Anne Boleyn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Anne Boleyn
Valgsprog:
”The most happy” (Den mest lykkelige)
Dronning af England
Regerede 28. maj 153317. maj 1536
Ægtefælle Henrik 8. af England
Børn Elizabeth 1. af England
Far Thomas Boleyn
Mor Elizabeth Boleyn
Født mellem 15011507
Død 19. maj 1536

Anne Boleyn ( født enten i 1501 eller i 1507 – død den 19. maj 1536) var dronning af England, efter Henrik 8. af England fik sit ægteskab med Katharina af Aragonien annulleret, fra 1533 – 1536. Hun var datter af Thomas Boleyn og hans hustru Elizabeth Boleyn, og søster til Mary Boleyn og George Boleyn.

Som barn blev hun sendt til Holland og Frankrig som led i sin uddannelse, og hun tjente blandt andre Claude af Frankrig som hofdame. Hun vendte tilbage til England i slutningen af 1521, hvor hun blev hofdame for dronning Katharina.

Kong Henriks interesse for Anne blev vækket omkring 1526, men Anne havde intet ønske om at blive endnu en af Henriks elskerinder; hun ville være dronning. Henriks begær efter Anne blev ikke mindre af den grund, og Henrik var stærkt opsat på at få ægteskabet med Katherina af Aragonien annulleret, men Pave Clemens 7. ville ikke acceptere dette. Henrik brød derfor med den Romerskkatolske kirke i Rom, og grundlagde Den engelske kirke hvor han var overhovedet.

Anne fik titel af Marquess af Pembroke, en sjælden udnævnelse for en kvinde, og den 25. januar, 1533 blev hun gift med Henrik 8., og den 7. september fødte hun den senere dronning Elizabeth 1. af England. Thomas Cranmer, den nyudnævnte ærkebiskop af Canterbury, erklærede i maj ægteskabet mellem Henrik og Katharine for ugyldigt, og at ægteskabet mellem Anne og Henrik var gyldigt.

Anne blev kronet som dronning af England den 1. juni, 1533, men da hun ligesom Katharina af Aragonien ikke formåede at skænke kongen den ønskede søn, blev det begyndelsen på hendes undergang. Der blev rejst anklager mod hende, og selvom beviserne mod hende ikke var overbevisende, blev hun dømt til døden for ægteskabsbrud, incest og højforræderi. Hun blev henrettet i Tower of London den 19. maj 1536.

Begyndelsen[redigér | redigér wikikode]

Anne Boleyn var datter af Thomas Boleyn, den senere jarl af Wiltshire og jarl af Ormond, og hans hustru Elizabeth Boleyn, og hun voksede op på Hever Castle, Kent, sammen med sine søskende, Mary og George. Hendes far var en respekteret diplomat med et godt sprogøre, og han blev sent til mange diplomatiske rejser af kong Henrik 8. af England.

Manglende kirkebøger fra perioden har gjort det umuligt at fastslå Annes præcise fødselsdato. Samtidige kilder er modstridende, med flere forskellige datoer, der er blevet fremsat af en række historikere. En italiensk historieskriver fra 1600 tallet forslå år 1499, mens Thomas More, svigersøn til William Roper, hævder at det er meget senere i 1512. Imidlertid er det mest sandsynlige år for hendes fødsels enten 1501 eller 1507. Ligesom det er umuligt at fastslå med sikkerhed Annes fødselsdato er det ligeså umuligt med hendes søskende. Men historikere er i dag sikker på at Mary Boleyn var ældre end Anne, hvilket Marys børn også mente da hendes oldebarn i 1596 krævede retten til titlen som jarl af Ormond, hvilket går til den ældste. Mary var også den første til at indgå ægteskab, og det var typisk den ældste datter der blev gift først. Deres bror George Boleyn menes at være født omkring 1504.

Debatten fokuserer på især to bestemte år: 1501 og 1507. Eric Ives, en engelsk historikere, hævder 1501, mens Retha Warnicke, en amerikaner der har skrevet en biografi om Anne Boleyn, hævder 1507. Et brev som Anne har skrevet omkring 1514 udgør et vigtigt bevismateriale for debatten om hendes alder. I brevet, som er skrevet på fransk, er sendt til hendes far, der på det tidspunkt opholdt sig i England mens Anne var i Holland i færd med at uddanne sig under Margaret af Østrig. Ives hævder at stilen og håndskriften i brevet typer på at Anne var omkring 13 på det tidspunkt, mens Warnicke hævder at stavefejlene og de grammatiske formuleringer typer på at det var skrevet af et barn. Derudover var minimum alder for en nybegyndt hofdame omkring 12. Ives bliver også bakket op af papirer fra slutningen af 1600 tallet, hvori der bekræftes at Anne var tyve da hun vendte tilbage fra Frankrig. Men der findes ingen konkrete beviser på, hvornår hun præsis blev født.

Annes forfædre bestod af en borgmester i London, en hertug, en jarl, to aristokratiske fruer og en ridder. En af dem, Geoffrey Boleyn, havde været en manufakturhandler og købmand før han blev borgmester. Boleyn familien stammede fra Blickling, Norfolk, ca. 24 kilometer fra Norwich. Da Anne blev født var familien Boleyn en del af det aristokratiske miljø, og hun var mere adelig end den senere dronning Jane Seymour.

Efternavnet Boleyn bliver stavet på forskellige måder. Nogen gange Bullun, på grund af familiens våbenskjold der afbilleder et tyre hoved. Margaret af Østrig skrev hendes navn Boullan, og hun selv underskrev sig som Anna de Boullan. Andre stavemåder inkluderer Bolina, hvilket er latinsk, og kan ses på mange portrætter af hende.

Holland og Frankrig[redigér | redigér wikikode]

Henrik 8.s diplomat Thomas Boleyn havde mange beundrere inklusiv Margaret af Østrig, datter af kejser Maximilian 1.. På det tidspunkt regerede hun Holland på sin fars vegne og blev så imponeret over Boleyn familien at hun tilbød deres datter Anne en plads i sin husholdning. En pige skulle minimum være 12 for at kunne tilbydes en sådan plads, men Anne kan muligvis have været yngre, da Margaret omtalte hende som ”la petite Boulin” (den lille Boulin). Anne gjorde et godt indtryk i Holland med sine gode maner og lærenemhed. Margaret skrev til hendes forældre at hun var:” så præsentabel og behageligt, til trods for sin unge alder, at jeg er mere dig tak skyldig, end du er til mig[1]. Anne var i Holland hos Margaret fra foråret 1513 til hendes far arrangeret at hun skulle ledsage Henrik 8.s søster Maria Tudor, der skulle til Frankrig for at blive gift med Ludvig 12. i oktober 1514.

I Frankrig blev Anne hofdame for dronning Maria, og efterfølgende til Claude af Frankrig som hun tjente i næsten syv år. I dronning Claudes husholdning færdiggjorde hun sin uddannelse som hofdame, og udviklede en sans for mode, religiøs filosofi, fransk kultur og etikette. Hvilket skulle komme til udtryk senere i det engelske hof.

Der findes en del skrevne meninger om hendes udseende, men hun skulle have været relativ smuk. Marino Sanuto, der så Anne sammen med kong Henrik 8. i Calais i oktober, 1532, beskriver hende som:” ikke en af de smukkeste kvinder i verden; hun er middelhøj, mørklødet hud, lang hals, brede mund, ikke meget bryst … øjne der er sorte og smukke”. Simon Grynée skrev til Martin Bucer i september, 1531, at Anne var:” ung, så god ud, med en temmelig mørk teint[2]. Lancelot de Carles beskrev hende som:” smuk med en elegant figur[3], hvilket en venetianer i 1528 var enig i. Den katolske præst og polemiker Nicolas Sanders, der gav Anne skylden for at Henrik havde brudt med den romerskkatolske kirke i Rom, skrev i 1586 at:” Anne Boleyn var rimelig høj, med sort hår, og et oval ansigtet med en gusten teint, som var hun plaget med gulsot. Det siges at hun havde en fremspringende tand under overlæben, og på hendes højre hånd seks fingre. Der var en stor vene under hagen, og for at skjule denne grimhed bar hun høje kjoler, der dækkede hendes hals ... Hun var smuk at se på, med en smuk mund[4]. Selvom hans beskrivelse af Anne var fiktion har den dog været basen i de moderne udgaver af Anne.

Annes erfaring og opvækst i Frankrig kan være lagt grundlaget for hendes kristendom i den nye renæssancens humanisme. Mens hun senere skulle få det reformistiske holdning, at pavedømmet havde en korrumperende indflydelse på kristendommen, kunne hendes konservative tendenser ses i hendes hengivenhed til Jomfru Maria. Annes ophold i Frankrig sluttede i 1521, da hendes far kaldte hende hjem til England, og hun sejlede fra Calais i januar 1522 [5].

Ved Henrik 8. hof[redigér | redigér wikikode]

Anne blev hentet hjem til England for at indgå ægteskab med sin irske fætter, James Butler, der var adskillige år ældre end hende og opholdte sig ved det engelske hof. Ideen om ægteskab opstod da den gamle jarl af Ormond døde i 1515, hvor de efterladte arvinger bestod af, Margaret Boleyn og Anne St. Leger. I Irland protesterede Piers Butler mod dette og forlangte titlen til sig selv, mens Thomas Boleyn også mente at den rettelig tilhørte ham. Kong Henrik blev indblandet i striden, og da han var bange for at det ville udvikle sig til en borgerkrig i Irland, bestemte han at løsningen blev at Piers søn, James, skulle indgå ægteskab med Anne Boleyn. Dette ville bringe fred i familiernes stridigheder. Planen blev dog ikke til noget hvilket måske hang sammen med Thomas forhåbninger om et bedre parti til sin datter eller hans ærgerrighed. James Butler giftede sig senere med Joan Fitzgerald.

Mary Boleyn blev i 1519 hentet hjem fra Frankrig, angiveligt på grund af hendes affære med den franske konge og hans hofmænd, og hun indgik ægteskab i 1520 med William Carey, på Greenwish, hvor kongen deltog. Kort efter brylluppet blev Mary kongens elskerinde, og rygterne cirkulerede at kongen skulle være den biologiske far til enten et eller begge hendes børn, Catherine Carey og Henry Carey. Kong Henrik anerkendte dem dog ikke som sine, ligesom han havde gjort ved Henry FitzRoy, sin uægte søn med Elizabeth Blount.

Anne gjorde sin debut på Chateau Vert under festspillet der blev opført til ærer for de tilstedeværende udenlandske ambassadør, den 4. marts, 1522, hvor Anne havde rollen som ”Perseverance” [6], og hvor Mary ligesom sin søster havde en af rollerne som danserinde. Alle var iført hvide kjoler af satin, hvor der var syet med guldtråd. Hun blev hurtig en del af hoffet, hvor hun blev anset som en af de mest stilfulde, og mange mænd kappede om hendes gunst.

Den amerikanske historiker Retha M. Warnicke beskriver Anne som den:” den perfekte kvindelig kurtisaner... hendes holdning var yndefuld, og hendes franske tøj tiltalende og stilfuldt, hun dansede med lethed, havde en behagelig sangstemme, spillede lut og flere andre musikinstrumenter godt, og talte fransk flydende ... En bemærkelsesværdig, intelligent, slagfærdig ung adelskvinde ... der tiltrak folks opmærksomhed i samtaler og derefter morede og underholdt dem. Kort sagt, gjorde hendes energi og vitalitet hende centrum for opmærksomhed i enhver social sammenhæng[7].

Hun blev især opvartet af den unge Henry Percy, søn af jarl af Northumberland, og de indgik en hemmelig forlovelse med hinanden. Alliancen blev dog brudt af Henrys far, der nægtede at anerkende deres forlovelse, og ifølge Cavendish blev Anne sendt væk fra hoffet og til sin familiens landejendom i Kent, men hvor længe vides ikke. Da hun vendte tilbage til hoffet startede hun som hofdame for dronning Katharina af Aragonien.

Kong Henrik faldt for Anne, og han prøvede at forføre hende ligesom de andre elskerinder han havde haft, men Anne nægtede at blive endnu en af dem, og tog efterfølgende tit til Hever Castle. Men inden der var gået et år friede han til hende, og hun accepterede. Begge antog at en annullering af kongens ægteskab med Katharina ville være hurtig overstået i løbet af et par måneder, men paven i Rom nægtede at give dem det, og kongen brød efter afslaget med kirken i Rom og grundlagde den engelske kirke i stedet. Henriks kærlighedsbreve til Anne danner grund for at tro at de ikke havde noget seksuelt forhold til hinanden imens annulleringen stod på, hvilket tog omkring syv år.

Annulleringen[redigér | redigér wikikode]

Henrik 8. af England. Samtidigt portræt, malet af Hans Holbein d. yngre.

Ideen om at annullerer, og ikke få en skilsmisse, ægteskabet til Katharina har kong Henrik muligvis tumlet med længe før Anne Boleyn kom på banen, og har måske grundlag i hans store ønske om at få en søn til tronen. Katharina havde ikke formået at bringe en levedygtig søn til verden, og Henrik ville undgå enhver strid om den næste tronfølger. Katharina var først kommet til England for at ægte Arthur Tudor, men han døde af den engelske svedesot efter kun et par måneders ægteskab. Derefter var der tvivl om hvad man skulle gøre med den unge enke, men resultatet blev en dispensation fra paven i Rom, så Henrik kunne indgå ægteskab med sin brors enke. Men Henrik ville bruge dette tidligere ægteskab for at opnå en annullering af ægteskabet som han mente var forbandet, og grunden til at han ingen sønner havde til tronen.

Anne så en mulighed i Henriks forelskelse og det moralske dilemma. Hun fastslog, at hun kun kunne give sig hen til ham hvis hun blev hans anerkendte dronning. Hun begyndte at tage Katharinas plads ved hans side i politik og i statsanliggender, men indtil videre holdt hun sig fra hans seng [8].

Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dybt Annes forpligtelse var til reformationen, om hun måske kun gjorde det af personlige ambitiøse grunde, og hvor meget hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siges der at han fra hendes tidligere hofdame, Anne Gainsford, havde hørt at det var Anne der fik Henriks opmærksomhed hen på en kættersk lov, måske Tyndale;”The Obedience of the Christian Man”; eller en fra Simon Fish kaldet:” Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker til at tøjle de onde udskejelser fra den katolske kirke. Yderligere kan man i den seneste udgave af Ives´ biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en personlig spirituel opvågnen i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den der fremskyndte Henriks reformation, selvom processen tog en årrække.

I 1528 brød en svede sygdom ud med stor kraft. I London var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen, og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn familiens bopæl på Hever Castle, men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, William Carey, døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev derefter hurtigt den store besættelse Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, der handler uafhængigt af kardinal Wolsey, til hvem han i første omgang holdt dette hemmeligt. I 1527 sendte kongen sin sekretær, William Knight, til Pave Clemens 7. for at søge om annullation, med den begrundelse at dispensationen fra Pave Julius 2. havde været på falsk grundlag.

Paven blev på dette tidspunkt holdt fange af Karl 5., som en følge af plyndringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Til sidst måtte han vende tilbage med uforrettet sag og uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på Wolsey, der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England, med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven selv, til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham disse beføjelser til at træffe nogen beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var nevø til Henriks dronning, Katharina, kom der brev fra Rom om at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var blevet truffet i Rom, og ikke i England. Overbevist om, at Wolsey´ loyalitet lå hos paven, og ikke i England, blev Wolsey afskediget fra offentlige embeder i 1529, og sendt i Tower of London. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Et år senere, i 1531, var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og Maria 1. af England erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.

Den folkelige støtte havde dronning Katharina dog stadig. Hvilket kom til udtryk en aften i efteråret 1531, hvor Anne var til middag på en herregård ved floden Themsen, da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev nødt til at flygte med båd, hvor hun lå skjult for skaren så de ikke skulle få øje på hende. Da ærkebiskop af Canterbury, William Warham, døde i 1532, blev Boleyn familiens præst, Thomas Cranmer, udnævnt, med pavelige godkendelse til det ærefulde erhverv.

Ægteskabet[redigér | redigér wikikode]

Anne Boleyn handlede ofte uafhængigt af sin kommende ægtemand, og modtog blandt andet diplomater og snakkede udenrigspolitik. Ambassadøren fra Milano skrev i 1531, at det var vigtigt at få hendes godkendelse, hvis man ønskede at påvirke den engelske regering, et synspunkt der bliver underbygges af en tidligere fransk ambassadør i 1529.

I denne periode har Anne Boleyn faktisk spiller en vigtig rolle i Englands international position ved at skabe en alliance med Frankrig, og hun etablerede en fremragende kontakt med den franske ambassadør, Gilles de la Pommeraie. Anne og Henrik planlagde et møde med den franske konge i Calais i vinteren 1532, hvor Henrik håbede på støtte fra Frans 1. af Frankrig i hans kommende ægteskab med Anne. Henrik udstyret sin kommende kone med en passende rang. Den 1. september, 1532, fik hun som første kvinde nogensinde titlen Marquess of Pembroke, hvilken Henrik udførte ceremonien for selv. Titlen som Anne havde fået var signifikant for Tudor familie, da Henriks grandonkel, Jasper Tudor, havde holdt titlen Jarlen af Pembroke.

Annes familie nød også goderne af hendes forhold til kongen. Hendes far blev hædret med titlen jarl af Wiltshire, og selv Annes irske fætter fik del af goderne da han blev jarl af Ormond. Ved en storslåede banket for at fejre hendes fars nye titel, tog Anne plads ved siden af kongen, hvilket der som regel var forbeholdt dronningen. Takket være Anne modtog hendes søster, der var blevet enke,en årlig pension på £ 100, og Marys søn, Henry Carey, blev uddannet på en prestigefyldt cistercienserkloster.

Turen til Calais blev en politisk triumf, men tiltrods for den franske regerings støtte til Henriks nye ægteskab og kong Frans private sammenkomster med Anne, fastholdt den franske konge alliancer med paven, som han ikke ville trodse. Kort tid efter at de var vendt tilbage til Dover giftede Henrik og Anne sig ved en hemmeligt ceremoni, og hun blev hurtigt gravid, og begivenhederne fulgte nu tæt hinanden. Den 23. maj, 1533, erklærede Cranmer (der med pavens godkendelse havde tiltrådt stillingen som ærkebiskoppen af Canterbury) ægteskabet mellem Katharina og Henrik som ugyldig. Fem dage senere, den 28. maj, 1533, erklærende han ægteskabet mellem Henrik og Anne gyldigt.

Dronning af England[redigér | redigér wikikode]

Katharina blev formelt frataget titlen som dronning, og Anne blev kronet som dronning den 1. juni, 1533, ved en storslået ceremoni i Westminster Abbey efterfulgt af en overdådig festmiddag. Hun var den sidste dronning af England, der blev kronet adskilt fra sin mand, men nyheden om den forstående kroning blev af den offentlige befolkning modtaget lunkent. I overensstemmelse med traditionen, bar hun hvidt, og på hovedet en guld krone, hvorunder hendes lange mørke hår hang frit. I modsætning til alle andre dronning blev Anne kronet med St. Edwards krone, der tidligere kun var blevet brugt til at krone en regerende monark [9].

Pave Clemens tog omsider skridt til at annoncere en foreløbig bandlysning af kongen og Cranmer, og han fordømte ægteskab med Anne, og i marts 1534, erklærede han at ægteskabet mellem kongen og Katharina var juridiske bindende og beordrede Henrik at vende tilbage til hende. Henrik krævede nu sine undersåtter til at sværge sig troskab, og afviste den pavelig magt, og at Anne Boleyn blev anerkendt som hans dronning. Dem der nægtede, som Sir Thomas More den forhenværende Lord Kansler, og John Fisher forhenværende biskop af Rochester, blev sat i Tower of London. I slutningen af 1534, anerkendte parlamentet Henrik som det, eneste, overhovede af ”kirken af England”, hvilket gjorde at kirken i England nu var under Henriks kontrol, og ikke Roms.

Arvingen[redigér | redigér wikikode]

Efter hendes kroning bosatte Anne sig på kongens yndlingsslot, Greenwich Palace, hvor en rolig hverdag ventede hende indtil fødselen af parrets første barn. Barnet kom et par uger for tidligt den 7. september, 1533, mellem klokken 3 og 4 om eftermiddagen. Barnet, en sund lille pige, blev døbt Elizabeth, måske til ære for Henriks mor Elizabeth af York, men Anne begyndte nu at frygte at Katharinas datter, Mary der efter hendes mors fratagelse af titlen blev betragtet som bastard, skulle blive en trussel for Elizabeth. Henrik beroligere dog sin kone ved at skille Mary fra sine vante tjenestefolk og sende hende til Hatfield House, hvor Elizabeth blev sendt for at vokse op i bedre omgivelser, sammen med et betydeligt antal tjenestefolk.

Den nye dronning havde omkring 250 tjenestefolk, hvilket var mere end Katharina havde haft i sin tid som dronning, hvilket spændte lige fra præster til stalddrenge. Der var over 60 hofdamer, der tjente hende og ledsagede hende til officielle begivenheder, og hun havde adskillige præster ansatte der tog sig af hendes skriftemål, bønner, og gav hende religiøse råd. En af disse var Matthew Parker der ville blive en vigtig person under Annes datter Elizabeth 1. af Englands regeringstid.

Anne Boleyn regerede over en storslået hof. Hun brugte en overdådige mængder af penge på kjoler, smykker, hoved beklædning, strudse-fjer vifter, rideudstyr, møbler og ompolstring, for at vedligeholde sin status som førstedame. Talrige slotte blev renoveret så de passede hendes og Henriks ekstravagante smag. Hendes motto var:” Det mest lykkelige”, og hun havde en hvid falk som sin personlige devise.

Fald og henrettelse[redigér | redigér wikikode]

Thomas Cranmer. Maleri fra 1545 af Gerlach Flicke.

Kongen og hans nye dronning havde en god periode med ro og hengivenhed. Anne Boleyns skarpe intelligens, politiske indsigt og gode manerer var hvad hvad kongen søgte i en elskerinde, men anså for uacceptable hos en kone. Hun skulle engang have talt til sin onkel med ord, der end ikke burde anvendes til en hund..Efter en dødfødsel eller abort så tidligt som julen 1534 begyndte Henrik at diskutere med Cranmer og Cromwell om muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katherina. Men stridighederne mellem regentparret fortonede sig, og parret blev genforenet i sommeren 1535 hvor de var lykkelige, og i oktober var Anne gravid igen. Men Anne, var klar over de farer hun ville være i, hvis hun ikke skænkede kongen en levedygtig søn denne gang.

Den 8. januar, 1536, nåede nyheden om Katharina af Aragoniens død kongen og Anne, hvilket de efter sigende skulle være blevet henrykte over. Den følgende dag bar Henrik gult, symbolet for glæde i England, og der skulle efter sigende været blevet festet i England over Katharinas død [10]. I Spanien, hjemlandet for Katharina af Aragonien, betød farven gul og sort, sorg [8], hvilket også af denne grund kunne forklare valget af Henriks og Annes beklædning som sorg. Efter Katharinas død, prøvede Anne at slutte fred med hendes datter Maria [11], men Maria afviste Annes tilnærmelser, måske på grund af rygter om at Katerina var blevet forgiftet af Anne og / eller Henrik. Disse startede under Katharinas balsamering, da der blev opdaget en sort rund cirkel rundt om hendes hjerte. Moderne læger er i dag enige om, at dette ikke var resultatet af forgiftning, men af kræft i hjertet, hvilket ikke var kendt det tidspunkt [12].Med Katharinas død var Henrik fri til at kunne gifte sig igen.

Senere samme måned blev kongen slået af sin hest under en turnering og var bevidstløs i et par timer, en foruroligende hændelse, som Anne troede førte til hendes abort fem dage senere. Den dag Katharina af Aragonien blev begravet på Peterborough Abbey, aborterede Anne med en baby, der ifølge den kejserlige ambassadør Chapuys:” hun havde båret på omkring tre og en halv måned, og som syntes at være en mandlig barn[13]. For Chapuys betød dette tab begyndelsen på enden af det kongelige ægteskab.

I betragtning af Henriks desperate ønske om en søn har Annes graviditeter tiltrukket sig megen opmærksomhed. Forfatteren Mike Ashley har spekuleret på, om Anne havde haft to dødfødte børn efter Elizabeths fødsel og før fødslen af den mandlige barn, hun mistede i 1536. De fleste kilder vidner kun om fødslen af Elizabeth i september 1533, en mulig abort i sommeren 1534 og aborten af et drengebarn, på næsten fire måneder, i januar 1536. Efter Annes abort erklærede Henrik, at han var blevet forført til at indgå ægteskabet ved hjælp af magi. Hans nye elskerinde, Jane Seymour, flyttede hurtigt ind i de kongelige gemakker, hvilket blev efterfulgt af Annes bror, George Boleyn fik frataget Hosebåndsordenen, der i stedet blev givet til Nicholas Carew.

Sigtelsen[redigér | redigér wikikode]

Thomas Cromwell. Samtidigt portræt, malet af Hans Holbein d. yngre.

Ifølge historikeren Alison Weir, skulle Thomas Cromwell have planlagt Annes undergang omkring den 20 – 21 april, 1536, mens han fingerede syg. Annes biograf Eric Ives mener blandt andet, at hendes fald og henrettelse blev manipuleret af Thomas Cromwell, og samtaler mellem Chapuys og Cromwell efter, angive Cromwell som lederen af plottet der fik Anne ned fra magten. Dette ses også i de spanske breve skrevet fra Chapuys til Karl 5. Stridigheder mellem Anne og Cromwell om kirkens indtægter og over udenrigspolitikken, skulle have været udløseren. Hun holdt på at indtægterne skulle fordeles mellem velgørende og uddannelsesinstitutioner, og hun stillede mod en fransk alliance. Cromwell insisterede på at fylde kongens slunkne lommer, og sine egne, og foretrak en imperialistisk alliance. Af disse grunde mener Ives at Anne Boleyn var blevet en alvorlig trussel mod Thomas Cromwell. Cromwells biograf John Schofield mener på den anden side at der ikke fandtes nogen magtkamp mellem Anne og Cromwell og at der ikke findes:” et spor der kan forbinde Cromwell i en sammensværgelse mod Anne. Cromwell blev involveret i det ægteskabelige kongelige drama, da Henrik beordrede ham på sagen”. Historikeren Retha Warnicke sætter spørgsmålstegn ved, om Cromwell kunne have manipuleret med kongen, eller om Henrik selv har udstedt det afgørende beviser, som hans embedsmænd, herunder Cromwell, skulle bruge.

Mod slutningen af april blev en flamsk musiker ved navn Mark Smeaton, der gjorde tjeneste hos Anne, arresteret. Han nægtet i første omgang at have være dronningens elsker, men tilstod senere, måske under tortur eller på grund af lovning om frihed. En anden hofmand, Henry Norris, blev anholdt i maj under samme beskyldninger, men da han var aristokrat blev han ikke udsat for tortur. Forud for anholdelsen var Norris blevet behandlet venligt af kongen, som tilbød ham sin egen hest til brug under May Day festlighederne.

Det virker sandsynligt at under festen fik kongen meddelelse om Smeatons tilståelse, og kort tid efter dette kom arrestordren fra kongen. Norris blev anholdt på festivalen, men han nægtede sig skyldig og svor på at dronning Anne var uskyldig. Et af de mest skadelige bevismaterialer mod Norris var en overhørt samtale med Anne i slutningen af april, hvor hun beskyldte ham for at opsøge sit kamre for ofte, men det var ikke hende han søgte men hendes hofdame Madge Shelton. Francis Weston blev anholdt to dage senere på samme grundlag, og William Brereton blev også anholdt på grund af beskyldninger om utroskab. Den sidste anklagede var dronning Annes egen bror, George Boleyn, der blev arresteret og anklaget for incest og forræderi. George Boleyn blev beskyldt for to tilfælde af incest, det første i november, 1535 på Whitehall og den følgende måned på Eltham.

Den 2. maj, 1536 blev Anne arresteret og ført til Tower of London, hvor hun kort tid efter ankomsten kollapsede. Derefter krævende hun at få at vide, hvor hendes far og bror opholdt sig, og hvad sigtelserne mod hende bestod af. Fire af de anklagede mænd fik en retssag i Westminster den 12. maj, 1536, men både Weston, Brereton, og Norris fastholdt deres uskyld, og kun den torturerede Smeaton erklærede sig skyldig. Tre dage senere fik Anne og George Boleyn hver deres retssag, i Tower of London. Hun blev beskyldt for utroskab, incest og højforræderi, med henvisning til forræderi loven af Edward III, der bekendtgjorde at utroskab begået af en dronning var en form for forræderi (formentlig på grund af følgerne for succession til tronen), for hvilken staffen for en mand var hængning, drukning, og blive delt i kvarte. Staffen for en kvinde var at blive brændt levende på bålet. Den anden form for forræderi hun blev beskyldt for var at have planlagt kongens død, sammen med sine elskere, så hun bagefter kunne indgå ægteskab med Henry Norris.

Ingen af de datoer for Annes påståede stævnemøder falder sammen med hendes opholdssted, og nogle skulle angiveligt have fundet sted mens hun var højgravid.

Den 14. maj erklærede Cranmer Annes ægteskab med Henrik opløst.

De sidste dage[redigér | redigér wikikode]

Anne i de sidste dage inden henrettelsen. Maleri fra 1835 af Edouard Cibot.

Selv om beviserne mod dem ikke var overbevisende, blev de alle sammen dømt til døden af en jury bestående af deres jævnaldrende. George Boleyn og de andre anklagede mænd blev henrettet den 17. maj, 1536. Anthony Kingston, vogteren af Tower, rapporterede at Anne virkede meget afklaret og forberedt til enden af sit liv. Kong Henry 8 ændrede Anne Boleyns straf fra at blive brændt levende til halshugning, og fik en professionelle sværdbøddel fra St. Omer til at stå for udførelsen, da man ikke kunne have en dronning halshugget med den samme økse, som de med andre dømte. De kom efter Anne om morgenen den 19. maj for at bringe hende til Tower Green, hvor henrettelsen skulle stå. Halshugningen af Anne Boleyn var planlagt til at forestå kl. 09:00 Anthony Kingston, vogteren af Tower, skrev:

Her til morgen sendte hun bud efter mig, for at jeg kunne være sammen med hende de sidste timer, hun fik den gode Gud, og jeg skulle høre hendes tale ved podiet. Og sagde til mig da jeg ankom, »Mr. Kingston, jeg hører jeg skal ikke dø før middag, og det er jeg er meget ked af, for jeg troede at jeg ville være død på det tidspunkt, og min smerte overstået. Jeg fortalte hende at det ikke burde være nogen smerte, at det var så lidt. Og så sagde hun, »jeg har hørt sige at bødlen skulle være meget god, og jeg har en lille hals; hvorefter hun satte hænderne omkring den, og lo hjerteligt. Jeg har set mange mænd og også kvinder henrettet, og de har været i stor sorg, og til min undren virkede denne dame meget afklaret overfor døden. Herre, hendes hofdamer har konstant været hos hende, og de har været her siden 02:00 om natten[14].

Dog kan hendes forestående død have forårsaget sin store sorg under hendes fængsel. Digtet:” Oh Død vug mig i søvne”, menes at have været forfattet af Anne og afslører, at hun har håbet døden ville ende hendes lidelser. Kort før daggry tilkaldet hun Kingston for at overhøre messen sammen med hende, og bede i hans nærvær, om at den evige ville frelse hendes sjæl efter den hellige sakramenter, at hun aldrig havde været utro mod kongen. Hun gentog ed både før og efter at have modtaget nadveren.

"Traitors' gate" i Tower of London.

Om morgenen fredag den 19. maj blev Anne Boleyns straf fuldbyrdet, ikke på Tower Green, men snarere på et stillads opført på den nordlige side af White Tower, foran hvad der nu er Waterloo Kaserne. Hun bar et røde skørt under en løs, mørk grå kjole af damask med pels og en kappe af hermelin, og ledsaget af to kvindelige ledsagere, Anne optrådte for sidste gang som dronning, da hun besteg stilladset og gav en kort tale til publikum:

Gode kristne mennesker, jeg kommer her for at dø, for ifølge loven, og den lovgivning, dømmes jeg til at dø, og derfor vil jeg tale. Jeg er kommen hid ikke for at beskylde noget menneske, ej heller til at tale ondt om dem, hvem af jeg er anklaget og dømt til at dø, men jeg beder Gud bevare kongen og give ham et lang liv til at herske for dig, for en blidere eller en mere barmhjertig prins blev der aldrig: og for mig var han altid en god, en blid og suveræne herre. Og hvis en person vil blande sig i min sag, beder jeg dem om at dømme blidt. Og således tager jeg afsked med verden og med jer alle, og jeg beder inderlig om at i beder for mig. O Herre forbarm dig over mig, Gud jeg skænker dig min sjæl [15]”.

Denne version af hendes tale blev skrevet af Lancelot de Carles i Paris, et par uger efter hendes død, hvor han havde opholdt sig i London, men ikke været vidne til hverken rettergang eller udførelse. Alle versioner er forholdsvis ens, og utvivlsomt rigtigt i varierende grad. Det menes, at hun undgik at kritisere Henrik for at redde Elizabeth og hendes familie fra yderligere konsekvenser, men selv under sådanne ekstreme pres tilstod Anne ikke sin skyld.

Død og begravet[redigér | redigér wikikode]

Hun knælede mens hun gentog bønnen:” Jesus Kristus, jeg betror dig min sjæl; Herre Jesus modtage min sjæl”. Hendes hofdamer fjernede hendes hovedbeklædning og halskæder, og bandt derefter et blind for hendes øjne. Anne Boleyn blev henrettet af den franske sværdbøddel, Jean Rombaud og ifølge Eric W. Ives, blev Rombaud så betaget af Anne, at han rystede, og han fandt det svært at gå videre med henrettelsen. For at distrahere hende råbte han:” Hvor er mit sværd?”, i sekundet for sværdet gik gennem hendes hals [16].

Henrettelsen blev udført meget human og bestod af kun et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste af kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på Lambeth Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales:”Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen ”[8].

Da anklagerne mod Anne først var blevet forlagt, havde Cranmer givet udtryk for sin forundring over Henrik og hans tro på, at:” hun ikke ville blive fundet skyldig”. Alligevel følte Cranmer sig sårbar på grund af hans nære forhold til dronningen. Om natten før henrettelsen, havde han erklæret Henriks ægteskab med Anne ugyldigt, ligesom Katharinas før hende. Han gjorde intet forsøg på at redde Annes liv, selv om han modtog hendes sidste syndsbekendelser, hvor hun hævdede sin uskyld over for Gud.

Mindesmærke på Tower Green for henrettelsen af Anne Boleyn. Kunstværket skal minde om skafottet.

Trods den store indsats i Annes henrettelse havde Henrik ikke arrangeret nogen form for begravelse eller sørget for at give hende en ordentlig kiste. Hendes krop lå på skafottet i nogen tid, før en troede mand (der arbejdede inde i tårnet) fandt en tom pilekogge og lagde hendes hoved og krop deri. Hun blev derefter begravet i de ukendtes grav i kapellet St. Peter ad Vincula.

Hendes skelet blev identificeret under renovering af kapellet under dronning Victoria af Storbritannien, og Anne Boleyns sidste hvilested er nu blevet markeret i marmorgulvet [17].

Henvisninger og fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Fodnote[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: