Finnmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Finnmarks våben
Finmark

Finnmark (nordsamisk: Finnmárku, kvensk: Ruija) er Norges nordligste fylke og det største i areal, men samtidig det mindste i indbyggertal: Provinsen havde i 2002 73.732 indbyggere, hvilket svarer til 1,6 % af Norges befolkning. Arealet er på 48.637 kvadratkilometer. Navnets betydning er i førsteleddet finner i betydningen samer og efterleddet mark i betydningen skov.[1] Administrationen er beliggende i Vadsø. Nordmænd har boet fast i Finnmark siden 1200-tallet[2] og udgør i dag den flertallet af befolkningen.

Finnmark blev eget hovedlen (Vardøhus len) i 1576 og amt (Vardøhus amt) i 1660, underlagt Trondhjems stiftamt. I 1787 blev Senjen og Tromsø fogderi overført fra Nordlandenes amt til Vardøhus amt, som da fikk navnet Finmarkens Amt. I 1866 blev Senjen og Tromsø fogderi skilt ud igen som et eget amt (Tromsø Amt). Det resterende Finnmarkens amt fik da samme udstrækning som gamle Vardøhus amt og ændrede navn til Finnmark fylke i 1919 .[3]

Karasjok er center for Sametinget. Finnmarksvidda dækker 36 % af fylkets areal. Tidligere var størstedelen (ca. 95 %) af arealet i Finnmark ejet af staten (ved Statskog SF), men den 1. juli 2006 blev ejendomsretten til jorden overført til Finnmarkseiendommen.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Terrænforhold og vandløb. Den største elv, Tana, lidt til højre, og Alta-Kaoutokeino lidt til venstre. Nederst til højre Inari- søen i (Finland) i tilknytning til Pasvikdalen med Pasvikelva-elven. Længst til venstre Målsevdalen i Troms med Målselva-elven.

Grænser[redigér | redigér wikikode]

Finnmark grænser til Troms mod vest, til Lappland i Finland mod syd og til Murmansk oblast i Rusland mod øst.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Trods sin beliggenhed langt mod nord er Finnmark ikke så koldt, som man skulle tro, hvilket skyldes Golfstrømmen. På kysten er temperaturerne moderate om vinteren og forholdsvis lave om sommeren. Vardø længst i nordøst ligger i den arktiske klimazone, og årets varmeste måned har en gennemsnitstemperatur på under 10 °C. Indlandet har der imod langt større temperaturudsving med ret kolde vintre. Norges kulderekord blev målt i Karasjok den 1. januar 1886: -51,4 °C. Der imod er somrene varme, og især i indlandet og i Øst-Finnmark går temperaturerne af og til op over 30 °C.

Flora[redigér | redigér wikikode]

Landskab ved Kvalsund, ca. 35 km syd for Hammerfest.

På grund af den nordlige beliggenhed kunne man tro, at Finnmark har en fattig flora, men det er ikke tilfældet. Der kommer nemlig et østligt floraelement ind fra Rusland. En del af disse arter findes et stykke syd på i Nordnorge, som sibirurt, sibirkoll og sibirgrasløk. Samtidig findes nogen af disse plantearter kun i Finnmark, blandt andet nyserot, finnmarkssaltgras og masimjelt. De to sidst nævnte er til og med endemiske for fylket.

I Finnmark findes også en række nordlig unicentriske fjeldplanter, repræsenterede ved arter som kantlyng, fjellsolblom og lodnemyrklegg. Lignende krav til voksested har de arktiske arter, som kommer ind nordfra, men de er mere knyttede til kysten. Purpurkarse, som kun vokser i Nordkapp kommune i Norge, hører til dette element.

Fylkesblomsten i Finnmark er multebær. Det er frugten af multebær, som skal bruges i afbildinger af fylkesblomsten. Denne art har traditionelt spillet en stor rolle i kosten for befolkningen i fylket.

Fauna[redigér | redigér wikikode]

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Efter 1975 er folketallet i fylket faldet med omtrent 8%, og er fortsat synkende. Antallet af unge voksne i aldersgruppen 25-34 år er faldet med omkring en tredjedel på ti år. De mest folkerige kommuner har dog haft en vis befolkningsvækst, da særlig Alta. Statistik fra Statistisk sentralbyrå (SSB) viste, at 39% af den voksne befolkning i Finnmark i 2008 kun havde gået grundskole, det laveste uddannelsesniveau i landet.[4]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Finnmark har i århundreder været et flersproget område. Foruden norsk og samiske sprog tales det også kvensk. Kvensk – eller finsk – tales af den finske minoritet i Nord-Varanger (Nesseby og Vadsø), Porsanger (Børselv og Lakselv), Sør-Varanger (Bugøynes og Neiden) og enkelte andre steder. Mange stednavne på samisk og kvensk er ligestillede med de norske stednavne (og officielt anerkendte af myndighederne).

Forvaltningsområdet for samisk sprog omfatter fem kommuner (Kautokeino, Karasjok, Nesseby, Tana og Porsanger) i Finnmark og én (Kåfjord) i Troms.

Bebyggelsesforhold[redigér | redigér wikikode]

Alta og Hammerfest ligger i den vestlige del af fylket, med henholdsvis 18.762 og 9.774 innbyggere. Længst nord i fylket findes Norges nordligste by Honningsvåg med 2.367 indbyggere. Mod øst ligger Sør-Varanger med 9.826 indbyggere, Norges østligste by Vardø samt fylkeshovedstaden Vadsø, med henholdsvis 2.111 indbyggere og 6.095 indbyggere. Den tætbebyggede del af området omfattende såkaldte "tettsteder" med indbyggertal på over 200 personer i Finnmark, under 40 km2 udgør blot otte promille af det samlede areal. På dette areal er 72 % af fylkets befolkning bosat. Befolkningen bor tættest i kommunerne Båtsfjord og Vardø, hvor 99 % var bosatte i tettsted i 2005. Befolkningen bor mest spredt i Deatnu-Tana, hvor 81 % boede uden for tettsted i 2005.

Finnmarksvidda i syd har to tettsteder: Kautokeino i vest, og Karasjok i øst med henholdsvis 2.941 og 2.785 innbyggere (pr 1. april 2010). Sidst nævnte er sæde for Sametinget og NRK Sámi Radio. Arealmæssigt er Kautokeino med sine 9.707 km2 Norges største kommune efterfulgt af Karasjok med sine 5.453 km2.

Andre byer og tettsteder er Lakselv med 2.146 indbyggere, Tana bru med 565 indbyggere, Båtsfjord med 2.058 indbyggere og Bjørnevatn med 2.419 indbyggere.

Finnmark har en samlet kystlinje på 6.844 km, medregnet 3.155 km kystlinje på øer. Næsten 12.300 personer eller 16,6 % af fylkets indbyggere var i år 2000 bosatte i 100-metersbæltet langs kysten.

Byer i Finnmark[redigér | redigér wikikode]

Tettsteder[redigér | redigér wikikode]

Hammerfest-forstaden Rypefjord.

Det er 26 tettsteder i Finnmark, ordnede efter indbyggertal (2012)[5] og med kommunenavn i parentes:

Administrative forhold[redigér | redigér wikikode]

Distrikter i Finnmark[redigér | redigér wikikode]

Kommuner[redigér | redigér wikikode]

Finnmark er inddelt i 19 kommuner:

Kommunernes beliggenhed i Finnmark
Kommuner og distrikter i Finnmark


Nr Kort Våben, Navn Adm.center Indbyggertal Flademål
km²
Målform Ordfører Parti Distrikt
2002
Vardø kommune
Vardø komm.svg Vardø Vardø 2.119 &&&&+600.47 Neutral Lasse Haughom FrP Øst-Finnmark
2003
Vadsø kommune
Vadsø komm.svg Vadsø Vadsø 6.223 &&&1.257,99 Bokmål Svein Dragnes Ap Øst-Finnmark
2004
Hammerfest kommune
Hammerfest komm.svg Hammerfest Hammerfest 10.287 &&&&+848.59 Bokmål Alf E. Jakobsen Ap Vest-Finnmark
2011
Kautokeino kommune
Kautokeino komm.svg Kautokeino (Guovdageaidnu på samisk) Kautokeino 2.931 &&&9.707,43 Bokmål Klemet Erland Hætta LL Vest-Finnmark
2012
Alta kommune
Alta komm.svg Alta Alta 19.822 &&&3.849,42 Bokmål Laila Davidsen H Vest-Finnmark
2014
Loppa kommune
Loppa komm.svg Loppa Øksfjord 1.027 &&&&+687.06 Bokmål Jan Eirik Jensen Kp Vest-Finnmark
2015
Hasvik kommune
Hasvik komm.svg Hasvik Breivikbotn 1.037 &&&&+555.91 Bokmål Eva D. Husby Ap Vest-Finnmark
2017
Kvalsund kommune
Kvalsund komm.svg Kvalsund Kvalsund 1.051 &&&1.844,07 Bokmål Ragnar Olsen Ap Vest-Finnmark
2018
Måsøy kommune
Måsøy komm.svg Måsøy Havøysund 1.241 &&&1.134,41 Bokmål Anne Karin Olli H Vest-Finnmark
2019
Nordkapp kommune
Nordkapp komm.svg Nordkapp Honningsvåg 3.213 &&&&+924.83 Nøytral Kristina Hansen Ap Vest-Finnmark
2020
Porsanger kommune
Porsanger komm.svg Porsanger (Porsáŋgu på samisk) Lakselv 3.963 &&&4.872,69 Bokmål Knut Roger Hanssen H Vest-Finnmark
2021
Karasjok kommune
Karasjok komm.svg Karasjok (Kárášjohka på samisk) Karasjok 2.698 &&&5.452,91 Bokmål Anne Toril Balto Sp Vest-Finnmark
2022
Lebesby kommune
Lebesby komm.svg Lebesby Kjøllefjord 1.341 &&&3.457,84 Bokmål Stine Akselsen Ap Øst-Finnmark
2023
Gamvik kommune
Gamvik komm.svg Gamvik Mehamn 1.098 &&&1.415,27 Neutral Inga Manndal SV Øst-Finnmark
2024
Berlevåg kommune
Berlevåg komm.svg Berlevåg Berlevåg 1.057 &&&1.120,46 Bokmål Karsten G. Schanche H Øst-Finnmark
2025
Tana kommune
Tana komm.svg Tana (Deatnu på samisk) Tana bru 2.883 &&&4.049,71 Bokmål Frank Ingilæ Ap Øst-Finnmark
2027
Nesseby kommune
Nesseby komm.svg Nesseby (Unjárgga på samisk) Varangerbotn 919 &&&1.436,14 Bokmål Knut Inge Store Ap Øst-Finnmark
2028
Båtsfjord kommune
Båtsfjord komm.svg Båtsfjord Båtsfjord 2.207 &&&1.433,21 Neutral Geir Knutsen Ap Øst-Finnmark
2030
Sør-Varanger kommune
Sør-Varanger komm.svg Sør-Varanger Kirkenes 10.090 &&&3.967,50 Bokmål Cecilie Hansen Sp Øst-Finnmark
20
Finnmark
Finnmark våpen.svg Finnmark Vadsø 75.207 48.617,03 Nøytral Runar Sjåstad Ap Nord-Norge

Samfærdsel[redigér | redigér wikikode]

I forhold til indbyggertallet har fylket et udbredt vejnet. Europavej 6 går gennem hele fylket fra Langfjordbotn i vest til Kirkenes i øst.

Ved udgangen af 2007 var registreret 80.961 køretøjer i Finnmark, heraf var 14.215 var snescootere/bæltemotorcykler. Dette betyder, at ca. 25% af alle snescootere/bæltemotorcykler i Norge er registrerede i Finnmark.[6]

Skibsruter[redigér | redigér wikikode]

Hurtigruten har mange anløb langs kysten frem til Kirkenes.

Flyvepladser[redigér | redigér wikikode]

Finnmark har ialt 11 flyvepladser – tre stamflyvepladser og otte regionale flyvepladser. De tre største flyvepladsee målt i antal rejsende (i 2008) var Alta Lufthavn (353.176), Kirkenes Lufthavn, Høybuktmoen (265.414) og Hammerfest Lufthavn (149.310).[7]

Næringsliv[redigér | redigér wikikode]

Det er længe siden, at rendrift var fylkets vigtigste næringsvej. Fiskeriet er fortsat meget vigtig, men ved udbygningen af Snøhvitfeltet ud for Hammerfest vil olieudvinding i fremtiden spille en vigtigere rolle. Man forventer store fund i Barentshavet, dersom der bliver givet tilladelse til boring. Alligevel er den tjenesteydende sektor i Finnmark som i alle andre fylker den vigtigste.

Også turisme spiller en betydelige rolle. Nordkapp er målet for de fleste turister, som besøger Finnmark. Nordkapp er blevet lettere at besøge efter åbningen af en ny tunnel til Honningsvåg.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Kulturelt præges Finnmark i dag stærkt af det samiske, påskefestivalene (musikk- og filmfestival) i Kautokeino og Karasjok er blandt de store trækplastre til Finnmark som turistfylke. Vardø kommune kan fremvise flere kulturskatte i fugleværet på Hornøya og "Lille-Moskva" (Kiberg).

Historie[redigér | redigér wikikode]

De første mennesker nåede Finnmark for måske 10–12.000 år siden, og i dag mener man, at de måske kom fra Kolahalvøen. Komsakulturen er den ældste kendte kultur i Finnmark, opkaldt efter de første fund gjorte ved Komsafjeldet i Alta. På eidet mellem Tana og Varangerbotn findes det store fangstanlæg for vildren, og her har antagelig flere grupper af fangstfolk samarbejdet for at drive jagt på den værdifulde vildren.

Samisk kultur er gammel i Finnmark, og typisk samiske træk dukker op i materiale fra århundrederne før Kristus. Dette er i samme periode, som typisk norrøne træk begynder at vise sig længere syd på i Skandinavien, mens det i tiden før er vanskeligere at finne nogen tydelig kulturel todeling. Fra folkevandringstiden stod samerne i handelskontakt med norrøne bosættere langs kysten af Nordland og Troms. Ottar fra Hålogaland beretter, at han pålagde samerne at betale skat. I Egils saga berettes det om Torolv Kveldulvsson, som var høvding i HålogalandHarald Hårfagres tid, og krævede sameskatter ind. Torolv mødte kvener på sin rejse øst over, og Finnmark beskrives således: "Finnmarken er enormt stor. Vest for ligger havet, og derfra skærer brede fjorde sig ind, ligeså norden for og hele vejen øst over. Længere syd på ligger Norge. Finnmarken favner næsten hele det øvre land, like langt syd over som Hålogaland langs kysten. Øst for Namdalen ligger Jämtland, så Hälsingland og så Kvenland, så Karelen. Finnmarken ligger oven for alle disse lande, og der er store fjeldbygder der oppe, nogen i dale og nogen ved vand." Finnmark blev altså ifølge denne beskrivelse opfattet som hele Skandinavien nord for Trøndelag og Jämtland med undtagelse af de dele af vestkysten, som faldt under betegnelsen Hålogaland.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Det ældste vidnesbyrd om norske kongers interesse for Finnmark skriver sig fra Gulatingsloven, hvor det omkring år 1200 fastslås, at håløerne skal stille og udruste 13 tyvesæders skibe og et tredivesæders, "thi de har vakthold øster".[8] Dette må tolkes som vagthold mod bjarmere eller karelere.

Norsk bosættelse i Finnmark fandt først sted efter, at Håkon 5. lod bygge Vardøhus fæstning samtidig, som kirken i Vardø blev indviet af biskop Jørund i 1307. Novgorod-traktaten, sluttet den 3. juni 1326 i Novgorod, markerede afslutningen på årtiers norsk-novgoriske tvister om grænsen i Finnmark. På grund af tørrfiskehandelen med Mellemeuropa etablerede de norske fiskere sig langs Finnmarkskysten i små, tætte fiskevær. I 1400-tallet oplevede disse fiskere gode tider, mens lavere fiskepriser gjorde livet vanskeligere under 15- og 1600-tallet.

Danmark-Norge[redigér | redigér wikikode]

Af de danske konger viste alene Christian 4. virkelig interesse for denne del af riget: i 1599 sejlede han med en flåde på otte skibe til Vardøhus og Murmansk, og han forsøgte i resten af sin regeringstid at få fastlagt sikre grænser i øst mod Rusland og Sverige.

Efter forslag fra lensherre Preben von Ahnen blev bådpost mellem Trondheim og Vardø opprettet i 1663, ti år efter at regelmæssig postgang var iverksat i resten af Norge. Denne udgjorde verdens længste og slidsommeste regelmessige postrute, en strækning på ca. 1.500 km hver vej, og det var kun, når vejret var så roligt, at bådene kunne sejle lige frem. Ofte måtte de sejle langs kysten, og da var ruten vesentlig længere. Senere blev der udstedt en ny kongelig forordning om postruten.Skabelon:Tr Fra Bodø skulle postbud frakte posten nord over, de skulle vel at mærke selv holde sig med både og udstyr, mens almuen sørgede for deres underhold således, at den danske konge ingen udgift fik! Denne forordning påførte lokalbefolkningen så omfattende omkostninger – i dårlig vejr kunne postbudene forblive på en gård i dagevis – at stiftamtmannen i Trondheim allerede i 1665 ansatte postbønder på omtrent samme vilkår som ellers i landet.[9]

På 1700-tallet styrkede samisk kultur sig i forhold til den norske ret og slet, fordi samerne ikke var afhængige af mel og andre varer fra Bergen. Finnmarksmonopolet, da landsdelen var bortforpagtet til bergenske købmænd for 200 riksdaler i året[10], bestod i over hundrede år og blev ikke ophævet før end i 1787. I denne periode blev Finnmark udplyndret og affolket, indbyggerne kom i bundløs gæld til monopolindehaverne, selv umyndige børn hæftede for sine forældres gæld. Som følge af monopolet var der ingen amtmand og næppe nogen postgang heller.

1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Norsk kolonisering skød imidlertid ny fart under 1800-tallet, dels på grund af større økonomisk aktivitet, men også på grund af en udtalt fornorskningspolitik fra myndighedernes side. Fra 1700-tallet fik Finnmark også et finsk befolkningselement, de første kom til Alta ca. 1740, mens den store indvandring skete under hungersnøden i Finland i 1860-erne.

Fra middelalderen og frem over tiltog både Norge, Sverige og Rusland sig ret til at beskattge samerne. Dermed kom der svenske og russiske skatteopkrævere helt ud til søsamebygderne på yderkysten. Grænserne mod Sverige blev fastlagte i 1753, da Kautokeino og Karasjok blev norsk, og mod Rusland i 1826, da Sør-Varanger blev norsk. Før dette havde området været et fælles norsk-russisk område med grænse i Bugøyfjord. I 1789 fik Hammerfest og Vardø købstadsrettigheder. Den økonomiske udvikling i 1800-tallet var meget stærk. I 1902 blev jernmalmminerne i Kirkenes oprettede, hvilket yderligere bidrog til vækst.

I 1800-tallet lå Finnmark fortsat ret afsides. Da P. W. Deinboll blev udnævnt til sogneprest i Vadsø, forlod han med kone og tre små børn Oslo (Kristiania) i august 1815. Vel ankommet til Bergen, måtte de vente der i to måneder i afventning på skibslejlighed videre. De drog så videre med en nordlandsjekt, men måtte søge nødhavn på Folda den 13. december og der efter overvintre på Nærøy til slutningen af april 1816, da de fik skibslejlighed videre og ankom til Vadsø efter ti måneders rejse.[11]

Mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Fra omkring år 1900 forstærkede myndighederne deres fornorskningspolitik: Samisk og finsk sprog blev udelukket fra skole, kirke og offentlig forvaltning, og mange steder fik nye, norske navne. Stærkest var presset i 1930-erne. Fornorsking af samer var en politik fra den norske stats side, som havde som mål at udrydde samisk sprog og kultur, motivet var i 18- og 1900-tallet at gøre Finnmark "norsk".

2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

2. verdenskrig ramte Finnmark hårdt, da Kirkenes og havnefaciliteterne var en del af det tyske opmarchområde for nordfronten. Byen blev derfor bombet over 300 gange af sovjetiske fly. Både Vardø og Vadsø blev også ramt, og civil skibsfart blev også udsat. I oktober 1944 brød Den røde hær gennem de tyske stillinger i Litsadalen omtrent halvvejs mellem Kirkenes og Murmansk, og den 18. oktober stod de ved den norske grænse. Den 25. rykkede Den røde hær ind i Kirkenes og nåede Tana den 28. oktober. Tyskerne iværksatte Operation Nordlicht som indebar tilbagetrækning af okkupationsstyrkerne og ødelæggelse af al infrastruktur og andet, som kunne være til nytte for Den røde hær, den såkaldte brændte jords taktik. Dette første til, at størstedelen af bygningsmassen og infrastrukturen blev brændt og ødelagt så langt vest som til Lyngen i Troms. Civilbefolkningen på nær 60.000 blev tvangsevakuert syd på. Den røde hær trak sig ud af Øst-Finnmark i september 1945.

Kort efter krigen igangsatte Stortinget et omfattende genopbygningsprogram af Finnmark. Alligevel gik norske myndigheder ind for at nedbrænde fylket på ny i tilfælde af krig med Sovjetunionen under den kolde krig. Forsvaret har også i efterkrigstiden opretholdt et stærkt nærvær i fylket på grund af grænsen til Sovjetunionen/Rusland, og mange lokalsamfund har baseret sig på indtægter fra det militære nærvær.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Norsk Stadnamnleksikon (1997)
  2. Store Norske Leksikon Online
  3. Lov av 14. aug 1918, Nr. 1: Lov om forandring av rikets inddelingsnavn
  4. Utdanningsnivå i befolkningen
  5. Statistisk sentralbyrå: Tettsteder. Folkemengde og areal, etter kommune. 1.januar 2012
  6. Kjøretøy, Finnmarksanalyser
  7. Finnmark Dagblad
  8. E. B. Eriksen: Nordnorske posthistoriske blad, Fahlcrantz' boktryckeri, Stockholm 1945
  9. E. B. Eriksen: Nordnorske posthistoriske blad
  10. E. B. Eriksen: Nordnorske posthistoriske blad (s.79)
  11. E. B. Eriksen: Nordnorske posthistoriske blad (s.60)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Norge Norges fylker

Akershus | Aust-Agder | Buskerud | Finnmark | Hedmark | Hordaland | Møre og Romsdal | Nordland | Nord-Trøndelag | Oppland | Oslo | Rogaland | Sogn og Fjordane | Sør-Trøndelag | Telemark | Troms | Vest-Agder | Vestfold | Østfold

Koordinater: 70°N 25°Ø / 70°N 25°Ø / 70; 25