Egern

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Egern ?
Tamiasciurus hudsonicus.
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Rodentia (Gnavere)
Familie: Sciuridae (Egern)
Californisk jordegern

Egern (Sciuridae) er en stor familie af små eller mellemstore gnavere. Familien omfatter træegern, jordegern, murmeldyr (herunder skovmurmeldyr), flyvende egern, og præriehunde. Egern kan findes i Amerika, Eurasien og Afrika, og er blevet introduceret til Australien. De tidligst kendte egern stammer fra Eocæn og er tættest relateret til bjergbæveren og hasselmusenes familier.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Ordet "egern" er en sammentrækning af det gammeldanske ord "eg(g)erne" (svensk ekorre (dialekt: ikorn(e)), norsk ekorn, (dialekt: ikorn, ikorre), som kommer af oldnordisk íkorni, der er i familie med tysk Eichhorn gennem den middelnedertyske form ēkeren, oldhøjtysk eihhurno, eihhornu. Ordet stammer fra det germanske aik-wernan (rekonstrueret). Første led "aik" henviser enten til egetræet eller det indoeuropæiske aig (svinge sig, bevæge sig rask), hvilket er overlevet i oldindisk ējati (røre sig). Andet led er egernets indoeuropæiske navn, der optræder i forenklet form i keltisk vēver (rekonstrueret), bretonsk gwiber, latin vīverra (væsel), litauisk vovere, oldrussisk věverica, persisk varvarah, dannet af indoeuropæisk (rekonstrueret) u̯er- (bøje); dyret er således benævnt efter sin buede hale.[1] Sidste led kan dog også opfattes som germansk werznahn (handyr, avler); navnet betyder da "raskt bevægende handyr".[1]

Den angelsaksiske form, ācweorna, overlevede kun til middelengelsk (som aquerne) før det blev udskiftet med "squirrel".[2]

Det engelske ord "squirrel", der først specifikt blev nævnt i 1327, kommer fra anglo-normanniske esquirel fra det gammelfranske Escurel, hvilket er en refleksion af det latinske ord Sciurus. Dette latinske ord er lånt fra det oldgræske ord σκίουρος, skiouros, hvilket betyder skyggehale, som er en henvisning til de ofte buskede haler båret af mange af familiens medlemmer.[3][4]

Karakteristikker[redigér | redigér wikikode]

Egern er generelt små dyr, der varierer i størrelse fra det afrikanske pygmæ egern på 7-10 cm (2,8-3,9 in) i længde og bare 10 g (0,35 oz) i vægt, til Alpe murmeldyret, der er 53-73 cm (21 -29 i) lang og vejer 5-8 kg (11-18 lb). Egern har typisk slanke kroppe med buskede haler og store øjne. Deres pels er generelt blød og silkeagtig, selv om tykkelse kan variere meget i arterne. Farven på egern er meget variable mellem de forskellige arter.[5]

Bagbenene er generelt længere end forbenene, og de har fire eller fem tæer på hver pote. Deres poter omfatter en ofte dårligt udviklet tommelfinger, og har bløde puder på undersiden.[6] Det østlige grå egern er en af ​​meget få pattedyrarter der kan bevæge sig ned et træ med hovedet først. Det gør den ved at dreje sine fødder, så kløerne på sine bagpoter peger baglæns og lettere kan gribe træets bark.

Egern lever i næsten alle habitater fra tropiske regnskove til steppeørkener, og undgår kun de polare regioner og tørreste af ørkener. De er overvejende planteædende, der lever for frø og nødder, men mange vil endog æde insekter og selv små hvirveldyr.[7]

Som deres store øjne indikerer har egern et generelt fremragende syn, hvilket er særligt vigtigt for arterne der lever i træer. De har også meget alsidige og robuste kløer til at gribe og til klatring. [8] Mange har også en god følesans, med knurhår på deres hoveder og lemmer.[6]

Tænderne på egern følger det typiske gnaver mønster, der normalt er store gnavende fortænder, der vokser hele livet, og knusende kindtænder placeret tilbage bag et stort mellemrum, også kaldet diastema.

Levetiden for grå egern er omkring seks år. De fleste egern der lever i byområder lever ikke et helt år. Dette skyldes ikke rovdyr, men snarere biler.

Adfærd[redigér | redigér wikikode]

Flere arter af egern har faser med ekstra melanin. I store dele af USA og Canada, er den mest almindelige art set i byområder den melanistiske form af det østlige grå egern.

Egern yngler en eller to gange om året og hunnen føder et varierende antal af unger efter tre til seks uger, afhængigt af arten. Ungerne er født nøgne, tandløse, og blinde. I de fleste arter af egern ser kun hunnen efter de små, der er afvænnet når de omkring seks til ti uger gamle og bliver kønsmodne ved udgangen af ​​deres første år. De jordlevende arter er generelt sociale dyr, der ofte lever i veludviklede kolonier, mens trælevende arter er mere selvstændige. [6]

Jord og træegern er typisk dagaktive eller aktive lige omkring tusmørke, hvorimod flyveegeren er aktive om natten, bortset fra diegivende flyveegern og deres afkom, som normalt er dagaktive i løbet af sommeren.[9]

Føde[redigér | redigér wikikode]

Egern der spiser en jordnød.

Egern kan ikke fordøje cellulose, så derfor lever de af fødevarer rig på protein, kulhydrater og fedt. I tempererede områder er det tidlige forår den sværeste tid på året for egern, fordi nedgravede nødder begynder at spire, og derfor ikke længere er tilgængelige for egernet som føde, og som regel er nye fødekilder er ikke blevet tilgængelige endnu. I disse tider er egern dybt afhængige af knopper af træer. Egerns kost består primært af en lang række planter, herunder frø, nåletræ kegle, frugter, svampe og grøn vegetation. Men nogle egern lever også af kød, især når det er stærkt med sult.[7] Egern kan i tid til anden også spise insekter, æg, amå fugle, unge slanger og mindre gnavere. Faktisk lever nogle tropiske arter imidlertid næsten kun af insekter.[10]

Jægeragtig adfærd er blevet bemærket hos forskellige arter af jordegern, især hos det tretten-foret jordegern.[11] For eksempel observerede Bailey, en videnskabsmand i 1920'erne, en tretten-foret jordegern preying på en ung kylling.[12] Wistrand rapporterede at se den samme art spise en frisk dræbt slange.[13] Whitaker undersøgte 139 maver fra tretten-foret jordegern og fandt fugle kød i fire af prøverne og resterne af en kort-halet spidsmus i en anden;[14] Bradley, der undersøgte hvidhalede antilope egerns maver, fandt at mindst 10% af sine 609 eksemplarer indeholdt nogle typer hvirveldyr, for det meste firben og gnavere.[15] Morgart observerede en hvidhalet antilope egern fange og spise en silkeagtig lomme mus (Perognathus flavus).[16]

Taksonomi[redigér | redigér wikikode]

Et tamt egern der spiser foder.

De nulevende egern er opdelt i fem underfamilier med omkring 58 slægter og ca. 285 arter.[17] Det ældste fossile egern, Hesperopetes, går tilbage til Chadronian-tiden (sen Eocæn) for omkring 40-35 millioner år siden) ​​og lignede moderne flyveegern.[18]

En række af fossile egern, fra den seneste Eocæn til Miocæn, kan ikke med sikkerhed tilskrives noget slægtskab til nulevende arter. Det kan antages at nogle af disse sandsynligvis var varianter af de ældste, basale "protoegern" (i den forstand, at de manglede dele af udbredelsen af det nulevende egerns autapomorfi). På grund af fordelingen og mangfoldigheden af ​​sådanne gamle former kan det antages at egernene som gruppe kan have sin oprindelse i Nordamerika.[19]

Bortset fra de til tider lidet kendte fossile former er fylogenien af de nulevende egern forholdsvis ligetil. De tre vigtigste underfamilier er Ratufinae, Sciurillinae og alle andre underfamilier. Ratufinae indeholder en håndfuld levende arter i tropisk Asien. Det neotropiske pygmæegern i det tropiske Sydamerika er det eneste levende medlem af Sciurillinae. Den tredje underfamilie, den langt største, har en næsten kosmopolitisk distribution. Dette understøtter yderligere den hypotese, at den fælles forfader til alle egern, levende og fossil, boede i Nordamerika, da disse tre ældste slægter synes at udstråle derfra. Hvis egern havde oprindelse i Eurasien, ville man eksempelvis forvente meget gamle slægter i Afrika, men de afrikanske egern synes at være af nyere oprindelse.[19]

Den almindelige gruppe af egern kan inddeles i tre underfamilier, der udgør de resterende arter. Sciurinae indeholder flyvende egern (Pteromyini) og Sciurini, som bl.a. indeholder de amerikanske træegern; førstnævnte er ofte blevet betragtet som en særskilt underfamilie, men betragtes nu som en stamme af Sciurinae. Granegernet (Tamiasciurus), er på den anden side normalt inkluderet i de almindelige træegerns afstamninger, men synes at være lige så tydelig som de flyvende egern, og derfor betragtes de undertiden som en særskilt tribus, Tamiasciurini.[20]

Østligt gråt egern i et træ.
Egern der spiser korn.

To af de tre underfamilier er næsten af ​​samme størrelse, og indeholder mellem 70 og 80 arter hver; den tredje underfamilie er omkring dobbelt så stor. Sciurinae indeholder trælevende egern, især i Amerika og i til en hvis grad i Eurasien. Callosciurinae er den mest forskelligartede. Den omfatter arter i det tropiske Asien og indeholder egern, som også er trælevende, men har en markant anderledes habitus og fremtræder mere "elegant", en effekt der forstærkes af deres ofte meget farverige pels. Xerinae - den største underfamilie - består hovedsageligt af jordlevende former og omfatter det store murmeldyr og den populære præriehund, såvel som de tre egern fra Afrika; de har tendens til at være mere selskabelige end andre egern, som ikke normalt bor sammen i tætte grupper.[19]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Nielsen, Niels Åge (1991) Ordenes historie, særoplag af Dansk Etymologisk Ordbog 4. udgave, 2. oplag, Danmarks Nationalleksikon. ISBN 87-7789-000-0
  2. "Squirrel". Online Etymology Dictionary. http://www.etymonline.com/index.php?term=squirrel. Hentet 7 February 2008. 
  3. "squirrel, n.". The Oxford English Dictionary (2nd.). (1989). Oxford University Press. Hentet 8 November 2010. 
  4. Whitaker & Elman (1980): 370
  5. http://www.wildlifeonline.me.uk/squirrels.html Tree Squirrels], Wildlife Online, 23 November 2010.
  6. 6,0 6,1 6,2 Milton (1984)
  7. 7,0 7,1 Squirrel Place - squirrels.org - Retrieved 14 December 2010.
  8. "Squirrel" - HowStuffWorks
  9. Törmälä, Timo; Vuorinen, Hannu; Hokkanen, Heikki (1980). "Timing of circadian activity in the flying squirrel in central Finland". Acta Theriologica 25 (32–42): 461–474. http://acta.zbs.bialowieza.pl/contents/?art=1980-025-32-42-0461. Hentet 11 July 2007. 
  10. Richard W. Thorington, Katie Ferrell - Squirrels: the animal answer guide, JHU Press, 2006, ISBN 0-8018-8402-0, ISBN 978-0-8018-8402-3, p. 75.
  11. Friggens, M. (2002). "Carnivory on Desert Cottontails by Texas Antelope Ground Squirrels". The Southwestern Naturalist 47 (1): 132–133. doi:10.2307/3672818. 
  12. Bailey, B. (1923). "Meat-eating propensities of some rodents of Minnesota". Journal of Mammalogy 4: 129. 
  13. Wistrand, E.H. (1972). "Predation on a Snake by Spermophilus tridecemlineatus". American Midland Naturalist 88 (2): 511–512. doi:10.2307/2424389. 
  14. Whitaker, J.O. (1972). "Food and external parasites of Spermophilus tridecemlineatus in Vigo County, Indiana". Journal of Mammalogy 53 (3): 644–648. doi:10.2307/1379067. 
  15. Bradley, W. G. (1968). "Food habits of the antelope ground squirrel in southern Nevada". Journal of Mammalogy 49 (1): 14–21. doi:10.2307/1377723. 
  16. Morgart, J. R. (May 1985). "Carnivorous behavior by a white-tailed antelope ground squirrel Ammospermophilus leucurus". The Southwestern Naturalist 30 (2): 304–305. doi:10.2307/3670745. 
  17. Wilson, D.E.; Reeder, D.M. (2011). "Class Mammalia Linnaeus, 1758. In: Zhang, Z.-Q. (Ed.) Animal biodiversity: An outline of higher-level classification and survey of taxonomic richness". Zootaxa 3148: 56–60. http://mapress.com/zootaxa/2011/f/zt03148p060.pdf. 
  18. Emry, R. J.; Korth, W.W. (2007). "A new genus of squirrel (Rodentia, Sciuridae) from the mid-Cenozoic of North America". Journal of Vertebrate Paleontology 27 (3): 693–698. doi:10.1671/0272-4634(2007)27[693:ANGOSR]2.0.CO;2. 
  19. 19,0 19,1 19,2 Steppan & Hamm (2006)
  20. Steppan et al. (2004), Steppan & Hamm (2006)

Referencer[redigér | redigér wikikode]


Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]