Hannah Arendt

Hannah Arendt på et tysk frimærke fra 1988

Hannah Arendt egentlig Johanna Arendt (14. oktober 1906 i Linden, nu Hannover - 4. december 1975 i New York) var en tysk politolog og filosof af jødisk afstamning.

Hun var født i Linden, Hannover og studerede filosofi, teologi og klassisk filologi i Marburg, Heidelberg og Freiburg, bl.a. hos Bultmann, Heidegger, Husserl og Jaspers. I 1933 forlod hun Nazityskland til fordel for Paris og rejste senere til USA, hvor hun i 1950 fik amerikansk statsborgerskab.

Barndom

I USA talte Arendt sjældent om sin opvækst. Frem til 1933 var hun tysk jødinde; derefter en statsløs jødisk flygtning. Hun beskrev i 1964 sin barndom som tilknyttet Muttersprache (= modersmål), for, som hun sagde: "Det var jo ikke det tyske sprog, der gik fra forstanden." I barndommen skrev hun digte. Hendes opvækst var stærkt præget af hendes fars død af syfilis. Han var blevet smittet som ung, men blev betragtet som kureret efter at være påført malaria, som var den tids behandling for syfilis, før Paul Ehrlich udviklede sit arsenik-præparat. Martha Cohn havde kendskab til hans sygdom, da de giftede sig, og da han fortsatte at være symptomfri, fik de også et barn. Men to et halvt år efter, at Hannah Arendt var født, måtte behandling genoptages. Da farens sygdom gjorde ham ude af stand til at passe sit arbejde, flyttede familien til Königsberg, Kants hjemby i Østpreussen, hvor Arendt voksede op. I foråret 1911 var hendes far i sygdommens tredje fase med gradvis forværring. Det var svært for hans fireårige datter at gå tur med ham, da han ofte faldt om uden forvarsel. Arendts mor nedskrev, at pigen som femårig viste sin far tålmodighed, hjalp ham og underholdt ham med kortspil.

Første verdenskrig brød ud, mens Arendt og hendes mors familie holdt ferie ved Østersøen. De rejste tilbage til Königsberg "nærmest i panik", eftersom russerne var nærved byen. De flygtede derfor til Arendts moster i Berlin 23.august, men slaget ved Tannenberg (1914) nogle dage senere endte med tysk sejr, og ti uger senere vendte mor og datter tilbage til en fredelig provinsby. Paul Arendt døde i oktober 1913. Den samme måned fyldte hans datter syv år.

Som niårig var Arendt stadigvæk syg af feber og hovedpine, og to gange i året blev hun udsat for den nyligt udviklede Wasserman-test, der afslørede tegn til nedarvet syfilis. I påsken 1917 fik hun difteri, men kom sig efter en indsprøjtning av hesteserum. På trods af sit dårlige helbred var hun en af de dygtigste i skolen; men det gik ind på hende, at morbroren Rafael døde af dysenteri ved østfronten. Hendes mor beskrev sin elleveårige datter som "uransagelig".

Voksenliv

Arendt var usædvanligt moden for sin alder, og tog allerede i 1929 doktorgraden om kærlighedsbegrebet hos Augustin, med vejledning fra Jaspers. Samme år giftede hun sig med Günther Stern. Hun havde kort periode været elev af og kæreste med Heidegger, som hun hele sit liv angreb og blev skuffet over, men også forsvarede og hjalp. Efter Hitlers magtovertagelse sad Arendt i arrest i Alexanderplatz i Berlin, men kom godt overens med sin vogter, som lod hende gå efter afhør. Derefter flygtede hun via Geneve til Paris, hvor hun arbejdede i en zionistisk organisation, der bragte jødiske børn i sikkerhed i Palæstina. I 1936 blev hun og Stern separeret, og Arendt indledte et forhold til Heinrich Blücher, som hun giftede sig med i 1940. Hun blev interneret i opsamlingslejren Gurs i Sydfrankrig, men kom i 1941 til New York ved hjælp af Vivian Fry, som var amerikansk konsul i Marseille og gik langt ud over sine embedspligter for at hjælpe folk, som var forfulgt af nazisterne. Hun og Blücher boede på Riverside Drive og i Kingston ved Bard College, hvor Blücher underviste i sytten år. De holdt sammen til Blüchers død i 1970.

Arendt om ondskab

Hannah Arendt var kendt som en kompromisløs filosof, skribent og debattør. Hendes opgør med alt, hvad der er totalitært, og hendes udforskning af menneskers ondskab er stadig lige aktuel. Noget af det farligste, mente hun, var, når mennesker i deres iver for at være til nytte, handler pr. automatik. Hendes tænkning er en hyldest til refleksionen og den sunde fornuft, som sætter mennesket i stand til at træde et skridt tilbage fra verdens vrimmel og vælge, hvad det selv vil.

Arendt dækkede retssagen mod Adolf Eichmann for The New Yorker i Jerusalem i 1960. Eichmann var hovedansvarlig for jødedeportationen og fra 1941 den praktiske udførelse af jødeudryddelse. Retssagen gav anledning til hendes mest kendte bog Eichmann in Jerusalem – On the Banality of Evil (dansk udgave 2008, Gyldendal). Selv sagde hun: "Jeg må se den mand, der næsten nåede at tage mig." Noget af det første, Eichmann foretog sig, efter at tyskerne havde erobret Frankrig, var netop at tømme lejren i Gurs, hvor Arendt og hendes mor havde siddet interneret. De fanger, der ikke var undsluppet, blev sendt til Auschwitz.

Ellendersen, N-Jon: "Hannah Arendt er kendt for sin tese om "det ondes banalitet", bl.a. belyst i biografien "Til den bitre ende" om Hitlers sekretær, Traudl Junge, som overhovedet ikke gjorde sig nogen som helst tanker om det monster, hun var sekretær for i 2½ år. Først flere årtier senere gik det op for Junge, at hun havde tjent en af verdenshistoriens største mordere og forbrydere, som bl.a. var skyld i 6 millioner jøders død."

Ondskabens banalitet er ikke et ahistorisk begreb, men et historisk begreb, dvs. knyttet til moderniteten. Alle indenfor moderniteten er heller ikke disponibel for ondskabens banalitet. Begrebet er alene udledt fra massesamfundet og vedrører derfor hverken småborgerskabet, arbejderklassen eller kapital-klassen.

Nyere forskning har i øvrigt dokumenteret, at Eichmann ikke var en anonym administrator, men en indædt jødehader. Arendts Eichmann-paradigme holder derfor ikke længere vand, da brevvekslinger mellem Eichmann og hans SS-mænd afslører stærke antisemitiske idiosynkrasier. (Brevene er udkommet på tysk.)

Arendts arbejdsbegreb

Hannah Arendt er også kendt for sit aktivitetsbegreb (eller arbejdsbegreb), hvor hun i hovedværket Vita activa oder Vom tätigen Leben (1960) skelner mellem tre typer af menneskelig aktivitet: 1) arbejdet, dvs. menneskets kamp mod naturen for at opretholde livet, 2) frembringelse (die Herstellung), dvs. den aktivitet hvor mennesker omgiver sig med sine egne produkter og genstande, 3) handlingen, dvs. en situation hvor mennesket indgår i en direkte, fælles aktivitet.

Ifølge Arendt er det moderne teknologiske samfund kendetegnet ved, at handlings- og frembringelseesaktiveter bliver nedvurderet til fordel for arbejds-aktiviteten, hvilket er et led i den fremadskridende ligheds-idelologi.

• Arbejde (Labor) knytter sig til menneskets biologiske processer - at skaffe og indtage føde, at føde børn, at passe børn, at blive gammel og blive passet. Arbejde knytter sig til livsopretholdelsen. Arbejde er det, der knytter mennesket til naturen, og arbejde er det dyriske element i os.

• Frembringelse (Work) er den aktivitet, hvorigennem mennesket skaber kunstige ting - skaber en verden af menneskeskabte ting. Det kan være nyttige teknologier og kunst.

• Handlingen (Action) er den aktivitet, der foregår direkte mellem mennesker uden at have ting eller omstændigheder mellem sig. Handlingen er noget, der foregår mellem individer. Handling er udvikling af den frie tanke, meningsudveksling, dannelse af værdier og kultur og politisk handling.

Litteratur

På dansk er udgivet Menneskets Vilkår, Det totalitære samfundssystems oprindelse I-III, Om vold, tænkning og moral og "Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet".

• Harms, Klaus: Hannah Arendt und Hans Jonas. Grundlagen einer philosophischen Theologie der Weltverantwortung. Berlin: WiKu-Verlag (2003). ISBN 3-936749-84-1. (de)
• Øverenget,Einar: Hannah Arendt København: Gads Forlag (2002). ISBN 87-12-03897-0

Der endvidere udgivet kommentar litteratur af Anne Marie Pahuus, Thue Kjærhus og Hans Jørgen Schanz