Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Fyrst Chlodwig Karl Victor zu Hohenlohe prins af Ratiboř og Corvey
Chlodwig zu Hohenlohe
3. Tyske kanslere
Embedsperiode
29. oktober 1894 – 17. oktober 1900
Monark Wilhelm 2. af Tyskland
Foregående Leo von Caprivi
Efterfulgt af Bernhard von Bülow
Personlige detaljer
Født 31. marts 1819
Schillingsfürst, Bayern
Død 6. juli 1901
Bad Ragaz, Schweiz
Nationalitet Tysk
Politisk parti Partiløs liberal
Ægtefælle(r) Prinsesse Marie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg
Profession Diplomat
Religion Katolsk

Fyrste Chlodwig Karl Victor zu Hohenlohe, prins af Ratiboř og Corvey (31. marts 18196. juli 1901) var en tysk politiker og statsmand. Han efterfulgte grev Leo von Caprivi som Tysklands 3. rigskansler.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Han blev født i Schillingsfürst i Bayern. Hans far, fyrst Franz Joseph (1787-1841), var katolsk, mens hans mor, prinsesse Konstanze af Hohenlohe-Langenburg, var protestantisk. Ifølge datidens skik blev fyrst Chlodwig og hans brødre opdraget i deres fars tro, mens deres søstre fulgte hendes mors. Han studerede jura, trådte i preussisk diplomatisk tjeneste og var Referandar i 1843. Efter rejser i Frankrig, Schweiz og Italien, bosatte han sig i Potsdam, hvor han havde et kontor i 1844. Disse tidlige år var vigtige for hans politiske synspunkter og gav ham indsigt i styrker og svagheder ved det preussiske system. Det bidrog også til at konsolidere hans liberale indstilling.

Efter sin fars død i 1845, skiftede fyrst Chlodwig Prins af Hohenlohe karriere. At være regerende fyrste og arveligt medlem af det bayerske overhus var ikke foreneligt med en karriere i den preussiske stats tjeneste. Den 18. april 1846 indtog han sin plads i det bayerske statsråd, og den 26. juni trådte han ud af preussisk tjeneste.

Med undtagelse af det revolutionære år 1848 var fyrst Hohenslohes politiske liv i de følgende 18 år forholdsvis begivenhedsløst. Under revolutionen havde han sympati for den liberale tanke om et forenet Tyskland, og han kompromitterede sig selv i den bayerske kongens øjne ved at acceptere opgaven med at annoncere den østrigske kejsers tiltrædelse som tysk monark ved hofferne i Rom, Firenze og Athen. I øvrigt brugte fyrst Hohenlohe tiden til at forvalte sine godser, deltage i møder i det bayerske overhus samt på rejser. I 1856 besøgte han Rom, hvor han bemærkede Jesuitternes "ødelæggende virkning". I 1859 studerede han den politiske situation i Berlin, og samme år besøgte han England. Hans bror Konstantins ægteskab med en fyrstinde Sayn-Wittgenstein-Berleburg førte til hyppige besøg i Wien.

Efter den preussisk-østrigske krig i 1866 gik han ind for en tættere union med Preussen. Kong Ludwig 2. af Bayern var imod enhver indskrænkning af sin magt, men blev til sidst overtalt af sin ven, komponisten Richard Wagner – og betydelige bidrag fra Bismarck. 31. december 1866 blev fyrst Hohenlohe udnævnt til bayersk minister for kongehuset, udenrigsminister og formand for Ministerrådet (premierminister).

Som leder af den bayerske regering var han opsat på at fremme muligheden for, at de sydtyske stater kunne indgå i en union med det nordtyske Forbund, og som bayersk statsminister, var han den største statsmand i Tyskland efter Bismarck. Han reorganiserede den bayerske hær efter preussisk model, var i stand til en danne en militær union mellem de sydlige stater og havde en førende rolle i etableringen af told-parlamentet (Zollparlament), hvor han i 1868 blev valgt til vicepræsident. En koalision af ultra-konservative katolikker og antipreussiske nationalister tvang ham imidlertid til at træde tilbage i begyndelsen af 1870. En vigtig grund hertil var hans afvisning af dogmet om pavelig ufejlbarlighed.

Men selv efter at være trådt tilbage havde han stærk personlig indflydelse i både München og Berlin, takket være den gunstige traktat mellem den nordtyske Forbund og Bayern, som han havde bragt i stand. Efter det tyske riges grundlæggelse i 1871 blev han den 23. marts valgt til Reichstag, hvor han var vicepræsident og en førende ved grundlæggelsen af det nationalliberale parti, som havde til formål at støtte det nye rige. Som garant for en liberal udvikling var han imod "kirkelig aggression " især repræsenteret ved det katolske Centrum parti. Lige som hertugen af Ratiboř var fyrst Hohenlohe fra begyndelsen tilhænger af Bismarcks anti-pavelige Kulturkamp og foreslog endda et forbud mod jesuitterne. I 1872 foreslog Bismarck at udpege fyrst Hohenlohe til preussisk gesandt ved Vatikanet, men paven nægtede at modtage ham.

Hohenlohe blev i stedet af Bismarck udnævnt til ambassadør i Paris i 1873, hvor han forblev i syv år. I 1878 deltog han i Berlinerkongressen som den tredje tyske repræsentant. I 1880 efter udenrigsminister Bernhard Ernst von Bülows død blev han kaldt tilbage til Berlin som midlertidig leder af udenrigsministeriet og personlig repræsentant for Bismarck under hans sygdom. I 1885 blev han valgt af Manteuffel som rigsstatholder i Elsass-Lothringen. Han opholdt sig i Strasbourg indtil oktober 1894, hvor han på foranledning af kejser Wilhelm indvilgede i at blive Leo von Caprivis efterfølger som tysk kansler og premierminister i Preussen. Under sin regeringstid holdt han sig stort set uden for offentlighedens søgelys, og han besøgte meget sjældent Reichtag. Han trådte tilbage som kansler og premierminister den 17. oktober 1900 og døde i Bad Ragaz i Schweiz den 6 Juli det følgende år.

Han blev gift med fyrstinde Marie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg (1829-1897). De havde tre sønner herunder fyrst Alexander zu Hohenlohe (1862-1924) og to døtre.

Hans bror fyrst Gustav var kardinal.


Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Efterfulgte:
Ludwig von der Pfordten
Bayerns statsminister
1866-1870
Efterfulgtes af:
Otto von Bray-Steinburg
Efterfulgte:
Botho zu Eulenburg
Preussens statsminister
1894-1900
Efterfulgtes af:
Bernhard von Bülow
Efterfulgte:
Leo von Caprivi
Tysklands kansler
1894-1900
Efterfulgtes af:
Bernhard von Bülow