Giorgio Agamben

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Giorgio Agamben
Region Vesten
Født 22. april 1942
Tradition kontinental filosofi, filosofiens afslutning
Fagområde lingvistik, retslære, politisk teori, teologi, økonomikritik, metafysik, filologi
Væsentlige ideer homo sacer, undtagelsestilstand, livs-form, brug
Påvirket af Walter Benjamin · Martin Heidegger · Michel Foucault · Simone Weil · Hannah Arendt · Nietzsche · Aristoteles · Émile Benveniste · Claude Lévi-Strauss · Karl Marx
Har påvirket Jean-Luc Nancy · Michael Hardt · Tiqqun

Giorgio Agamben (født den 22. april 1942) er en italiensk tænker, bedst kendt for sine undersøgelser af begrebet om undtagelsestilstanden og homo sacer ("nøgent liv", blottet liv eller bart liv, som i reduceret til "bare" liv).

Biografi[redigér | redigér wikikode]

For tiden underviser Agamben ved Akademiet for Arkitektur på Università della Svizzera Italiana i Mendrisio, Schweiz. Han har undervist ved Università IUAV di Venezia i Italien, ved Collège International de Philosophie i Paris, og European Graduate School i Saas-Fee, Schweiz; tidiligere har han undervist ved University of Macerata og ved University of Verona, begge i Italien.[1] Han har også haft gæstestillinger ved adskillige amerikanske universiteter, fra University of California, Berkeley, til Northwestern University, Evanston, og ved Heinrich Heine University, Düsseldorf. Agamben modtog prisen Prix Européen de l'Essai Charles Veillon i 2006.[2]

Agamben er uddannet ved Rom universitet, hvor han skrev en ph.d.-afhandling (uudgivet) om Simone Weils politiske tænkning. I 1966 og 1968 deltog Agamben i Martin Heideggers Le Thor-seminarer (om Heraklit og Hegel).[3] I halvfjerdserne arbejdede han hovedsageligt med lingvistik, filologi, poetik og middelalderlige emner.

Blandt Agambens væsentlige inspirationskilder, dvs. gennem hvis tænkning han oftere tænker gennem end citerer, hører Michel Foucault, Walter Benjamin, Simone Weil, Hannah Arendt, Nietzsche og Heidegger.

Agamben redigerede Benjamins samlede værker i italiensk oversættelse indtil 1996 og har kaldt Benjamins tænkning "modgiften der gjorde muligt for mig at overleve Heidegger."[4] I 1981 opdagede Agamben adskillige af Benjamins vigtige tabte manuskripter i arkiverne til Bibliothèque nationale de France. Benjamin havde levnet disse manuskripter til Georges Bataille, da han under 2. verdenskrig flygtede Paris kort før sin død. En af disse tekster viste sig at blive afgørende for Agambens eget arbejde, nemlig Benjamins manuskript for de historiefilosofiske teser i Om historiebegrebet.[5] Agamben har siden halvfemserne engageret sig i en debat med den tyske jurist Carl Schmitts politiske skrifter, mest uddybende i studiet Undtagelsestilstand (2003, på da. 2009). Hans seneste skrifter udvikler på væsentlige begreber som anordningen (dispositif) hos Michel Foucaults, hvem han har kaldt "en forsker hvorfra jeg har lært en hel del de senere år."[6]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Homo Sacer-projektet:

Derudover eksisterer mængde relaterede bøger, bl.a. Midler uden mål (kommende oversættelse, 2014), som er et slags udkast til Homo sacer-projektet.

Andre oversat til dansk:

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Se Giorgio Agamben profil på EGS.
  2. Foundation Charles Veillon Prix Européen de l’Essai, 2006
  3. Se Martin Heidegger, Four Seminars (Bloomington, IN: Indiana University Press, 2003).
  4. Leland de la Durantaye, ''Giorgio Agamben: A Critical Introduction'' (Stanford, CA: Stanford University Press, 2009), s. 53.
  5. Se de la Durantaye, s. 148-49.
  6. Giorgio Agamben, ''The Signature of All Things: On Method'' (New York: Zone, 2009), s. 7.