Astrolabium

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Astrolabiet (Græsk: ἁστρολάβον, astrolabium)[1], er et antikt måleapparat, der kunne bruges til mange forskellige formål. Det blev brugt af både astronomer, navigatører (i et vidst omfang, man brugte en afart af astrolabiet kaldt ”sø-astrolabium”) og astrologer. Med et astrolabium kunne man løse mange forskellige problemstillinger, der er relateret til tid og positionen af solen og stjernerne. Man kan blandt andet bestemme himmellegemers højde og finde ud den lokale tid. Astrolabiet blev opfundet i det antikke Grækenland[2]. Det blev hurtigt taget i brug i den arabiske verden. Grunden til at det blev taget i brug så hurtigt i den arabiske verden skyldes, at astrolabiet var en meget præcis metode til at finde Mekka på. Desuden kunne man med apparatet finde tiderne til Salah bønnerne, hvilket gjorde det lettere for muslimerne. Senere kom det til Europa, hvor det blev gjort til er noget enklere anordning.[3]

Man brugte den noget simplere udgave af astrolabiet til bl.a. søs, og det blev brugt i vid udstrækning hos opdagelsesrejsende. Astrolabiet mødte sit endeligt i slutningen af 1700-tallet, da sekstanten blev opfundet. Det skal dog nævnes, at jakobsstaven blev opfundet før, at astrolabiet gik ud af brug.[4]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Det er svært at spore helt præcist hvornår og hvem, der opfandt astrolabiet som vi kender det i dag, men forskellige nedskrifter gennem tiden, peger på hvornår begyndelsespunktet for astrolabiets historie var.[5]

Den første tænker til astrolabiet, var Apollonius, som levede i år ca. 225 før Kristi fødsel. Apollonius som desuden var den originale tænker til keglesnit, studerede astrolabiets projektion. Det var dog Hipparchus, der i år ca. 180 før Kristi fødsel, fik den største indflydelse på astrolabiets projektion. Hipparchus redefinerede astrolabiets projektion til at være noget, der kunne løse komplekse astronomiske problemstillinger. Han opfandt dermed ikke selve astrolabiet, men definerede projektionsteorien.

Det tidligste bevis for en egentlig maskine der brugte den stereografiske projektion, blev beskrevet af den romanske skriver og arkitekt, Marcus Vitruvius Pollio, som levede fra år ca. 88 til 22 før Kristi fødsel. Marcus beskrev et anaforisk ur, altså et ur, der viser alle 365 dage på et år, som brugte mekanismerne fra den stereografiske projektion. Den stereografiske projektion var dog ikke hovedemnet i denne nedskrivning af Marcus – De archiectura.

Astrolabium fra det 16. århundrede

Det var først i år ca. 150, at den første store afhandling om stereografik projektion blev lavet. Manden bag var Claudius Ptolemæus, som havde nedskrevet sin afhandling i Planisphaerium. Der er flere hentydninger i denne afhandling, der peger på at Claudius selv skulle være manden bag det første astrolabium, men intet er sikkert.

Det er usikkert hvem, der var den første person til at lave et astrolabium ud fra den stereografiske teori. Theon af Alexandria skrev i år ca. 390 en afhandling om astrolabiet. Denne afhandling lagde grund for hvad der ville blive skrevet resten af middelalderen om astrolabiet. De tidligste beskrivelser af selve instrumentet blev først skrevet i år ca. 550 af John Philoponos på græsk. Biskoppen Severus Sebokht skrev desuden en afhandling om astrolabiet[6]. Han beskrev at de astrolabium han arbejdede med, var lavet af messing, og dermed var de kristne altså forudgående for den islamiske verden og det latinske vest.[7]

Den islamiske verden blev først introduceret til astrolabiet i 800-tallet. Det var i de islamiske lande at astrolabiet blev fuldudviklet. Den islamiske verden var hurtig parat til at udvikle astrolabiet, grundet at de brugte det til at finde ud af hvornår der skulle bedes Salah, og at man kunne endvidere finde Mekka med astrolabiet. Det var desuden de muslimske astronomer, som introducerede azimut på astrolabiet. Efterhånden flyttede astrolabiet med islamisterne gennem først Nordafrika, siden ind i Spanien. Det skete allerede i det 11. århundrede, men blev ikke udbredt i Europa før i tiden mellem 12. og 13. århundrede. Dermed blev Europæerne introduceret til astrolabiet gennem den islamiske tro. I Spanien var det igennem de kristne klostre, at de fik læren om astrolabiet. De første astrolabium, der kom til Europa, blev importeret fra den muslimske del af Spanien. Derfra skete der flere fremskridt af astrolabiet. I slutningen af 1200-hundrede tallet var der skrevet ca. 10 afhandlinger om astrolabiet – bare hundrede år senere var der skrevet flere hundrede afhandlinger. Desuden fjernede man nogle indgraveringer som muslimerne havde brugt til islamiske bønner, og tilføjede i stedet astrologisk information.

Astrolabiet blev videre udbredt i femtende og 16. århundrede i Europa. Det blev anerkendt som et fundamentalt redskab for læren om astronomien, og man mente, at læren om astronomi var fundamental. Astrolabiet blev dog primært brugt til astrologi.

For at denne udbredelse kunne ske, krævede det nødvendigvis, at der var manufaktur, datidens industri. I starten var det primært individuelle mennesker, som lavede astrolabium. Dette foregik hovedsageligt i Tyskland og Frankrig. Frankrigs produktion var dog ikke nær så stor, som den Tyskland havde. I stedet for de små individuelle manufakturer kom der små værksteder senere. Stilen af de forskellige astrolabium blev bestemt af mesteren, og hvis mesteren døde eller trak sig tilbage, mistede de ansatte arbejdet. De astrolabium som værkstederne producerede, var lavet af messing, og stadig ret dyre. Med bogtrykkerkunsten blev det muligt at lave astrolabium på papir, hvilket gjorde det muligt for andre end de velhavende, at anskaffe sig et instrument.

Der kom mange variationer af den originale astrolabium, bl.a. et universelt astrolabium, der virkerede på alle breddegrader. Normalt ville astrolabium kun virke på den samme breddegrad, hvis man gerne ville have præcise målinger. Problemet var bare, at det universale astrolabium var alt for dyrt og besværligt at benytte. Derfor blev det aldrig brugt i samme omfang som det planiferiske astrolabium.

Det planiferiske astrolabium er det normale astrolabium.

En anden type astrolabium der blev opfundet, var et astrolabium, hvor hele støbningen var blevet reduceret til en kvadrant. Idéen var, at det var meget billigere at fremstille den, frem for det planiferiske astrolabium. Der blev levet mange udviklinger af kvadranten, og den mest populære var Gunter’s kvadrant. Den var lettere at bruge, sammenlignet med de gamle kvadranter.

Brugen af astrolabium døde hen i 1700-tallet. Det skyldtes, at penduluret blev opfundet. Med penduluret kom forskellige videnskabelige opfindelser såsom teleskopet, der var langt mere pålidelige. Til søfart blev sekstanten opfundet, og dermed døde brugen af sø-astrolabiet også ud.

Brug af astrolabiet[redigér | redigér wikikode]

I det 10. århundrede beskrev al-Sufi, en af de mest berømte astronomer i den islamiske verden, i en afhandling, at astrolabiet kunne bruges til mere end 1.000 forskellige ting. Han har muligvis overvurderet instrumentet, men det var muligt at løse mange problemstillinger, der ellers var besværliggjort af matematikken[8]. Det var alt lige fra astronomi, astrologi, horoskoper til at finde Mekka og hvad klokken var[9]. Der er dog ikke meget der er sket med de mest fundamentale funktioner af et astrolabium gennem tiden. Det er et relationsforhold mellem bevægelserne af stjernerne, set fra en bestemt breddegrad på jorden, og en bestemt tid. Med dette kan man finde tiden til stjernerne og solen, og finde deres position. Måden man brugte astrolabiet på, foregik ved at man lod det hænge i en lodret linje. Derefter kunne positionen af planeterne, månerne, solen etc. afmåles direkte på en gradinddelt skala, der var på astrolabiet.

Christopher Columbus brugte blandt andre instrumenter, astrolabiet til at finde vejen til Indien – der viste sig at være Amerika

De to mest almindelige egenskaber man udnyttede ved et astrolabium var at kunne finde den lokale tid, og finde ud af hvornår der skete astronomiske begivenheder, såsom solopgange, stjernekulminationer mv. Fordelen ved at bruge astrolabiet, var at man undgik en masse sofistikeret matematik. Desuden gav astrolabiet et illustrativt billede af det man ville undersøge[10].

Eftersom at det var muligt at finde den lokale tid med et astrolabium, var det muligt at skabe et primitivt ur med et astrolabium. I 1410 havde man færdiggjort et ur i Prag, der baserede sig på et astrolabium. Dette ur har siden dengang været igennem flere modifikationer og restorationer. Det originale ur bestod kun af en astrolabisk urskive og en koncentrisk ring. Uret var udstyret sådan, at det ville dreje rundt på en stjernedag, svarende til ca. 23 timer og 56 minutter. Tiden var justeret til bohemetimer, og startede derfor forfra hver morgen til solopgang. Uret blev ombygget i 1566 til at bruge to gange tolv timers timer (AM/PM). Man tilføjede endvidere en måneviser, der nu kunne vise månens position. Uret kunne i forvejen vise solens position[11].

Udover at astrolabiet kunne bruges til at finde det førnævnte, kunne det også bruges til at navigere til søs med. Det var en forenklet udgave af det originale planiferiske astrolabium man brugte, og bestod kun af en tung gradinddelt metalring. Der var en viser med sigtehul i hver ende af viseren på midten af ringen. Den egnede sig bedre til søs, da det normale astrolabium var for besværligt at bruge til søs[12]. Med instrumentet kunne man finde den breddegrad skibet befandt sig på. Det var dog ikke muligt at finde længdegrader med sø-astrolabiet. Instrumentet var desuden ikke særligt præcist – faktisk havde det op til mellem fire og fem graders afvigelse. Når man havde fundet den breddegrad skibet befandt sig på, sejlede man hen til den breddegrad man gerne ville til. Efter at have ankommet dertil, sejlede man mod vest eller øst af breddegraden, indtil man ankom hvor man gerne ville. Denne metode var vældig populær i det 15. århundrede og det 16. århundrede. En af de mest kendte opdagelsesrejsende Christopher Columbus, brugte blandt andre instrumenter, også et astrolabium til at finde vejen til Indien – der så viste sig at være Amerika i stedet[13].

Ifølge Koranen skal muslimer bede Salah, som er de fem bønner dagligt. Når dette sker, skal man vende hovedet mod Qibla (Mekka). Det kan være ret besværligt at finde ud af hvilken retning Qibla er, men det skabte astrolabiet en løsning for. Med et astrolabium kunne man finde Qibla. Af samme grund blev astrolabiet hurtigt udspredt i den muslimske verden.[5]

Det var dog ikke den rene idyl. Astrolabiet var stadig meget dyrt på det tidspunkt, hvor det blev lavet af messing. Dermed var det kun de velhavende, som havde råd til det.

Konstruktion[redigér | redigér wikikode]

Et astrolabium har en diameter, hvis størrelse er ca. 15 til 20 centimeter.[14]De mest kendte var lavet af messing, men der fandtes også astrolabium lavet af træ og papir. De første astrolabium var lavet af træ. Kun de færreste af disse har overlevet gennem tiden.

På forsiden af astrolabiet fandt man to forskellige slags dele. De stillesiddende dele viste tiden og den stereografiske projektion fra en bestemt breddegrad. De roterende dele illustrerer den daglige himmelrotation.

Astrolabiets skelet bestod af en plade, som hedder mater (latinsk for mor) og var udhulet i midten, for at kunne få messingplader lagt ind i den. Kanten af mater var ofte inddelt i 24 timer på de europæiske astrolabium. De islamiske udgaver havde ikke opdelt kanten i 24 timer, og brugte i stedet hellige symboler. De plader (messingpladerne), som lå i det udhulede rum i mater, var indgraveret med cirkler der skulle vise højden og azimut for en bestemt breddegrad. Pladerne var endvidere indgraveret med den lokale breddegrad. Nogle astrolabium havde begge af siderne på pladerne indgraveret, så man kunne bruge astrolabiet til mere end en breddegrad.

Astrolabiet bestod også af en rete. Den sad oven på de plader der lå i den udhulede mater. Reten er en gennemboret messingplade, som bl.a. viste nogle stjerner, men også solens årlige bane i himlen. Hvis man drejede reten rundt, ville man finde de nye koordinater til stjernerne. En rotation på 360 grader svarede til en dag. Oven på reten var der på visse astrolabium en rule, der forestiller en viser fra et ur.

Når man skulle tage målinger med et astrolabium, ville man hænge astrolabiet op i en snor. Der var en ring i toppen af astrolabiet, hvor man kunne sætte snoren i.

På bagsiden af astrolabiet var der indgraveret forskellige skalaer, men hvilke der var, kom an på hvornår og hvor instrumentet var lavet. Alle astrolabium indeholdte imidlertid skalaer til at udregne vinkler, og skalaer til at finde solens længdegrad. Udover dette varierede de skalaer der fandtes på astrolabiet. Muslimerne havde ofte en skala til at finde Mekka med, og mange europæiske astrolabium havde en skala til at løse simpel trigonometri. Der var op til designeren hvilke skalaer, der skulle være på astrolabiet.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]