Cæsar (titel)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Rmn-military-header.svg

Romerske kongerige
753 f.Kr.509 f.Kr.
Romerske republik
509 f.Kr.27 f.Kr.
Romerriget
27 f.Kr.1453

Principatet
Vestromerske rige
Dominatet
Byzantinske Rige
Almindelige magistrater
Consul
Proconsul
Praetor
Propraetor
Censor
Folketribun
Ædil
Kvæstor
Særlige magistrater
Diktator
Kavalleriets mester
Militære tribuner
Interrex
Decemvir
Triumvir
Titler og æresbevisninger
Romersk kejser
Augustus
Cæsar
Præfekt
Tetrarkiet
Dux
Magister militum
Princeps senatus
Pontifex maximus
Roms præfekt
Imperator
Legat
Liktor
Institutioner og love
Roms forfatning
Det romerske Senat
Folkeforsamlingen
Magistrat
Cursus honorum
Auctoritas
Romerret
Mos majorum
Romersk borger
Imperium
Potestas
Del af historieportalen

Cæsar var en titel der betegnede kejserværdigheden, og som stammer fra Julius Cæsars tilnavn. Skiftet fra et familienavn og til en kejsertitel dateres til ca. 68/69 e.Kr.

Cæsar som kejsertitel[redigér | redigér wikikode]

Den første romerske kejser, Octavian (senere Augustus), bar navnet "Cæsar" som en selvfølge, da han som adoptivsøn af Julius Cæsar havde fået overført navnet, og hans fulde navn var således "Gaius Julius Caesar Octavianus". De følgende kejsere blev ligeledes adopteret af den foregående og modtog derfor også navnet "Cæsar" derfra.

Først med kejser Claudius blev navnet "Cæsar" overført uden at han var blevet adopteret af den forrige kejser, men han var til gengæld stadig i familie med Cæsar og navnet var derfor stadig ikke uden familiemæssig forbindelser. I 68 efter Neros død overtog kejser Galba tronen. Han var den første kejser der ikke var af det Julisk-Claudiske dynasti, og med hans antagelse af navnet "Cæsar" kan man sige at det har fået en stilling som titel i stedet for familieforbindelse. De følgende kejsere antog derefter titlen "Cæsar".

Cæsar som arvefølgetitel[redigér | redigér wikikode]

Allerede under Vespasian ændredes betydningen, idet han overførte navnet til sin påtænkte efterfølger Titus, så han kom til at hedde "Titus Caesar Vespasianus". Cæsar kom da til at være titlen for den påtænkte arving til kejseriget, mens navnet efter tronovertagelsen blev udvidet med et Imperatore og Augustus. Således at formlen for arvefølgerne var NN. Caesar, mens navnet blev til Imperator Caesar NN. Augustus efter udnævnelsen til kejser. I daglig tale blev arvingerne således benævnt Cæsar mens titlen for kejseren var Augustus.

Senere brug[redigér | redigér wikikode]

Navnet blev desuden overført til andre riger der anså sig som Romerrigets arvtagere, f.eks. det Byzantinske Rige og det Osmanniske Rige. Men da latin ikke var hovedsproget i disse riger oplevede ordet samtidig en tilpasning til det lokale sprog, og det blev til hhv kaisar og Kayser-i-Rûm. En udvikling som også kan ses af det danske ord kejser der er afviklet af "Cæsar". Desuden kommer også det russiske "zar" fra ordet.