Mongoliet

Монгол Улс
Mongol Uls

Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Dayar Mongol
Nationalmelodi: Bügd Nairamdakh Mongol
Hovedstad	Ulaanbaatar 47°55′N, 106°53′E
Største by	Ulaanbaatar
Officielle sprog	Mongolsk
Regeringsform Præsident Premierminister	Republik Tsakhiagijn Elbegdorzj Sükhbaataryn Batbold
Uafhængighed  • Anerkendt	Fra Kina 11. juli 1921
Areal  • Total  • Vand (%)	1.565.000 km² (nr. 19) 0,6
Indbyggertal  • 2005 anslået  • [[]] folketælling  • Tæthed	2.791.272 (nr. 134) 1,8/km² (nr. 193)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2004 anslået 1,4 mia. USD (nr. 153) 590 USD (nr. 139)
Valuta	Tögrök (MNT)
Tidszone  • Sommer (DST)	(UTC+7) (UTC+8)
Nationalt topdomæne	.mn
Telefonkode	+976
Kendingsbogstaver (bil)	MGL
Luftfartøjsregistreringskode	JU
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Udvidelsen af Det mongolske kejserdømme

Mongoliet (mongolsk: Монгол улс, den mongolske nation), i nogle sammenhænge omtalt som det Ydre Mongoliet (for at skelne mellem den selvstændige stat og det kinesisk besatte Indre Mongoliet), er en selvstændig stat beliggende i Øst- og Centralasien. Landet er en indlandsstat som grænser til Rusland i nord og Kina i syd, øst og vest. Mongoliet har et landareal på 1.594.116 km², og er dermed verdens 19. største stat målt i areal. Med en befolkning på lige over tre millioner har Mongoliet desuden den laveste befolkningstæthed i verden. Ulan Bator, som i 2008 havde lige over én million indbyggere, er landets hovedstad og største by.

Området som i dag udgør Mongoliet er i løbet af historien blevet styret af flere nomadiske imperier, blandt andet xiongnu, xianbei, rouran og göktürkerne. Landområdet var desuden centrum for Det mongolske kejserdømme, som blev etableret af Djengis Khan i 1206. Kejserdømmet var det største sammenhængende imperie i verdenshistorien, og strakte sig på sit højeste over et område på 35 millioner km² og omfattede mere end 100 millioner mennesker. Efter Yuan-dynastiets sammenbrud i 1368 blev landets areal igen begrænset til det område som i dag udgør Mongoliet. Mod slutningen af det 17. århundrede var størstedelen af landområdet erobret og indlemmet i Qing-dynastiet. Efter Qing-dynastiets kollaps i 1912 erklærede Mongoliet sig selvstændigt, men landet sled for at få etableret et uafhængigt styre og blev i realiteten ikke uafhængigt før næsten et årti senere, i 1921. Landet måtte også vente helt frem til 1945 for at få international anerkendelse. Som følge af dette kom landet under stærk russisk og sovjetisk indflydelse, og i 1924 blev Folkerepublikken Mongoliet oprettet. Efter de mange revolutioner i Østeuropa efteråret 1989 oplevede Mongoliet en egen revolution i 1990, noget som førte til kommunistregimets fald og etableringen af en ny grundlov i 1992.

Mongoliet er i dag en parlamentarisk republik. Udover at at være verdens 19. største stat, er Mongoliet også verdens næststørste indlandsstat efter Kasakhstan. Landet indeholder få dyrkede marker, og består for det meste af steppeområder omkranset af Gobi-ørkenen i syd og bjergområder i nord og vest. Cirka 30 % af landets tre millioner indbyggere er nomadiske eller semi-nomadiske.

Historie

Førhistorisk tid

Hulemaleriene i Khoid Tsenkheriin Agui («den nordre, blå hule») i Khovd-provinsen og Tsagaan Agui («den hvide hule») i Bayankhongor-provinsen er blandt Mongoliets vigtigste steder fra den den palæolitiske periode. Bosættelser i forbindelse med gårdsdrift fra neolitisk tid er fundet i den østlige Dornod-provins. Fund fra det vestlige Mongoliet fra samme periode tyder alene på midlertidige bosættelser af jægere og fiskere. Befolkningen i Mongoliet under kobberalderen er blevet beskrevet som orientalsk i øst og kaukasisk i vest.

Under bronzealderen var det vestlige Mongoliet påvirket af karasuk-kulturen. Megalitiske monumenter (kaldet hjortestene) og små kurganer, som findes over alt i landet, stammer antagelig fra denne periode. Andre teorier daterer imidlertid hjortestenene til det 7. og 8. århundrede f.Kr. Et stort gravkompleks fra jernalderen (fra det 5. til 3. århundrede f.Kr.), senere også brugt af xiongnu-gruppen, er blevet gravet frem nær Ulaangom.

Tidlig historie

Xiongnu-rigets placering i forhold til dagens Mongoliet

Mongoliet har siden førhistorisk tid været befolket af grupper med nomader som, fra tid til tid, dannede større alliancer med hverandre og dermed fik større magt og indflydelse. Første gang dette skete var med xiongnuene, som blev ført sammen af Modu Shanyu i år 209 f.Kr. De blev snart den største trussel mod det kinesiske Qin-dynastiet, noget som førte til, at sistnævnte byggede den kinesiske mur for at kunne stå imod xiongnuenes plyndringer. Efter xiongnuene havde mistet sin magt, blev rouranene, nære slægtninge af mongolerne, den mest indflydelsesrige gruppe i landet indtil, at de blev slået af göktürkene, som dominerede Mongoliet i flere hundrede år. I det 7. og 8. århundrede e.Kr. blev göktürkene efterfulgt af uighurene og igen af khitanerne og jurchenerne. I det 10. århundrede var landet delt mellem et større antal af stammer, som holdt sammen i flygtige alliancer på grund af stridigheder mellem stammerne indbyrdes.

Mongolske kejserdømme

Uddybende artikel: Mongolske kejserdømme.

Mongolerne var nomader der flyttede rundt i deres telte. I det 12. århundrede sluttede flere mongolske og tyrkiske stammer sig sammen i det moderne Mongoliet og derfra opstod Det mongolske kejserrige. Riget voksede støt efter Djengis Khan blev udnævnt som mongolsk leder i 1206. På sit højeste strakte kejserdømmet sig fra Det Japanske Hav til Donau og fra Sibirien til Cambodja, herunder Kina, Rusland, Persien samt store dele af Mellemøsten og Østeuropa. De mongolske soldater var eminente skytter og eksperter i krigsførelse på hesteryg. I Vesteuropa frygtede man derfor med rette den mongolske hær.

Kejserdømmet begyndte allerede at gå i opløsning efter en arvekrig i 1260-1264. Herefter var Den Gyldne Horde og flere andre khaner de facto uafhængig og nægtede at acceptere Kublai Khan som deres leder. Først i 1304 blev de mongolske khaner igen samlet, men med Yuan-dynastiets sammenbrud i 1368, blev det mongolske kejserdømme endelig opløst. Mod slutningen af det 17. århundrede var størstedelen af landområdet erobret og indlemmet under Qing-dynastiet i Kina.

Tiden efter Mongolriget

Tiårene, som fulgte, blev kendetegnede af voldelige magtkampe mellem ulige grupper, særlig Djengis Khans efterkommere («djengisiderne») og oriaterne, samt flere kinesiske invasioner (således som de fem ekspeditioner gjort af Yongle-kejseren). I begyndelsen af det 15. århundrede var det oriaterne ledet af Esen Tayisi, som havde overtaget. De hærgede Kina under en konflikt i 1449, hvor den kinesiske kejseren også blev taget til fange. Esen blev senere myrdet i 1454, hvilket førte til, at oriaterne mistede sin fremtrædende position frem til de igen kom i offensiven i det 17. århundrede. I midten af 1500-tallet blev Altan Khan – som egentlig ikke var nogen retmæssig khan – mægtig. Han grundlagde Hohhot i 1557, og hans møde med Dalai Lama i 1578 førte til, at tibetansk buddhisme blev introduceret i Mongoliet for anden gang. Khalkhaernes Abtai Khan konverterede til buddhisme i 1585 og grundlagde Erdene Zuu-klosteret året efter. Hans sønnesøn Zanabazar blev senere den første Jebtsundamba Khutuktu i 1640.

Den sidste mongolske khan var Ligdan Khan, som levede tidlig i det 17. århundrede. Han kom i konflikt med manchuerne, og formåede også at få støtte fra de fleste mongolske stammer. Ligdan Khan døde i 1634 mens han var på vej til Tibet i et forsøg på at undgå manchuerne og knuse den buddhistiske gelug-sekt. I 1636 havde de fleste stammer i det indre Mongoliet underkastet sig manchuerne. Khalkha-mongolen gjorde til sidst det samme i 1691, hvilket førte til, at hele dagens Mongoliet – foruden de vestlige dele – var under kinesisk styre. Manchuerne beholdt kontrollen over Mongoliet helt frem til 1911 gennem en serie alliancer og ægteskaber samt militære og økonomiske tiltag.

Selvstændigheden

Uddybende artikel: Venskabs- og allianceaftalen mellem Mongoliet og Tibet.

Kort efter den kinesiske revolution i 1911-12 erklærede det Ydre Mongoliet sig uafhængigt og proklamerede »den levende Buddha« (Hutuktu), landets øverste gejstlige som regent. Den kinesiske amban (statholder) blev forjaget, og en mongolsk regering dannedes i Urga. Dermed ophørte dog ikke splittelsen inden for mongolerne selv, idet nogle af høvdingene ønskede hel adskillelse fra Kina under russisk beskyttelse, mens andre ville bevare tilknytningen til Kina. I løbet af 1912 udvidede Urga-regeringen sin magt over provinserne Uliasutai og Kobdo, men et forsøg på oprør i det Indre Mongoliet strandede på de kinesiske troppers Indgriben. Imidlertid sluttede Rusland traktat med Hutuktu Lama den 3. november 1912, anerkendte ham som hersker i det ydre Mongoliet og lovede bistand mod kinesiske tropper og kolonister. Efter langvarige forhandlinger og tvunget af nødvendigheden indgik Kina og Rusland en overenskomst den 5. november 1913 i Peking, hvorved Kina anerkendte Mongoliets selvstyre, mens Rusland anerkendte Kinas suverænitet over det Ydre Mongoliet (provinserne Urga, Kobdo og Uliasutai). Efter yderligere forhandlinger sluttede Rusland, Kina og Hutuktu en overenskomst i Kiakhta i september 1914 i overensstemmelse med Peking-traktatens linjer, og en kinesiske generalresident ansattes i Urga. Den 2. februar 1913 sluttede Mongoliet en venskabs- og allianceaftale med Tibet, hvor de to lande gensidigt anerkendte hinandens selvstændighed.

Ruslands sammenbrud 1917 ændrede ganske stillingen. Kina øgede sine garnisoner i Urga og andre steder for at imødegå indfald fra burjæternes eller bolsjevikernes side. I juni 1919 anmodede det ydre Mongoliets regering selv kineserne om hjælp mod sådanne indfald, og nordkinesiske tukhuner (provinsembedsmænd) bistod med at afværge angreb fra kosakhétmanen, general Semenoff, der ville udnytte den pan-mongolske bevægelse til at styrke sin anti-bolsjevikiske politik. I november 1919 tvang den kinesiske resident Hutuktu'en og hans regering til at opgive selvstyret og annullere Kiakhta-traktaten. Det hårde og vilkårlige kinesiske styre vakte megen misnøje, og man søgte på ny hjælp udefra hos russere, burjæter eller japanere. I begyndelsen af 1920 trængte østrigeren, baron Ungern-Sternberg ind i Mongoliet med en russisk-burjætisk hær, deriblandt Resterne af Semenoff's tropper. Kineserne holdt Hutuktu'en fangen som gidsel og tyranniserede befolkningen i Urga, indtil byen erobredes af Ungern-Sternberg den 19. februar 1921. Hutuktu'en erklæredes for hersker over det uafhængige kongerige Mongoliet, med baron Ungern som militær øverstkommanderende. Ungern brugte blot Urga som operationsbasis i kampen mod den Østsibiriske Republik, men blev slået og henrettet af sovjetmyndighederne den 15. september 1921. Sovjettropperne blev i Urga med omliggende egne, og en national, mongolsk regering tog magten under Moskva-sovjets velvillige overhøjhed. I januar 1923 sendtes en sovjetrussisk mission til Peking for at forhandle med kineserne om de mongolske spørgsmål.

I 1924 blev den Mongolske Folkerepublik oprettet. Ydre Mongoliet blev således en republik i alliance med Moskva. Indre Mongoliet var derimod stadig underlagt Kina og deltes i tre provinser: Jehol, Chahar og Suiyuan, hver styret af en kinesisk embedsmand. Men mongolernes forhåbninger om et samlet frit Mongoliet forsvandt ikke, og mellem 1936 og 1945 lykkedes det med japansk støtte at oprette en ny selvstændig stat, Mengjiang, omfattende de centrale dele af Indre Mongoliet op til grænsen mod det Ydre Mongoliet. Hovedstad var Guihua (Hohhot), og som regeringsleder udnævntes drivkraften bag den mongolske selvstændighedsrørelse Teh Wang, leder af Silingol-forbundet, fra 1941 prins Demchugdongrub. Mengjiang ophørte at eksistere, da Den røde hær besatte området i efteråret 1945 under den såkaldte Operation Auguststorm.

Efter kommunismen

Med kommunismens fald i Sovjet, faldt også styret i Mongoliet, og i 1990 blev det første demokratiske valg afholdt. Den demokratiske regering har som sagt ikke klaret det så godt så ved et valg for et par år siden blev kommunist partiet valgt til at lede landet igen, men det har ikke ændret meget på problemerne. Som alle andre post-kommunistiske lande, er Mongoliet efterfølgende gået over til markedsøkonomi, hvilket har øget skellet mellem rig og fattig. Arbejdsløshed og sociale problemer har fulgt i kølvandet på denne udvikling.

I dag er der stadig store økonomiske problemer men det går stille og roligt fremad igen.

I øjeblikket er Mongoliets præsident Nambaryn Enkhbayar og deres premierminister Sanjaagiin Bayar.

Geografi

Mongoliet er et af verdens tyndest befolkede lande. Med et areal der er 36 gange større end Danmarks, er der god plads til de kun 2,9 millioner indbyggere. I dag bor omkring en tredjedel af befolkningen i hovedstaden Ulaanbaatar.

Klima

Mongoliet er stærkt præget af det barske klima, hvor vinter temperaturen går helt ned til -40 grader, og hvor det meste af jorden ikke kan bruges til landbrug. Traditionelt har mongolerne derfor været et nomadefolk, og har flyttet rundt på de vidde stepper for at finde græs til deres dyr.

Kort over Mongoliet

Litteratur

• Henning Haslund-Christensen: Jabonah; Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag; København 1932

Se også

• Verdens lande
• Djengis Khan

Eksterne henvisninger

• Dansk Mongolsk Selskab – informationer om Mongoliet
• Nicola Di Cosmo: "Mongols and Merchants on the Black Sea Frontier in the Thirteenth and Fourteenth Centuries: Convergence and Conflicts" (s. 391-424)
• Eric Crubézy et al.: "Human evolution in Siberia: from frozen bodies to ancient DNA" (BMC Evolutionary Biology 2010, 10:25) (engelsk)
• Doeke Eisma: "Agriculture on the Mongolian Steppe" (The Silk Road 10 (2012); s. 123–135) (engelsk)
• K. Grønbech: "Sprog og skrift i Mongoliet. Foreløbig beretning om det sproglige arbejde paa Det Kgl. Danske Geografiske Selskabs Centralasiatiske Ekspedition 1938-39" (Geografisk Tidsskrift, Bind 43; 1940)
• Stephen Kotkin: "Mongol Commonwealth? Exchange and Governance across the Post-Mongol Space" (Kritika: Explorations in Russian and Eurasian History, Volume 8, Number 3, Summer 2007, pp. 487-531) (engelsk)
• C. I. Krebs: "Fra Mongoliet og Urjan-Chaj" (Geografisk Tidsskrift, Bind 26; 1921)
• John Masson Smith, Jr: "Mongol Manpower and Persian Population" (Source: Journal of the Economic and Social History of the Orient, Vol. 18, No. 3 (Oct., 1975), s. 271-299) (engelsk)
• Alfred Schønebeck: "Khalkha" (Geografisk Tidsskrift, Bind 21; 1911)
• Alfred Schönebeck: "Kiachta" (Geografisk Tidsskrift, Bind 20; 1909)
• Nordisk Familjebok, Uggleupplagan (1925), bind 37, sp. 588-589: opslag: Mongoliet (svensk)
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, Bind XVII, s. 210f, opslag: Mongoliet
• Sharad K. Soni: "Looking Back to History: Inner Mongolia under Qing Rule" (蒙藏現況雙月報第十六卷第五期; s. 32-53) (engelsk)
• Esther Jacobson-Tepfer: "The Rock Art of Mongolia" (The Silk Road, vol. 4 nr 1; s. 5-13) (engelsk)
• D. Tumen, D. Navaan, M. Erdene: "Archaeology of the Mongolian Period: A Brief Introduction" (The Silk Road, vol. 4 nr 1; s. 51-55) (engelsk)
• Expedition trip to the North-West Mongolia, Tomsk State University and the University of Hovd, cooperation. Video.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Mongoliet

Stub Denne artikel om Asiens geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.