Hertugdømmet Slesvig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hertugdømmet Slesvig
omkring 1200–1867

Rigsvåben of Slesvig

Rigsvåben

Geografisk placering af Hertugdømmet Slesvig
Hertugdømmet Slesvig ≈1200-1866
Hovedstad København, Slesvig by, Flensborg
Sprog dansk, tysk, nordfrisisk
Religion -1530'erne: katolsk. Herefter: Luthersk-evangelisk (samt andre protestanter i Frederiksstad og Christiansfeld)
Styreform Hertugdømme
Hertug
 - 1122-1231 Første hertug: Knud Lavard
 - 1863-1866 Sidste hertug: Christian 9.
Historie
 - Etableret omkring 1200
 - 2. Slesvigske Krig 1864
 - Preussisk-østrigske krig 1866
 - Pragfreden 23. august 1867
 - Genforeningen 1920
Befolkning
 - 1840 est. 348,526 

Hertugdømmet Slesvig tysk: Schleswig; nedertysk: Sleswig; nordfrisisk: Slaswik eller Sleesweg), i princippet det samme som Sønderjylland, var indtil 1864 et hertugdømme beliggende mellem Ejderen i syd og Kongeåen samt Kolding Å i nord. Hovedbyen i hertugdømmet var byen Slesvig.

Navnet[redigér | redigér wikikode]

Slesvig blev fra ældre middelalder benyttet synonymt med Sønderjylland som navn på landsdelen mellem Kongeåen og Ejderen. Hertugens officielle titel var i første halvdel af 1300-tallet hertug af Jylland eller hertug af Sønderjylland. Men i 1375 skiftede titlen til hertug til Slesvig og anvendelsen af navnet Slesvig blev efterhånden udstrakt til at betegne hele hertugens territorium. Navnet er hentet fra byen Slesvig, hvor biskoppen og hertug havde deres hjemsted. Frem til 1864 forblev Slesvig det officielle navn på hertugdømmet.

Afgrænsning[redigér | redigér wikikode]

Der var nogle små forskelle på Slesvig og Sønderjylland. Øerne Ærø og Femern hørte med til det officielle hertugdømme Slesvig, men kan næppe kaldes Sønderjylland. Als hørte også til Slesvig, men blev heller ikke nødvendigvis regnet for Sønderjylland i ældre tid. Det samme gælder Helgoland.

Indtil 1864 var der nogle områder på Slesvigs vestkyst, de kongerigske enklaver samt byen Ribe selv, der tilhørte Ribe Stift og dermed kongeriget, selv om de var omsluttet af hertugdømmet. Ved freden efter krigen i 1864 foretog man en landudveksling, så de blev indlemmet i Slesvig. Til gengæld beholdt Danmark Nørre Tyrstrup Herred, der omfattede otte slesvigske sogne syd for Kolding, området omkring Ribe og øen Ærø.

Bosætningsområder i vikingetiden
Hertugdømmet Slesvig

Historie[redigér | redigér wikikode]

I de ældste kilder skelnes ikke mellem Nørrejylland og Sønderjylland, men allerede i 1100-tallet blev de tre sydligste sysler i Jylland, Barvidsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel, til et dansk grænseområde, som blev styret af en statholder – en jarl – med særlige beføjelser. Den første med sikkerhed kendte jarl i Sønderjylland var Knud Lavard som var jarl fra 1115 til 1131. Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen, og var der blevet bekendt med det tyske lensvæsen, som på den tid var ukendt i Danmark. Han var den første, som brugte den tyske titel hertug uden at han dermed – så vidt man ved – tilsigtede en frigørelse af Sønderjylland fra resten af riget.

Abelslægten[redigér | redigér wikikode]

I 1232 blev Erik Plovpennings broder, Abel, hertug af Sønderjylland. Han var gift med den holstenske grevedatter, Mechtilde, og dermed skabtes en dynastisk forbindelse mellem områderne nord og syd for Ejderen, som fik vidtrækkende følger. Abels efterfølgere som hertuger vandt efterhånden hævd på, at hertugtitlen i Sønderjylland var arvelig inden for Abels slægt, og hertugerne fik flere rettigheder, som ellers var kongens, f.eks. retten til at opkræve skatter og til at slå mønt. Desuden fik Sønderjylland sit eget landsting i Urnehoved ved Åbenrå. Abelslægtens hertuger blev kraftigt støttet af de holstenske grever og kom efterhånden i et afhængighedsforhold til dem. Disse grever fik på grund af indre stridigheder i Danmark også en tiltagende indflydelse i kongeriget. I begyndelsen af 1300-tallet var stort set hele det danske rige pantsat til greverne Gerhard 3. (den Store) og Johan 3. (den Milde). I 1326 kunne de afsætte den danske konge, Christoffer 2., og gøre den kun 12-årige hertug Valdemar af Sønderjylland til konge af Danmark (Valdemar 3.). Den unge konge måtte acceptere den såkaldte Constitutio Valdemariana, en siden meget omstridt bestemmelse, som sagde, at Sønderjylland og Danmark ikke måtte have samme hersker. Kort efter, den 15. august 1326 fik grev Gerhard Sønderjylland som et frit arveligt fanelen. Dermed var Sønderjylland blevet et selvstændigt territorium. Tre år senere kom hertugdømmet tilbage til Abelslægten, men da denne uddøde i 1375 gik hertugdømmet til den holstenske greveslægt Schauenburg. Disse kaldte sig ikke længere hertuger af Sønderjylland, men i stedet hertuger af Slesvig.

Schauenburgerne[redigér | redigér wikikode]

I juli 1386 bliver hertugdømmet – endnu en gang – givet som arveligt fanelen til en holstensk greve, denne gang til Gerhard 6. af Holsten af slægten Schauenburg. Det var dronning Margrethe 1., som så sig nødsaget til dette skridt, fordi hun havde brug for ro ved sydgrænsen, men samtidig arbejdede hun dog på, at købe landet tilbage bid for bid. Herved opstod de såkaldte nørrejyske enklaver langs Slesvigs vestkyst. Dronning Margrethes efterfølger, Erik af Pommern, fortsatte bestræbelserne på at få Slesvig tilbage både med magt og ad rettens vej, men måtte i 1435 give op og acceptere den Schauenburgske greve Adolf 8. af Holsten som hertug af Slesvig.

Personalunion[redigér | redigér wikikode]

I 1448 uddøde den gamle danske kongeslægt og efter at Adolf 8. havde takket nej til at blive konge af Danmark, Norge og Sverige valgte det danske rigsråd en grevesøn fra Oldenburg til ny konge under navnet Christian 1. I forbindelse med sit valg måtte den nye konge blandt meget andet acceptere gyldigheden af den gamle Constitutio Valdemariana, dvs. bestemmelsen om, at Danmark og Slesvig ikke måtte have samme hersker. Ikke desto mindre blev Christian 1. valgt til hertug af Slesvig og Holsten da hertug Adolf døde i 1459. Herved opstod personalunionen mellem Danmark og hertugdømmerne, som kom til at vare lige til hertugdømmernes indlemmelse i Preussen i 1867. Ved sit valg til hertug af Slesvig og greve af Holsten måtte Christian 1. skrive under på en anden bestemmelse, som fik stor betydning senere, nemlig bestemmelsen i Ribebrevet af 5. marts 1460, som siger, at Slesvig og Holsten skal forblive ”ewich tosamend ungedelt” det vil sige til evig tid udelt sammen. Nogle år senere (14. februar 1474) blev Holsten ophøjet til hertugdømme af den tysk-romerske kejser Friedrich 3.

Tre delinger[redigér | redigér wikikode]

Administrativt kort over hertugdømmerne 1650. Ribe og de øvrige områder blev regnet som dele af kongeriget, selv om de geografisk lå i Slesvig. Femern og Ærø blev regnet som dele af hertugdømmet.

Evigheden varede imidlertid kun i 30 år, da hertugdømmerne i 1490 blev delt på kryds og tværs mellem Christian 1.´s to sønner, efterfølgeren på tronen, Hans, og dennes yngre bror Frederik. Det var den første af tre delinger. Da hertug Frederik i 1523 blev dansk konge med navnet Frederik 1., var hertugdømmerne for en tid igen samlet under én hersker, men i 1544 kom den næste deling mellem Frederik 1.´s tre sønner, kong Christian 3., Hans den Ældre og Adolf. Da hertug Hans den Ældre, som havde den nordlige del af Slesvig med residens i Haderslev, døde barnløs i 1580, blev hans område delt mellem den nye konge, Frederik 2. og Adolf. Nogle år tidligere havde Frederik 2. givet sin bror, Hans den Yngre, øerne Ærø og Als samt Sundeved og nogle områder i det nordlige Angel. Hans den Yngre blev dog ikke anerkendt som regerende fyrste. Hertugdømmet Slesvig var nu blevet et sandt kludetæppe bestående af områder, hvor den danske konge samtidig var hertug, områder regeret af en suveræn hertug med residens på Gottorp Slot, fællesregerede områder, kongerigske enklaver, hvor kongen regerede som konge og endelig Hans den Yngres del. Yderligere delinger blev forhindret ved indførelsen af en såkaldt førstefødselsret i 1608.

Del-Hertugdømmet Gottorp[redigér | redigér wikikode]

De to regerende fyrster i Slesvig efter 1580, den danske konge/hertug i København og hertugen på Gottorp Slot, skulle i princippet regere hertugdømmerne i fællesskab. Dette gik rimeligt godt i en del år, men da kong Christian IV fik kongeriget og hertugdømmerne involveret i Trediveårskrigen i 1625 begyndte det at gå galt. Helt galt blev det, da hertugen giftede sin datter bort til den svenske konge, og i det hele taget støttede sig kraftigt til Sverige, som i mellemtiden var blevet Danmarks fjende. Under Torstenson-krigen 1643-44 fik hertugen ved en aftale med svenskerne sine områder erklæret neutrale, men det var en neutralitet, som han måtte betale for, og som klart var til svenskernes fordel. Under Karl Gustav-krigene, som tog deres begyndelse i 1657, var Gottorp-hertugen fra starten klart på sin svigersøns, den svenske konges, side. Da svenskerne vandt første akt og kunne diktere freden i Roskilde i 1658, var et af vilkårene, at hertugen af Gottorp skulle være løst fra sit lensforhold til den danske konge, og at hans slesvigske besiddelser derfor skulle betragtes som en suveræn stat. Anden akt af krigen fra 1658 til 1660 endte uafgjort, men ændrede ikke på forholdene i Slesvig. De mange krige var gået slemt ud over hertugdømmet Slesvig. Ligesom i kongeriget måtte man her under Karl Gustav-krigene sande, at de svenske fjender var slemme, men de polske og brandenburgske tropper, der kom som forbundsfæller, var dog endnu værre. Herefter eksisterede del-hertugdømmet Gottorp som en lilleputstat, som omfattede adskilte områder i Slesvig og i Holsten. Til trods for sin størrelse havde denne stat stor indflydelse, fordi den dynastisk var forbundet først med Sverige og siden også med Rusland. Den danske konge gjorde i de følgende år uden held flere forsøg på at udradere den Gottorpske stat. I forbindelse med Den Store Nordiske Krig, erobrede den danske konge i 1713 de gottorpske områder i Slesvig og indlemmede disse i den del, hvor kongen i forvejen var hertug. I 1773 lykkedes det helt at fjerne del-hertugdømmet Gottorp fra landkortet ved på fredelig vis at lave en byttehandel med Rusland, således at Danmark fik de holstenske dele af hertugdømmet mod at afgive hertugdømmerne Oldenburg og Delmenhorst i Nordtyskland til Rusland.

Slesvigere opnår indflydelse i statsforvaltningen[redigér | redigér wikikode]

Både under kong Frederik III og kong Christian V var udsigterne til fremgang i statstjenesten særlig gunstige for sønderjyder. Ikke blot lettedes dem adgangen ved forkærlighed fra kongernes side, der i dem både fandt landsmænd i særlig forstand og embedsmænd opvoksede uden påvirkning af de i kongeriget rådende aristokratiske traditioner, men tillige anbefalede de sig ofte ved en duelighed, som retfærdiggjorde en vis protektion.[1]

Under det meste af begge kongers regeringstid var forvaltningen således styret af sønderjyder, som blev optaget i brevadelen: Oversekretæren Thomas Balthazar von Jessen, diplomaterne Ditlev Nicolas Piper von Løwencron, Andreas Pauli von Liliencron, samt rentemestrene Henrik Müller, Christoffer Gabel, Peter Brandt og Henrik von Stöcken. Nogle af disse borgerligt fødte, adlede embedsmænd udgjorde et parti, som stod i opposition til de tyske, uradeligt fødte embedsmænd, og sidstnævnte vandt striden efter regeringsskiftet 1699, da Frederik IV afskedigede alle de borgeligt fødte oversekretærer.

Nationale modsætninger[redigér | redigér wikikode]

Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg (før 1864)

Fra slutningen af den Store nordiske Krig oplevede hertugdømmet Slesvig en fredsperiode, som varede helt til 1848, kun afbrudt af et kort intermezzo under Napoleonskrigene, hvor fremmede tropper igen stod i landet. I hele denne periode var hertugdømmet forenet under samme hersker – den danske konge. Efter Napoleonskrigene kom en opgangsperiode, hvor både landbrug og industri udviklede sig stærkt i hele Europa. Inden for den dansk-tyske helstat var det især Holsten, som nød godt af denne udvikling Med den økonomiske fremgang opstod også en liberal bevægelse, som især fik medvind i forbindelse med julirevolutionen i Paris i 1830. Mange slesvigere vendte blikket mod Holsten og Tyskland, hvor fremskridtet kom fra, mens Danmark forekom dem fattigt og politisk tilbagestående. Den liberale bevægelse blev snart også til en national bevægelse. I 1830 udsendte landfogeden på Sild, Uwe Jens Lornsen, et lille skrift hvor han gik ind for en slesvig-holstensk stat i en løsere forbindelse med Danmark. Kort efter svarede juraprofessor i ved universitetet i Kiel, Christian Paulsen, med et skrift, hvori han gjorde gældende at Slesvig var et gammelt dansk len og at hovedparten af hertugdømmets befolkning var dansktalende. Hermed var den nationale kamp om Slesvig indledt.

De slesvigske krige[redigér | redigér wikikode]

I 1848 gik der igen en frihedsbevægelse over Europa udløst af februarrevolutionen i Paris. Også i København rørte de liberale på sig, og da den nye konge Frederik den 7. udnævnte et liberalt ministerium og lovede danskerne en forfatning, udløste dette i Kiel dannelsen af en provisorisk regering for et selvstændigt Slesvig-Holsten samt et militært kup mod fæstningen Rendsborg. Dette blev indledningen til den borgerkrig, som kaldes Treårskrigen eller den 1. Slesvigske Krig, som med afbrydelser varede fra 1848 til 1850. Den slesvig-holstenske bevægelse led nederlag, og krigen endte med, at stormagterne i Europa krævede den dansk-tyske helstat genoprettet. Ved de såkaldte London-protokoller fra 1850 og 1852 blev det fastslået, at hertugdømmet Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end hertugdømmet Holsten. Samtidig blev det på russisk foranledning bestemt, at den danske grundlov af 1849 ikke var gældende i hertugdømmerne, som således fortsat var under enevældigt styre.

I løbet af 1850´erne viste det sig tiltagende umuligt at holde sammen på helstaten. Konflikten viste sig især i forfatningsstriden. Den tysk-dominerede holstenske stænderforsamling afviste helstatsforfatningen fra 1855 og i 1858 ophævede det tyske forbund fællesforfatningen helt for Holstens og Lauenborgs vedkommende. I 1863 valgte man fra dansk side, at hugge den gordiske knude over ved at indføre med novemberforfatningen en fælles forfatning kun for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Dette var et klart brud på aftalerne fra 1852 og førte derfor til protester fra Det tyske Forbund, som truede med militær eksekution, hvis ikke Danmark trak novemberforfatningen tilbage. I december 1863 vedtog forbundsdagen i Frankfurt en såkaldt forbundseksekution mod Holsten og forbundstropper besatte Hertugdømmet Holsten [2]. Forbundets medlemmer kunne dog ikke enes om den videre fremgangsmåde, og i den sidste ende blev det forbundets to største magter, Preussen og Østrig, som erklærde i februar 1864 (mod protester fra det Tyske Forbund) Danmark krig. Resultatet af den 2. Slesvigske Krig blev at Danmark tabte og ved freden i Wien 31. oktober 1864 måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til de to sejrende magter, Preussen og Østrig. Omkring 200.000 dansksindede slesvigere kom under tysk herredømme [3].

Preussisk provins 1864 - 1920[redigér | redigér wikikode]

Efter 1864 blev Slesvig i første omgang forvaltet af Preussen, mens Holsten blev forvaltet af Østrig. Efter Preussens sejr i den Preussisk-østrigske krig i 1866 overtog Preussen ved freden i Prag den 23. august 1866 herredømmet i hele det slesvig-holstenske område. Den 24. december 1866 vedtog det preussiske parlament en lov om Slesvigs og Holstens indlemmelse i Preussen som provinsen Slesvig-Holsten. Loven trådte i kraft den 24. januar 1867, og dermed ophørte hertugdømmet Slesvig med at eksistere som hertugdømme og som statsretlig enhed.

Delingen efter 1920[redigér | redigér wikikode]

Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig blev der afholdt en folkeafstemning i Nord- og Mellemslesvig. Ved Genforeningen i 1920 kom Nordslesvig igen under dansk overhøjhed, nu ikke som et hertugdømme, men som en integreret del af Danmark.

Den preussiske provins Slesvig-Holsten blev efter 2. verdenskrig til en af Tysklands delstater og dermed en del af Forbundsrepublikken Tyskland. I Nordslesvig lever i dag et tysk mindretal, i Sydslesvig et dansk og et frisisk mindretal.

Sproglig udvikling[redigér | redigér wikikode]

Sprogfordeling i 1840'erne

Ud fra stednavnenes oprindelse var området nord for Egernførde Fjord, Rejde Å og Trenen oprindeligt beboet af danskere, mens området ud mod Vesterhavet var frisisk. Stabelholm, Jernved og naboområderne tæt ved Ejderen var oprindelig dækket af skov eller sump, men blev i løbet at 1100-tallet koloniseret af saksere.

Dansk sprog blev i den sydlige del af Slesvig efterhånden fortrængt til fordel for nedertysk. Det første område, der skiftede sprog var halvøen Svans i løbet af 1300-tallet, hvor holstenske adelige erhvervede store landområder og omdannede dem til godser. Derefter var sproggrænsen stabil i landdistrikterne de næste 400 år, men i købstæderne betød tysk indvandring, at nedertysk blev dominerende i de syd- og mellemslesvigske købstæder. Administrationens sprog var nedertysk. Ved reformationen blev tysk kirkesprog i stedet for latin i Slesvig Stift, men den nordlige del blev udskilt som Haderslev Domprovsti, hvor kirkesproget blev dansk, og præsterne blev uddannet ved domkapitlet i Haderslev. I den vestlige del af Slesvig var der dansk kirkesprog i Ribe Stift, der nåede til ca. 5 km nord for den nuværende grænse. Ved indførelsen af folkeskolen omkring 1800 fulgte man kirkesprogsgrænsen, hvilket var en medvirkende faktor til fortyskningen af landbefolkningen i Angel mellem 1800 og 1840. Det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad grænsen mellem dansk og tysk kirke- og skolesprog ligner den senere skillelinje mellem de nationale sympatier og dermed grænsen fra 1920. Den danske regering forsøgte med sprogreskripterne af 1851 at gennemtvinge dansk skolesprog i de områder, hvor landbefolkningen endnu talte dansk. Det blev i vid udstrækning opfattet som et overgreb og førte til det modsatte resultat, nemlig at mange lærte deres børn at tale tysk og valgte den slesvig-holstenske side i konflikten.

Lov og ret[redigér | redigér wikikode]

I hertugdømmet Slesvig var Jyske Lov (der senere også forelå i nedertysk og højtysk version) gældende lov fra 1241 og helt indtil indførelsen af den tyske Bürgerliches Gesetzbuch i 1900, idet Danske Lov fra 1683 ikke blev sat i kraft i Slesvig. Da den nordlige del af det tidligere hertugdømme i 1920 blev en del af Danmark, var der ganske få af den gamle lovs bestemmelser, som stadig var gældende og fortsat er det både i Syd- og Nordslesvig.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Frederik Krarup, "Peter Brandt", i C.F. Bricka: Dansk biografisk Lexikon, bind III, København: Gyldendal 1887-1905, s. 10.
  2. Jürgen Müller: Der Deutsche Bund 1815–1866, München 2006, ISBN=978-3-486-55028-3, sider 46–47
  3. Undervisningsministeriet

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • H.V. Gregersen og Lorenz Rerup: Slesvig og Holsten, bd. 1 indtil 1830, bd. 2 efter 1830, København 1981-82.
  • Hans Schultz Hansen, Lars N. Henningsen og Carsten Porskrog Rasmussen (ed.): Sønderjyllands historie, bd. 1 indtil 1815, bd. 2 efter 1815, Åbenrå 2008.
  • Alexander Scharff: Geschichte Schleswig-Holsteins, Freiburg 1991.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]