Philipp Scheidemann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Philipp Heinrich Scheidemann
Philipp Scheidemann cirka 1914
Tysklands rigskansler
Embedsperiode
13. februar 1919 – 20. juni 1919
Foregående Friedrich Ebert
Efterfulgt af Gustav Bauer
Koloniminister
Embedsperiode
1918 – 1919
Foregående Wilhelm Solf
Efterfulgt af Johannes Bell
Finansminister
Embedsperiode
1918 – 1919
Foregående Siegfried von Roedern
Efterfulgt af Eugen Schiffer
Personlige detaljer
Født 26. juli 1865
Kassel, Tyskland
Død 29. september 1939 (74 år)
Politisk parti SPD

Philipp Scheidemann (26. juli 1865 i Kassel29. november 1939 i København) var en tysk socialdemokratisk politiker, som var ansvarlig for proklamationen af Weimarrepublikken den 9. november 1918, og blev den første regeringschef i Weimarkoalitionen. Efter nationalsocialisternes magtovertagelse flygtede han til udlandet og til sidst Danmark, hvor han boede frem til sin død i 1939. Københavns Kommune overlod i 1953 Scheidemanns aske til Kassel.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Philipp Scheidemann kom fra en håndværkerfamilie. Hans forældre var fra Kassel, hvor faren, Friedrich Scheidemann, var tapetserer og møbelpolster og moren, Wilhelmine, født Pape, dennes hustru. I Kassel gik han på volks-, bürger- og realschule. Efter sin skoleuddannelse, stod han i lære fra 1879 til 1883 som håndsætter og bogtrykker. Til han blev 30 arbejdede han i trykkeribranchen som sætterassistent og derefter sættermester.

Allerede i 1883 var Scheidemann, der var overbevist socialist, trådt ind i SPD, som på grund af Bismarcks socialistlov var forbudt. Derudover havde han sluttet sig til bogtrykkernes fagforbund. Mellem 1888 og 1895 var han honorær bestyrelsesmedlem i Marburgegnens bogtrykkerforbund. Der videreuddannede han sig løbende på universitetet. Han skal der have gjort et varigt indtryk på sin underviser, filosoffen Hermann Cohen.[1]

I 1889 giftede Scheidemann sig med Johanna Dibbern (1864–1926). Fra dette ægteskab havde han døtrene Lina (1889–1933), Liese (1891–1955) og Hedwig (1893–1935).[2]

Fra 1895 forlod han bogtrykkererhvervet og blev aktiv for forskellige socialdemokratiske aviser. Derefter arbejdede han som redaktør for Mitteldeutsche Sonntagszeitung i Gießen, fra år 1900 for Fränkische Tagespost i Nürnberg, fra 1902 for Offenbacher Abendblatt (Offenbach am Main) og slutteligt fra 1905 for Casseler Volksblatt i sin hjemby.

Udover politiske artikler offentliggjorde Scheidemann under pseudonymet Henner Piffendeckel om søndagen fra 1909 desuden små folkelige historier. Derudover publicerede han flere bøger på kasselsk dialekt.

Større anseelse i partiet[redigér | redigér wikikode]

Efter at han i 1903 første gang var blevet valgt ind i kejserrigets Reichstag for valgkredsen Düsseldorf 3 (Landkreis Solingen), var han desuden fra 1908 til 1911 medlem af byrådet i sin hjemby Kassel. Da han i 1911 blev valgt ind i partiets bestyrelse, som han var en del af til 1918, opgav han sit mandat, idet han i den forbindelse måtte flytte til Berlin. Efter August Bebels død (1913) overtog Scheidemann sammen med Hugo Haase ledelsen af SPD-gruppen. Denne position havde han til 1918.

Som den første socialdemokrat blev Scheidemann i 1912 valgt som en af rigsdagens vicepræsidenter. Han nægtede dog at tage på tiltrædelsesbesøg hos kejseren, da denne skik altid havde været foragtet i partiet, hvilket foranledigede, at han ikke kunne tiltræde sin post.[3] Først fra juni og indtil oktober var embedet en kendsgerning.

I modsætning til Friedrich Ebert rådede Scheidemann over et retorisk talent. Han kunne tale overbevisende over for store forsamlinger såvel som for små publikummer. Wilhelm Keil, ven og partifælle af de to, beskrev forskellen mellem de tidligere ledere for SPD således, at Scheidemann i modsætning til en "altid alvorlig, værdig og energisk" fremtrædende Ebert var en "fremragende retoriker med en smule dregede manerer, som undertiden tilbagelod tvivl om hvor meget af hans tilsyneladende store passion, der kunne tilskrives teatralik."[4]

Scheidemanns "borgerlige omgangsform, hans sans for humor, hans urokkelige munterhed"[5] skaffede ham også anerkendelse uden for partiet. Hans politikstil blev fremstillet som noget pragmatisk. Håbløse konflikter så han som muligheder, der var kommet på afveje. Han bestemte sig først for at efterfølge en sag, når han var sikker på, at sagen ville få en succesrig afslutning.[2][6]

Før 1. verdenskrig blev Scheidemann set som repræsentant for venstrefløjen. Da han i 1912 rettede skarpe angreb mod Hohenzollerne, forlod rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg og de tilstedeværende medlemmer af forbundsrådet salen i protest.[1]

Desuden repræsenterede Scheidemann det tyske socialdemokrati ved kongresser i udlandet. Agitationsrejser førte ham til Frankrig, Schweiz og USA.

1. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under 1. verdenskrig var Scheidemann repræsentant for en middelvej mellem højre og venstre partifløj. Grundlæggende støttede han op om bevillingen til krigsobligationerne. Men Scheidemann vendte sig mod propagandaen for fred gennem sejr, men gik ind for en fred gennem forståelse. Hans udtalelse "Hvad der er fransk, skal forbliver fransk, hvad der er belgisk, skal forblive belgisk, hvad der er tysk, skal forblive tysk"[1] blev fra militaristisk-nationalistiske kredse betegnet som højforræderi. Især repræsentanter fra Deutsche Vaterlandspartei bekendtgjorde, at de ville hænge Scheidemann op.[7]

Allerede i januar 1915 var Scheidemann blevet forarget over personer i SPD, der ikke kunne tåle at høre ordet fædreland. Forud for dette var Karl Liebknechts demonstrative brud med partidisciplinen, som var blevet forsvaret af Haase og desuden havde fået talrige andre sympatitilkendegivelser fra eget parti.[8] Med konceptet om en forståelsesfred (også kaldet "Scheidemannplan") kunne et brud i partiet og grundlæggelsen af Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands ikke længere forhindres. Efter partiets opspaltning, blev Scheidemann fra 1917 formand for SPD sammen med Ebert.

Stillet over for forværrelsen af arbejderklassens nød på grund af krigen, insisterede SPD fra starten af 1917 på at indfri løfterne om politiske reformer. Scheidemann, Conrad Haußmann og Gustav Stresemann begyndte forhandlinger om at danne et flertal med et mål om at parlamentarisere riget. I den forbindelse kom Scheidemann så langt meningsmæssigt mod de borgerlige partier, at han mente, han til nøds kunne se et parlamentarisk system med en monark i spidsen for sig.[9] Ét resultat af disse forhandlinger var den såkaldte Friedensresolution fra den tyske Reichstag den 19. juni 1917. Før dette ledte han i juni 1917 MSPD-delegationen ved den resultatløse internationale socialistiske konference i Stockholm.

For at forhindre en radikalisering i landet, deltog Scheidemann, Ebert og Otto Braun i den såkaldte Januarstreik (januarstrejke) i 1918. Dette indbragte dem en vis mængde had fra den politiske højrefløj.[10] Da Hertling-regeringen blev væltet, var Scheidemann som fraktionsformand og førende person i sit parti ikke uden indflydelse i de interfraktionelle udvalg. I det derefter følgende forløb var der uenigheder mellem Scheidemann og Ebert. Da prinsen Max von Baden, politiker for Fortschrittliche Volkspartei, kom på tale som rigskansler, mente Scheidemann, at man som socialdemokrat ikke kunne lade en prins være i spidsen for regeringen. Også en regeringskoalition med socialdemokraterne forholdt Scheidemann negativt over for, og det var da også Fridrich Ebert, der til sidst fik fremskaffet enighed i SPD om intrædelsen i kabinettet[11]

Trods sine forbehold blev Scheidemann som andre førende politikere i parlamentsflertallet statssekretær uden portefølje. Disse var de egentlige politiske beslutningstagere, mens Max von Baden i al væsentlighed blot var landet repræsentant udadtil.[12] Scheidemann foranledigede som regeringsmedlem en amnesti til politiske fanger. Specielt satte han sig personligt imod modstanden fra krigsministeriet og den militære jurisdiktion, ligesom han også betvivlede rigskanslerens tvivl om at lade Karl Liebknecht gå fri.[1][13]

Republikken udråbes[redigér | redigér wikikode]

Republikken udråbes d. 9. november 1918: Philipp Scheidemann taler fra vestbalkonen fra Rigsdagsbygningen i Berlin.

I betragning af det forestående militære sammenbrud og den truende revolutionære udvikling erklærede Scheidemann d. 5. november 1918, at han håbede, at fronten kunne holdes. Bolchevismen syntes for ham at være en større fare end den ydre fjende. Dermed var han enig med Oberste Heeresleitung.Kommunistisk propaganda og historieskrivning har tilskrevet Scheidenmann skylden for rigsregeringens efterfølgende brud med sovjetiske forbindelser.

Æresbeviser[redigér | redigér wikikode]

Berliner Gedenktafel på Haus Lenbachstraße 6a i Berlin-Steglitz

Gaden, der løber syd for rigsdagsbygningen, blev den 24. oktober 1965 omdøbt til Scheidemannstraße efter ham.[14]

Philipp-Scheidemann-Straße i Bremen Vahr blev navngivet efter ham og hans fødeby Kassel opkaldte Scheidemannplatz efter ham idet han havde været overborgmester.

Politiske embeder
Foregående:
Wilhelm Solf
Tysklands koloniminister
1918–1919
Efterfølgende:
Johannes Bell
Foregående:
Siegfried Graf von Roedern
Tysklands finansminister
1918–1919
Efterfølgende:
Eugen Schiffer
Foregående:
Friedrich Ebert
Tysklands kansler
1919
Efterfølgende:
Gustav Bauer

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Kittel, Manfred (2005). Menges, Franz Neue Detusche Biographie, 22. bind (på tysk). Berlin: Duncker & Humblot. ISBN 3-428-11203-2.
  • Flemming, Hans (1919). “Männer der Revolution”, Almanach, 1920 (på tysk). R. Mosse. Hentet 13. juni 2011.
  • Nipperdey, Thomas (1992). Deutsche Geschichte 1866-1918: Bd. Machtstaat vor der Demokratie (på tysk). München: C.H. Beck. ISBN 3-406-34453-4.
  • Keil, Wilhelm (1948). Erlebnisse eines Sozialdemokraten (på tysk). Deutsche Verlags-Anstalt.
  • Müller-Franken, Hermann (1928). Die November-Revolution: Errinerungen (på tysk). Bucherkreis GmbH.
  • Winkler, Heinrich August (1998). Weimar 1918 - 1933 : die Geschichte der ersten deutschen Demokratie (på tysk). München: Beck. ISBN 3-406-44037-1.
  • Loth, Wilfried (1. maj 1996). Das Kaiserreich: Obrigkeitsstaat und politische Mobilisierung (på tysk). München: Deutscher Taschenbuch Verlag. ISBN 3-423-04505-1.
  • Müller-Franken, Hermann (1928). Die November-Revolution: Errinerungen (på tysk). Bucherkreis GmbH.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 Flemming, s. 55-57
  2. 2,0 2,1 Kittel, s. 646
  3. Nipperdey, s. 748
  4. Keil, s. 171
  5. Müller-Franken, s. 78
  6. Winkler, s. 72
  7. Keil, s. 440
  8. Keil, s. 323
  9. Loth, s. 153
  10. Nipperdey, s. 847
  11. Winkler, s. 24.
  12. Loth, s. 164.
  13. Müller, s. 276
  14. Scheidemannstraße (tysk). Straßennamenlexikon des Luisenstädtischer Bildungsverein. Kaupert Media. Besøgt 13. juni 2011.