nasa.gov/centers/goddard/news/topstory/2003/1105voyager.html
  4. http://www.jpl.nasa.gov/news/news.php?release=2013-107&cid=release_2013-107&msource=2013107
  5. Voyager 1 er ikke ved solsystemets grænse videnskab.dk 6. september 2012
  6. Charlene Anderson: The Planetary Report. September/October 2002 issue
  7. Earthrise William Anders 24. december 1968
  8. The Blue Marble Harrison Schmitt 7. december 1972
  9. Spacecraft Lifetime Jet Propulsion Laboratory 18. oktober 2010
  10. Dansk Selskab for Rumfartsforskning
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: