Estlands historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Estlands historie startede i 10.000 f.Kr. hvor man har fundet det første tegn på bosættelse, nemlig Kundakulturen, hvor man fandt stenaldermidler i Pulli nær Pärnu. De blev først beskrevet af den romerske historiker Tacitus omkring Jesu' fødsel. Siden har stammerne i landet handlet med svenske vikinger indtil det i 1219 blev overtaget af den danske konge Valdemar Sejr. I middelalderen var den øverste del dansk, mens den sydlige del var en del af den Tyske Ordensstat. Ved 1600-tallet var det en del af Polen-Litauen, men efter kun halvtreds år blev det svensk, hvilket det var indtil 1700-tallet hvor det så blev en del af det Russiske Kejserrige. Den 12. april 1917 blev det uafhængigt, men allerede i 1940 blev det en del af Sovietunionen. Den 20. august 1991 blev det så igen uafhængigt som Republikken Estland.[1]

Forhistorie[redigér | redigér wikikode]

Ældre Stenalder (10.000 f.Kr.-4.000 f.Kr.)[redigér | redigér wikikode]

Ældre stenalderredskaber fra Kundakulturen

I 10.000 f.Kr. fandt man det første tegn på bosættelse i Estland. Disse første stammer bosatte sig i Estland omkring afslutningnen på Weichsel-istiden. Af disse folk var det stammer af Kundakulturen som slog sig ned lige netop i Estland. De levede i Estland gennem den ældre stenalder hvor de lavede ting som redskaber flint, sten og træ. Kundakulturen er opkaldt efter den estiske by Kunda, nær Pärnu, hvor kundastammer har opholdt sig i området.[2]

Yngre stenalder (3.500 f.Kr.-1.500 f.Kr.)[redigér | redigér wikikode]

500 år efter Kundakulturen kom finsk-ugriske folk fra øst, nok Uralbjergene og bosatte sig i Estland, Finland og Ungarn. Det estiske folk har aner fra netop disse folk, da de finsk-ugriske folk aldrig forlod Estland igen og derfor regnes de som en af Europas ældste folk, da de nu har været i Estland i godt og vel 5.000 år. De finsk-ugriske folk blandede sig med Kundakulturen hvilket derfor også er skyld i, at mange estere også har aner fra Kundakulturen.

De finsk-ugriske stammer blev hver i sær styret af en fælles høvding og stammerne bestod af både mænd, kvinder og børn. De levede af at jage rensdyr og fiske. Omkring år 100 bliver disse folk beskrevet af den romerske historiker Tacitus, men de bliver dog kun nævnt som en del af alle de nordiske folkeslag i hvad romerne troede var Germanien. Langs Estlands strande findes i dag arkæologiske fund der inkluderer keramik lavet af Narvakulturen, som var en gren af de finsk-ugriske folk. Disse keramikværker var ting som skåle og vaser lavet af ting som ler, som derefter var støbt sammen med planter og skaller.

Keramik fra den kamkeramiske kultur

Den kamkeramiske kultur bosatte sig omkring Estland. Fra dem har man fundet arkæologisk vigtige fund fra deres krigskultur, hvor man blandt andet har fundet stenøkser. Beviser er blevet lagt at de i Estland jagtede efter dyr som vildsvin. Ved hjælp af andre besynderlige fund har man også fundet ud af at den kamkeramiske kultur begravede deres døde med knæene mod deres bryst.[3]

Bronzealder (1.500 f.Kr.-500 f.Kr.)[redigér | redigér wikikode]

I bronzealderen opstod de første bebyggelser rundt omkring på de estiske øer, hvor de fleste opstod på Saaremaa og Iru. Det var på disse øer, at de fortificerede bebyggelser Asva og Ridala blev konstrueret. Disse flækker blev bygget af finnerkulturen og balterkulturen, som begge var grene af de finsk-ugriske folk og som var begyndt at bekrige hinanden. Skibe begyndte nu at blive bygget, begravelsesritualer blev ændret, hvilket er begyndelsen på en forandring fra den germanske kultur. I denne periode blev øen Saaremaa også ramt af en meteor.

I denne tid besøgte den græske udforsker Pytheas fra Massalia de nordiske områder hvor han senere fortæller om den mystiske ø Thule. Denne ø kan muligvis være den estiske ø Saaremaa, hvor han blandt andet beskriver den som "en ø, omdækket af et ishav".[4]

Jernalder (500 f.Kr-500 e.Kr.)[redigér | redigér wikikode]

Jern er blev i Estland brugt fra omkring 500 f.Kr. til at bygge større civilationer og borge, og ikke mindst til også at lave våben. Det ældste jern i Estland er blevet impoteret fra andre steder fra, men omkring år 0 begyndte de estiske stammer selv at producerer jern. Store fund af sten med indgraveringer er også fundet i denne periode, nok som en slags hyldest til frugtbarhed. Ved slutningen af jernalderen, som nu var romersk jernalder, havde der sket meget i Estland vedrørende kultur, krigsførelse og andet. Romerriget havde en lille indflydelse på Estland, hvor blandt andet den romerske historiker Tacitus kom der op. Han navngav stammerne deroppe aestii hvilket er grundlaget på Estlands navn. Der er også fundet få arkæologiske fund fra romerne som inkluderer smykker og andet lignede, hvilket nok i betydningen betyder, at Tacitus ikke havde været den eneste romer i Estland. I denne periode brugte esterne også meget naturlige omgivelser som beskyttelse.[5]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Vikingetid (700-1100)[redigér | redigér wikikode]

Estiske kihelkonder og maakonderne, som fungerede som regioner under Vikingetiden

Da Vikingetiden startede havde de estiske stammer groet sig ind i små samfund og lavet traditionelle, små landsbyer rundt omkring, som stadig er beboet i dag. Der var blevet oprettet uofficielle regioner i Estland, som enten kunne være en kihelkond eller en maakond. I kihelkonderne var der mange små byer og mindst et fort og så blev en kihelkond styret af "den ældste". Maakonderne mindede også meget om kihelkonderne. Disse regioner var også skyld i, at Estland blev ved med ikke at være en del af en nation indtil 1219 da Valdemar Sejr sejrede i Slaget ved Lyndanisse.

Svenske vikinger sejlede til Estland ved Vikingetidens begyndelse i 800-tallet, men de var ikke interesserede i at koloniserer landet, da de sejlede videre den af russiske floder til det Byzantinske Rige og Konstantinopel. Men undervejs grundlagde de svenske vikinger op til flere byer i det nuværende Rusland, som senere formerede sig til nationer, som hver især prøvede at overtage Estland, men alle uden held. De estiske folk var i Vikingetiden meget glade for at handle med vikinger og handlede tit med svenske søfarerne.[6]

Korstogene (1150-1219)[redigér | redigér wikikode]

Dannebrog falder ned fra himlen i Slaget ved Lyndanisse

Ved Vikingetidens slutning begyndte korstog at blive udbredt blandt europæiske nationer, hvor Estland og resten af Baltikum blev et af de sidste steder i Europa til at blive kristnet. Det startede med, at Pave Celestin 3. udråbte korstog mod de baltiske stammer. Danmark, Sverige og Den Liviske Orden stod først og fremmest for korstogene, men i 1202 grundlagde den tyske biskop Albert Sværdbroderordenen, som også hjalp til med korstogene i Baltikum.

Litauen og Letland blev hurtigt overtaget, men Estland var en meget sværere nød at knække, men i 1217 vandt Den Liviske Orden og Sværdbroderordenen en samlet sejr, hvor den estiske høvding Lembitu også blev dræbt. I 1219 vandt Valdemar Sejr så et slag mod esterne, hvor Dannebrog efter sigende også dalede ned fra himlen, og samtidig grundlagde byen Reval, som senere skiftede navn til Tallinn og blev Estlands hovedstad. I 1227 var hele Estland blevet overtaget.[7]

Koloniseret Estland (1220-1550)[redigér | redigér wikikode]

Dansk Estland (1219-1346)[redigér | redigér wikikode]

Estland i 1260 hvor lysebrunt er dansk som Hertugdømmet Estland og den nederste del er Den Liviske Orden

Efter Valdemar Sejrs vundne kamp ved Slaget ved Lyndanisse blev den nordlige del af Estland dansk og fik navnet Hertugdømmet Estland eller Dansk Estland. Delstatshovedstaden var Reval, som ligger ved nutildags Tallinn. Danmark havde skabt fred med Den Liviske Orden, som havde fået syden. Danmark havde i Estland forsøg på at besætte den russiske nation Novgorod, men det mislykkede, dog holdt Danmark stadig Estland. Efter Kong Christoffer 2.'s død i 1332 blev der politisk uro i Danmark, som endte med en folkeopstand i 1343 på Sankt Jørgens Nat i Estland, hvilket resulterede i, at Den Tyske Ordensstat overtog Hertugdømmet Estland i 1346 for at skabe fred.

Den Liviske Orden (1237-1562)[redigér | redigér wikikode]

Den Liviske Orden var en stat, der fungerede som selvstændig nation i Estland og Baltikum fra indførelsen af kristendommen i Estland og frem til Reformationen. De regerede i Estland sammen med Danmark, men efter et folkeoprør i det danske Hertugdømmet Estland overtog Den Liviske Orden det og regerede derefter over hele Estland. I 1562 blev den opløst og Estland gik derefter over til Polen-Litauen, Danmark og Sverige. Det var under Den Liviske Orden, at Den Sorte Død nåede Estland i ca. 1353.

Fra Reformationen til Den Industrielle Revolution[redigér | redigér wikikode]

Reformationen (1520-1550)[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af 1500-tallet startede den tyske teolog Martin Luther Reformationen, en protest mod den Katolske Kirke og Paven, som misbrugte Guds magt ifølge hans mening. Der blev i perioden 1520-1550 oprettet lutheranske og protestantiske kirker rundt omkring i Estland, men den førhen katolske Ordenstat blev nu svækket af den nye indførelse, da nyt sprog, ny kultur og ny styremåde blev indført i Estland. I denne periode blev den første bog også trykt i Estland.

Den Livlandske Krig (1550-1600)[redigér | redigér wikikode]

Estland og Letland i 1600:
Rød er Danmark
Blå er Sverige
Grøn er Rusland
Lyserød er Polen-Litauens vassalstater
Rød er Polen-Litauen

Den livlandske krig udsprang for Estlands vedkommende i 1558 da det Russiske Kejserrige gjorde en ende på Den Liviske Orden ved at overtage deres nordlige områder af Estland, mens en nyudsprunget Polen-Litauen tog den sydlige del af Estland og Letland, mens Danmark stadig holdte nogle få estiske områder, her i blandt Saaremaa, som danskerne havde navngivet Øsel. Sverige følte sig nu truet af de russiske styrker i Estland og under Erik 14. af Sverige indtog de Reval og startede den Livlandske krig. Men de russiske zar Ivan den Grusomme gav ikke op og hærgede i nogle ti år Estland, indtil svenskerne til sidst vandt ved Narva i 1781. Efterfølgende måtte Polen-Litauen og trække sig ud af Estland og Danmark måtte også senere afstå Saaremaa ved Freden ved Brömsebro i 1645.

Den Livlandske krig havde foroversaget et kæmpe antal ødelæggelser og liv, hvor en tredjedel af befolkningen var dræbt, en firedel af alle farme var blevet smittet med sygdomme og alle borge i hele Estland var blevet jordet, undtagen borgene i Reval. Selv Viljandiborgen, som var blevet beskrevet som en af Europas mægtigste, var blevet ødelagt.

Svensk Estland (1583-1721)[redigér | redigér wikikode]

Tartu Universitet, Estlands første universitet

Efter den Livlandske krig var Estland blevet en fattig region af Kongeriget Sverige under deres stormagtstid kaldet Svensk Estland med delstatshovedstad i Reval, som også samtidig var den største by i Svensk Estland. Ødelæggelserne af krigen blev aldrig helt helet under den svenske periode, men svenske konger gjorde levevilkår i Estland meget bedre. For eksempel havde en godsejer ikke længere fri domsret over bønderne inden for hans område og Karl 11. prøvede også at ophæve livegenskab, hvilket han havde fundet succesfuldt i Letland. I 1632 fik Estland sit første universitet, som blev lagt i Tartu og som blev skænket af Gustav 2. Adolf.

I 1700 blev der dannet en nordisk alliance mellem Danmark, Polen-Litauen og Rusland, som ikke fandt sig i Sveriges overlegenhed i Østersøen. Dette endte med nogle blodige slag, hvor det Russiske Kejserrige endte med at få kontrol over Estland og Baltikum i 1721. Estlands befolkning var allerede svækket efter den Livlandske krig, og efter den nyligt overståede Store Nordiske Krig er det beregnet, at kun ca. 100.000 estere overlevede.

Russisk Estland (1721-1917)[redigér | redigér wikikode]

Efter Den Store Nordiske Krig blev Estland i 1721 en del af Det Russiske Kejserrige, men i denne periode fungerede landet på en måde som en selvstændig nation, men det var stadig den russiske zar, der var konge i "landet". Desuden fik unge mænd i Estland også mulighed for at gøre medlem i hæren. Den lange fred fra 1721 hjalp bønderne og borgerne med at genoprette de gjorte skader i krigstiderne, men for mange bønder blev det russiske styre en kæmpe katastrofe for dem, da godsejerne fik genoprettet den frihed til at gøre med bønderne som de ville, som de fik frataget sig under det svenske styre. Dette endte i flere bondeoprør, hvor et af de største skete i 1782. Bøndernes dårlige vilkår fortsatte under russisk styre i årerne i 1850'erne måtte bønderne ikke engang købe deres egen jord mere, hvilket førte til, at i slutningen af 1800-tallet ejede bønder kun to femtedele af den estiske jord.

De to russiske provinser i Baltikum

Efter krigstid blev Tartu Universitet dog genåbnet i 1802 og blev hurtigt et vigtigt center for undervisning og uddannelse i Estland med dens høje niveau. Tartu Universitet blev en vigtig del af at analfabetisme næsten var udryddet i starten af 1900-tallet, men til gengæld måtte universitet skifte navn til Jurjev i 1893. Under 1800-tallet skiftede Estland også sprog fra tysk til russisk. Det var også under russisk styre, at Estland i 1884 fik sit flag.

Ved slutningen 1800-tallet begyndte den såkaldte russificering af Estland, hvor russisk også blev officelt sprog. Denne russificering mødte stor modstand og mange estiske partier blev dannet, hvor Jaan Tonisson blandt andet grundlagde Estlands første liberale parti i Tallinn. En revolution i 1905 truede blandt andet også Rusland med, at de estiske partier ville have mere politisk magt. Rusland benægtede dette, men nu blev det nok for Estland, der ville være deres egen nation. Den første estiske avis ved navn Perno Postimees begyndte at blive trykt i 1857. Folk begyndte at demonstrere under 1905-revolutionen, særligt arbejdere, men russerne slog hårdt tilbage på det, og det menes at ca. 300 esteroe omkom under revolutionen. Estisk blev også udhviklet og en sangfestival i 1869 hjalp med at udvikle Estlands kultur væk fra Ruslands kultur. Flere arbejderpartier blev dannet for at forbedre arbejdernes vilkår.

Oprør mod Rusland (1905-1917)[redigér | redigér wikikode]

Folk havde fået nok i Estland og i januar 1905 brød et oprør ud i Estland, og bevæbnede folk gik over grænsen mod Rusland. Zar Nikolaj 2. af Rusland var træt af strække og oprør, og han sendte tusindvis af soldater over mod det estiske oprør, og ved hjælp af dem dræbte han 600 estere og sendte hundredevis til Siberien. Direktører for aggressive, estiske aviser og blade, som også havde oprør for hoved, og ledere for politiske partier i Estland flygtede over grænsen til lande som Finland i nord.

En estisk avis fra dagen efter, at Estland har erklæret sig selv uafhængigt

Ved begyndelsen på 1. verdenskrig var Rusland svækket. 100.000 estiske mennesker var flygtet og 10.000 var dræbt, men beboere i Estland meldte sig alligevel hurtigt ind, fordi de troede, at så ville Nikolaj 2. være nådig og gøre dem til en selvstændig nation. Selvfølgelig ville Nikolaj 2. ikke gøre det; han var presset af oplysning og, at det Russiske Kejserrige ville gå over til fordel for en republik. Det havde han ret i, for i 1917 blev det Russiske Kejserrige til Russiske SFSR, som senere ville udvikle sig til Sovietunionen, og Vladimir Lenin blev sat ind som præsident. Han var meget mere villig til forhandlinger med Estland og allerede den 24. februar 1918 erklærede Estland sig selv uafhængigt, mens underskriften fra Vladimir Lenin først kom 2. februar 1920.

Moderne tider[redigér | redigér wikikode]

Estlands Første Republik (1918-1940)[redigér | redigér wikikode]

Som følge af Estlands selvstændighedserklæring i 1918 blev den estiske, liberale politiker Otto Strandman valgt som præsident den 9. maj 1919, og han ville blive den første præsident ud af otte. Men af de to var de hyppigst valgte Jaan Tõnisson og Konstantin Päts, da regeringen i landet var meget ustabil og en præsident tit ikke sad det valgte 4 år som han eller hun egentlig skulle sidde. I tiden som republik blev Estland aldrig kommunistisk, selv om et kup i 1924 prøvede at gøre dem det.

Konstantin Päts, præsident og diktator i Estland

Som marked handlede Estland typisk med skandinaviske lande, som Danmark og Norge, Storbritannien, Vesteuropa og ikke mindst Vesten, i den betragtning USA. De handlede også lidt med Sovietunionen. Estland handlede meget med dens nationale ressourcer.

Tiden mellem 1918 og 1939 betragtes af mange som en "gylden periode" i Estlands historie, da uddannelse og læring blev meget mere almindeligt og bedre og Tartu Universitet igen blev Estlands centrum for lærdom. I den gyldne periode blev der også trykt omkring 25.000 forskellige bøger, hvilket overhalede mange europæiske lande i antal bøger per indbygger. Men selvom Estland var i en gylden periode frygtede mange indbyggere stadig den mægtige Sovietunion mod øst, som kunne med lethed finde på at tage Estland tilbage, hvis det skulle være. I 1934 gik det også helt galt i Estland, da præsidenten Konstantin Päts fik meget mere magt og startede en diktatorisk periode, der først skulle ende ved Estlands besættelse i 1940.

Anden Verdenskrig (1940-1945)[redigér | redigér wikikode]

Sovietunionens besættelse (1940-1941)[redigér | redigér wikikode]

Estlands skæbne var bestemt da Adolf Hitler fra Nazi-Tyskland og Josef Stalin fra Sovietunionen i 1939 hver skrev under på en hemmelig traktat, der gav Sovietunionen lov til besættelse af Estland, selvom Estland allerede havde erklæret sig neutral. Mellem 1939 og 1940 sendte Sovietunionen tropper, krigsskibe og flyvåben mod Estland og besatte landet. Præsidenten Konstantin Päts blev sendt i fangelejr sammen med andre politiske og militære ledere i Estland. Den 6. august modtog Sovietunionen en anmodning fra estiske kommunister om, at Estland måtte blive en del af USSR. Tusindvis af estere, mænd, kvinder og børn, blev sendt til sovjetiske arbejdslejre hvor de bl.a. lavede våben og andet, som Sovietunionen kunne bruge i den kommende krig. Det estiske folk blev under besættelsen undertrygt og i juni 1941 blev ca. 10.000 estere sendt til arbejdslejre i Sibirien.

Estland under aksemagterne (1941-1945)[redigér | redigér wikikode]

Den 22. juni 1941 besatte og angreb nazi-tyske tropper Estland indtil Sovietunionen flygtede fra landet. Folk betragtede i starten Nazi-Tyskland som frelsere af landet, men de skulle senere fortryde de ord, da Nazi-Tyskland ikke kom til at give landet mere frihed end Sovietunionen gjorde. Estland blev lagt ind under regionen Reichskommissariat Ostland, som også tilsluttede landende Letland, Litauen og noget af Hviderusland. Et Sicherheitspolizei blev indført i landet under ledelse af den estiske, militære leder Ain-Ervin Mere. Nazi-Tyskland havde svært ved at indsamle folk til deres hær af volksgrenadiers, da glæden ved befrielse af Sovietunionen nu var blegnet. Mange estere flygtede til Finland og dannede en hær der på 3.400 mænd.

Tyskerne plyndrede mange af landets ressourcer til krigsbrug og andet og dermed efterlod landet lige så fattigt som under Sovietunionens besættelse. Flere tusinde estere blev dræbt og af de 5.000 estiske jøder, der boede i landet, blev 4.500 dræbt i koncentrationslejre. Næsten alle unge, estiske mænd, der ikke flygtede til Finland, blev sendt til at arbejde og kæmpe for Nazi-Tyskland, og der er ment, at ca. 15.000 estere døde under Nazi-Tysklands besættelse.

Efter Slaget om Stalingrad, som varede fra 21. august 1942 til 2. februar 1943 begyndte det at gå dårligt for Nazi-TysklandØstfronten. Sovietunionen var begyndt at overmande Nazi-Tyskland på denne side af krigen og i 1944 kaldte Nazi-Tyskland til tilbagetrækning og der blev indsat en ny estisk regering. Estland øjnede nu denne mulighed til at nå at blive et selvstændigt land, men der gik ikke lang tid før Sovietunionen igen invaderede landet og gjorde krav på det. Efter 2. verdenskrig var befolkningstallet i Estland reduceret med en fjerdedel og over 70.000 mennesker havde flygtet til vesten.

Estiske SSR (1945-1991)[redigér | redigér wikikode]

Estiske SSR's flag

Efter 2. verdenskrig og ved begyndelsen på Den Kolde Krig var Estland medlemsstat af Sovietunionen under navnet Estiske Sovietsocialistiske Republik. Den var nu under en omfattende, kommunistisk regering og styringsevne og Josef Stalin blev Estlands højeste leder, som han jo var i hele Sovietunionen. Nu begyndte en stærk russificering igen af Estland og alle tyske indbyggere blev samtidig sendt til Sibirien som et slags had mod Nazi-Tyskland. Russificeringen betød, at Estland i perioden fra 1947 til 1952 blev landbrug skiftet ud med industrielle fabrikker, hvilket gjorde stor skade på den estiske natur. Många esterne var sure over sovjetisk besættelse og kæmpede imod, mens sovjetterne var overlegne og mange hundrede estere blev også sendt til Sibirien. En kendt gruppe af frihedskæmpere kaldet Forest Brothers på 14.000 estiske mennesker flygtede fra sovjetisk deportation og flygtede ud i estiske skove hvor de kæmpede mod sovjetiske soldater. Den sidste af gruppens medlemmer døde i 1978.

Estland levede gennem sovjetisk styre og kommunisme i gennem 1950'erne, 60'erne og 70'erne, men ved slutningen af 1980'erne begyndte selvstændighedsbevægelsen at gry, da sovjetterne kom i økonomiske problemer. Mange estere begyndte at protesterer og demonstrere, hvor en sangfestival i Tallinn var blevet en af de helt store kilder til demonstration. I 1989 lavede to millioner baltere en lang menneskerkæde der bandt de baltiske hovedstæder sammen som endnu en form for protest mod det sovjetiske styre. I 1991 lykkedes det Estland at få sin selvstændighed fra Mikhail Gorbatjov.

Republikken Estland[redigér | redigér wikikode]

Den 20. august fik Estland sin selvstændighed fra Sovietunionen og den 22. juni stemte Estlands befolkning om deres præsident, som endte med at blive Lennart Meri. Estland har siden da været økonomisk stabil og er blevet medlem af EU og FN.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]