Den preussisk-østrigske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Preussisk-østrigske krig)
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Königgrätz: Prins Fredrik Karl kommanderer preussiske tropper som begejstret vinker til ham

Den Preussisk-østrigske krig, er også kaldt den tyske krig, den tyske brødrekrig , samlingskrigen, eller syvugerskrigen og blev udkæmpet i 1866 mellem kejserriget Østrig og kongeriget Preussen om lederskabet i Det tyske forbund. Den endte med Preussen og dets allieredes sejr over Østrig. Preussen overtog dermed den lederposition blandt de tyske stater, som Østrig tidligere havde haft, og grundlagde Det nordtyske forbund. Det dannede udgangspunkt for den «lilletyske løsning» som blev valgt da Tyskland blev samlet som nationalstat under Den fransk-tyske krig, men uden de tyske områder i Østrig-Ungarn.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Årsagerne til krigen lå i striden mellem Østrig og Preussen om lederskabet i Det tyske forbund, og det, som udløste krigen, var striden om forvaltningen af Slesvig og Holsten efter den 2. Slesvigske Krig.

Udsigten til krig var desuden i 1866 gunstig for Preussen, eftersom Østrig befandt sig i en vanskelig økonomisk situation, og Frankrig erklærede sin neutralitet i tilfælde en tysk brødrekrig. Otto von Bismarck opnåede støtte fra det nye Kongeriget Italien, mod at love den østrigske provins Veneto til Italien. Den 8. april 1866 sluttede Preussen og Italien et tre måneders angrebsforbund mod Østrig. I et forsøg på at begrave stridighederne vendte Østrig sig 1. juni til Forbundsdagen i Det nordtyske forbund og forlangte landdagen i Holsten sammenkaldt. Holsten stod formelt under Østrig, men Østrig tolererede til Preussens irritation hertug Friedrich 8. af Schleswig-Holsteins styre

Preussen betragtede denne fremgangsmåde som et brud på Gastein-konventionen, hvor Preussen og Østrig i 1865 havde inddelt Slesvig og Holsten i indflydelsessfærer og fastlagt deres politik i området. 9. juni marcherede preussiske tropper ind i Holsten, og som svar forlangte Østrig at Det tyske forbund skulle bruge militær magt mod Preussen. Forbundsdagen stemte for det den 14. juni med ni mod seks stemmer. Preussen erklærede at det var et brud på forbundsforfatningen og erklærede Det tyske forbund for opløst. Den formelle selvopløsning fandt sted 23. august i Augsburg.

Østrigs flag
Preussens flag

Alliancer[redigér | redigér wikikode]

På Preussens side stod Kongeriget Italien, Hertugdømmet Oldenburg, Hertugdømmet Mecklenburg, Hertugdømmet Braunschweig og enkelte thüringske småstater.

På Østrigs – formelt Det tyske forbunds side – stod Kongeriget Sachsen, Kongeriget Bayern, Storhertugdømmet Baden, Kongeriget Württemberg, Kongeriget Hannover, Storhertugdømmet Hessen, Kurhessen, Hertugdømmet Nassau og enkelte tyske småstater.

Forløb[redigér | redigér wikikode]

Den 23. juni rykkede den 1. preussiske armé over Seidenburg og Zittau og Elbarmeen over Waltersdorf og Schluckenau ind i Bøhmen. 26. juni kom det til sammenstød ved Hühnerwasser, Sichrow og Turnau – og til slaget ved Podol mellem forskellige enheder fra den preussiske 1. armé under prins Fredrik Karl af Preussen og Elbarmeen under general Herwarth von Bittenfeld på den ene side og den 1. østrigske og det sachsiske korps på den anden. 27. juni krydsede den 2. preussiske armé under kronprins Frederik flere pas i Riesengebirge, og det kom til slag ved Nachod og Trautenau. Det sidste var det eneste under hele krigen, som østrigerne vandt. 28. juni kom det til slag ved Skalitz, Soor og Münchengrätz, hvor Østrig led store tab.

Slaget ved Königgrätz, malet af Georg Bleibtreu

29. juni stod slaget ved Gitschin mellem den 1. preussiske armé og det sachsiske korps, og i øst kom det til kamp ved Königinhof og Scheinschädel. Etter disse sammenstød mistede begge armeer overblikket over den fjendens positioner, og først 2. juli blev det klart at Østrig og Sachsen havde sine tropper nordvest for Königgrätz.

Preussiske tropper fra Minden og Hamburg blev slået af Kongeriget Hannovers armé den 27. juni 1866 ved slaget ved Langensalza. Hannoveranerne blev imidlertid tvunget til at kapitulere 29. juni på grund af deres store tab, manglende forsyninger og talmæssige underlegenhed. Et mindesmærke for denne sejr står stadigvæk i centrum af Minden. Preussens allierede angreb Kassel og bystaten Frankfurt am Main, mens højre fløj i den preussiske Elbarmé overraskende dukkede op ved portene til Nürnberg i Bayern.

I syd havde Østrig i mellemtiden den 24. juni 1866 slået den italienske armé under general La Marmora i slaget ved Custozza, og den østrigske Adriaterhavsflåde under Wilhelm von Tegetthoff sejrede ved øen Lissa den 20. juli over den overlegne italienske flåde. Kampe på to fronter var en af hovedgrundene til Østrigs endelige nederlag.

Det afgørende slag mod Østrig vandt de forenede preussiske armeer den 3. juli 1866 i Königgrätz i Bøhmen under ledelse af kong Vilhelm af Preussen personligt og generalstabschef Helmuth von Moltke. Østrig havde håbet på at deres øverstkommanderende, Ludwig von Benedek, som blev regnet som et militært geni i Østrig, kunne slå preusserne, men Preussen var i dette slag ikke bare talmæssigt overlegen, med 250 000 soldater mod østrigernes 160 000, men havde også overlegne våben. Under slaget faldt syv østrigere for hver preusser. Benedek havde først forsøgt at afslå posten som øverstkommanderende for nordarmeen, fordi han ikke havde erfaring i Bøhmen, og fordi nordarmeen var i dårlig forfatning. Efter slaget ved Königgrätz blev han frataget positionen og stillet for en krigsret, men processen blev indstillet efter kejserens ønske, og Benedek fik ordre til aldrig at omtale slaget.

Det sidste slag i den preussisk-østrigske krig fandt sted under Mainfelttoget den 26. juni i Uettingen. I dette slag sejrede Preussen over Bayern. Under sammenstødene ved Blumenau lykkedes det imidlertid østrigerne på krigens sidste dag at forhindre preusserne i at erobre Pressburg.

De krigførendes tabstal fordelte sig sådan:

  • Østrig: 1313 officerer, deraf 330 faldne, samt 41.499 mand, deraf 5328 faldne
  • Sachsen: 55 officerer, deraf 15 faldne, samt 1446 mand, deraf 120 faldne
  • Preussen: 359 officerer, deraf 99 faldne, samt 8794 mand, deraf 1830 faldne

Afslutning og følger[redigér | redigér wikikode]

For at hindre en fransk eller russisk intervension, overbeviste Otto von Bismarck den preussiske konge om ikke at udnytte sejren fuldt ud, men indgå en hurtig fredsaftale. Bismarck skrev samme år:

Vi måtte undgå at skade Østrig for alvor. Vi måtte undgå at efterlade det i en tilstand af unødig bitterhed eller ønske om hævn. Vi burde hellere blive venner igen med vor modstander, og i alle tilfælde betragte den østrigske stat som en del af det europæiske skakbræt. Hvis Østrig blev påført alvorlig skade, ville det blive Frankrig og alle vore andre modstanderes allierede. Det ville til og med ofre sine anti-russiske interesser for at få hævn over Preussen.... Vor opgave var at etablere et grundlag for tysk national enhed under lederskab af kongen af Preussen.

Fredsslutningen fandt sted 26. juli, da den såkaldte «forfreden i Nikolsburg» blev indgået med Napoleon IIIs mægling, og efter at Østrig i hovedsagen havde givet efter for Preussen og i realiteten trak sig ud af al tysk politik. Forfreden blev senere bekræftet ved freden i Prag (mellem Østrig og Preussen) og freden i Wien (mellem Østrig og Italien).

Italien vandt Veneto, og Preussen annekterede alle fjendtlige stater nord for Main bortset fra Sachsen og Hessen-Darmstadt. Dermed opnåede Preussen endelig en forbindelse mellem sine vestlige Rhinprovinser og kærnelandet Brandenburg øst for Elben.

Det tyske forbund blev opløst, og Det nordtyske forbund, domineret af Preussen, blev grundlagt. Efter at Frankrig fremsatte territorielle krav, allierede de sydtyske stater sig med Preussen i et forsvarsforbund, som blev grundlaget for at staterne gjorde fælles sag under den fransk-tyske krig i 18701871.

Otto von Bismarck opnåede en stor indenrigspolitisk sejr, da hans militærbudget som følge af bølgen af eurori blev godkendt af det preussiske parlament, landdagen.

Forbindelserne mellem Napoleon III og Preussen, som frem til da havde været gode, blev nu svækket af Preussens sejr. Napoleon III havde regnet med at blive belønnet med landområder (den vestlige Rhinbred) efter sin formidling af fredsaftalen, men blev overrasket af krigens tempo og kom for sent med sine krav. I Frankrig opstod kravet om «hævn for Sadowa». Dette krav var ganske uberettiget, for Napoleon III havde forhandlet med begge parter i håb om at vinde mest mulig for sig selv.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]