Carl Ploug

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Carl Ploug

Carl Parmo Ploug (29. oktober 1813 i Kolding27. oktober 1894 i København) var en dansk digter, redaktør og politiker. Carl Plougs forældre var adjunkt, senere overlærer Christian Frederik Ploug (1774-1837) og Parmone Caroline, født Petersen (1784-1860). Den 6. juli 1854 blev han gift med Frederikke Elisabeth, født Michelsen (1834-1904) i Vartov Kirke. Han blev student i 1829, hvorefter han studerede sprog og historie.

I 1839 blev han medarbejder ved det nationalliberale blad Fædrelandet. Carl Ploug var medlem af den grundlovgivende rigsforsamling i 1848, hvor han tilhørte den fløj omkring Orla Lehmann og H.N. Clausen, som normalt betegnes som de nationalliberales "venstrefløj".[1] Carl Ploug var medlem af folketinget 1853 – 1857, og næsten uafbrudt fra 1859 – 1890, medlem af Landstinget.

Krigen i 1864 gav han sin varmeste tilslutning, og han opildnede folket til kampgejst, blandt andet i blind tro på, at Sverige ville komme Danmark til militær undsætning. Det gjorde "broderfolket" ikke, og nederlaget til Østrig- Preussen gav ham et alvorligt knæk. Da de nationalliberales forslag til grundlovsændring ikke blev vedtaget af Rigsrådet, manede Ploug nationalt sammenhold for at beskytte de rester, der var tilbage af fædrelandet, og støttede derfor det konservative forslag, som blev vedtaget som Grundloven af 1866.

Carl Ploug var som ung stærkt optaget af at værne den personlige frihed, og gik ind for almindelig valgret (for mænd), men udviklede sig gennem årene i mere konservativ retning. [2]. Han blev pludselig syg den 27. oktober 1894, få dage før han skulle have afsløret Jens Christian Hostrups buste på Regensen, og døde samme dag.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Hans digte afslører, at han havde en lykkelig barndom.[3] Efter sin studentereksamen i 1829 studerede han først fagene teologi og klassisk filologi, men valgte herefter historie og litteratur uden at opnå embedseksamen. Han blev medarbejd er ved FædrelandetOrla Lehmanns anbefaling og virkede herefter i en årrække som en kompromisløs skribent, der engagerede sig i kampen mod enevælden og i skandinavismen, ligesom han gjorde sig til bannerfører for danskheden og bevarelsen af det danske sprog i Slesvig. Han blev redaktør af Fædrelandet i 1841 og beholdt denne post indtil 1881. I denne lange årrække styrede han bladet "næsten enevældigt".[4]

Ploug, der var en stor agitator, forstod at ramme sit publikums følelser[4] Disse talenter udnyttede han bl.a. i en tale til de svenske skandinavister i Kalmar i 1843 blev han mødt med jubel, da han hævdede, at Sønderjylland var i fare for at blive erobret af "tyskheden". Kun en fælles nordisk nationalitetsfølelse kunne dæmme op for denne fare.[5] Den 22. juni 1848 bragte han en artikel med forslag til en deling af Slesvig efter sindelag, men fik en så overvældende kritik og et så stort fald i bladets kreds af abonnenter, at han skiftede mening, og i årene op til krigen i 1864 var han i sine artikler i Fædrelandet en af de varmeste fortalere for Ejderpolitikken.[6] Da Skandinavismen fik en genopblussen, tog Ploug i 1856 igen til Kalmar, hvor han talte om de nordiske folks forening, der skulle sikre Norden en plads i historien. Midlet hertil var ifølge Ploug, at den barnløse Frederik 7. skulle efterfølges af den svenske kronprins.[7] Planen blev vel modtaget i de to kongehuse, men de gensidige forsikringer om broderskab forblev retoriske og led endeligt nederlag, da Sverige - Norge undlod at støtte Danmark militært under 2. slesvigske krig.[8] Plougs kompromisløse facon betød, at han selv i nationalliberalismens "guldalder" fra 1855 til 1863 kom i modsætningsforhold til de førende politikere. Selv hans nære ven Orla Lehmann blev han for en kort periode uvenner med, da denne 1861-63 var indenrigsminister i regeringen C.C. Hall, og Ploug kritiserede denne regering for at være uklar i sit forsvar for Ejderpolitikken.[3] Under 2. slesvigske krig søgte Ploug at opildne det nationale sindelag med agitatoriske budskaber i Fædrelandet. Nederlaget i slaget om Als og afståelsen af hertugdømmerne gav han Christian 9. skylden for.[9] Han søgte også da nederlaget var en kendsgerning at genoplive den skandinaviske unionstanke, men de svenske "allierede" ønskede ikke at blive involveret i en kamp for generobring af Slesvig.[10] De Nationalliberale ledere gik efter nederlaget mod højre i dansk politik, og Ploug blev valgt til en flere tillidsposter i partiet Højre. I de seneste år op til sin død fremstod han som en af de yderligtgående konservative, bl.a. på grund af sin modstand mod kvinders valgret.[3] Når han blev angrebet for sin holdningsændring, forsvarede han sig med, at det var omgivelserne, der havde forandret sig. Selv følte han, at han var tro mod sine idealer.[3]

Digtning[redigér | redigér wikikode]

Carl Ploug digtede gennem det meste af livet, mest lejlighedsdigte til nationale fester, mindedigte og kærlighedsdigte, men også fortællende digte. Han var aktiv ved studentermøder og ved folkefesterne på Skamlingsbanken, hvortil han også skrev en række sange, der spiller på nationalfølelsen.[3] I 1842 skrev han "Længe var Nordens herlige Stamme", som i de følgende år blev en slagsang for skandinavismen. Under indtryk af den danske rømning af Dannevirke i 1848 skrev han "Den danske sang: Liflig fløjte Velsklands Nattergale".[11]. Han har ligeledes skrevet sangen Vaj højt, vaj stolt og frit vort flag, der under Anden verdenskrig var et symbol på den danske nationalitetsfølelse. Indtil han i 1854 blev gift med Frederikke Elisabeth Michelsen, skrev han ikke sange om kærlighed og erotik. Senere skrev han flere sonetter, der er utvetydige kærlighedserklæringer til hans hustru, bl.a. i digtet "Fra hjemmet III", som han skrev til hendes fødselsdag i 1883.[3]

Vurderinger og eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Som de nationalliberales pennefører blev han på godt og ondt identificeret med denne bevægelse, og derfor efter nederlaget i 2. slesvigske krig hårdt udskældt for sin "urealistiske" agitation under krigen.[8] I 1870'erne blev han stærkt udskældt af Edward Brandes for sin støtte til de konservative kræfter.[3] Det er blevet fremhævet, at hans "nationalromantiske fantasier" gjorde det vanskeligt for politikerne at tage mere besindige beslutninger under denne krig.[8] Som forsvar for Ploug er det blevet fremhævet, at han aldrig drog personlig gevinst af sine synspunkter, ligesom hans indslag i Fædrelandet hverken tog hensyn til ven eller fjende. Han skrev alene ud fra sin overbevisning.[3]

Carl Plougsvej i den sydlige del af Kolding er opkaldt efter Carl Ploug.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Glenthøj 2014, s. 195
  2. Eksempelvis var han lodret modstander af kvindelig valgret, og ved landstingets åbning i 1888, fik han sin afvisning af kvinders valgret vedtaget med 34 stemmer for og 14 imod
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 3,4 3,5 3,6 3,7 Biografi på Arkiv for dansk litteratur ved Sven Rossel
  4. 4,0 4,1 Glenthøj 2014, s. 74
  5. Glenthøj 2014, s. 116
  6. Glenthøj 2014, s. 209
  7. Glenthøj 2014, s. 271
  8. 8,0 8,1 8,2 Glenthøj 2014, s. 381f
  9. Glenthøj 2014, s. 448f
  10. Glenthøj 2014, s. 444
  11. Ikke at forveksle med Carl Nielsens "Den danske sang"

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Dansk Biografisk Haandleksikon, 1926
  • Glenthøj, Rasmus (2014), 1864 - Sønner af de Slagne, København: Gads Forlag, ISBN 978-8712-04919-7 

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]