Harald Blåtand

Harald 1. Blåtand
Harald Blåtand døbes af missionæren Popo
Konge af Danmark
Regerede	958-986/87
Forgænger	Gorm den Gamle
Regent	Harald 1. Blåtand
Efterfølger	Svend Tveskæg
Ægtefæller	Gunhild (Adam af Bremen) Tove (Runestenen Sdr. Vissing 1) Gyritha (Saxo Grammaticus)
Børn	Erik Haraldsen Hakon Haraldsen Svend Tveskæg Tyre Haraldsdatter Gunhild Haraldsdatter Mo Haraldsdatter Thorgny Haraldsdatter
Fulde navn
Harald Gormsen
Dynasti	Jelling-dynastiet
Far	Gorm den Gamle
Mor	Thyra Dannebod
Født	omkring 930 Jelling
Død	986/87
Begravet	Roskilde Domkirke

Harald Blåtand, også kaldet Harald den Gode, (Gammel nordisk: Haraldr Blátönn; Norsk: Harald Blåtann; Svensk: Harald Blåtand; Engelsk: Harald Bluetooth) var en søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod og konge i Danmark tidligst fra 958 til senest 986. Hans fødeår kendes ikke. Harald Blåtand døde i Jomsborg.

Harald Blåtand og faderen Gorm

Om Haralds fader Gorm, eller Vurm, fortæller kong Svend Estridsen (Haralds barnebarns barn) til Adam af Bremen, at han var

	... om jeg må sige, en overordentlig farlig orm og ikke så lidt fjendtlig indstillet over for de kristne. Han stræbte efter fuldstændigt at udslette kristenheden blandt danerne og fordrive præsterne fra sit land. Han lod adskillige af dem dræbe under tortur”.

Modsat sin fader var Harald den Gode velvilligt indstillet over for de kristne. I året 948, under den tyske kejser Otto den Stores tid 936-973, viede ærkebiskop Adaldag af Hamburg/Bremen tre biskopper til at virke i Danmark. Harald må have regeret det år, da det næppe er tænkeligt at det kunne ske med Gorms hadske indstilling til de kristne. I Slesvig indsattes biskop Hored, i Ribe Liafdag og i Aarhus Reginbrand. At Harald Blåtand kan have regeret allerede i 940'erne støttes af oplysninger fra Sven Estridsen: Ved sin død var Harald ”alderstegen og kropsligt svag” og skal have regeret i 50 år. Tallet er næppe korrekt, men viser blot en meget lang regeringstid. Da Harald dør 986, kan hans regenttid være begyndt omkring 940. Sikkert vides, at Harald var konge i 954, da den landsforviste norske konge Erik Blodøkse dør i England og hans hustru Gunhild med sine sønner får ophold hos Harald, der opdrog Eriks og Gundhilds søn Harald Gråfeld som sit fosterbarn. Ifølge Roskildekrøniken så var både Gorm og Harald, og senere Harald og Svend Tveskæg samkonger.

Ægteskaber og børn

Harald Blåtand var gift med Tove, datter af den vendiske fyrste Mistivoj. En runesten, som Tove lod rejse til minde om sin moder, er den eneste kilde om hende. Runestenen i Sønder Vissinge ca. 30 km nord for Jelling har teksten: ”Tofa (Tove), Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder. Det vides ikke, om Tove er moder til noget eller nogen af Haralds kendte børn.

Af andre af Haralds hustruer nævner Adam af Bremen Gunhild og Saxo Gyrid, en søster til Styrbjörn fra Svearike.

Børn

• Svend Tveskæg, senere dansk konge
• Håkon, som herskede i Semland
• Tyra, som først blev gift med sveakongen Styrbjørn, siden med den norske kong Olav Tryggvason
• Gunhild, som blev gift i England.

Sønnen Hiring omtales også af Adam af Bremen, som oplyser, at Harald sendte ham til England med en hær, men at han blev myrdet der.

Harald Blåtand bliver kristen

Uddybende artikel: Jelling-stenene.

Ifølge Adam af Bremen skal den tyske kong Otto havde foretaget et togt op i Jylland og i et slag have vundet over kong Harald tvunget ham til at indføre kristendommen hos danerne: "Harald selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg." Samme oplyser imidlertid i skolion 20: "I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop."

Runeteksten, som Tove gjorde, giver en yderst værdifuld brik til belysning af den politiske situation i Danmark i midten af 900-talet. Giftermål handlede nemlig om politik. Adskillige af tidens nordiske konger hentede deres brud fra det vendiske område syd for Østersøen. Området var delt mellem flere stammer. Fra Kiel til Warnowfloden, som munder ud ved Rostock, lå obotritternes land. Området strakte sig sydpå langs Elben. Vigtige centrer var Lübeck, Oldenburg, Plön, Scharstorf og Ratzeburg. Fra floden Warnow mod sydvest til floden Mildenitz herskede Warnavi, som var i nære relationer til obotritterne, ligeledes Linones langs grænsefloden Elben samt stammen Drewani i området ved Hannover. Øst for obotritterne boede Liutizierne, som med sine fire stammer herskede over området fra Warnow østpå til floden Oder. På øen Rügen var Ranernes hjemland.

I 960'erne skete en mærkbar kristningsproces i slavernes område. Haralds svigerfar Mistivoj havde år 967 sikret den obotrittiske overhøjhed over stammen Wagierna i øst. Året efter grundlagdes biskopsstiftet i Oldenburg. Mistivoj antog selv den kristne tro, hvilken han synes at have holdt fast ved resten af sit liv. Han døde i klostret Bardowiek og han havde nære kontakter med biskopperne i Oldenburg, af hvilke den første var Egward. For Adam berettede Svend Estridsen, at under denne tid var der uafbrudt fred mellem obotritterne og Otto 1., og at slaverne var skatteskyldige til den tyske kejser.

I 973 deltager Harald som tributpligtig i rigsdagen i Quedlinburg under Otto den Store.

Den store Jellingesten

Haralds giftermål med Tofa kan være sket netop i 960'erne. År 974 omtales hans søn Sven som et lille barn. Rimeligvis var Harald allerede ved ægteskabets indgåelse kristen med tanke på både hans svigerfars trosinstilling og dennes fyrstemagt. I vinteren 958-959 opførte Harald den enorme nordhøj i Jellinge for formentlig at begrave sin far eller sin mor i højens trægravkammer. Denne hedenske begravelsesskik var givetvis ikke anvendt, hvis kongen var døbt. Nogle år senere, lige efter året 963, lod han opkaste den sydlige storhøj i Jelling. Dette arbejde indebar en forhøjning af en allerede eksisterende høj. Disse årstal angiver en tidsgrænse for Haralds dåb. Den store runesten og kirken, der begge står mellem de to gravhøje i Jellinge, repræsenterer derimod kong Harald som kristen. Runestenens berømte tekst lyder: Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina. sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna.

På nudansk og med moderne ordstilling kan den gengives: "Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi (Thyre) sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne."

• 

  Haralds sten til højre, ved siden af faderens minde over hustruen Thyra.

• 

  Størstedelen af teksten ses på denne side af stenen.

• 

  En mindesten i Wolin (se Jomsborg) Indskriften siger på polsk og dansk:Den danske konge Harald Blåtand døede i Wolin i år 987.

Teksten kan ikke forstås anderledes, end at der er tale om tre gode gerninger, som Harald fandt fortjente at blive husket:

Harald ønskede således at blive husket for tre ting:

1. at have sikret sig herredømmet over hele Danmark,
2. at have sikret sig herredømmet over Norge,
3. at have gjort danerne kristne.

Herredømmet over hele Danmark

Et samlet dansk rige har eksisteret i det mindste fra begyndelsen af 800-tallet. Ifølge de frankiske rigsannaler gennemførte en dansk konge, Gudfred, i 804 i Sliesthorp forhandlinger med Karl den Store. 808 berettes om Gudfreds angreb på slaviske områder og ødelæggelsen af handelspladsen Reric. Efter at Gudfred i 810 var blevet dræbt, sluttede kejseren fred med Gudfreds brodersøn og efterfølger kong Hemming, og året efter (i 811) bekræftedes freden ved et møde ved Ejderen, hvor 12 navngivne stormænd fra hver side besvor freden, deriblandt Osfrid de Sconaowe, det vil sige "Asfred af Skåne" - hvilket må tages som vidnesbyrd om det danske riges udstrækning fra Sønderjylland mod sydvest til Skåne mod øst. At dette rige endnu eksisterede i slutningen af 800-tallet er bevidnet ved to rejseberetninger ved nordmanden Ottar og angelsachseren Wulfstan, samlet omkring 900 af kong Alfred af Wessex som tillæg til en oversættelse til angelsachsisk af Orosius verdenshistorie fra 5. århundrede.

I første trediedel af 900-tallet er denne rigsenhed imidlertid blevet opløst: Adam af Bremen kan med Sven Estridsen som kilde oplyse om et særligt rige skabt ved den svenske kong Olavs erobring af Hedeby, senere styret af sønnerne Chnob og Gurd. Videre: "Efter Olaph, sveonernes første mand..., som regerede over danerne sammen med sine sønner, indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins søn, Hardegon, som kom fra nordmannernes land, frarøvede ham tronen. Det er uklart, om disse mange danerkonger eller rettere tyranner herskede samtidig, eller om de levede kort tid efter hinanden." Dette svenske Hedeby-styre er bevidnet ved to runesten rejst af Gnupas hustru Asfrid over sønnen, kong Sigtryg:

Haddeby-sten 2 oplyser med svenske runer: "Asfrid gjorde dette dødeminde efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn" og

Haddeby-sten 4 med danske runer: "Asfrid Odinkarsdatter gjorde dette dødeminde efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne."

Endvidere oplyser Widukind i sin Saxerkrønike fra omkring 970, at Henrik 1. (Henrik Fuglefænger) af Tyskland i 934 drog med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige, og tvang deres konge Chnuba til at lade sig døbe." Der kan derfor ikke være tvivl om, at på dette tidspunkt - hvor Gorm var konge i Jelling - fandtes et lille særrige i Hedeby med et svensk dynasti, først underkuet af den tyske hersker, siden fordrevet helt fra magten.

Forholdene i Hedeby-området de næste tiår er ukendte, men ifølge Adam af Bremen skal Hedeby omkring 974 være blevet erobret af kejser Otto 2., men i 982 indtog danerne den borg, Otto havde ladet opføre i grænselandet, og senere - sammen med obotritternes fyste Mistivoj afbrændte de Hamborg. Tilsvarende oplyser tyske annaler, at Harald i 973 havde foretaget et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel, mens Thietmar af Merseburg for året 974 oplyser, at Otto 2. havde besejret "de oprørske danskere" ved at gennembryde den sachsiske grænsevold og opføre en ny, fremskud grænseborg (dette bekræftes af det norrøne skjaldekvad, Vellekla), dog med tilføjelsen, at borgen blev generobret i 983 efter Ottos død.

To runesten bevidner sandsynligvis den danske generobring:

Haddeby-sten 1: "Kong Sven satte sten efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby" og

Haddeby-sten 3: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da "drenge" belejrede Hedeby; men han var styresmand, en såre god "dreng"."

At Sven i begge tilfælde er Sven Tveskæg synes sikkert, at han har anført hirden tør udledes af teksterne, og når han på den ene sten omtales som konge, må han enten have været medkonge - eller stenen er rejst senere (da Sven var blevet konge).

Om Haralds ord henviser til en tidligere generobring af Hedeby-området eller først til begivenhederne i 983 er uklart, men der er ikke overlevet oplysninger om andre steder inden for riget, der i Haralds tid har været adskilt fra dette. At Harald fortsat var konge sandsynliggøres af samarbejdet med svigerfaderen om afbrændingen af Hamborg.

Herredømmet i Norge

Harald's kongerige (rødt) og hans vasaller og allierede (lilla), som beskrevet i Heimskringla, Knytlinga Saga og andre middelalderlige kilder

Adam af Bremen oplyser om Haralds magt i Norge: "I Norwegien var Hakkon hersker, indtil nortmannerne fordrev ham, fordi han opførte sig ret så overmodigt. Harald fik ham genindsat med magt og gjorde ham velvilligt indstillet over for Kristi tilhængere... Da Hakkon havde regeret i 35 år, afgik han ved døden. Som sin arving til tronen efterlod han Hartild, der samtidig regerede over danerne og normannerne."

I Norge havde Erik Blodøkse hersket en tid. Han blev tvunget i landflygtighed med sin hustru Gunhild og sine mange sønner. Efter at Erik var død i England, kom resten af familien til Harald Blåtand og blev der vel modtagne. En af sønnerne, Harald Gråfeld, skal være blevet antaget af kong Harald til sin fostersøn. Omkring år 960 tog Eriksønnerne magten i Norge. Hakon jarl sad på denne tid som hersker i Trondheim, men han fordrevs snart af Eriksønnerne. Hakon blev trots dette vel modtaget af Harald i Danmark, som formentlig havde sine interesser i specielt Viken-området, det vil sige omkring Oslofjorden, og så disse truede af de stadigt mægtigere Eriksønner. Gennem list myrdedes Harald Gråfeld. Snorre Sturlason beretter, at kong Harald så samlede 600 skibe og sejlede til Norge med Hakon jarl. Hakon fik landet, Eriksønnerne måtte flygte til Orkneyøerne og Harald sejlede derefter hjem. Dette skal være sket omkring år 970, og det er sandsynligvis dette overherredømme, Jellingstenen henviser til.

Byggerier og anlæg

En række byggerier og anlæg af betydeligt omfang fandt sted i Haralds regeringstid og tillægges efter deres omfang eller art kongen:

1. Jellinghøjene og den store Jellingsten,
2. Kirkebyggerier i Jelling og Roskilde,
3. Danevirkes hovedvolds fornyelse,
4. Kovirke,
5. Trelleborgene
6. Ravningbroen.
7. Den store vold omkring vikingefæstningen Aros

Tilsammen vidner de om Haralds foretagsomhed.

Jellinghøjene og den store Jellingsten

De to store jordhøje i Jelling på hver sin side af kirken er opførte med korte mellemrum. De to høje har sandsynligvis været under opførelse på samme tid. De to høje er rejst hen over et ældre gravminde, en meget stor skibssætning og nøjagtig i dennes akse, ligesom den store runesten står midt mellem højene.

Nordhøjen, der tillige rummer et gravkammer, er påbegyndt omkring 960.

Sydhøjen er påbegyndt omkring 964. For Sydhøjens vedkommende ser det ud til, at byggeriet er sket med et par afbrydelser undervejs. Der har sandsynligvis stået en mindre, aflang træbygning på toppen, men dennes nærmere karakter og tidsfæstelse er uklar.

Den store Jellingsten meddeler at mindesmærket var opført af Harald over sin fader og sin moder. Det menes, at de to høje er sat til minde over hver af forældrene, selvom der kun er fundet et gravkammer i den ene. Den hædrende omtale af Harald er muligvis en tilføjelse til den oprindelige tekst. Det formodes også at der har været et større bygningsanlæg i Jelling, som bære præg af at være et militært område i 981 .

Haralds kirker

Under stenkirken i Jelling er fundet spor efter tre trækirker, hvoraf den ældste menes opført af Harald.

Adam af Bremen oplyser, at Harald efter sin død blev ført til Treenighedskirken i Roskilde, som han havde ladet opføre.

Danevirkes hovedvolds fornyelse

Det ældste Danevirke stammer fra 700-tallet og en ombygning fandt sted allerede i begyndelsen af 800-tallet. Omkring 968 er Hovedvolden (fraset dennes nordligste del, Nordvolden kaldet) blevet udsat for en omfattende ombygning. Ligeledes opførtes på samme tid Forbindelsesvolden fra Hovedvolden til den ringvold, der fandtes omkring Hedeby.

Kovirke

Kovirke ligger syd for Hovedvolden og Forbindelsesvolden. Kovirkes snorlige forløb løber fra de fugtige enge omkring Rejde Å mod vest til Selk Nor ved Slien mod øst. Ved dette anlæg har man opnået en bedre forsvarsmæssig udnyttelse af de landskabelige forhold ved et langt kortere voldanlæg end Hovedvolden og Forbindelsesvolden tilsammen; til gengæld mister disse enhver betydning - Kovirke udgør en fremskudt fæstning. Kovirke er ikke sikkert dateret men menes efter sin karakter at være opført efter genvindelsen af grænselandet i 983. I så fald kunne forklaringen på den fremskudte placering være, at eftersom Hovedvolden og Forbindelsesvolden ikke havde kunnet modstå Otto den Stores angreb i 974, er disse forsvarsværker så at sige blevet kasseret til fordel for et helt nyt og bedre udformet anlæg.

Trelleborgene

Uddybende artikel: Trelleborg (cirkelborg).

Trelleborgene er navnene på 4 træbyggede borge opført rundt om i det danske rige omkring 980-981 . Hertil regnes:

• Trelleborg ved Slagelse på Sjælland,
• Nonnebakken i Odense på Fyn,
• Fyrkat ved Hobro i Østjylland,
• Aggersborg ved Limfjorden,

Til gruppen skal muligvis også regnes et anlæg i Borgeby, Skåne, der fremviser nogle overensstemmende karakteristika. En endelig bestemmelse af dette må dog afvente flere arkæologiske undersøgelser. Også andre anlæg kan have forekommet.

Fælles for de danske anlæg er deres geometriske konstruktion: det er cirkelborge, med volde og V-formet voldgrav foran. De indre borgpladser er inddelt i kvarterer bestående af 4 krumhuse omkring en lukket plads (for Aggersborgs vedkommende i tredobbel udgave, for det sjællandske Trelleborgs vedkommende med en ydre husrække langs et ydre voldanlæg). Om formålet med disse anlæg har der været delte meninger: man har anset dem for militærkaserner for forberedelse af angrebene på England, eller som borge til undertvingelse af de stedlige befolkninger ved Danmarks samling eller som forsvarsanlæg mod fjendtlige angreb på rigets ulige del fra en ydre fjende. Skønt disse forklaringer ikke udelukker hinanden, svækkes den første ved fravær af vidnedsbyrd om engelske forbindelser og ved borgenes forsvarsmæssige karakter, den anden af manglende begrundelse for en sådan rigssamling hvis Hedeby-området (hvor en sådan borg ikke er fundet) var den eneste del af landet, der påviseligt var adskilt fra rigsfællesskabet i perioder, hvortil kommer påvisningen af en handelsplads ved sjællandske Trelleborg, hvilket ikke virker sandsynligt for en tvangsborg. Derimod synes det rimeligt, at kong Harald efter Otto den Stores hærtog op i Jylland i 974 måtte have fundet det fornødent at lade opføre en række regionale forsvarsanlæg, der kunne modstå et første angreb indtil hjælp fra de andre borge måtte komme til undsætning. At Aggersborg er større end de andre trelleborge kunne skyldes nærheden til Norge, der jo lød under Harald.

De brandspor, der er fundet ved Fyrkat og Trelleborg på Sjælland, skal måske ses i forbindelse med Haralds afsættelse som konge (se nedenfor).

Broen ved Ravning

En 700 meter lang træbro Ravningbroen over Vejleådalen ved landsbyen Ravning omkring 10 km syd for Jelling er dateret til 980 - 985. Broen er således fra samme tid som flere andre store anlæg tilskrevet kong Harald, og også broen er med sin størrelse med et præg, der gør det nærliggende, at Harald har bygget den. Det er muligt, at broen har spillet en rolle i en samlet forsvarsplanlægning i sammenhæng med trelleborgene.

Befæstning af Aarhus

Aarhus var på dette tidspunkt stærkt befæstet, formentlig som beskyttelse mod angreb fra Norge, Sverige og pirater.

Volden om den gamle bykerne er delvist bevaret og kan ses i et museum ca. 4 m. under gadeniveau. Byens forsvarsanlæg blev ligeledes forstærket af Kong Harald Blåtand i år 980 e.v.t.

At Aarhus ligger i centrum af den nord/sydgående forsvarslinie som Vikingeborgene udgør, har ført til spekulationer om en militær sammenhæng mellem Aarhus befæstning og disse borge.

Haralds endeligt

Harald blev i sin alderdom afsat som konge. Saxo fortæller om årsagen til Haralds afsættelse som konge: "Siden udbød Harald hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i Jylland, op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som mindesmærke". Denne opgave brød flådens høvedsmænd sig ikke om, og fik sønnen Svend - der var blandt dem - ophidset mod faderen. Kongen havde kun haft tanke for stenflytningen, men efter at være blevet underrettet af et medlem fra flådemandskabet "angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe til våben for ham, der havde lagt dem under åget."

Om Haralds sidste levetid og død beretter Adam af Bremen, at der opstod uro blandt de kristne danskere, da "Svein Otto, den store danerkonge Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvunget til at antage kristendommen, at afsætte den nu aldrende og svagelige konge. Pludselig indgår da danerne en sammensværgelse, afsværger deres kristne tro, indsætter Svein som konge og erklærer Harold krig.... I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik om bord i et skib, og undslag til slavernes by Jumne. Her tog man mod forventning - befolkningen var jo hedninge - gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. Hans lig blev af hæren transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed."

Sammenstillet giver de to beretninger en rimelig forklaring på oprøret mod Harald: flytningen af tunge sten (som den store Jellingsten) og misbrug af hæren til byggeopgaver - måske parret med, at sønnen Sven var leder af hirden - har skabt en situation, hvor et oprør mod kong Harald havde let ved at finde sin leder i kongesønnen. At tiden fra oprørets udbrud til kongens død var meget kort, lader Adam af Bremens fremstilling ikke tvivl om; sandsynligvis skete det i 986. Hvis det er rigtigt, at Haralds selvbesmykkelse på den store Jellingsten er en senere tilføjelse til den oprindelige, forældrehædrende, tekst, og hvis denne er sket efter 983, kunne begivenhedsforløbet i hovedtræk være dette: på sine ældre dage og efter genvindelsen af Hedeby-området har Harald gjort sine tilføjelser og besmykket den gamle mindesten med billeder. Det har været for meget for hirden, som i sin tid slæbte stenen til Jelling og havde dette i bitter erindring og måske også bevidstheden om, at det var Sven, der som hirdfører og medkonge på sin faders vegne havde genvundet Hedeby. Et oprør er brudt ud, man har valgt kongesønnen og hirdens fører Sven som sin leder, det er kommet til slag mellem fader og søn (måske har Harald i første omgang søgt tilflugt på sine trelleborge, hvilket kunne forklare brandspor ved Fyrkat og Trelleborg), Harald led nederlag, blev såret og flygtede til Jumne, hvor han døde af sine sår.

Olaf Olsen har stillet sig tvivlende overfor tidspunktet for Harald Blåtands død Ved at flytte denne fra 985/86 til 979 fik han placeret Sven ved kongemagten på det afgørende tidspunkt, hvor Vikingeborgene blev opført. Denne teori er senere udbygget af Poul Skaaning, men generelt er historikere skeptiske ovefor denne ændring i Danmarkshistorien.

Tilnavnet "Blåtand"

Det er efter Harald Blåtand, at man har opkaldt den nye trådløse Bluetooth-teknologi.

Litteratur

• Adam af Bremens krønike (oversat og kommenteret af Allan A. Lund); Wormanium 2000; ISBN 87-89531-01-9
• Christian Adamsen: "Til hele rigets værn" (i Skalk 2004 nr. 6, s. 29-31)
• Harald Andersen: "Borgenes brug" (i Skalk 1979 nr. 4, s. 16-17)
• Harald Andersen: "Ringborgenes alder" (i Skalk 1984 nr. 2, s. 15)
• Harald Andersen: "Sydhøjen" (i Skalk 1985 nr. 3, s. 11-15)
• Harald Andersen: "Gåden om Gorm" (i Skalk 1988 nr. 2, s. 18-28)
• Harald Andersen: "Cirkelborg" (i Skalk 1989 nr. 6, s. 27-28)
• Harald Andersen: "Den tomme Jellinghøj" (i Skalk 1994 nr. 2, s. 3-9)
• Harald Andersen: "Man tvinges til at overveje" (i Skalk 1995 nr 1, s. 20-31)
• Harald Andersen: "Den byggeglade konge" (i Skalk 2003 nr. 1, s. 20-27)
• H.Hellmuth Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (i Skalk 1985 nr. 2, s. 18-27)
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2. udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977; ISBN 87-500-1732-2
• Mikkel Hule: "De historiske sten" (i Skalk 1994 nr. 2, s. 18-27)
• Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Yngre jernalder og vikingetid 400-1050 e.Kr.; Gyldendal, Viborg 2004; ISBN 87-02-00333-3
• Kåre Johannessen: "Naboskab" (i Skalk 2001 nr. 5, s. 13-17)
• Erik Molkte: Runerne i Danmark og deres oprindelse; Forum, København 1976; ISBN 87-553-0426-5
• Anders W Mårtensson: "Borgeby" (i Skalk 1997 nr. 2, s. 10-16)

Eksterne henvisninger

• Jellingprojektet
• Aksel E. Christensen: Mellem vikingetid og Valdemarstid. Et forsøg paa en syntese; Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 2; 1966
• Aksel E. Christensen: Historiske Identifikationsmuligheder/Hvilken (kong) Svend belejrede Hedeby?; Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 5; 1971
• Vilh. la Cour: Hvem byggede "forbindelsesvolden mellem Haddeby nor og Danevirke sø?; Historisk Tidsskrift, Bd. 8, rk. 2; 1909
• Vilh. la Cour: Kong Gorm og Dronning Tyre; Historisk Tidsskrift, Bd. 9, rk. 5; 1926
• Svend Ellehøj: Olav Tryggvesons fald og Venderne; Historisk Tidsskrift, Bd. 11, rk. 4; 1953
• Kr. Erslev: Dronning Tyre og Dannevirke; Historisk Tidsskrift, Bd. 9, rk. 6; 1929
• Lis Jacobsen: Kong Haralds og Kong Gorms Jelling-Monumenter; Scandia, Bd. 4; 1931; s. 234-269
• Henrik Larsen: Hvad Ret havde Gorm den Gamle og hans Slægt til Danmarks Throne?, Historie/Jyske Samlinger, Bd. 5, Rk. 3; 1937
• Michael Linton (anmeldelse af: Poul Skaaning: Harald Blåtands sidste kamp. Trelleborgene og brydningerne i dansk vikingetid 979-983); Historie/Jyske Samlinger, Ny rk., 19; 1991
• Erik Moltke: Runologisk datering/Hvilken (kong) Svend belejrede Hedeby?; Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 5; 1971
• Sven Rosborn: Den skånska historien. Vikingarna; Malmö 2004.
• Bent Østergaard: Sven Estridsens danmarkshistorie. Danmarks politiske historie ca. 890-985; Historie/Jyske Samlinger 1994.
• DR Undervisning: Trelleborg: Blåtands skrøbelige bastion

Foregående:	Kongerækken	Efterfølgende:
Gorm den Gamle		Svend 1. Tveskæg

Minibussens destination Danmark - fra mellemistid til historisk tid Jernalder | Harald Blåtand | Danmarks historie (1047-1397)