Harmonika

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Harmonika

Klassifikation Blæseinstrument Tangentinstrument Tungeinstrument Ambitus Toneomfanget på en harmonika kan variere meget fra harmonika til harmonika. Dette afhænger af kor og størrelsen. Relaterede instrumenter Glasharmonika Concertina Mundharmonika Harmonium Musikere Mogens Ellegaard[1] Yann Tiersen Komponister Lars Holm

En harmonika er et musikinstrument, hvor toner frembringes ved, at en luftstrøm fremkaldt af en blæsebælg sætter metalblade i vibrationer efter samme princip som en mundharpe, hvor luftstrømmen fremkaldes ved, at der blæses med munden. Når bælgen hives ud skabes der et undertryk inden i bælgen og et overtryk i bælgen når bælgen trykkes ind.

Harmonikaen blev oprindelig opfundet i Wien, Østrig i 1829, da man under indflydelse fra Kinas blæseinstrumenter^[2] eksperimenterede med metalblade i instrumenter. I England udviklede man omtrent samtidig den nært beslægtede instrument concertina. Overordnet set findes der dog kun to grupper af harmonikaer: De kromatiske harmonikaer og de diatoniske.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 2 Opbygning 2.1 Metaltunger 2.2 Kor 2.3 Registrer 2.4 Produktioner 3 Den diatoniske harmonika 3.1 Den enradede diatoniske harmonika 3.2 Den toradede diatoniske harmonika 3.3 De tre- eller flerradede diatoniske harmonikaer 3.4 Andre diatoniske harmonikaer 4 Den kromatiske harmonika 4.1 Diskantside 4.2 Bassystemet 4.3 Akkordeon 5 Specialtegn og noder for harmonika 5.1 Bælgtegn 5.2 Registrertegn 5.3 Standardbasnoder 6 Elektroniske harmonikaer 7 Spilleteknik 7.1 Kropsposition 7.2 Håndstilling 7.3 Frasering 8 Brug og repertoire 9 Verdens største harmonika 10 Se også 11 Kilder 12 Eksterne henvisninger 12.1 På dansk 12.2 På engelsk

[redigér] Historie

Harmonikaen er et forholdsvis nyt instrument og patenteret på harmonikaen blev taget i 1829, men allerede i år 3000 f.kr^[2][3] (nogle kilder siger 2500 f.kr^[4])blev grundstenen til harmonikaen lagt. Dengang opfandt kineserne instrumentet Sheng, som blev lavet af bambusrør og et hult græskar. Shengen var det første instrument som brugte ventiler så der kunne fremkomme en tone.^[2] Denne Græskar blev brugt som luftkammer, og længden af bambusrørene definerede tonens frekvens. I bambusrørene borede man et hul, så tonen kun fremkom, hvis man tildækkede hullet.^[4] Shengen bestod af 13 til 24 bambusrør.^[2]

I både Det gamle Ægypten og i Grækenland blev der opfundet instrumenter der brugte samme teknik som i Shengen.^[2] I Indien blev kohorn opfundet og blev spillet på ved hjælp af bøjeligt metal. Bøjeligt metal er netop, hvad harmonikaen bruger til at frembringe toner. ^[4]

I år 140 f.kr blev damporgellet opfundet, orgellet har haft stor betydning for, hvordan tastaturet på harmonikaen ser ud i dag.^[4]

I 1440 byggedes det første maveorgel, som fik navnet Portativ. Den havde en bælg ligesom harmonikaen, men i stedet for fritunger havde den orgelpiber. Dette instrument forsvandt dog igen.^[4]

Glasharmonika er en af forløberne til harmonikaen og ideen til glasharmonikaen kommer fra at spille på glas. Den blev opfundet i ca. 1762 af Benjamin Franklin. Instrumentet består af en række halvkugleformede glas sat oven på hinanden. ^[4]

Christian Gottlieb Kratzenstein som oprendeligt kommer fra København udviklede et nyt instrument efter at have hørt Johann Wilde spille på Sheng i Petersborg, da han spillede for Court Society af Petersborg. Wilde havde selv opdaget instrumentet i 1740'erne.^[3]cc Christian Gottlieb Kratzenstein fik inspirationen til instrumentet fra lyden af Shengen og det fik 5 vokale lyde. Han kaldte instrumentet Kratzenstein's lyd maskine.^[3] Christian Gottlieb Kratzenstein lavede en del eksperimenter med teknikken bag harmonikaen. En af Kratzenstein hjælpere under disse forsøg Kirsnik lavede selv et instrument som havde form som en aflang kasse. Hvor der på den ene side var orgeltangenter, mens der på den anden side var en bælg. Instrumentet blev kaldt Kirsnik's harmonica.^[3] I 1788 så Georg Joseph Vogler, på en tur til Petersborg, Kirsniks instrument. Vogler fik svenskeren Rakwitz til at bygge et tilsvarede instrument bare større, så det mere havde form som et orgel.^[3] Instrumentet var færdig i 1790 og blev kaldt Voglers orchestrion.^[3] Det havde 4 klaviaturer, som hvert indeholdt 63 toner, mens man kunne spille 29 toner med fødderne.

I 1821 fik den dengang kun 16-årige Christian Friedrich Ludwig Buschmann patentet på mundharmonikaen.^[5] Han kaldte sit instrument "aura", men blev også kaldt mundaeoline.^[3] Buschmanns instrument havde 15 metaltunger og var diatonisk.^[3] I paktisk er tonestokkene i harmonikaen endentlig store mundharmonikaere. Mange mener at Buschmann var den sande opfinder af harmonikaen^[2] i det han satte en bælg på sin aura og derfor lavede en harmonika, han tog dog aldrig patent på instrumentet.

Patentet på harmonikaen fik den østrigske klaver- og orgalmager Zyrill Demian den 23. juni 1829 i Vienna^[3]. Han kaldte sit instrument for en accordion. Den harmonika, som Demian tog patent på, blev beskrevet i patentskriftet sådan:

"... dette instrument har udseende som en lille kasse med blæsebælg. Bundpladen er forsynet med 5 taster, hver tast frembringer lyden af en akkord. De vibrerende dele er tynde metalplader, der med gennemslående fjedre laver et "Scnarrwerk"..."^[4]

Demians harmonika var diatonisk ^[3] og melodien i venstre hånd, hvor det i dag er omvendt^[4]. Han gav den navnet akkordion efter det tyske ord for akkord, som har samme bedtydning på dansk.^[3]

Der var stor modstand mod instrumentet i starten. Friedrich Grassler lavede blandt andet følgende udtagelse til Tonekunstens leksikon i 1865.

Harmonikaen er det skrækkelige martyrinstrument, hvormed unge hankønsvæsener i lømmelalderen er bevæbnet og gør gaderne usikre. Det er sandt at sige intet andet end et aelodikon til at bære, hvis taster gennem knapper på dækslet, som kan trykkes ned og hvis bevægelighed gennem ud- og indtræk af den i midten sig befindende blæsebælg, sættes metalfjedre i vibration. På denne måde skulle en hvilken som helst tone og harmoni derefter være mulig, men det kræver dog stor færdighed og omkostninger. Ve den, som er så ulykkelig at komme i besiddelse af et sådant instrument -flygt, tilstop dine øren, så at disse bliver bevaret fra verdens undergang, thi ellers bliver det din ulykke.^[6]

Det var meget underligt, at der var sådan en stor modstand mod instrumentet, idet man i musikverdenen i mange år havde været på jagt efter et instrument, der kunne spille flerstemmigt og samtidig kunne transporteres rundt.^[6]

Registre på harmonikaer blev første gang set i 1845, og i 1850 blev harmonikaen et industriprodukt.^[4] En af de første ting der blev ændret på¨harmonikaen var indføring af remme omkring skulderne. På de tidligere harmonikaer skulle harmonikaspilleren holder diskantsiden med tommel- og lillefingeren og nogle gange også med ringefingeren.^[2] Dette gjorde at harmonikaspilleren kun havde 2 og 3 finger til at spille diskantsiden med. Man brugte venstre tommelfinger til at holde bassiden for at holde instrumentet og brugte pege- og langefingeren til at spille med.^[2]

Den første kromatiske harmonika blev lanceret i 1850 af Franz Walter^[7][8], den havde 46 tangenter som var fordelt på 3 rækker, hvor der mellem hver række var lille sekund (en halv tone). Bassiden var dog stadig diatonisk med otte toner, hvor fire af dem var grundtoner og fire var akkorder som indeholdt 2 toner.^[8] Patenten på tangentharmonikaen blev taget i 1852 i Paris af Philippe Joseph Bouton.^[9][10] I 1880 blev en tangentharmonika med 64 basser af Tessio Jovani i Stradella, som ligger i Italien. I 1890 lavede Bauer Matthias en harmonika, som havde lige så mange bastoner, som diskanttaster (taster i højre siden). ^[4] I samme år blev en deluxe tangentharmonika bygget af Mariano Dallape og Co. i Stradella, som havde tre orkaver i højre hånden og 112 knapper i bassen.^[10]

Den første harmonika med elektronik indbygget blev først set efter 2. verdenskrig.^[11] De første blev ved hjælp af ledninger forbundet til et elektronisk orgel. Senere kom elektronikken til at blive samlet inden i harmonikakassen.^[11]

[redigér] Opbygning

En harmonika er lavet af mange forskellige dele. Man kan dele harmonikaen ind i tre store dele: Diskantsiden (Højresiden), Bassiden og bælgen.

Bælgen er lavet af stærkt pap som er foldet. Hele vejen på rundt på hver foldning er belagt med læder med metal buer i hver hjørne på hver foldning på bælgens yderside. Dette gøres for til at stabiliserer bælgen.^[11] Der er forskel på hvor langt bælgen kan komme ud på en harmonika, men på de største kromatiske harmonika kan den blive ca. en meter lang. For at holde bælgen sammen findes der en bælglås for oven og for neden på harmonikaen. Den består af læder med den enden side af en knap på og den anden er på harmonikaen.

Selve det som bælgen sidder fast i på bassiden hedder bassokkelen, mens det tilsvarende i diskantsiden hedder diskantsokkelen. Systemet hvorpå ventilerne åbnes er stort set ens om det sker i bas- eller ventilsiden. Når man trykker på en knap/tangent i diskantsiden åbnes der til en eller flere ventiler (alt efter hvilket registre man spiller i), dette sker pga. ventilstangen der sidder under den pågældende knap/tangent. Ventilstangens hoved er det der lukker for ventilerne. Hovedet består af en træklods som på siden der vender ind mod ventiler er beklædt med læder, der gør det muligt at lukke helt tæt for ventilerne.

I bassystemmet er det lidt anderledes her er ventilstængerne ikke direkte forbundet til ventiler i det standartbas kræver at man ikke spiller en tone når man trykker en knap ned, men flere. Dette gælder kun akkorderne. Grundtonen og terts til grundtonen er stadig kun en tone. Med melodibas er det som ved diskantsiden. Mekanismen der ligger mellem knap og ventilstænger gør det muligt at skifte mellem standartbas og melodibas.

Tonestokkene er det som ventilerne sidder i harmonikaen. Disse er lavet af træ, som oftest er Poppel, idet robust og let.^[11] Der er to tonestokke pr. kor i det der er et sæt ventiler til når trækker ud og et sæt til når man skubber ind.

På en harmonika sidder der også en luftknap, som bruges til at få bælgen ud og ind uden at spille. Luftknappen er forbundet til en ventil hvori der ikke er nogle metaltunger. Den er ofte placeret i bassiden enden lige over knapperne eller på enden af harmonikaen.

Der findes remme to steder på harmonika. Remmen i bassiden og remmerne over skuldene. Remmen i bassiden bruges til at have venstre hånden inden i. På denne måde er det muligt at trække ud i bælgen. Denne rem må ikke være for stram fordi det skal være muligt at flytte hånden når man spiller. Remmere over skuldene er der for at holde diskantsiden i ro når man spiller på indstrumentet eller for at holde instrumentet oppe når man står op. Remmere bliver holdt sammen strop. Der kan løses så man kan få instrumentet af. Denne strop gør at remmene ikke glider fra hinanden. ^[13]

[redigér] Metaltunger

Der er to metaltunger i hver tone pr. kor i en harmonika. Metaltungeren er det, som frembringer tonen i harmonikaen. Metaltungerne sidder i ventilerne der forbinder bælgen til luften udenfor.

Når metaltungerne sættes i bevægelse dannes der toner, måden hvorpå dette sker på kan forklares på denne måde.^[12]

	Når man ikke spiller en tone er der ingen luftstrøm gennem kanalerne og derfor kommer der ikke lyd. Metaltungerne dækker hele hullet så der ikke kan passere luft igennem.
	Når man så begynder at spiller begynder metaltungen at blive påvirket af den luftstrøm der kommer når der trækkes eller skubbes på bælgen, alt afhængig af hvilken metaltunge det er. Metaltungen bevæger sig fordi luftstrømmen overfører bevægelsesenergi til metaltungen. AR på billedet illustration på luftstrømmen.
	På et tidspunkt, når metaltungen et maksimum til den side den er begyndt at svinge. Grunden til at den ikke forsætter sin udsvingning skyldes metaltungens egen fjederenergi. I metaltungens maksimum er fjederenergien og bevægelsesenergi lig med hinanden og hastigheden er 0. Fjederkraften begynder nu at blive større end bevægelsesenergien og metaltungen begynder at svinge tilbage og denne tilbage svingning accelererer.
	Når metaltungen kommer tilbage til udgangspositionen. I denne position er fjederenergien omdannet til bevægelsesenergi. Dette bevirker at metaltungen svinger videre.
	Ved det andet maksimum er bevægelsesenergien lig med energien der kommer fra luftstrømmen og energifjederen. Metaltungen begynder at svinge tilbage.

Antallet af svingerne i sekundet altså antalle t hertz (s^-1) afgører tonen. Hvis en metaltunge svinger med 440 svingerne i sekunder vil det svarer til kammertonen

[redigér] Kor

På en kromatisk harmonika og et akkordeon kan der være forskellige kor alt efter størrelsen på harmonikaen. Korene bestemmer hvilket hold ventiler tonerne skal i gennem på en harmonika. På de fleste større harmonikaer er der både kor i højre side og i bassen. Det maksimale antal kor i højre siden er 5 mens det i bassen er 4. Korene i højreside kaldes diskantkor, mens korene i bassen kaldes baskor

De mest normale diskantkor er 4, 8 og 16 fod.^[14] 8 fod er det "normale" kor^[8], det kor som stemme med andre instrumenter. 4 fod er en oktav over det normale, mens 16 fod er en oktav under. De andre to kor er også to 8 fod. Disse 8 fødder er lidt svæve i tone på hver sin side af den "normale" 8 fod.^[15] Det er meget forskelligt fra harmonika til harmonika hvordan disse svæve tone lyder. Med denne svævhed menes at der er forskel i klangfarven.^[16]. Hvis forskellen mellem den normale 8 en af de svæve 8 fødder er på 2 til 3 slag pr. sekund, er harmonikaen stemt i italiensk tremolo^[8] (tremolo betyder på latin skævhed). Jo større antallet af slag er i mellem den normale 8 fod og mellem den skæve 8 fod kaldes stemningen tysk, fransk, slovensk, hvor tysk er den der ligner italiensk mest.^[8]

De mest almindelige baskor er er det dybe og det lave. Mellem disse to kor er der en oktav.

[redigér] Registrer

Registrerne er de forskellige måde hvorpå man vælger hvilke kor man vil spille. F.eks kan man have et registrer som hedder 4, 16. Det vil sige man spille korene 4 fod og 16 fod samtidig.

Registrernes placering er lige indenfor knapperne eller tangenterne i højre og bassen. På større harmonikaer kan nogle registrer også være dobleret i form af hageknapper (hageregistrer). Disse gør det nemmere for harmonikaspilleren at skrifte registrer mens han spiller. I meget sjældne tilfælde kan der også være et masterregistrer, der slår alle kor (også kaldet fuldkor) til, på siden af harmonikaen.

Registrerne skriftes ved hjælp af registremekanisme som under registrerne. Denne mekanisme lukker og åbner for de enkelte kor og gør det muligt at spille i de forskellige registre.

[redigér] Produktioner

De største produktioner af harmonikaer sker i Italien og i Rusland. De russiske knapharmonikaer er som oftest med b system, mens de italisk producerede som oftest er med c system. De russisk købte harmonikaer ofte har en sært lugt når man spiller på dem, dette skyldes det måde hvorpå de i Rusland fremstiller harmonikaen på. Alle harmonikaer er håndlavet.^[11]

[redigér] Den diatoniske harmonika

Den diatoniske harmonika er i opbygning meget lig en mundharmonika i teknisk opbygning. Den enkelte knap har forskellig tone altefter om der trækkes eller skubbes i bælgen. Dette giver mulighed for meget kompakte instrumenter, som dog ofte er begrænset til nogle få tonearter. De diatoniske harmonikaer er meget udbredt i store dele af Vesteuropa, tillige med Storbritanien og Irland. Den diatoniske harmonika er den mest populære harmonika i verden.^[17]

[redigér] Den enradede diatoniske harmonika

Den enradede diatoniske harmonika også kaldet "den tyske harmonika" har én række knapper i højre side. Der er 10 knapper i denne række altså 20 toner, idet der er forskel på om man trækker ud eller ind. Den enradede diatoniske harmonika stemmer indenfor den tyske traditionsmusik oftest i tonearterne C, F, Bb og Eb, men kendes også i tonearterne G og D fra den canadiske tradition. Den enradede diatoniske harmonika har oftest blot to basknapper, den ene er en bastone, mens den anden er en basakkord. Dette giver mulighed for at spille to akkorder med harmonikaen. Mange enraderspillere udvikler over tiden en teknik til at udnytte bassen med halve og flygtige tryk, der giver det indtryk at der er flere basakkorder end blot to. ^[17]

[redigér] Den toradede diatoniske harmonika

Mens det ved den enrradede diatoniske harmonika er nemt at difinerer antallet af krapper osv., er det noget sværere at give en klar difinetion på den toradede diatoniske harmonika i det der findes adskillinge versioner. Mange britiske og irske harmonikaer stemmer i D i første række mens hjælperækken er stemt i C# (altså en lille sekund over førsterækken), der giver halvtoner, der ellers ikke ville være tilgængelige. På den italienske toradede diatoniske harmonika er forskellen mellem den første række og den anden række er en kvart eller en kvint ^[17]

[redigér] De tre- eller flerradede diatoniske harmonikaer

Der findes også tre-, fire- og femradede diatoniske harmonikaer. Disse harmonikaer kan have op til 12 basser. Ofte udnyttes de ekstra rækker til at lægge flere tonearter, men den inderste af rækkerne ligger undertiden også en halv tone ved siden af en af de andre rækker, for at give hjælpetoner som ikke er tilgængelige i de andre tonearter.^[17]

[redigér] Andre diatoniske harmonikaer

Nogle diatoniske harmonikaer har et antal hjælpeknapper placeret som en halv række. Disse går under navnet halvandenradere eller to-en-halv-radere. Et eksempel på disse er Hohners Club-system, der udover en række i C og en række i F har en hjælperække der indeholder tonerne nødvendige for at kunne spille i Bb.^[17]

[redigér] Den kromatiske harmonika

En kromatisk harmonika er en harmoni, hvor hver knap har én tone. Det vil sige at ventiler parvis er ens og derved giver samme tone uanset trykket. Den alment kendte harmonika i Danmark er af denne type, ligesom den er meget udbredt i Østeuropa.

[redigér] Diskantside

Diskantsiden, hvor melodien spilles, kan enten have knapper (dette kaldes en knapharmonika) eller et klaviatur præcist som på et klaver, orgel eller andre tasteinstrumenter. Disse kaldes tangentharmonikaer eller pianoharmonikaer og melodisiden af disse harmonikaer vil omgående kunne spilles af pianister, organister etc.

På en knapharmonika er tonerne opbygget efter den kromatiske skala. Hvis man tager en knapharmonika med tre rækker vil skulle tage første tone i den første række, den anden i den anden. Dette er illustreret på billedet til højre. Dette er hvis harmonika knapper er opbygget efter det såkaldet b system. Hvis harmonikaen er opbygget system c kører tonerne fra 3 rækker til 2 anden række til 1. række og tilbage igen. B systemet er bedre for teknish udfordrende arbejde, mens c system er nemmere at spille akkorder og små melodier på.^[7]

Hvis en knapharmonika har flere end tre rækker ændres dette ikke. Hvis der kommer en 4. række er den den som den 1. og hvis der kommer en 5. række er den den samme som den 2. osv. Dette gælder for begge typer knapsystemer. Grunden til disse ekstra rækker er for at gøre det nemmere for harmonikaspilleren er at spille visse sange, da man kan lave andre fingresætninger.

Fordi knappene er opbygget på denne måde ændres den måde hvorpå man tager en akkord sig ikke, man flytter bare sit greb. Dette er også gældende ved skalaere.

På grund af de store antal knapper på harmonika kan der på visse instrumenter er der ikke nok plads til det antal ventilerne, som der skal bruges når højre siden er fyldt ud med knapper. Derfor kan man nogle gange komme ud for at harmonikaen er forsynet med så kaldte pynteknapper. Pynteknapperne kan trykkes ned ligesom alle andre knapper og der er ligeså meget modstand i dem, som i andre knapper. Forskellen er blot at mens de almindelige metalrør har en destination har pynteknappernes metalrør ikke. Pynteknapperne er hvis de er på harmonikaen foroven og forneden på højresiden.

[redigér] Bassystemet

Det bassystem der sidder på en kromatisk harmonika kaldes standardbas

Stardardbas er et bassystem, hvor basserne ligger som akkorder. Akkorderne således^[18]

• I 1. række ligger den store terts til grundtonen
• I 2. række ligger grundtonen
• I 3. række ligger dur-akkorden
• I 4. række ligger mol-akkorden
• I 5. række ligger septimakkorden
• I 6. række ligger dim-akkorden

Dog kan der være flere rækker. På de største harmonikaerne kan der være 7. række, som vil indeholde plus-akkorden (dur-akkord med forstørret kvint) og der kan også være to række før første række, hvilket er andre bas-toner.

På langs ligger grundtonerne efter kvintcirkelen.

Alt afhængig af antallet af basser har harmonikaen følgende kolonner og rækker.

Navn	Kolonner	Toneinterval	Rækker
12-basser	6	B♭ til A	Grundtone, dur
24-basser	8	E♭ til E	Grundtone, dur, mol
32-basser	8	E♭ til E	Grundtone, dur, mol, 7'eren
40-basser	8	E♭ til E	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol, 7'eren
48-basser	8	E♭ til E	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol, 7'eren, dim
	12	D♭ til F♯	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol
60-basser	12	D♭ til F♯	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol, 7'eren
72-basser	12	D♭ til F♯	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol, 7'eren, dim
80-basser	16	C♭ til G♯	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol, 7'eren
96-basser	16	C♭ til G♯	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol, 7'eren, dim
120-basser	20	Lav A til A♯	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol, 7'eren, dim
140-basser	20	Lav A til A♯	Grundtone, terts til grundtone, dur, mol, 7'eren, dim, plus-akkord (dur-akkord med forstørret kvind) (eller en ekstra bass tone)
160-basser	20	Lav A til A#	Grundtone, terts til grundtone, to andre bass toner, dur, mol, 7'eren, dim

[redigér] Akkordeon

Et akkordeon er en kromatisk harmonika, som udover standardbas har melodibas (engelsk: free bass system).^[19] Melodibassen er et bassystem, hvor tonerne ligger som de gør hvis der er knapper i højrehånden, dog bare i modsat retning. Ved hjælp af melodibasen er det muligt at spille efter klavernoder. For at skrifte mellem bassystemer er der en converter (omskifter), der bruges til at skifte. Denne kan sidde forskellige steder, men oftest på de nye er den placeret bag registrerne.

Akkordeonet kan både have knapper eller klaviatur i højre side.

[redigér] Specialtegn og noder for harmonika

På en harmonika spiller man efter de normale noder, som man også bruger til klaver. Ud over de normale noder bruger harmonikaspilleren også nogle specialtegn når personen spiller.

[redigér] Bælgtegn

Bælgtegn er to forskellige tegn der fortæller om hvornår man skal vende bælgen. Der er et tegn for at trække ud og et tegn for at skubbe ind. Tegnet for at trække ud bruges oftes som det første bælgtegn i en melodi, idet man ofte starte med bælgen lukket. Man kan dog også starte med to af disse tegn hvilket betyder at man skal starte med bælgen lidt ude.

[redigér] Registrertegn

Registrertegn er tegnet for hvilket toneregistrer harmonikaspillen skal spille i. Hvis der ikke står noget registrertegn betyder det at harmonikaspilleren skal spille i almindelig 8-fod. Ved registrerskift skifter man registrerne midt under en melodi. Dette illustres med at der står et nyt registrertegn.

[redigér] Standardbasnoder

I det standardbassystem er opbygget på den specielle måde som det bruges der heller ikke "normale" noder til at beskrive dem. Standardbas såkaldte standartbasnode. Standardbasnoderne minder meget om de normale noder, dog er der væsenlige forskelle. For det første har det ingen betydning i hvilken oktav tonen ligger i da alle tonerne kun findes i en orkav på harmonikaen. Denne oktav kan ændre ved at skifte register. En anden ting, som er en væsenlig forskel mellem standardbasnoder og almindelige noder er måden hvorpå akkorden står på. Hvis man skriver en akkord i almindelige noder skriver man hvilke toner den består af. Hvis man f.eks skal skrive en c7 skriver man en c og skriver 7 over noden. Der skriver stort M over dur-akkorder og lille m over mol-akkorder. Dim-akkorder skrives med et d over. I vise tilfælde skrives der også hvilken tonart akkorden er i og hvilken tonart bastone er i over noden.^[20]

[redigér] Elektroniske harmonikaer

Der findes overordnet to forskellige slags elektroniske harmonikaer. De halvakutiske harmonikaer og elharmonikaerne. Et godt eksempel på en halvakustisk harmonika er basharmonikaen. En basharmonika har en udgang til et jackstik, så der kan tilsluttes en forstærker. Måden hvorpå lyden opfanges og kan sendes videre til forstærker er fordi der steder to højttalere på metalgitteret hvor lyden kommer ud. Disse højttalere opfanger lyden som mikrofoner og sender lyden videre. Selve basharmonikaen har kun knapper i højre side, hvor der i venstre er luftknappen. Basharmonikaen har som oftest ingen registrer.

På en elharmonika sidder nogle sensorere i bælgen, der føler hvor kraftigt trækket eller skubbet er på bølgen. Elharmonikaen giver mulighed for at spille på mange forskellige slags harmonika, men den giver også mulighed for at spille forskellige andre instrumenter på harmonikaen. Det kan være instrumenter, som en kontrabas eller forskellige fløjter. På grund af sensorerne i bølgen er det muligt få et udtryk på fløjterne, som ikke er muligt at få hvis man spiller disse fløjter på et keyboard.

Indbygget i elharmonikaen er en forstærker og på de store elharmonikaere er der også indbygget højttalere, mens de mindre skal være slået til en forstærker eller høretelefonere for at kunne høre harmonikaen. Den mest kendte producent af Elharmonikaer er Roland. Roland V-accordion (Roland Virtual Accordion) blev første gang præsenteret i 2004, dette skete på Musikmesse Frankfurt.^[21]

[redigér] Spilleteknik

[redigér] Kropsposition

Den kromatiske harmonika spilles siddende.^[13] Remmene skal være indstillet sådan at det er muligt at instrumentet kan hvile på lårene af harmonikaspilleren, for at ikke ødelægge harmonikaspillerens ryg. Remmenes funktion er at holde diskantsiden i ro.^[13] Nogle harmonikaspillere har diskantsiden støttende imod højre lår, dette gøres som remmene for at holde diskantsiden stille.

Harmonikaspillerens ryg skal være ret når personen sidder og spiller på instrumentet. Derfor sidder harmonikaspilleren på det forreste af en stol.^[13] Højden af stolen er også vigtig fir at harmonikaspilleren sidder godt. Det bedste spilleposition er når stolen er så høj, at harmonikaspillerens ben danner en 90 graders vinkel eller mere med stolens ben.

[redigér] Håndstilling

Med højre hånden bruger man alle fingerne. Tommelfingeren kaldes 1. fingeren, pegefingeren kaldes 2. fingeren osv. Det samme gælder venstre hånden. Nogle harmonikaspiller spiller ikke med 1. fingeren i diskantsiden fordi de vil holde diskantsiden. Diskantsiden behøves ikke at holdes på plads hvis man sidder i den rigtige kropsposition, der er dette lidt tåbeligt.^[13] I venstrehånd bruger man normalt ikke 1. fingeren til andet end at betjene luftknappen. Dog kan 1. fingeren nå og spille første række og bruges derfor en sjælden gang til dette formål. Det kræver dog lidt øvelse at lære at bruge 1. fingeren i venstre hånden.

[redigér] Frasering

På harmonikaen er der store mulighed for at frasering af de forskellige fraser i msuikstykkrer. Ved en frasering ændres amplituden af tonerne, så man spiller svagt i starten og øger amplituden indtil man når et klimaks, hvor efter man lader amplituden falde igen hen mod slutningen af frasen. Grunden til at det er muligt at fraserer så en harmonika er fordi amplituden bestemmes ud fra hvor hårdt man hiver eller trækker i bælgen.

[redigér] Brug og repertoire

Idet harmonikaen er et forholdsvis nyt instument^[3] og fordi der var stor modstand mod instrumentet i dets første live år, blev der ikke skrevet så meget musik for harmonika før 1900. For at blive taget alvorligt som et koncert instrument blev der behov for at oprette skoler der kunne give instruktion på et højt niveau om instrumentet, for at øge udviklingen af et originalt repertoire af anerkendte komponister.^[8] Hugo Herrmann var den første komponist der skrev musik for solo harmonika. Stykke hed "Sieben neue Spielmusiken" og blev udgivet i 1927. Herrmann havde skrevet musikken efter aftale med komponisten Paul Hindemith, som blandt andet i 1922 havde skrevet "Kammermusik No.1", som indeholdt en harmonika stemme.^[8]

I 1931 grundligger Ernst Hohner "Harmonika-Fachschule" i Trossingen og begyndte at udgive musik og undervisningsmaterialer for alle mulige harmonikaer. Herrmann blev leder af skolen og skolen blev senere et officielt statslig akademi. Akademiet uddannede gode kandidater, som også hjalp til at udvide harmonikaens repertoire.^[8] Omkring 1945 blev der skrevet store stykker for harmonika, især for flere harmonikaer. Det var også i den periode at det blev foretrukket at skrive for accordeon og der blev derfor skrevet færre stykker for standartbas.^[8]

Der skete en kolosal vækst i repertoriret omkring, da Städtische Musikschule Trossingen ville udvide mængden af eksperimenterende og atonal musik i deres koncerter.^[8] En vigtig komponist af ny musik for harmonika i den periode var Wolfgang Jacobi, men det var også i denne periode at der udkom en del harmonikamusik fra Scandinaviske komponister, som bl.a. danske Ole Schmidt.^[8]

Accordeonspilleren Mogens Ellegaard har bl.a. været med til at få en række nordiske komponister til at skrive musik til accordeon. ^[1]

I de sidste to årtier er ligeledes sket en enorm stigning for repertoiret for harmonika.^[22] Men denne stigning i repertoiret er slet ikke slut. Harmonikamusik oplever i øjeblikket en epoke og nogle tror at harmonikaen bliver den 21. århundredes instrument.^[22]

Repertoiret for harmonika består af mange forskellige genrer, men ofte af valse, marche, polkaer og tangoer.^[23]. Harmonikaen bruges dog også til Jazz og der har bl.a. deltaget harmonikaspillere på Jazz festivalen i København.^[24]

[redigér] Verdens største harmonika

Verdens største spilbare harmonika som er lavet af italineren Giancarlo Francenella.^[25] Harmonikaen vejer ca. 200 kg og den har målene 2,53 m høj, 1,9 m bred og 85 cm dyb. Ciancarlo brugte over 1000 timer på at bygge denne kæmpeharmonika og han navngav harmonikaen Castelfidardo efter byen hvori den var fremstillet, som ligger i Ancona i Italien^[25]. Harmonikaen er en 5:1 model af Ciancarlos orginale harmonika.^[25][26][27]

[redigér] Se også

• Glasharmonika
• Concertina
• Hagström harmonikaer

[redigér] Kilder

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Harmonika

[redigér] På dansk

• Danske Harmonikaspilleres Landsforbund (DHL)
• Harmonikaens historie

[redigér] På engelsk

• Accordions worldwide
• Confédération Internationale des Accordéonistes (CIA)
• Accordion Jokes
• Open Directory Project - Accordion