George Boleyn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
George Boleyn
Født ca. 1504
Død 17. maj 1536
Ægtefælle(r) Jane Parker
Forældre Thomas Boleyn
og Elizabeth Boleyn

George Boleyn (født ca. 1504 – død den 17 maj 1536) var bror til Henrik 8. af Englands anden hustru Anne Boleyn, og gift med Jane Boleyn. Da hans søster, Anne, faldt i unåde blev han sammen med hende anklaget for højforræderi. De blev begge dømt til døden, og blev halshugning i 1536.

Familien[redigér | redigér wikikode]

George var den eneste overlevende søn af ægteparret Thomas og Elizabeth Boleyn. Parret havde oplevet tabet af adskillige børn, men kun tre overlevede, Mary Boleyn, Anne Boleyn og George Boleyn. Der har været meget debat om de præcise fødselsdatoer for de tre børn, men man er i dag temmelig enige om, at Mary var den ældste og George den yngste. George og hans søstre blev født i Norfolk på deres families ejendom, Blickling Hall , men de tilbragte det meste af deres barndom på et andet af familiens ejendomme, Hever Castle, Kent, hvilket blev deres faste hjem omkring 1505, da Thomas arvede det fra sin far [1]. Ligesom sin far var det en selvfølge at George skulle have en karriere som hofmand, politiker og diplomat. Med dette i tankerne blev George som 10-årige introduceret ved Henrik 8. af Englands hof, da han deltog i julefestlighederne imellem 15141515, sammen med sin far. Der mødte han også for første gang de ældre Charles Brandon og Nicholas Carew, der senere skulle blive hans største fjender (Brandon var i juryen, der dømte ham og Carew hjalp Jane Seymour med at vinde kongens hjerte). Takket være sin families indflydelse og det faktum at han behagede kong Henrik, gjorde at han kom til at tjene kongen kort tid efter. Da indlæring blev højt værdsat ved hoffet, og afgørende for en karriere som diplomat, modtog George en fremragende uddannelse, og han talte flydende fransk samt italienske og latin. Selv om hans to søstre blev uddannet i udlandet (Mary fra 1514 til 1519, og Anne fra foråret 1513 til slutningen af 1521), forblev George i England under størstedelen af sin barn- og ungdom. George har måske opholdt sig en kort periode i Frankrig som barn, da hans far var ambassadør i januar 1519, og dette kunne forklare at George kunne tale perfekt fransk fra en ung alder, og måske også grunden til at Anne og George var så knyttede til hinanden. Dette er dog ren spekulation.

Privatliv[redigér | redigér wikikode]

Meget lidt vides om George privatliv til trods for hans plads ved hoffet. Men man ved dog at han indgik ægteskab med Jane Parker engang i 1525. De var helt sikkert gift i januar 1526, da et brev til Wolsey bekræfter, at han var berettet til yderligere £20 så den:” unge Boleyn og hans kone kunne leve af det” [2]. Der har altid været meget spekulation om, hvorvidt ægteskabet mellem George og Jane var lykkeligt, men der findes ingen konkrete beviser på enten det ene eller andet. Der findes heller ikke nogen dokumenter der tyder på at parret skulle have fået børn, hvilket der sikkert ville have gjort da George var bror til Henrik 8. hustru Anne Boleyn. Der har været rygter om at George Boleyn, dekan for Lichfield, skulle have været parrets søn, men det er mere sandsynligt at han bare var en fjern slægtning, og Jane nævner ikke noget barn, for hvem hun har ansvaret, da hun efter Georges død skrev til Cromwell.

Hoffet[redigér | redigér wikikode]

Efter Mary Boleyn vendte tilbage til England i 1519 indgik hun ægteskab med William Carey og selveste kongen var gæst. Kort tid efter blev Mary kong Henrik 8. af Englands elskerinde, men i 1526 blev hun skiftet ud da kongen faldt for hendes søster Anne Boleyn.

Retssag og henrettelse[redigér | redigér wikikode]

I 1536 aborterede Anne Boleyn en søn, og hendes manglende evne til at skænke Henrik mandlig arving faldt sammen med kongens forelskelse i Jane Seymour, en af Annes hofdamer. Katharina af Aragonien var død, og Henrik udtænkte sammen med sin rådgiver, Thomas Cromwell, at slippe af med Anne og ægte Jane. Anne blev beskyldt for utroskab med fem mænd, hvoraf den ene var hendes bror, George. George blev anklaget for incest med dronningen, og at hjælpe hende med at planlægge at dræbe kongen. Anne og George blev arresteret den 2. maj, 1536, dagen efter May Day festlighederne. De fire andre anklagede i sagen Henry Norris, Francis Weston, William Brereton og Mark Smeaton, der fik deres sag for retten den 12. maj. Kun Smeaton tilstod, formentlig under tortur, men helt sikkert under følelsesmæssigt pres. Trods manglende beviser blev alle fire mænd fundet skyldige. Thomas Boleyn sad i juryen og dømte sin egen datter ved at finde mændene skyldige. George fik sin retssag et par timer efter Annes mandag den 15. maj. Anne var blevet fundet skyldig da George fik sin sag op, og han blev kendt skyldig da hans søster allerede var fundet skyldig i incest. Rækkefølgen af retssagerne var blevet sat sammen med henblik på at de ikke skulle kunne mislykkes. Alle, der var vidne under Georges retssag, herunder ambassadør Eustace Chapuys, bekræftede, at han lagde op til et storslået forsvar og mange troede han ville blive frikendt. Chapuys bekræftede, at dem der var med til retssagen væddede om at han ville blive frikendt, og derfor var forbløffelsen stor da han blev kendt skyldig. Georges kone, Jane Boleyn, er gennem tiderne blevet beskyldt for at være skyldig i hans tilkendelse af straf, men det er usandsynligt at være korrekt. Ingen af de beviser vedrørende sagen gør at Jane skulle være skyldig i sagen. Derudover virker det sandsynligt at hun blev tillagt ord, så George ville blive fundet skyldig, større. Men uanset hvad Jane måske skulle have sagt lader det, at flertallet af hoffolkene troede på hans uskyld. Uafhængigt af hvad hoffolkene troede, blev han enstemmigt fundet skyldig og den straffen han modtog var, at han skulle hænges, druknes og deles (dette blev senere omstødt til halshugning) [3]. Han bad om at hans gæld blev betalt ud fra sit konfiskerede indbo, så ingen skulle lide last over deres udestående. George Boleyn og de fire andre mænd blev halshugget på Tower Hill om morgenen den 17. maj, 1536]. Georges tale på skafottet var usædvanlig lang og viste sproglige færdigheder, overfor det store publikum der var mødt op for at overværede henrettelsen. Hans tale beskæftigede sig med at forsvare sin religiøse overbevisning og sin passion for reform. Da det ikke var anset at benægte sin uskyld på skaffottet, når først man var fundet skyldig af en domstol, brugte han talen på at indrømme, at han var en synder der fortjente døden. Han bad om tilgivelse for alle, han måtte have fornærmet og bad om Guds tilgivelse. Anne blev halshugget to dage senere.

Henvisninger og fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Fodnote[redigér | redigér wikikode]