Øsel-Wiek bispedømme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Øsel-Wiek bispedømme ses med gul farve
Våbenskjold for biskop Reinhold von Buxhoevden, biskop i Øsel-Wiek 1532-41

Øsel-Wiek bispedømme (estisk: Saare-Lääne piiskopkond; tysk: Bistum Ösel-Wiek; nedertysk: Bisdom Ösel-Wiek; latin: Ecclesia Osiliensis) var et delvist selvstændigt romersk-katolsk bispedømme i områderne Wiek (estisk: Läänemaa) og Øsel (estisk: Saaremaa) i den vestlige del af Estland.

Bispedømmet blev oprettet som en del af Tysk-Romerske Rige den 1. oktober 1228 af Henrik VII af Tyskland. Bispedømmet udgjorde et af de fem medlemmer af det Liviske Forbund. Biskoppen var tillige ridder af Den Tyske Orden og regerede over dettes besiddelser inden for bispedømmets områder.

Biskoppens residens flyttede med tiden til Leal (estisk: Lihula), Perona (estisk: Vana-Pärnu, oversat: Gamle-Pärnu), Haapsalu og til sidst til Arensburg (estisk: Kuressaare) på øen Øsel (Saaremaa); domkirken og domkapitlet forblev i Haapsalu. Administrativt var bispedømmet delt i to forvaltningsområder (advocaciae, vogteien, det vil sige fogderier).

Bispedømmet ophørte at eksistere 1560, da den sidste fyrstbiskop, Johannes V von Münchhausen, solgte det til Frederik 2. af Danmark. Kongens yngre broder Magnus var hertug af Holsten og blev udnævnt til biskop den 13. maj 1560, skønt han var lutersk. Danmark overlod Wiek (Läänemaa) til Det Polsk-Litauiske Fyrstendømme mod at få overdraget de dele af Øsel, som havde tilhørt Den Liviske Orden.

Biskopper og fyrster[redigér | redigér wikikode]