Joseph Goebbels

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Paul Joseph Goebbels

Joseph Goebbels, 1942

Tysk kansler
I sædet: 30. april 1945- 1. maj 1945
Efterfulgte: Adolf Hitler
Efterfulgt af: Lutz Graf Schwerin von Krosigk
Privat
Født: 29. oktober 1897
Parti: NSDAP
Ægtefælle: Magda Goebbels


Dr. Paul Joseph Goebbels (29. oktober 18971. maj 1945) Tysk nazist fra 1924-1945, var Adolf Hitlers propagandaminister i Nazi-Tyskland. Derudover var han også tysk kansler i en meget kort periode efter Hitlers selvmord. Goebbels var én af naziregimets prominente figurer og var blandt andet kendt for sine fremragende retoriske evner.

Goebbels forældre, bogholderen Fredrich Goebbels og hans kone Marian Goebbels, levede i et katolsk område i Rhinlandet. Under den Første Verdenskrig i 1914 meldte han sig til militærtjeneste, men blev afvist på grund af et lettere handicap, en såkaldt klumpfod. Hans mor var hollandsk, et faktum, han senere forsøgte at skjule. Efter at have opnået doktorgraden fra universitetet i Heidelberg i 1921 arbejdede han som journalist og forfatter. Goebbels meldte sig ind i nazipartiet i 1924 og modsatte sig i starten Hitlers ledelse. Han skiftede dog hurtigt side og blev en af Hitlers mest loyale støtter. Hans dagbøger indeholder mange eksempler på hans udtalte beundring for Hitler. Imidlertid var han i starten langt mere "socialistisk" end Hitler, og så ovenikøbet en alliance for sig mellem Tyskland og Sovjetunionen, mens Hitler ikke ville høre om nationalisering af jord: "Vi står på lovens grundlag og vil ikke give et jødisk udbyttersystem et juridisk påskud til at plyndre vort folk fuldstændigt!" 15. februar 1926 skrev Goebbels i sin dagbog at Hitlers tale "sandsynligvis var en af de største skuffelser i mit liv." Han spekulerede på, om manden var en slags "reaktionær", ovenikøbet med meget slet dømmekraft, når han anså Italien og England som "naturlige allierede", og at "vi må blive arving til Rusland!" [1] Hitler inviterede ham dog til München og forklarede ham samtalen personligt. 13. april 1926 hed det i dagbogen: "Jeg bøjer mig for den, der er større, for det politiske geni."

I 1926 blev han udnævnt til Berlins Gauleiter, som var en slags borgmester. Et år efter, i 1927, oprettede Goebbels naziavisen Der Angriff, som fortalte om nazipartiets fremtid og om dens store leder Adolf Hitler. Da Hitler kom til magten som Tysklands rigskansler i 1933, udnævnte Hitler Goebbels til partiets nye minister for propaganda. Senere blev Goebbels også den øverste leder for tysk radio, aviser, musik og film. Han bestemte, hvilke film der skulle laves, og hvilke skuespillere der skulle spille med i filmene.

Den 19. december 1931 blev Goebbels gift med Magda Behrendt, og de fik sammen 6 børn i tidsrummet 1932 til 1940:

Magda Goebbels var datter af en enlig mor, men fik navnet Friedländer efter sin jødiske stedfar Max Friedländer, der blev dræbt i Buchenwald. Magda blev gift med en meget ældre, velstående mand, men var ham utro med zionisten Chaim Arosorov, og blev kastet ud. Hendes søn fra dette første ægteskab, Harald Quandt, var det eneste af Magdas børn, der overlevede krigen. Han og halvbroderen Herbert Quandt byggede videre på faderens livsværk og blev efterhånden multimilliardærer med indtægter fra BMW, batteriproducenten VARTA og IWKA maskinindustri. [2]

Goebbels holdt mange kendte taler, men den 18. februar 1943 erklærede han ”den totale krig”. Det var en af hans vigtigste taler i tiden som minister, hvori han sagde, at krigen nok skulle vindes med stor sejr, folk skulle bare tiljuble og tro på føreren. Goebbels var nøje informeret om regimets grusomheder og skrev i sin dagbog 27. marts 1942 om jødernes skæbne:

"Der bruges en temmelig barbarisk fremgangsmåde, der her ikke skal beskrives nærmere, og af jøderne selv bliver der ikke meget tilbage."

På propagandakonferencen 9. marts 1942 kritiserede han DAZ (Deutsche Allgemeine Zeitung) for aldrig at trykke antisemitiske artikler:

"Det her må betegnes som den rene uforskammethed. Føreren holder f.eks ikke en eneste tale, hvor han ikke betegner jøderne som hovedskyldige i krigen, og siger, at udslettelsen af dem er noget, der hensynsløst må gennemføres."

Han beordrede DAZ til at trykke alle publicerede antisemitiske meldinger, og fik dem til at trykke en "tvangsudgave" som offentliggjorde en melding om et antisemitisk indlæg i den britiske avis Truth. 14. juni 1942 trykte ugebladet Das Reich en lederartikel af ham, hvor han skrev:

"I denne krig driver jøderne deres nederdrægtige spil, og de kommer til at betale for det ved at deres race bliver udryddet i Europa og måske også langt udenfor Europas grænser."

I 1942 satte Goebbels altså åbent på tryk, at jøderne skulle udryddes fysisk, og folk kunne læse sort på hvidt, at Hitler stod bag, hvad der skete.[3]

Under sin rundrejse i USA gjorde Sigrid Undset opmærksom på, at alle skandinaviske Nobelprismodtagere, bortset fra Knut Hamsun, havde skænket sine guldmedaljer til Finlandshjælpen. I juni 1943 skænkede Hamsun i stedet sin medalje til Goebbels efter sit besøg i Tyskland, med ordene at han ikke kendte nogen "som så utrætteligt, år efter år, har skrevet og talt Europas og menneskehedens sag så idealistisk som De, hr rigsminister".

I krigens sidste dage kort før sit selvmord, valgte Hitler i sit testamente at gøre Goebbels til sin efterfølger som tysk kansler med storadmiral Karl Dönitz som rigspræsident. Titlen "fører" blev ikke nævnt i Hitlers testamente. Goebbels' regering, der kun eksisterede i få timer, blev ikke anerkendt af De Allierede.

Den 1. maj 1945 begik Goebbels og hans kone selvmord med hjælp fra deres SS-livvagter. Dette skete efter at Goebbels kone havde slået parrets 6 børn ihjel. Magda Goebbels blev 44/45 år, og Joseph Goebbels blev 47 år.

Ligesom det er tilfældet med Hitler, er detaljerne omkring Goebbels' families død delvis uklare. Den almindelige forklaring er, at Goebbels og hans kone begik selvmord ved at tage cyanid, men enkelte kilder modsætter sig denne forklaring og påstår, at Goebbels skød sin kone Magda og sig selv bagefter. Magda havde forinden forgiftet børnene. Da ligene senere blev fundet af sovjetiske soldater, var de i en så dårlig tilstand, at det ikke var muligt med sikkerhed at fastslå den egentlige dødsårsag.

[redigér] Referencer

Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til:
  1. Robert Gellatny: Lenin, Stalin og Hitler (s. 139), forlaget Cappelen Damm, Oslo 2008, ISBN 978-82-04-12821-8
  2. Norman Davies: Europe at War, Macmillan, 2006
  3. Peter Longerich: "Dette visste vi ikke noe om!", forlaget Historie og Kultur AS, Oslo 2007

[redigér] Ekstern henvisning

Personlige værktøjer