Gustav Stresemann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gustav Stresemann
Bundesarchiv Bild 146-1989-040-27, Gustav Stresemann.jpg
Tysk kansler
I sædet: 13. august- 23. november 1923
Efterfulgte: Wilhelm Cuno
Efterfulgt af: Wilhelm Marx
Privat
Født: 10. maj 1878
Død: 3. oktober 1929
Parti: DVP


Religion: Protestantisk
Nobel prize medal.svg Nobels fredspris
1926

Gustav Stresemann (10. maj 18783. oktober 1929) var en tysk højreliberal politiker og statsmand i mellemkrigstiden. Han modtog Nobels fredspris. Han var kortvarigt tysk rigskansler i to regeringer fra august til november i 1923 og var derefter tysk udenrigsminister i talrige regeringer til sin død .

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Stresemann blev født i Berlin i 1878 som søn af ølhandler Ernst Stresemann. Han kom fra middelklassen og studerede filosofi og litteratur ved universiteterne i Berlin og Leipzig. Han tog doktorgraden i økonomi i 1900 med en afhandling om Berlins ølindustri. Han var også talsmand for studentforeningen Neogermania.

I 1903 giftede han sig med Käthe Kleefeld, datter af en jødisk industrimand fra Berlin; de fik sønnerne Wolfgang og Joachim Stresemann. Samme år begyndte hans politiske karriere. Han blev medlem af Nationalliberale Partei og tre år senere valgt til byrådet i Dresden. I 1907 blev han valgt til Rigsdagen, hvor han med enkelte korte afbrydelser sad resten af livet. Stresemann tilhørte i begyndelsen venstrefløjen i det nationalliberale parti, men blev i løbet af 1. verdenskrig stadig mere højreorienteret og var en af de rigsdagsmedlemmer, som foreslog den uindskrænkede ubådkrig. Det førte til, at han blev ekskluderet fra partiet, og han grundlagde sit eget: det højreliberale Deutsche Volkspartei (DVP), som hovedsageligt bestod af højrefløjen af det nationalliberale parti.

Selv om partiet – og det mere direkte konservative tyske nationale folkeparti – blev betragtet som en del af den "nationale opposition" mod Weimarrepublikken, særligt på grund af det ambivalente forhold til frikorpsene og Kappkuppet i 1920, prøvede Stresemann i stadig større grad at samarbejde med partier fra centrum og venstre. En af grundene til det var det politiske attentat på udenrigsminister Walther Rathenau, som gik Stresemann stærkt på. 13. august 1923 blev han midt i ruhrkrisen udnævnt til kansler for en stor koalitionsregering.

Som rigskansler lykkedes det næsten Stresemann at løse krisen, men nogle af hans handlinger fornærmede socialdemokraterne, som forlod koalitionen, så den faldt den 23. november 1923. Stresemann blev udenrigsminister i regeringen Wilhelm Marx fra det katolske midterparti og beholdt den stilling i et stort antal regeringer frem til sin død.

Som udenrigsminister nåede Stresemann meget, særligt underskrivelsen af Locarno-traktaten fra 1925, som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast plads i Sikkerhedsrådet. Det var en anerkendelse for landets stormagtsstatus. Desuden forhandlede hanRapallotraktaten fra 1926 og Youngplanen fra 1929 og reducerede de krigsskadeerstatninger, som Versaillestraktaten pålagde Tyskland. I sin tid som udenrigsminister nåede Stresemann til at acceptere republikken, som han først havde afvist. Han udviklede også et personligt venskab med Aristide Briand.

Stresemann er anset som en af de vigtigste ledere af Tyskland i mellemkrigstiden. Han var en af de første som talte om europæisk økonomisk integration. Stresemann fik Nobels fredspris sammen med Aristide Briand og Austen Chamberlain for 1925 og 1926. Han døde af et hjerteanfald den 3. oktober 1929, 51 år gammel.

Første kabinet: August – oktober 1923[redigér | redigér wikikode]

Andet kabinet: Oktober – november 1923[redigér | redigér wikikode]

Ændringer

  • 3. november 1923 – SPD-ministrene Sollmann, Radbruch og Schmidt trækker sig. Sollmann efterfølges som indenrigsminister af Karl Jarres (DVP). De andre bliver ikke erstattet før regeringen falder.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Wright, Jonathan (2002): Gustav Stresemann: Weimar's Greatest Statesman
  • Berg, Manfred (1992): Gustav Stresemann. Eine politische Karriere zwischen Reich und Republik. Göttingen/Zürich
  • Eschenburg, Theodor og Ulrich Frank-Planitz (1978): Gustav Stresemann. Eine Bildbiographie. Stuttgart
  • Krüger, Peter (1985): Die Außenpolitik der Republik von Weimar. Darmstadt
  • Thimme, Annelise: Gustav Stresemann: Eine politische Biographie zur Geschichte der Weimarer Republik (1957)
  • Hirsch, Felix: Gustav Stresemann: Patriot und Europäer (1964)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Politiske embeder
Efterfulgte:
Hans von Rosenberg
Tysklands udenrigsminister
1923-1929
Efterfulgtes af:
Julius Curtius
Efterfulgte:
Wilhelm Cuno
Tysklands kansler
1923
Efterfulgtes af:
Wilhelm Marx