William Halsey, Jr.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra William Halsey, Jr)
Gå til: navigation, søg
William Frederick Halsey, Jr.
30. oktober 1882 - 16. august 1959
W Halsey.jpg
Kaldenavn(e) "Bull" Halsey (i aviserne)
"Bill" (familie, venner og kolleger i flåden)
Født 30. oktober 1882
Elizabeth, New Jersey
Død 16. august 1959 (76 år)
Fishers Island, New York
Begravet ved Arlington National Cemetery
Troskab USA United States of America
Værn United States Navy
Tjenestetid 1904–1959[1]
Rang US-O11 insignia.svg Fleet Admiral
Chef for USS Flusser
USS Shaw
USS Wickes
USS Dale
USS Saratoga
NAS Pensacola
Carrier Division 2
Task Force 16
Sydlige Stillehav
USA's 3. flåde
Militære slag og krige

1. Verdenskrig

2. Verdenskrig

Udmærkelser

Navy Cross
Navy Distinguished Service Medal
Army Distinguished Service Medal
Presidential Unit Citation
Mexican Service Medal
World War I Victory Medal
American Defense Service Medal
Asiatic-Pacific Campaign Medal

World War II Victory Medal
Admiral Halsey som han kan ses på National Portrait Gallery i Washington, D.C.

Flådeadmiral William Frederick Halsey Jr., GBE (født 30. oktober 1882, død 16. august 1959)[2]—kendt som Bill Halsey eller "Bull" Halsey — var en amerikansk flådeadmiral. I begyndelsen af Stillehavskrigen (1941–45) havde Halsey kommandoen over den task force som var dannet omkring hangarskibet USS Enterprise i en række angreb mod japansk-besatte mål. Han blev udnævnt til øverstkommanderende i det sydlige Stillehav, og anførte allierede styrker under slaget om Guadalcanal (1942–43) og Felttoget på Salomonøerne (1942–45).[3] I 1943 blev han chef for den amerikanske 3. flåde, en post han beklædte i resten af krigen.[4]

Tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Halsey blev født i Elizabeth, New Jersey den 30. oktober 1882, søn af kommandør i den amerikanske flåde William F. Halsey, Sr. Hans far var en efterkommer af senator Rufus King, som var en amerikansk advokat, politiker, diplomat og kandidat til posten som vicepræsident i 1804 og 1808 og præsidentkandidat i 1816. Halsey gik på Pingry School.[5]

Efter at have ventet to år på at få en plads på United States Naval Academy, besluttede Halsey at læse medicin på University of Virginia og så gå ind i flåden som læge. Han valgte Virginia fordi hans bedste ven, Karl Osterhause, var der. Mens han var der sluttede Halsey sig til Delta Psi broderskabet og var også medlem af det hemmelighedsfulde Seven Society.[6] Efter sit første år modtog Halsey sin plads på United States Naval Academy i Annapolis, og startede på flådeakademiet i efteråret 1900.

Halsey tog sin eksamen på flådeakademiet den 2. februar 1904,[7] efter at have fået udmærkelse i fodbold som back og fået adskillige priser indenfor atletik. Han tilbragte sine første tjenesteår på slagskibe og sejlede med hovedflåden ombord på USS Kansas (BB-21) da Roosevelt's Store hvide Flåde sejlede rundt om jorden mellem 1907 og 1909.

Halsey var på broen af slagskibet USS Missouri onsdag den 13. april 1904, da en stikflamme fra den bagbords kanon i agtertårnet antændte en krudtladning hvilket antændte to andre. Det kom ikke til nogen eksplosion, men den hurtige afbrænding af krudt brændte og kvalte 31 officerer og mænd. Dette førte til at Halsey gruede for den 13. i hver måned, især hvis det var en fredag.[8]

Efter sin tjenestetid på Missouri, gjorde Halsey tjeneste ombord på torpedobåde. Først på USS Du Pont i 1909. Halsey var en af de få officerer, som blev forfremmet direkte til premierløjtnant.[9] Torpedoer og torpedobåde blev et af hans specialer, og han havde kommandoen over første gruppe af Atlanterhavsflådens torpedoflotille i 1912-1913, og også over adskillige torpedobåde og destroyere i 1910'erne og 1920'erne. På det tidspunkt var destroyeren og torpedobåden, selv om det var yderst hasarderet, den mest effektive måde at anvende torpedoer mod slagskibe på. Orlogskaptajn Halseys tjeneste under 1. Verdenskrig omfattede kommandoen over USS Shaw i 1918, hvilket indbragte ham et Navy Cross.

Mellemkrigsårene[redigér | redigér wikikode]

I oktober 1922 var han flådeattache på den amerikanske ambassade i Berlin. Et år senere fik han også posten som flådeattache i Norge, Sverige og Danmark. Derefter vendte han tilbage til tjeneste på havet, igen på destroyere i europæiske farvande, som chef for USS Dale og USS Osborne'. Efter at være kommet tilbage til USA i 1927 gjorde han i et år tjeneste som næstkommanderende på slagskibet USS Wyoming og derpå i tre år som chef for USS Reina Mercedes, stationsskibet på flådeakademiet. Kommandør Halsey fortsatte sin destroyer karriere de næste to år han var på havet fra 1930 som chef for Destroyer Division Three i spejderstyrken, inden han vendte tilbage for at studere på flådekrigsskolen i Newport, Rhode Island.[10]

I 1934 tilbød chefen for kontoret for flyvning, flådeadmiral Ernest King, Halsey kommandoen over hangarskibet USS Saratoga, forudsat han gennemførte et kursus som luftobservatør. kommandør Halsey valgte at hele det 12 ugers kadetkursus som flådepilot, frem for det kortere flyobservatørkursus. "Jeg syntes, at det var bedre selv at kunne flyve end at være afhængig af pilotens nåde." Halsey fik sine vinger som flådepilot den 15. maj 1935, i en alder af 52, den ældste nogensinde i den amerikanske flåde. Mens hans kone var indforstået med at han trænede til observatør, men hun erfarede først at han var under uddannelse til pilot i et brev, og hun sagde til sin datter: "Hvad tror du, at det gamle fjols laver nu? Han lærer at flyve!"[11] Han fik herefter kommandoen over Saratoga, og senere over Naval Air Station Pensacola i Pensacola, Florida. Halsey anså luftstyrke for at være en vigtig del af fremtidens flåde, og sagde: "Flådeofficeren i den næste krig må heller have kendskab til flyvning - og et dybtgående af slagsen." Kommandør Halsey blev forfremmet til kontreadmiral i 1938. På dette tidspunkt havde han kommandoen over hangarskibsdivisioner og gjorde tjeneste som øverst chef for fly slagstyrken.

2. Verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Traditionel flådedoktrin forudså flådeslag udkæmpet mellem modstående rækkende af slagskiber. Denne opfattelse var blevet udfordret da flyvergeneral Billy Mitchell demonstrerede flyenes evne til at foranstalte alvorlige skader og sænke selv de stærkest pansrede skibe. I den debat som fulgte i mellemkrigsårene betragtede nogle hangarskibet som et defensivt våben, som gav luftdækning til slagskibe mod landbaserede fly. Hangarskibsfly var lettere og havde ikke vist sig som så farlige som landbaserede fly. Påstanden om at slagskibe kan ikke modstå landbaserede fly var velkendt.[12] Fortalere for flyvning forestillede sig imidlertid at man kunne bringe kampen til fjenden ved brug af fly.[13] Halsey var fuldt overbevist om at hangarskibet ville blive det primære offensive våben for flåden. Da han vidnede ved admiral Husband Kimmels høring efter fiaskoen ved Pearl Harbor opsummerede han den amerikanske hangarskibstaktik som: "ramme de andre med alt hvad du kan, så hurtigt du kan hælde det ud over dem." Halsey bevidnede, at aldrig ville tøve med at bruge hangarskibe som et offensivt våben.

I april 1940 flyttede Halseys skibe til Hawaii, som en del af slagflåden og i juni 1940 blev han forfremmet til midlertidig viceadmiral og gik kommandoen over hangarskibsdivision 2 og chef for flyslagstyrken.[9]

Med spændingerne høje og krigen umiddelbart forestående tydede amerikansk flådeefterretninger på at Wake Island ville blive mål for et japansk overraskelsesangreb. Som svar herpå beordrede admiral Husband E. Kimmel den 28. november 194 Halsey til at sejle USS Enterprise afsted med flyforstærkninger til Wake og forstærke marinesoldaterne der. Kimmel havde givet Halsey "frie hænder" til at angribe og ødelægge enhver japansk styrke, som han stødte på.[9] Jagerflyene fløj fra Enterprise den 2. december. Da han var meget nervøs for at blive opdaget og derpå angrebet af den japanske hangarskibsflåde, gav Halsey ordre til at sænke "sænk alle skibe og skyd alle fly ned, som I møder". Da hans operationschef proteserede: "For pokker admiral, De kan ikke indlede en krig på egen hånd! Hvem skal tage ansvaret?", svarede Halsey: "Det tager jeg. Hvis noget står i vejen skyder vi først og diskuterer bagefter."[14] Det endte med at japanerne gik i land på Wake den 11. december, et angreb som blev slået tilbage af marinesoldaterne. Dette viser, at admiral Kimmel handlede ud fra de bedste efterretninger han havde til rådighed på daværende tidspunkt.

En storm forsinkede Enterprise på tilbageturen. I stedet for at ankomme til Pearl Harbor den 6. december som planlagt, var den stadig 320 km fra Pearl Harbor, da den fik meddelelse om overraskelsesangrebet ikke havde ramt Wake, som forventet, men derimod Pearl Harbor selv. Nyheden om angrebet kom i form af opsnappet radiokommunikation mellem et af Enterprises fly, som prøvede at overbevise Pearl Harbor om at det var et amerikansk fly.[15] Flyet blev skudt ned og besætningen blev dræbt. Umiddelbart efter angrebet på Pearl Harbor udnævnte admiral Kimmel Halsey til "chef for alle skibe på havet."[9] Enterprise søgte syd og vest for Hawaii efter de japanske angribere, men fandt ikke de seks japanske hangarskibe, som var på vej tilbage mod nord og vest.

Tidlige hangarskibsangreb i Stillehavet[redigér | redigér wikikode]

En SBD Dauntless flyver anti-undervandsbådspatrulje over Enterprise og Saratoga.

Vice Admiral Halsey og Enterprise slap tilbage ind i Pearl Harbor om aftenen den 8. december. Da han skuede ud over vragene af stillehavsflåden bemærkede han: "Når vi er færdige med dem, bliver der kun talt japansk i helvede."[16] Halsey var en aggressiv leder. Frem for alt var han en energisk og krævende chef, som havde evnen til at opildne flådens kampånd, når der var mest brug for det.[17] I krigens første måneder blev Amerika rystet af at den ene vestlige bastion efter den anden faldt. Halsey ledte efter muligheder for at bringe kampen til fjenden. Han gjorde tjeneste som chef for hangarskibsdivision 2 ombord på sit flagskib Enterprise og anførte en række hit-and-run angreb på japanerne i Gilbert og Marshall øerne i februar, Wake Island i marts samt Doolittle-raidet i april mod mål på de japanske hovedøer. Halseys slogan, "Slå hårdt, slå hurtigt, slå tit" blev et slagord for flåden.

Da Halsey vendte tilbage til Pearl Harbor fra sit sidste angreb den 26. maj var han syg på grund af den ekstremt alvorlige og stressede situation. Han havde omtrent været på broen på hangarskibet Enterprise i de forudgående seks måneder og ledet flådens modangreb. En invaliderende hudsygdom (dermatitis) dækkede den stor del af hans krop og forårsagede en ubærlig kløe, som gjorde det næsten umuligt for ham at sove. Afmagret efter at have tabt 9 kg blev beordret til at lade sig indlægge på et sygehus på Hawaii.

I mellemtiden havde den amerikanske flådes efterretningstjeneste fundet stærke indicier på at den japanske flåde planlagde et angreb på Midway i det centrale Stillehav. Admiral Chester Nimitz, den øverstkommanderende for den amerikanske flåde i Stillehavet, besluttede at gribe muligheden for at angribe dem. At miste Midway ville have været et alvorligt tab, fordi det ville betyde at japanerne let kunne angribe Hawaii og true vestkysten af det kontinentale USA. Tabet af hans mest erfarne og aggressive flådechef - admiral Halsey - umiddelbart inden det forestående slag var en alvorlig streg i regningen for Nimitz.[18] Nimitz besøgte Halsey, som anbefalede at chefen for hans krydserdivision, kontreadmiral Raymond Spruance, skulle overtage kommandoen i det kommende slag om Midway.[19] Nimitz overvejede forslaget, men det ville betyde, at man sprang over kontreadmiral Frank Jack Fletcher i Task Force 17, som var den rangældste af de to. Efter at have talt med Fletcher og gennemgået hans rapporter fra slaget i Koralhavet var Nimitz overbevist om at Fletchers indsats var i orden, og han fik ansvaret for forsvaret af Midway.[20] På Halseys anbefaling gjorde Nimitz herefter kontreadmiral Spruance til chef for Halseys Task Force 16, der bestod af hangarskibene Enterprise og Hornet. Halsey sendte sin hidsige stabschef, kommandør Miles Browning afsted for at hjælpe Spruance. Det efterfølgende slag ved Midway var et afgørende vendepunkt i krigen for USA og en dramatisk sejr for den amerikanske flåde.

Halseys hudsygdom var så alvorlig, at han blev sendt med den lette krydser USS Detroit til San Francisco, hvor han blev mødt af den førende specialist indenfor allergisygdomme og fik særlig behandling. Halsey fik det snart bedre, men han fik besked på at holde pause i seks uger. Mens han var i land som rekonvalescent besøgte han familien og rejste til Washington D.C. I slutningen af august accepterede han at holde en tale på flådeakademiet i Annapolis. Inden han gennemgik sine angreb mod de japansk stillinger på Marshall-øerne, sagde Halsey til de forsamlede kadetter: "Ikke at være med i slaget ved Midway har været den største skuffelse i min karriere, men jeg vender tilbage til Stillehavet, hvor jeg har til hensigt personligt at slå et slag mod disse gul-mavede (feje) hore-sønner og deres hangarskibe," hvilket udløste det larmende bifald.[21]

I september gav admiral Nimitz den meget forbedrede Halsey en ny opgave som leder af stillehavsflådens flystyrker, så han igen kunne få føling med at lede flystyrker. Han overtog snart igen ledelsen af Task Force 16s flagskib USS Enterprise.

Områdekommandoen for det sydlige Stillehav[redigér | redigér wikikode]

Halsey i det sydlige Stillehav.

Efter at have fået lægernes godkendelse til at vende tilbage til tjeneste, blev Halsey udpeget til at lede en hangarskibsstyrke i det sydlige Stillehav. Da skibene stadig var ved at blive gjort klar tog han på en tur til det sydlige Stillehav, for at gøre sig bekendt med området. Han tog afsted den 15. oktober og ankom til hovedkvarteret i NouméaNy Kaledonien den 18. oktober. Slaget om Guadalcanal var inde i en kritisk fase med 1. marinedivision, 11.000 mand under generalmajor Alexander A. Vandergrift, der holdt ud omkring flyvepladsen Henderson Field. Marinesoldaterne fik forstærkninger i form af den amerikanske hærs 164. regiment med 2.800 soldater den 13. oktober. Denne forstærkning kunne kun udfylde nogle af de alvorlige huller i fronten og var ikke tilstrækkelige til at vende slaget. På dette kritiske tidspunkt var flådens støtte spinkel på grund af viceadmiral Robert L. Ghormleys tilbageholdende, utilpasse og glansløse indsats.[9] Stillehavsflådens øverstkommanderende Chester Nimitz var nået til den konklusion at viceadmiral Ghormley var udmattet og havde mistet kampånden.[22] Nimitz besluttede at udskifte ledelsen i det sydlige Stillehavsområde mens Halsey var undervejs. Da Halseys fly var landet i Nouméa kom der en hvalbåd op på siden af den med Ghormleys flagløjtnant ombord. Han mødte ham inden han kunne borde flagskibet og overgav ham en forseglet kuvert med en meddelelse fra Nimitz:

DE SKAL TAGE KOMMANDOEN OVER DET SYDLIGE STILLEHAVSOMRÅDE OG STYRKERNE I DET SYDLIGE STILLEHAV OMGÅENDE[3]

Ordren kom som en ubehagelig overraskelse for Halsey. Ghormley havde været hans personlige ven i mange år siden de spillede sammen på fodboldholdet på Annapolis. Ubehagelig eller ej, de to mænd udførte deres ordrer. Halseys kommando omfattede nu alle styrker til lands, til søs og i luften i det sydlige Stillehav. Nyheden om chefskiftet spredtes hurtigt, og gav et øjeblikkeligt løft til moralen blandt de belejrede marinesoldater. Han havde ry for at være flådens mest kæmpende admiral, og af god grund. Han gik i gang med at vurdere situationen og beslutte hvad der skulle gøres. Ghormley havde været usikker på sin styrkes evne til at fastholde marinesoldaternes fodfæste på Guadalcanal og havde overvejet at efterlade dem der, som en gentagelse af katastrofen på Bataan halvøen. Halsey gjorde det helt klart, at han ikke havde til hensigt at trække marinesoldaterne tilbage. Han ville ikke bare imødegå de japanske forsøg på at kaste dem tilbage, han havde til hensigt at erobre øen. Først og fremmest ville han erobre initiativet tilbage og bringe kampen til japanerne. To dage efter at Halsey havde overtaget kommandoen i oktober 1942 gav han ordre til at alle flådeofficerer i det sydlige Stillehav kunne holde op med at bære slips, når de var i tropeuniform. Som Richard Frank bemærkede i sin beretning om slaget om Guadalcanal:

Halsey sagde, at han gav denne ordre for at tilpasse sig praksis i hæren og af hensyn til komfort. I hans kommando fremkaldte det et billede af en bokser, som klædte sig af til en kamp og symboliserede at man opgav elegancen til fordel for en mere passende besklædning i troperne og i krig.[23]

Halsey havde ledelsen af områdekommandoen i det sydlige Stillehav i det som var den amerikanske flådes vanskelige periode i krigen. Halsey indsatte sine begrænsede flådestyrker i en række søslag omkring Guadalcanal, herunder hangarskibene i slaget ved Santa Cruz-øerne og slaget øst for Salomonøerne. Disse slag stoppede det japanske fremstød og drænede deres flådestyrker for hangarskibsfly og piloter.

Admiralerne Nimitz og Halsey diskuterer strategi i det sydlige Stillehav i begyndelsen af 1943.

I november betalte Halseys villighed til at risikere sit områdes to hurtige slagskibe i de snævre farvande omkring Guadalcanal under en natlig kamp, hvor den amerikanske flåde vandt søslaget ved Guadalcanal, det afgørende søslag under felttoget på Guadalcanal, som prisgav den japanske garnison og vristede japanerne kontrollen.

Felttoget på Salomonøerne endte med at blive en kødhakker for den japanske flådes ludtstyrker.[24] I april 1943 udnævnte Halsey admiral Marc Mitscher til chef for luftstyrkerne på Salomonøerne (ComAirSols) hvor han fik ledelsen over en blandet styrke fra fly fra hær, flåde, marine og newzealandske fly i luftkrigen over Guadalcanal og op gennem Salomonøerne. Halsey sagde: "Jeg vidste, at vi formentlig ville få problemer med japanerne i luften. Det er derfor jeg sendte Pete Mitscher derop. Pete var et kæmpende fjols, og det vidste jeg."[25]

Typisk for perioden var en ordveksling, som faldt mellem Halsey og en af hans stabsofficerer i juni 1943. Områdekommandoen i det sydlige Stillehav ventede på, at en ekstra luftgruppe skulle ankomme som forstærkning til deres næste offensiv. Som led i Nimitz' langsigtede plan for at vinde krigen fik gruppen, da den ankom til Fiji nye ordrer om at vende tilbage til det kontinentale USA, blive splittet op og piloterne skulle bruges som instruktører ved pilotuddannelsen. Områdekommandoen i det sydlige Stillehav havde regnet med luftgruppen til deres operationer op gennem Salomonøerne. Stabsofficeren som overgav meddelelsen til Halsey bemærkede: "Hvis de gør det mod os, bliver vi nødt til at gå i defensiven". Admiralen stirrede foragteligt på stabsofficeren: "Så længe jeg har et fly og en pilot", brummede han, "vil jeg fortsætte offensiven".[26]

Admiral Halseys styrker brugte resten af året på at kæmpe sig op gennem Salomonøerne til Bougainville. På Bougainville havde japanerne to flyvepladser på øens sydspids og en mere på den nordligste halvø samt en fjerde på Buki lige på den anden side af den nordlige passage. Her, i stedet for at gå i land nær de japanske flyvepladser og erobre dem fra den japanske hovedstyrke, landsatte Halsey sin styrkle på 14.000 marinesoldater i Empress Augusta Bay, omkring halvvejs oppe af vestkysten af Bougainville. Her lod han Seabees rydde og bygge deres egen flyveplads. To dage efter landsætningen blev der sendt en stor krydserstyrke ned fra Japan til Rabaul som forberedelse til et natligt slag mod Halseys skibe, som afskærmede og forsynede styrken i Empress Augusta Bay. Japanerne havde sparet på deres flådestyrker i det sidste år, men indsatte nu en styrke på syv krydsere, en let krydser og fire destroyere. I Rabaul tankede styrken op som forberedelse til nattens kamp. Halsey havde ingen overfladestyrker i nærheden, som havde kunne matche dem. Slagskibene Washington, South Dakota og forskellige krydsere var blevet overført til det centrale Stillehav for at støtte den kommende invasion af Tarawa. Bortset fra skærmen af destroyere havde Halsey kun Saratoga og Princeton og deres fly til rådighed. Rabaul var en kraftigt forsvaret havn, med fem flyvepladser og omfattende antiluftskyts batterier. Bortset fra angrebet på Pearl Harbor var der ikke blevet forsøgt et angreb på et sådant mål med hangarskibsfly. Det var yderst farligt for flybesætningerne - og for hangarskibene med. Med landsætningen i fare sendte Halsey sine to hangarskibe nordpå i løbet af natten for at komme indenfor rækkevidde af Rabaul og indlede et angreb på basen ved daggry. Fly fra det nyligt erobrede Vella Lavella blev sendt afsted for at give jagerdækning over hangarskibene da Alle disponible fly på de to hangarskibe var indsat i selve angrebet. Missionen blev en stor succes. Krydserstyrken blev beskadiget i en grad, så den ikke længere udgjorde en trussel. Tabene af fly under angrebet var små. Halsey beskrev senere truslen mod landsætningerne som "den mest desperate nødssituation, som jeg kom ud for under hele min tid som ComSoPac."[27]

Efter den vellykkede operation på Bougainville isolerede og neutraliserede han den japanske flådebase i Rabaul ved at erobre stillinger på det omkringliggende Bismarckarkipelaget i en række amfibielandsætninger, der blev kendt som Operation Cartwheel. Dette muliggjorde en fortsættelse af fremrykningen nordpå uden de voldsomme kampe, som ville have været nødvendige for at erobre selve basen. Med neutraliseringen af Rabaul nåede operationerne i det sydlige Stillehav deres afslutning. Med sin beslutsomhed og ildhu havde Halsey afstivet sin kommandos beslutsomhed og fravredet japanerne initiativet før skibe, fly og besætninger der blev bygget og trænet i USA kunne nå frem i 1943 og 1944 og påvirke udfaldet til fordel for de allierede.[28]

Slag i det centrale Stillehav[redigér | redigér wikikode]

Admiral Halsey rådfører sig med chefen for Task Force 38 admiral John S. McCain, Sr. ombord på Halsey's flagskib USS New Jersey, 1944.

Som krigen udviklede sig, bevægede den sig ud af det sydlige Stillehav og ind i det centrale Stillehav. Admiral Halseys kommandoområde flyttede med den, og i maj 1944 blev han forfremmet til chef for den nyligt oprettede 3. amerikanske flåde. Han fik kommandoen over operationer fra Filippinerne til Japan. Fra september 1944 til januar 1945, havde han ledelsen af felttog til erobring af Palauøerne, Leyte og Luzon samt af mange angreb på japanske baser, og ud for kysterne af Formosa, Kina og Vietnam.

På dette tidspunkt i krigen foretog den amerikanske flåde sig ting, som den japanske overkommando ikke havde troet muligt. Den hurtige hangarskibsstyrke kunne indsætte tilstrækkelig luftstyrker til at overvælde landbaserede fly og dominere et hvilket som helst område de opererede i. Hertil kom flådens evne til at etablere fremskudte operationshavne, som den gjorde det ved Majuro, Enewetak og Ulithi, og dens evne til at konvojere forsyninger ud til flådens kampenheder og muliggøre at flåden kunne operere i lange perioder langt ude til søs i det centrale og vestlige Stillehav. Den japanske flåde beskyttede sig i havn og kom ud i stor styrke for at kæmpe med fjenden. De amerikanske flåde blev på havet og i dens indsatsområder og dominerede de steder de sejkede ind. Størrelsen af Stillehavet, som japanske planlæggere havde ment ville begrænse den amerikanske flådes evne til at operere i det vestlige Stillehav, ville ikke være tilstrækkelig til at beskytte Japan.

Kommandoen over den "store blå flåde" (Big Blue Fleet) blev delt med Raymond Spruance.[N 1] Under Spruance blev flåden betegnet femte flåde og den hurtige hangarskibs task force hed "Task Force 58". Under Halsey hed flåden tredje flåde og hangarskibene blev til "Task Force 38".[4] Den delte kommandostruktur havde til hensigt at forvirre japanerne og skabe et højere tempo i operationerne. Når Spruance var på havet planlagde Halsey og hans stab, som kaldte sig selv for "Department of Dirty Tricks", den næste række af operationer.[29] De to admiraler havde meget forskellig stil. Halsey var aggressiv og tog chancer. Spruance var beregnende, professionel og forsigtig. De fleste højtrangerende officerer foretrak at være underlagt Spruance mens de fleste almindelige gaster var stolte af at gøre tjeneste under Halsey.[30]

Leyte Gulf[redigér | redigér wikikode]

Halsey spiser med besætningen på USS New Jersey.

I oktober 1944 gennemførte amfibiestyrker fra den amerikanske 7. flåde store landsætninger på øen Leyte i det Centrale Filippinerne. Halseys 3. flåde havde til opgave at dække og støtte 7. flådes operationer omkring Leyte.

Som reaktion på invasionen gennemførte japanerne deres sidste store indsats til søs, en operation som fik navnet 'Sho-Go', og som involverede næsten hele deres resterende flåde. Operationen havde til formål at ødelægge invasionsflåden i Leyte Gulf. Den nordlige styrke under admiral Ozawa var dannet omkring de resterende japanske hangarskibe, som var svækkede af de store tab blandt de trænede piloter. Den nordlige styrke havde til opgave at lure den amerikanske dækningsstyrke væk fra Leyte Gulf mens de to overflade styrker, den centrale og den sydlige styrke, skulle bryde igennem til det amerikanske brohoved og angribe de allieredes skibe. Disse styrker var bygget op omkring de resterende store enheder i den japanske flåde, og havde i alt 7 slagskibe og 16 krydsere. Operationen udløste slaget om Layte Gulf, det største søslag under 2. verdenskrig, og ud fra nogle kriterier det største søslag i historien.

Den centrale styrke under viceadmiral Takeo Kurita blev opdaget den 23. oktober på vej gennem Palawan passagen af to amerikanske undervandsbåde, som angreb styrken, sænkede svære krydsere og beskadigede en tredje. Den følgende dag angreb fly fra 3. flådes hangarskibe igen Kuritas centrale styrke, sænkede slagskibet Musashi og beskadigede den svære krydser Myōkō, hvilket fik styrken til at vende om. Kurita lod til at være på tilbagetog, men senere skiftede han igen kurs og sejlede igen ind i San Bernardino Strædet. På dette tidspunkt blev Ozawas nordlige styrke opdaget af 3. flåde. Haldey traf den monumentale beslutning at angribe dem ved daggry den 25. oktober. Han overvejede at efterlade en slagstyrke for at bevogte strædet, og lavede foreløbige planer i den retning, men han mente, at han også måtte efterlade en af sine tre hangarskibsgrupper for at give luftstøtte, hvilket svækkede hans chancer for at knuse de resterende japanske hangarskibe. Hele 3. flåde sejlede nordpå og San Bernardino Strædet blev i praksis efterladt ubevogtet.

Slaget ud for Samar[redigér | redigér wikikode]

Da han sendte 3. flåde nordpå glemte Halsey at orientere admiral Thomas Kinkaid i 7. flåde om sin beslutning. 7. flåde opsnappede operationelle meddelelser fra Halsey til sine egne gruppechefer, og de tydede på at Halsey havde dannet en indsatsstyrke og sat den til at beskytte San Bernardino Strædet, men det var ikke tilfældet. Kinkaid og hans stab undlod at få en bekræftelse fra Halsey, og ingen af dem bekræftede det overfor Nimitz.

Trods rapporter fra luftrekognosceringen om natten mellem 24.-25. oktober om at Kuritas centrale styrke var i San Bernardino Strædet, fortsatte Halsey med at sejle 3. flåde nordpå, væk fra Leyte Gulf.

Halsey med viceadmiral John S. McCain, Sr.

Da Kuritas centrale styrke kom ud af San Bernardino Strædet om morgenen den 25. oktober, var der intet til at imødegå dem, bortset fra en lille styrke af eskortehangarskibe, destroyere og eskortedestroyere, Task Unit 77.4.3 "Taffy 3", som havde fået til opgave og var udstyret til at angribe tropper i land og beskytte flåden mod undervandsbåde, ikke imødegå den største fjendtlige overfladeflåde siden Midway anført af verdens største slagskib. Mens de sejlede ned langs øen Samars kyst mod troppetransportskibene og støtteskibene ved landgangen i Leyte Gulf overraskede de 7. flådes eskortehangarskibe og deres afskærmende destroyere fuldstændigt. I det desparate slag ved Samar, som fulgte ødelagde Kuritas skibe en af eskortehangarskibene og tre skibe fra hangarskibenens dækningsstyrke og beskadige også nogle af de andre skibe.

Den bemærkelsesværdige modstand fra eskortehangarskibene og deres dækningsstyrke mod Kuritas slagstyrker er en af de mest heroiske bedrifter i den amerikanske flådes historie. Skibene og hangarskibsflyene forårsagede store skader på Kuritas skibe og overbeviste ham om at han stod overfor en langt stærkere styrke end tilfældet var. Han troede at eskortehangarskibene var de store hangarskibe i Halseys flåde og frygtede at blive fanget af de seks slagskibe i 3. flåde og besluttede at trække sig tilbage gennem San Bernardino Strædet mod vest uden at have nået sit mål.

Da 7. flådes eskortehangarskibe kom under angreb fra den centrale styrke, begyndte Halsey at modtage en række desperate opkald fra Kinkaid, der bad om øjeblikkelig hjælp ud for Samar. I over to timer vendte Halsey det døve øre til disse opkald. Derpå, kort efter kl. 10,[31] fik han en meddelelse fra admiral Nimitz: "Hvor er gentager hvor er Task Force 34? Verden undrer sig". Slutningen af denne meddelelese - Verden undrer sig - var tænkt som fyld, der havde til formål at forvirre fjendtlige afkodedere, men blev ved en fejl beholdt i meddelelsen da den blev overbragt til Halsey. Forespørgslen var tilsyneladende blevet til en sviende kritik. Den iltre Halsey kylede sin hat mod dækket på broen og begyndte at bande.[31] Til sidst imødegik Halseys stabschef, kontreadmiral Robert "Mick" Carney, ham og sagde: "Stop det! Hvad helvede er der galt med dig? Tag dig sammen."[14]

Halsey genfandt roen, men fortsatte med at sejle 3. flåde nordpå og nærme sig Ozawas styrke i en hel time efter at have modtaget meddelelsen fra Nimitz.[31] Så beordrede Halsey Task Force 34 sydpå. Mens Task Force 34 fortsatte sydpå blev de yderligere forsinket da slagstyrken sænkede farten til 12 knob så slagskibene kunne overføre brændstof til deres eskorte af destroyere. hvilket måske kostede yderligere 2½ times forsinkelse.[31] Da Task Force 34 nåede frem, var det for sent til at bistå 7. flådes eskortehangarskibe. Kurita havde allerede besluttet at trække sig tilbage og havde forladt området. En enkelt forsinket destroyer blev indhentet af Halseys hurtigste krydsere og destroyere, men resten af Kuritas styrke undslap.

I mellemtiden brugte Halsey hovedparten af sin 3. flåde til at fortsætte forfølgelsen af Ozawas nordlige styrke, som bl.a. omfattede et stort hangarskib, det eneste der var tilbage af de seks, der angreb Pearl Harbor) og tre mindre hangarskibe. Resultatet blev at Halseys 3. flåde sænkede alle Ozawas fire hangarskibe i det som blev kendt som slaget ved Kap Engaño.

De samme egenskaber, som gjorde Halsey til en uvurderlig leder i de første desparate måneder af krigen, han trang til at bringe kampen til fjenden, hans villighed til at tage en chance, arbejdede imod ham i de senere faser af krigen. Halsey fik megen kritik for sine beslutninger under slaget, og marinehistorikeren Samuel Morison betegnede 3. flådes jagt nordpå som "Halsey's Blunder." (Halseys fejltagelse)[32] Men ødelæggelsen af den japanske hangarskibsflåde havde været det primære mål i søslagene i Stillehavet indtil da, og Spruance havde fået stor kritik for ikke at have fået ram på de japanske hangarskibe i Slaget i det Filippinske hav.[N 2]

Halseys tyfon[redigér | redigér wikikode]

USS Langley kæmper i tyfon Cobra.

Efter kampene ved Leyte Gulf kom 3. flåde i december overfor en anden stærk fjende i form af tyfonen Cobra, som mange kaldte "Halsey's Typhoon". Mens de gennemførte operationer ud for Filippinerne måtte flåden afbryde optankning på grund af storm. I stedet for at flytte 3. flåde valgte Halsey at blive på stedet en dag mere. Når ret skal være ret fik han modsigende information fra Pearl Harbor og hans egen stab. En meteorolog på Hawaii forudså at stormen ville bevæge sig ad et nordligt spor, hvilket ville have passeret 300 km uden om Task Force 38. Til sidst kom hans egen stab med en vejrudsigt om at stormen var langt nærmere med retning mod vest.[33] Halsey satsede på det mest sandsynlige og afslog at aflyse planlagte operationer og forlangte at skibene i 3. flåde holdt formationen. Om aftenen den 17. december kunne jagerdækningen over 3. flåde ikke lande deres fly på hargarskibene som gyngede og vippede. Piloterne blev nødt til at lande på havet. Flyene gik tabt, men alle piloter blev samlet op af de eskorterende destroyere. Klokken 10 næste morgen var barometerstanden på flagskibet faretruende lavt, men flåden prøvede stadig at fastholde formationen. Endelig kl. 11.49 gav Halsey ordre til at flådens skibe skulle vælge den kurs, som var mest behagelig for dem, hvilket mange skibe allerede havde været nødt til at gøre. Mellem kl. 11 og 14 gjorde tyfonen størst skade mens den kastede skibene rundt i 20 meter høje bølger. Barometerstanden blev ved med at falde og vinden brølede med 150 m/s og noget over 185 m/s i vindstød. Kl. 13.45 udsendte Halsey tyfonvarsel til flådens vejrcentral. På dette tidspunkt havde 3. flåde allerede mistet tre destroyere. Tyfonen beskadigede rigtig mange skibe i flåden og 802 mænd og 146 fly gik tabt. 3. flåde gennemførte eftersøgninger i tre dage efter stormen inden den til sidst sejlede til Ulithi for at blive repareret den 22. december.[N 3]

Efter typonen blev der nedsat en undesøgelsesdomstol ombord på USS Cascade (AD-16) på flådebasen ved Ulithi. Admiral Nimitz, CINCPAC, var tilstede ved retssagen. Den 43 år gamle kommandør Herbert K. Gates, fra Cascade, var anklager.[34] Undersøgelsesdomstolen nåede frem til at selv om Halsey havde lavet en fejlvurdering ved at sejle ind i tyfonens øje, ville den ikke anbefale sanktioner.[35] Hændelserne omkring tyfon Cobra lignede dem, som havde ramt den 4. japanske flåde ni år tidligere[36]

Krigens slutning[redigér | redigér wikikode]

Flådeadmiral Nimitz underskriver overgivelsesdokumentet ombord på USS Missouri. Bag ham står general Douglas MacArthur, admiral William Halsey og kontreadmiral Forrest Sherman.

I januar 1945 overdrog Halsey kommandoen over skibene, som udgjorde 3. flåde til admiral Spruance, hvorefter de skiftede betegnelse til 5. flåde. Da han kom hjem blev Halsey spurgt om General MacArthur. General MacArthur var ikke den letteste mand at arbejde med, og kæmpede med flåden om hvordan og af hvem krigen i Stillehavet skulle føres.[37] Halsey havde arbejdet godt sammen med MacArthur og havde ikke noget imod at sige det. Da en journalist spurgte Halsey om han troede at general MacArthurs 7. flåde ville blive den første der nåede til Tokyo, grinede admiralen og svarede: "Vi tager dertil sammen". Og herefter tilføjede han alvorligt: "Han er en meget fin fyr. Jeg har arbejdet under ham i over to år og har den største respekt og beundring for ham."[38]

Spruance havde kommandoen over 5. flåde indtil maj, hvor den igen overgik til Halsey. I begyndelsen af juni 1945 sejlede 3. flåde gennem tyfonen Connie. Ved den lejlighed blev 6 mand skyllet overbord og druknede. Også 75 fly gik tabt eller blev ødelagt og yderligere 70 blev alvorligt beskadigede. Selv om nogle skibe fik alvorlige skader, gik ingen tabt. Der blev igen nedsat en undersøgelsesdomstol, og denne gang anbefalede den at Halsey blev forflyttet, men admiral Nimitz nægtede at følge anbefalingen og pegede på Halseys hidtidige indsats.[35]

Halsey ledede 3. flåde i den sidste del af krigen, hvor den gennemførte angreb på de japanske hovedøer. Fly fra 3. flåde gennemførte luftangreb på Tokyo, flådebasen ved Kure og den nordlige ø Hokkaidō, og 3. flådes slagskibe deltog i bombardementet af en række japanske kystbyer som forberedelse til en allieret invasion af Japan, som endte med ikke at være nødvendig at gennemføre.

Efter fjendtlighedernes ophør beordrede Halsey, som stadig var bekymret for japanske kamikazeangreb, 3. flåde til at opretholde en jagerdækning med følgende communiqué:

Ophør af fjendtligheder.
Krigen er slut.
Hvis japanske fly dukker op, så skyd dem ned på en venlig måde.[39]

Han var tilstede, da Japan formelt overgav sig på dækket af hans flagskib USS Missouri, den 2. september 1945.

Efter krigen[redigér | redigér wikikode]

Straks efter Japans overgivelse sejlede 54 skibe i 3. flåde med Halseys firestjernede stander vejende fra USS South Dakota, tilbage til USA til den årlige festligholdelse af flådens dag i San Francisco den 27. oktober 1945. Han strøg sin stander i november samme år og blev overført til særlig tjeneste på flådeministerens kontor. Den 11. december blev han taget i ed som den fjerde og indtil videre sidste flådeadmiral. Flådeadmiral Halsey gennemførte en goodwill tur i fly gennem Central- og Sydamerika, som strakte sig over 45.000 km og 11 lande. Han trak sig tilbage fra aktiv tjeneste i marts 1947 - om end han som flåeadmiral ikke i den forstand blev taget af listen over aktive officerer.

Da han blev spurgt om de våben, der blev brugt for at vinde krigen, svarede Halsey:

Hvis jeg skal vurdere de instrumenter og maskiner, som vandt Stillehavskrigen for os, vil jeg placere dem i denne rækkefølge: Undervandsbåde øverst, radar som nummer to, fly som nummer tre og bulldozere som nummer fire.[40]

Admiral Halsey blev medlem af New Jersey afdelingen af Sons of the American Revolution i 1946.

Efter sin pensionering trådte han ind i bestyrelsen for to datterselskaber i International Telephone and Telegraph Company, heriblandt American Cable and Radio Corporation, og sad der indtil 1957. Han havde et kontor tæt på toppen af ITT bygningen på 67 Broad Street, New York City i slutningen af 1950'erne. Han var involveret i en række tiltag med det formål at bevare hans tidligere flagskib, USS Enterprise (CV-6), som et mindesmærke i New Yorks havn. Disse slog fejl, da de ikke kunne skaffe den fornødne finansiering.

Død[redigér | redigér wikikode]

Halsey døde den 16. august 1959, mens han var på ferie på Fishers Island, New York.[41] Efter at have ligget på lit de parade i Washington National Cathedral blev han begravet den 20. august 1959 nær sine forældre på Arlington National Cemetery. Hans kone, Frances Grandy Halsey, er begravet sammen med ham.

Da han blev spurgt om sit bidrag i Stillehavet og den rolle han spillede i forsvaret af De forenede Stater, svarede Halsey blot:

Der er ingen store mænd, kun store udfordringer, som almindelige mænd af nødvendighed er tvunget til at møde.[42]

Privatliv[redigér | redigér wikikode]

Mens han studerede på University of Virginia mødte han Frances Cooke Grandy (1887–1968) fra Norfolk, Virginia, som Halsey kaldte "Fan." Efter at han kom tilbage fra den Store hvide flådes jordomsejling og efter at han var blevet udnævnt til kaptajnløjtnant lykkedes det ham at overtale hende til at gifte sig med ham.[43] De blev gift den 1. december 1909 i Christ Church i Norfolk. Blandt dørvogterne var Halseys venner Thomas C. Hart og Husband E. Kimmel. Fan blev maniodepressiv i slutningen af 1930'erne og måtte til sidst leve adskilt fra Halsey.[44] Parret fik to børn, Margaret Bradford (10. oktober 1910 - december1979) og William Fredrick Halsey III (8. september 1915 - 23. september 2003).[45][46]

Datoer for udnævnelser[redigér | redigér wikikode]

Navyacademylogo.jpg United States Naval Academy Kadet—klassen i 1904
Sekondløjtnant Løjtnant Premierløjtnant Kaptajnløjtnant Orlorgskaptajn Kommandør
O-1 O-2 O-3 O-4 O-5 O-6
US Navy O1 insignia.svg US Navy O2 insignia.svg US Navy O3 insignia.svg US Navy O4 insignia.svg US Navy O5 insignia.svg US Navy O6 insignia.svg
2. februar 1906 2. februar 1909 2. februar 1909 29. august 1916 1. februar 1918 February 10, 1927
Flotilleadmiral Kontreadmiral Viceadmiral Admiral Flådeadmiral
O-7 O-8 O-9 O-10 O-11
US Navy O7 insignia.svg US Navy O8 insignia.svg US Navy O9 insignia.svg US Navy O10 insignia.svg US Navy O11 insignia.svg
Aldrig 1. marts 1938 13. juni 1940 18. november 1942 11. december 1945

Halsey havde aldrig rang af løjtnant, da han blev udnævnt til premierløjtnant efter tre års tjeneste som kadet. Af administrative grunde udviser Halseys tjenestepapirer at han blev forfremmet til løjtnant og premierløjtnant den samme dag.[9]

Da Halsey blev forfremmet til kontreadmiral havde den amerikanske flåde ikke rangen flotilleadmiral. Halsey blev derfor forfremmet til rang af kontreadmiral fra kommandør.

Priser og udmærkelser[redigér | redigér wikikode]

Naval Aviator Badge.jpg Marineflyver mærke
Navy Cross ribbon.svg Navy Cross
Gold award star
Gold award star
Gold award star
Navy Distinguished Service Medal ribbon.svg
Navy Distinguished Service Medal med tre guldstjerner
U.S. Army Distinguished Service Medal ribbon.svg Army Distinguished Service Medal
Bronze service star
United States Navy Presidential Unit Citation ribbon.svg
Presidential Unit Citation (United States) med tjenestestjerne
Mexican Service Medal ribbon.svg Mexican Service Medal
Bronze service star
World War I Victory Medal ribbon.svg
World War I Victory Medal med Destroyerhænger
Bronze service star
American Defense Service ribbon.svg
American Defense Service Medal med flådehænger
Silver service star
Silver service star
Bronze service star
Bronze service star
Asiatic-Pacific Campaign Medal ribbon.svg
Asiatic-Pacific Campaign Medal med 12 slagstjerner
World War II Victory Medal ribbon.svg World War II Victory Medal
National Defense Service Medal ribbon.svg National Defense Service Medal

Udenlandske udmærkelser[redigér | redigér wikikode]

Order of the Southern Cross Grand Collar Ribbon.png BrasilienSydkorsets orden (storkors)
Noribbon.svg ChileAl Merito, Første klasse, Insignier og diplom
CHL Order of Merit of Chile - Grand Cross BAR.png ChileStorkors af den chilenske fortjenstorden
Order of Boyacá - Extraordinary Grand Cross (Colombia) - ribbon bar.png ColombiaStorkors af Boyacaordenen
Order of Naval Merit (Cuba) - ribbon bar.png CubaFlådens fortjenstorden (Cuba)
Order of Abdón Calderón 1st Class (Ecuador) - ribbon bar.png EcuadorAbdon Calderón ordenen
GRE Order Redeemer 5Class.png GrækenlandFrelserens Orden
PAN Order of Vasco Nunez de Balboa - Grand Cross BAR.png PanamaVasco Núñez de Balboa ordenen, storkors
Military Order of Ayacucho (Peru) - ribbon bar.png PeruAyacucho ordenen
Order BritEmp rib.png United KingdomKnight Grand Cross of the Order of the British Empire (GBE)
VEN Order of the Liberator - Knight BAR.png VenezuelaOrder of the Liberator
Order of the Quetzal - Grand Cross (Guatemala) - ribbon bar.png Guatemala udnævnte ham til overhøvding i Quetzalordenen.[47][48][49][50]
Bronze service star
Bronze service star
Phliber rib.png
Filippinerne - Filippinernes befrielsesmedalje med to stjerner

Æresbevisninger[redigér | redigér wikikode]

Halsey Field, NAS North Island i Coronado, California, indviet 20. oktober 1960 i anledning af 50 års marineflyvning (1911–1961).[51]
Halsey Society, studenterorganisation for reserveofficeruddannelsen på Texas A&M University[52]
Bygninger
Admiral William F. Halsey, Jr. Leadership Academy & William F. Halsey House, Elizabeth High School i Elizabeth, New Jersey[53]
Halsey Field House, United States Naval Academy
Halsey Hall, University of Virginia
Halsey Terrace, flådens boliger i Honolulu, Hawaii[54]
Halsey Hall, Jonathan Dayton High School
Skibe
USS Halsey (CG-23), en missilkrydser i Leahy-klassen
USS Halsey (DDG-97), en missildestroyer i Arleigh Burke-klassen
Gader
Halsey Street i Alexandria, Louisiana
Admiral Halsey Drive, NE, Albuquerque, New Mexico
Halsey Street, Alexandria, Louisiana
Halsey Street, Auckland, New Zealand
William F. Halsey Avenue, Bakersfield, California
Halsey Road Dover, Delaware
Halsey Place, Baltimore, Maryland
Halsey Street, Chula Vista, California
Admiral Halsey Avenue, Daytona Beach, Florida[55]
Halsey Drive, Flower Mound, Texas
Halsey Avenue, Middletown, Rhode Island
Halsey Drive, Warwick, Rhode Island
Halsey Street, Newark, New Jersey
Admiral Halsey Service Area, en nordgående rasteplads på New Jersey Turnpike ved milepæl 111 på Interstate 95, ved det nuværende motorvejskryds med New Jersey Route 81 i New Jersey[56]
Admiral Halsey Slope, Nouméa, Ny Kaledonien
Halsey Court, Pittsburgh, Pennsylvania
Admiral Halsey Road, Plymouth, Massachusetts
Halsey Court, Princeton, New Jersey
Halsey Street, Princeton, New Jersey
Halsey Street, Colonel Bud Day Field, Sioux City, Iowa
Halsey Avenue, Yuba City, California
Halsey Road, Toms River, New Jersey
Halsey Street, San Leandro, California
S Halsey Dr, Whidbey Island

I populærkulturen[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. ^ "Big Blue Fleet" var navnet, som den amerikanske hovedflåde i Stillehavet havde fået. Det stammede fra planlægningen før krigen, som blev kaldet farve-planerne, fordi hver af de involverede lande fik en bestemt farve. I disse planer var den britiske flåde rød, den tyske sort, osv. Den kejserlige japanske flåde var den orange flåde. Den amerikanske flåde var den blå. Den store blå flåde var den masskive flåde, som den amerikanske flåde regnede med at de kunne vinde krigen med. Det blev antaget, at denne flåde ville blive skabt i slutningen af 1943 og begyndelsen af 1944.[4]
  2. ^ Dette synspunkt blev imidlertid ikke delt af Chester Nimitz, som sagde til Spruance, at han havde gjort det helt rigtige.
  3. ^ Der foreligger ingen oplysninger om, at Halsey efterfølgende gruede for den 18. i måneden, uanset om det var en mandag eller ej.
Henvisninger
  1. ^ Femstjernede officerer går aldrig på pension. De får fuld løn resten af livet.Spencer C. Tucker (2011). The Encyclopedia of the Vietnam War: A Political, Social, and Military History. ABC-CLIO. s. 1685. ISBN 978-1-85109-961-0. 
  2. ^ "Halsey", ArlingtonCemetery.net.
  3. ^ a b Morison The Struggle for Guadalcanal p.183
  4. ^ a b c Potter p. 112
  5. ^ Berger, Meyer. "HOME TOWN ROARS SALUTE TO HALSEY; THE COMMANDER OF THE THIRD FLEET RETURNS TO HIS HOMETOWN IN NEW JERSEY New Pingry Boys Cheer White Horse Atop Cake", The New York Times, November 8, 1945. Hentet 11. februar 2011.
  6. ^ Johnson, Bill (1965-02-15). "Seven Society's Secret Still Secret". Washington Post: s. C8. 
  7. ^ Wukovits, John (2010). Admiral "Bull Halsey". Palgrave Macmillan. s. 9. ISBN 978-0-230-60284-7. 
  8. ^ Borneman. Page 47.
  9. ^ a b c d e f Wukovits, John (2010). Admiral "Bull" Halsey: The Life and Wars of the Navy's Most Controversial Commander. ISBN 978-0-230-60284-7. 
  10. ^ "Fleet Admiral William Frederick Halsey, Jr.". Naval Historical Center. 
  11. ^ Borneman. Page 157.
  12. ^ Morison The Rising Sun in the Pacific, page 190
  13. ^ Wildenberg, Thomas. Midway: Sheer Luck or Better Doctrine? Naval College War Review, Winter 2005, Vol. 58, No. 1. Wildenberg quotes Browning's thesis: "Every carrier we have knows what it means to be 'bopped' with all planes on deck, because her hands were tied by uncertainty as to her next move..."
  14. ^ a b "Books: The General and the Admiral". Time. 10. november 1947. 
  15. ^ Millis, page 357
  16. ^ J. Bryan (1947). Admiral Halsey's Story. Whittlesey House. s. 75–76. ISBN 978-1-4325-6693-7. 
  17. ^ Potter Bull Halsey
  18. ^ Potter Nimitz page 85
  19. ^ Potter Nimitz page 84
  20. ^ Potter Nimitz page 86
  21. ^ Potter Bull Halsey p. 150
  22. ^ Morison, p. 199–207; Frank, p. 368–378; Dull, p. 235–237.
  23. ^ Richard Frank (1990). Guadalcanal: The Definitive Account of the Landmark Battle. Penguin Books. ISBN 978-0-14-016561-6. 
  24. ^ Seal, Jon and Michael Ahn. "An Interview with Joseph Jacob 'Joe' Foss." fra Internet Archives Wayback Machine (arkiveret februar 9, 2006) Microsoft Games Studios, March 2000. Hentet: 3. august 2011.
  25. ^ Taylor p. 145
  26. ^ Potter Bull Halsey p. 221
  27. ^ Potter, Admiral Arleigh Burke pp 98-99
  28. ^ Parshall and Tully, Shattered Sword pp. 416–430
  29. ^ Cutler The Battle of Leyte Gulf p. 209
  30. ^ Tuohy, William (2007). America's Fighting Admirals:Winning the War at Sea in World War II. Zenith Press. s. 323. ISBN 978-0-7603-2985-6. 
  31. ^ a b c d Willmott, H. P.. "Six, The Great Day of Wrath". The Battle of Leyte Gulf: The Last Fleet Action. Indiana University Press. s. 192–197. ISBN 9780253345288. 
  32. ^ Potter Bull Halsey pp. 376-380
  33. ^ Barrett Tillman (July 2007). "William Bull Halsey: Legendary World War II Admiral". World War II. 
  34. ^ Drury
  35. ^ a b Melton, Sea Cobra
  36. ^ Evans, David; Peattie, Mark (1997). Kaigun: Strategy, Tactics and Technology in the Imperial Japanese Navy 1887–1941. Naval Institute Press. s. 243. ISBN 978-0-87021-192-8. 
  37. ^ Willmott p. 178-181
  38. ^ Utica Daily Press 2/20/45
  39. ^ Kemp Tolley (1983). Caviar and Commissars: the Experience of a US Naval Officer in Stalin's Russia. Naval Institute Press. s. 245. ISBN 978-1-55750-407-4. 
  40. ^ Halsey, William (1947). Admiral Halsey's Story. McGraw-Hill. s. 69. ISBN 978-1-4367-1143-2. 
  41. ^ (Following Advance for Use Sunday, Aug. 16) | KXNet.com North Dakota News
  42. ^ Brady, James (2000). Flags of Our Fathers. Bantom Books. s. 579. ISBN 978-0-553-11133-0. 
  43. ^ Borneman. Pages 73-74.
  44. ^ Borneman. Page 344.
  45. ^ Borneman. Pages 74,90.
  46. ^ SignOnSanDiego.com > News > Obituaries -- William F. Halsey III, 88; Navy man had adventurous nature. 
  47. ^ "Bull" Halsey bio
  48. ^ Bull Halsey biography, Naval History & Heritage
  49. ^ Army Times Hall of Valor. 
  50. ^ HALSEY, William Frederick "Bull", Fleet Admiral [1882-1959 -- American naval officer]. 
  51. ^ Sudsbury, Elretta Sudsbury (1967). Jackrabbits to Jets: The History of North Island, San Diego, California. Neyenesch Printers, Inc. 
  52. ^ Halsey Society. 
  53. ^ Admiral William F. Halsey, Jr. Leadership Academy
  54. ^ Halsey Terrace. 
  55. ^ Alynia Rule. Special Projects -- The Florida Quest (Places, Names and Road Trip Games) - NIE WORLD. 
  56. ^ Admiral Halsey Service Area
  57. ^ McGee, Garry (2003). Band on the Run: A History of Paul McCartney and Wings. New York: Taylor Trade Publishing. s. 196. ISBN 0-87833-304-5. 
  58. ^ TV.com Episode No. 40 Summary
Kilder
Primære kilder

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Efterfulgte:
Jimmy Doolittle
23. november 1942
Forsiden af Time Magazine
William Halsey
30. november 1942
Efterfulgtes af:
Ernest King
7. december 1942