Karl 5. (Tysk-romerske rige)

Denne artikel behøver tilrettelse af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Kejser Karl 5. malet af Rubens, kopi af et portræt af Tizian (Tiziano Vecellio, 1490-1576).

Karl den 5. på hesteryg. Maleri af Anthony van Dyck.

Karl V, (24. februar 1500-21. september 1558), var konge af Spanien fra 1516 og kejser af Det Tysk-romerske rige fra 1519. Han blev født i Gent, Nederlandene, som søn af Filip 1. af Castilien (den Smukke) af Kastilien og Johanne (den Vanvittige) af Spanien. I 1506 arvede han Østrig og Nederlandene efter sin fader, og allerede som 15-årig overtog han ledelsen af disse riger.

Udenrigspolitik

I 1519 blev Karl desuden valgt til kejser af det tyske-romerske rige, "Det Hellige Romerske rige" (af tysk nation), grundlagt i 800 af Karl 1. (den store - Carolus magnus) Tyskland. Karl V arvede sin kejsertitel som habsburger efter bedstefaderen, den habsburgske kejser Maximilian 1., var afgået ved døden. Samme år arvede Karl V Spanien efter sin moder. I oktober 1520 blev Karl kronet i Aachen som konge af Tyskland, og han antog ved samme lejlighed titel af tysk-romersk kejser.

Fra 1521 udkæmpede Karl flere krige mod Frankrig, hvor Frans 1. også meldte sig som kandidat til kejserværdigheden. Det endte med, at Karl vandt opgøret i 1525 og en tid holdt Frans i fangenskab. 2 år senere angreb han Norditalien og Rom, da krigen var blevet genoptaget, og det endte med, at Paven blev fængslet og Rom plyndret.

Kort efter opstod der et nyt problem mod øst, hvor tyrkerne havde påbegyndt en belejring af Wien i 1529. Belejringen mislykkedes, men tyrkerne var gennem hele kejserens regeringstid en trussel. Havde det ikke været for de den nordeuropæiske reformation, anført dels af "de reformerte" Zwingli (i Schweiz) og Calvin i Nederlandene (og bistået af det velhavende borgerskab (især i Nederlandene), der ønskede sig politisk indflydelse, dels anført af tyskeren Martin Luther i Nordtyskland og i de nordiske riger, her støttet af monarkistiske despoter,(af Karl V.'s skuffe), ud fra samme motiver som borgerskabet i Nederlandene. Havde de ikke fra de i den politiske sammenhæng ikke blot anti-katolske renegater, men også separatister, var Europas forening blevet en realitet allerede i 1500-tallet, og Europa havde været de to frygtelige trediveårskrige 1618-48, og de to verdenskrige i det tyvende århundrede (1914-1945). Under den første trediveårskrig, der havde sin baggrund i de overvejende reformerte nederlandes oprør mod Karls søn, den spanske konge Filip 2., der med sin kroning i Spanien fik det det habsburske len Flandern med i købet, og hvor den danske konge Christian 4., med en for samtiden typisk ærgerrig magtbrynde og en selvovervurdering af realiteterne, blandede sig og rivaliserede med den svenske kong Gustav Adolf (Gustav 2. Adolf) om "det hellige romerske rige - på luthersk-evangelisk grundlag", med andre ord at blive kejser over Europa, med en pragmatisk særløsning for Nederlandene, ligesom den for grækerne gældende ved Osmannernes næsten samtidige overtagelse af Konstantinopel (vore dages Istanbul), som hovedstaden i Byzans, det gamle vestromerske kejserige. Et sådant "protestantisk kejserige" havde på den anden side også kastet men vold og elendighed af sig, ikke mindst transalpint og på den iberiske halvø. Eller Frankrig (der var i ledtog med osmannerne) og Englands oversøiske modstand! Men for Karl V von Habsburg så det i begyndelsen lovende ud, da han fik meget forærende.

Indenrigspolik

Et andet – og større – problem for Karl var som anført Martin Luther, som omkring 1517 indledte en reformatorisk bevægelse i Tyskland. Mange bønder blev grebet af de nye tanker, foruden fyrsterne, som Luther leflede for, med hans tese om magten todeling. Bønderne de rejste sig i 1524 mod deres gejstlige og verdslige herrer Bondekrigen, men opstanden blev slået ned med hård hånd af fyrsterne. På rigsdagen i Worms i 1521 blev Martin Luther dømt fredløs.

Trosstridighederne udløste en serie krige i Tyskland, hvor kejseren, Karl V., var nødt til gribe ind i sin egenskab af øverste landsherre. I 1547 besejrede han i første omgang de protestantiske fyrster, men han led nederlag i 1552, da Frankrig, muligvis af strategiske årsager, støttede de nordtyske oprørere. Karl måtte afstå bispedømmerne Metz, Toul og Verdun (alle i Lorraine) til Frankrig.

Ved den Augsburgske Religionsfred i 1555 blev det bestemt, at undersåtterne skulle bekende sig til samme tro som deres fyrster. Karl blev efterhånden så frustreret over de stadige kampe, at han abdicerede i 1556. Hans vældige rige blev opdelt i en østrigsk del og en spansk del. Den østrigske del gik til Karls broder, Ferdinand, som blev tysk-romersk kejser i årene 1558-1564. Den spanske del gik til sønnen Filip 2., hvorved Nederlandene kom på spanske hænder. Sine sidste år tilbragte eks-kejseren i et spansk kloster, hvor han døde den 21. september 1558. Efter besejringen af maurerne fra Andalusien og fordrivelsen af jøderne, byggede han en grim tilbygning i klodset sen-renæssancestil til det Alhambra-slottet. Klosteret Escorial, udenfor Madrid, blev omdannet til et mausolæum og kloster og danner baggrund for den tyske dramatiker Friedrich Schillers skuespil "Don Carlos" (1787), og sat i musik af den italienske komponist Giuseppe Verdi med operaen "Don Carlo" (1867, rev. 1884, 1886), der bl.a. skildrer den skygge, som Karl kaster over sin søn, som bliver konfronteretaf de frihedselskende (og reformerte) nederlændere.

Foregående:	Konger og kejsere af det Tysk-romerske rige fra 800-1806	Efterfølgende:
Maximilian 1. 1508-1519		Ferdinand 1. (1556-1564)

Wikimedia Commons har medier relateret til: Karl 5. (Tysk-romerske rige)