Den transsibiriske jernbane

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den transsibiriske jernbane
rød=Transsib grøn=Baikal-Amur-jernbanen>

Den transsibiriske jernbane (Транссибирская магистраль, Transsibirskaja magistral) går gennem Rusland fra Moskva til Vladivostok. Den blev bygget mellem 1891 og 1916 og er verdens længste jernbane med sine knapt 9.288,2 kilometer. Foruden hovedlinien til Vladivostok er der tre andre linjer: Transmanchuriske jernbane, som længe følger hovedlinjen, men siden svinger mod syd ind i Kina og mod Beijing, Transmongolske jernbane, som forlader hovedlinjen ved Ulan Ude og også den går til Beijing, men via Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar, samt Bajkal-Amur-jernbanen, som færdiggjortes i 1991 og går nord om hovedlinjen. Siden 2002 har hele den transsibiriske jernbane været elektrificeret.

Historie[redigér | redigér wikikode]

En station på jernbanen 1910.

Ruslands langvarige venten efter en havn ved Stillehavet var til ende, da byen Vladivostok blev grundlagt i 1860. I 1880 var byen vokset til en stor havneby, og manglen på god transport mellem det europæiske Rusland og dets østlige provinser blev snart et tydeligt problem. Byggeriet af den transsibiriske jernbane blev indledt i 1891. Banen åbnedes officielt 1. januar 1905, selvom den sidste stump nord om Kina først blev færdig i 1916. Byggeriet blev overvåget af Sergej Witte, daværende finansminister.

Præcis som ved arbejdet på den første transkontinentale jernbane i USA begyndte de russiske ingeniører i hver sin ende og arbejdede mod midten. Fra Vladivostok gik jernbanen mod nord langs floden Ussuris østlige bred og videre til floden Amur. Dette stykke kaldtes Ussurijernbanen.

I 1890 byggedes en bro over floden Ural, og den nye jernbane gik ind i Asien. Broen over floden Ob byggedes i 1898, og den lille by Novonikolajevsk, som var grundlagt i 1883, forvandledes til et stort sibirisk centrum, Novosibirsk. I 1898 nåede det første tog Irkutsk ved Bajkalsøen. Jernbanen fortsatte mod øst over floderne Chilka og Amur og nåede snart Khabarovsk. Strækningen Vladivostok – Khabarovsk var bygget færdig 1897.

Straffearbejdere fra bl.a. Sakhalin blev indkaldt sammen med russiske soldater for at arbejde med byggeriet af jernbanen. En af de største hindringer var Bajkalsøen, som er over 640 kilometer lang og mere end 1.600 meter dyb. Linjen endte på hver sin side af søen, og en speciel isbryderfærge blev indkøbt fra England for at sammenkoble jernbanen. Om vinteren anvendtes slæder til at transportere passagerer og gods fra den ene side af søen til den anden, indtil jernbanebyggeriet rundt om Bajkalsøen var færdigt. Da linjen til floden Amur nord om den kinesiske grænse var færdig i 1916, var der sammenhængende jernbane mellem Petrograd og Vladivostok, og det er endnu i dag verdens længste jernbanelinje. Linjen påbegyndte elektrificering i 1929, et arbejde, som afsluttedes i 2002.

Kirov nordvest for Nizjnij Novgorod.

I dag fragter den transsibiriske jernbane omkring 20.000 containere pr. år til Europa inklusive 8300 containere fra Japan. Dette er et relativt lille tal, da Japan totalt set fragter 360.000 containere til Europa hvert år. Der er derfor plads til ekspansion, og det russiske transportministerium planlagde, at dette tal i 2005 skulle være øget til 100.000 containere og have tilfredsstillet passager- og godsbehovet med 120 tog pr. dag. Dette kræver, at store dele af jernbanen udbygges til dobbeltspor, så at flaskehalse undgås.

Den transsibiriske jernbane er Ruslands vigtigste trafikforbindelse, og ca. 30 % af landets eksport fragtes med linjen. Den er også populær hos turister, men anvendes endnu mere blandt russere, når de skal færdes gennem landet.

Linjeføringer[redigér | redigér wikikode]

Den transsibiriske jernbane[redigér | redigér wikikode]

På de lange dage i toget leverer samovaren vand til teen - denne kulfyrede brugtes endnu i 1996.
Markøren for jernbanelinjens afslutning i Vladivostok.

Hovedlinjen har følgende linjeføring:

Mellem 1956 og 2001 gik togene via Jaroslavl i stedet for Nisnij-Novgorod.

Transmanchuriske jernbane[redigér | redigér wikikode]

Den transmanchuriske jernbane har samme linjeføring som den transsibiriske mellem Moskva og Tjita og har derefter følgende rute til Kina:

Transmongolske jernbane[redigér | redigér wikikode]

Den transmongolske jernbane har samme linjeføring som den transsibiriske mellem Moskva og Ulan Ude og har derefter følgende rute til Mongoliet og Kina:

  • Forlader den transsibiriske jernbane (5655 km fra Moskva)
  • Nausjkij (5895 km), russisk grænseby
  • Russisk-mongolske grænse (5900 km)
  • Suhe-Bator (5921 km), mongolsk grænseby
  • Ulaanbaatar (6304 km), Mongoliets hovedstad
  • Dzamyn Ude (7013 km), mongolsk grænseby
  • Erlyan (842 km fra Beijing), kinesisk grænseby
  • Datong (371 km)
  • Beijing

Øvrigt[redigér | redigér wikikode]

Da Rusland og Mongoliet anvender bredspor, og Kina anvender normalspor, kan tog fra eller til Kina ganske enkelt ikke passere grænsen, uden at hver vogn må løftes og bytte sporbredde. Hele processen, sammen med pas- og toldkontrol, kan tage flere timer.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: