Gunhild Kongemor

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg "Dronning Gunhild" omdirigeres hertil. For moseliget fundet i Haraldskær Mose, se Dronning Gunhild (moselig).
Gunhild på Orkneyøerne efter sine sønners død.

Gunhild Kongemor var en norsk dronning, gift med kong Erik Blodøkse.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Ågrip, Fagerskinna og Heimskringla var hun datter af en høvding fra Hålogaland ved navn Ossur. Fagerskinna og Heimskringla hævder, at Gunhild var opfostret af samer, og oplært i trolddom af dem. Heimskringla fortæller, at Eriks mænd i Finnmark kom over en gamme (= samisk jordhytte), "med en kvinde så smuk, at de aldrig havde set mage." Hun forklarede, at hun var der for at lære trolddom af to troldkarle, "de viseste i Finnmark. Nu er de ude på jagt, men de vil begge have mig, og begge er så dygtige, at de kan følge spor som hunde, både i mildt vejr og i frostvejr." Ingen undslap dem, og alt de skød på, traf de. "Bliver de vrede, vender jorden sig om, når de ser på den. Og sætter de øjnene på noget levende, falder det dødt om." Hun tilbød at gemme Eriks følge i gammen, "så må vi prøve, om vi kan få dem dræbt." Gunhild trak så sække over hovederne på de hjemkomne troldkarle, mens de sov, så de ikke kunne trolde; derved kunne Erik og hans følge dræbe dem. Erik tog Gunhild med mod syd, men standsede ved kysten af Helgeland for at bede om hendes fars tilladelse. [1]

I Historia Norwegiae skildres Gunhild derimod som dansk, en datter af Gorm den Gamle og Thyra Dannebod, og dermed søster af Harald Blåtand. Denne version virker mest troværdig, fordi den forklarer, hvorfor Gunhild og Erik kaldte en af sønnerne Gorm, der var et sjældent navn med tilknytning til Jelling-ætten; og hvorfor Blåtand senere støttede Eriks krigstogter, så Eriks søn Harald Gråfeld genvandt magten i Norge, hvad der var med til at genoprette et dansk overherredømme i dele af det sydlige Norge. [2]

Gunhild beskrives i sagaerne som den kønneste af kvinder, men lille af skikkelse. Samtidig får hun skylden for at have ansporet Erik og senere sin søn Harald Gråfeld til de grusomheder, de begik. Idéen om ondskabsfulde kvinder, der fører mænd på afveje, går imidlertid tilbage til Bibelens Adam og Eva, og var standardfigurer i middelalderens litteratur på den tid, da sagaerne blev nedskrevet. [3] Historien om, at Gunhild havde lært trolddom nordpå, ligner påfaldende på historien om hendes svigerfar Harald Hårfagers ene kone, samepigen Snefrid, der troldbandt sin kongelige ægtemage, så han tabte sin dømmekraft og autoritet helt. Det er en type litterær gentagelse, der er typisk for sagaerne, og trækker deres værdi som historiske kilder ned. [4]

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Ægteparret blev fordrevet fra Norge af Eriks yngre halvbror, Håkon den Gode, efter beskyldninger om at have dræbt fem af Eriks halvbrødre og rivaler om tronen. Parret slog sig ned i York med tilladelse af kong Adalstein af England, der også havde opfostret Håkon den Gode.

De fik en række børn, men listerne er ikke samstemmende. Orknøingesagaen fortæller om datteren Ragnhild, opkaldt efter sin farmor, der fik et ligeså grimt ry som sin mor. Sønnernes navne er Harald Gråfeld, Gamle, Guttorm, Erling, Ragnfrød og Sigurd. Der nævnes også Gorm [Guttorm?], Halvdan, Gudrød, Øyvind, Sigvard [Sigurd?] og Gunrød [Gudrød?]. Nogle af navnene genkendes fra lister over Eriks halvbrødre, så her kan man have forvekslet Eriks sønner med hans brødre. [5]

Enke[redigér | redigér wikikode]

Efter Eriks død i slaget ved Stainmore i 954 sagdes Gunhild og børnene at have søgt tilflugt hos Harald Blåtand i Danmark. Ifølge Heimskringla og Orknøingesagaen rejste de først til Orknøerne, hvor de overtog magten efter Torfinn Skallekløver, bror af jarlene Arnkjell og Erlend, der var blevet dræbt sammen med Erik. De blev der nogle vintre, og hærgede derfra Skotland og Irland om somrene. Her giftede datteren Ragnhild sig med Torfinns søn Arnfinn, mens Gunhild og sønnerne fortsatte til Danmark. Historien om Ragnhilds giftermål findes dog ikke i andre sagaer, og Snorre Sturlason har ikke taget den med i Heimskringla, selv om der ellers er stor overensstemmelse mellem den og Orknøingesagaen. Ifølge sagaerne ankom Gunhild og sønnerne Danmark, mens Blåtand var konge, og det blev han i 958, fire år efter Eriks død. Med hans hjælp igangsatte erikssønnerne en serie togter for at generobre Norge fra farbroren Håkon den Gode. Gamle blev dræbt af Håkon i slaget ved Freidarberg, Guttorm døde i et slag i Østersøen, mens Sigurd blev dræbt af hersen Klypp som hævn, fordi han havde bortført Klypps kone. [6]

I Njåls saga gives et indtryk af Gunhild. Den døende Håkon den Gode sendte mænd til Harald Gråfeld og tilbød ham den norske trone, og bad sine egne tilhængere om at godkende hans brorsøn. Gunhilds tjener Ogmund rejste med en indbydelse fra hende til Rut og Ossur, der sagde: "I det øjeblik vi afviser hendes indbydelse, vil hun jage os af lande, og beslaglægge alt, hvad vi ejer. Accepterer vi den, vil hun behandle os ordentligt, som hun har lovet." [7]

Moseliget[redigér | redigér wikikode]

I oktober 1835 blev der fundet et moselig i tørvegravene ved Haraldskær vest for Vejle. Kvinden var velbevaret, og blev undersøgt ved Vejle sygehus, hvor man konkluderede med, at der nok var tale om liget af dronning Gunhild. Ifølge den islandske saga Ågrip skulle hun være narret til Danmark for at giftes med Harald Blåtand, og på hans ordre være druknet i en mose. Kong Frederik 6. bekostede en kiste, så "dronningen" kunne få en standsmæssig grav i et sidekapel i Skt. Nikolaj kirke i Vejle. I virkeligheden drejer det sig om en kvinde i 30'erne, der blev dræbt ca 490 f.Kr, enten ved en forbrydelse eller en ofring, idet liget blev fæstet til tørvemosen ved hjælp af trækroge fæstet til knæ- og albueled, hvad der er ualmindeligt hos moselig. [8]

Selv om Gunhild i virkeligheden var Blåtands søster, kan han alligevel have ønsket hende død. Hun blev sagt at opmuntre sin søn, kong Harald, til onde handlinger, og at forføre islandske rejsende ved brug af trolddom. Ca 970 fik Harald Blåtand overtalt Harald Gråfeld til at komme til Danmark, hvor han blev dræbt i et baghold. Gunhilds og Erik Blodøkses genlevende sønner genvandt aldrig magten i Norge. [9]

Gunhild er hovedperson i den dansk-amerikanske Poul Andersons roman Mother of Kings.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Gareth Williams: Eirik Blodøks (s. 40-2), forlaget Saga Bok, Hafrsfjord 2010, ISBN 978-82-91640-54-9
  2. Gareth Williams: Eirik Blodøks (s. 42 og 49)
  3. Gareth Williams: Eirik Blodøks (s. 51)
  4. Gareth Williams: Eirik Blodøks (s. 49)
  5. Gareth Williams: Eirik Blodøks (s. 52)
  6. Gareth Williams: Eirik Blodøks (s. 117-8)
  7. Gareth Williams: Eirik Blodøks (s. 118)
  8. Historisk Atlas – Dronning Gunhild
  9. Gareth Williams: Eirik Blodøks (s. 119)
Norge Stub
Denne biografi om en nordmand er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi