Johannes Blaskowitz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johannes Albrecht Blaskowitz
10. juli 1883 - 5. februar 1948
Bundesarchiv Bild 146-2004-004-05, Johannes Blaskowitz.jpg
Fødested Peterswalde, Østpreussen)
Dødssted Nürnberg, Tyskland
Troskab Tyskland
Tjenestetid 1901-1945
Rang Generaloberst
Chef for 8. Armé, 9. Armé, 1. Armé, Heeresgruppe G, Heeresgruppe H
Militære slag 1. verdenskrig
2. verdenskrig
Udmærkelser Jernkorsets Ridderkors med egeløv og sværd

Johannes Albrecht Blaskowitz (10. juli 18835. februar 1948) var en tysk general under 2. verdenskrig.

Tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Johannes Blaskowitz blev født i Peterswalde i Østpreussen. Hans far var en lutheransk præst. I 1894 blev Blaskowitz optaget på kadetskolen i Köslin (Koszalin) og gik senere på skolen i Lichterfelde ved Berlin. I 1899 begyndte han sin militære karriere som fenrik i et østpreussisk regiment i Osterode (Ostróda).

1. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under 1. Verdenskrig gjorde Blaskowitz tjeneste på såvel Østfronten som Vestfronten og kom til generalstaben. Han blev forfremmet til at lede et kompagni i infanteriet i 1918 og blev tildelt jernkorset for tapperhed.

Mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Blaskowitzs indsats i krigen sikrede ham en plads i Reichswehr under Weimarrepublikken, hvor han steg i graderne indtil 1938, hvor Adolf Hitler afskedigede næsten alle andre overordnede generaler. Hans holdning til nazisternes magtovertagelse var efter sigende, at han var indifferent, da han mente, at de væbnede styrker skulle være "politisk neutrale".

I begyndelsen af 1939 havde han kommandoen over de tyske styrker som besatte Østrig og Tjekkoslovakiet og blev forfremmet til general i infanteriet og fik kommandoen over den 8. armé lige inden 2. Verdenskrigs udbrud.

Polen 1939[redigér | redigér wikikode]

Under angrebet på Polen, som indledte 2. Verdenskrig, deltog 8. armé under Blaskowitz' kommando i slaget ved Bzura. Han blev tildelt Ridderkorset, blev forfremmet til generaloberst og blev indsat som øverstkommanderende i Øst (Oberbefehlshaber Ost) i Polen den 20. oktober 1939.

Som traditionel soldat holdt Blaskowitz sine soldater i faste tøjler, når det drejede sig om omgang med civile, og blev forarget over de grusomheder, der blev begået af SS og Einsatzgruppen mod polakker og jøder. Mellem november 1939 og februar 1940 skrev han adskillige memoranda til sine overordnede hvor han detaljeret beskrev SS' overgreb i Polen, deres effekt på soldater i hæren og den opsætsige holdning i SS overfor hæren. Hans protester førte imidlertid ikke til fordømmelser af sådan adfærd, og betød blot at han fik fjender i form af Hans Frank, Reinhard Heydrich, Heinrich Himmler og Adolf Hitler, mens generalstabschefen Alfred Jodl afviste dem som naive og unødvendige.[1]

Den øverstkommanderende Walther von Brauchitsch fremsendte Blaskowitz' første memorandum til Hitler den 18. november, og denne udsendte en tirade mod Blaskowitz, hvor han fordømte hans bekymringer vedrørende retssikkerhed som "barnlige" og hånede hans "Frelsens hær holdninger".[2] Som et resultat heraf blev Blaskowitz sat på den sorte liste og blev afsat som hærchef den 29. maj 1940.

Besættelsen af Frankrig[redigér | redigér wikikode]

Efter slaget om Frankrig i maj-juni 1940 blev Blaskowitz oprindelig udset til at lede 9. armé ved besættelsen, men udnævnelsen blev blokeret af Hitler og i stedet blev han udpeget til den forholdsvis beskedne stilling som militærguvernør i det nordlige Frankrig, en stilling han beklædte indtil oktober 1940, hvor han blev overført til at lede 1. armé på den franske sydvestkyst mellem Bretagne og den spanske grænse.

I maj 1944, efter at Gerd von Rundstedt var blevet udnævnt til øverstkommanderende i vest (OB West) blev Blaskowitz udnævnt til chef for Heeresgruppe G. Denne forholdsvis lille styrke bestod af 1. armé og 19. armé og havde til opgave at forsvare Sydfrankrig under denne forestående allierede invasion.

Invasionen af Sydfrankrig begyndte den 15. august med Operation Dragoon, hvor allierede styrker gjorde landgang på Rivieraen mellem Toulon og Cannes. Blaskowitz var i alvorlig undertal og manglede luftstøtte. Han indsatte sine enheder og stabiliserede fronten, hvorefter han ledede en kæmpende tilbagetrækning mod nord for at undgå at blive omringet. Amerikanske hærenheder forfulgte Blaskowitz op gennem Vogeserne inden de gjorde holdt for at omgruppere sig. Blaskowitz styrker blev forstærket med 5. panserarmé under Hasso von Manteuffel. Blaskowitz ønskede at hans styrker skulle forskanse sig, men Hitler gav ham ordre til straks at gå til modangreb mod den 3. amerikanske armé. Både Manteuffel og Blaskowitz kunne se det håbløse i et sådan forehavende, men adlød deres ordrer, og deres angreb skabte forvirring i de amerikanske styrker og de blev omtrent trængt tilbage til Luneville den 18.-20. september 1944. Her voksede modstanden og angrebet blev stoppet. Rasende over det fejlslagne angreb fyrede Hitler straks Blaskowitz og udskiftede ham med Hermann Balck.

Felttoget i vesten 1944-45[redigér | redigér wikikode]

Blaskowitz var uden opgaver i nogen tid indtil december 1944, hvor han pludselig blev tilkaldt og fik ordre til at angribe i Alsace-Lorraineområdet som støtte for den igangværende Ardenneroffensiv. Den 1. januar 1945 angreb Heeresgruppe G den amerikanske 7. armé, og efter svære kampe blev den omringet i Colmar-lommen. Da kampene havde nået sit højdepunkt, blev Blaskowitz overført til Holland, hvor han efterfulgte Kurt Student som chef for Heeresgruppe H. I de følgende tre måneder gennemførte han en kæmpende tilbagetrækning overfor den britiske 8. armé og fik tildelt sværd til sit ridderkors. Selv om han styrede tropperne under sin kommando med jernhånd og truede med at henrette desertører, tillod Blaskowitz allierede nedkastninger af mad og medicin til den hollandske civilbefolkning. Kommandostrukturen blev ændret i begyndelsen af april 1945 og Blaskowitz blev øverstkommanderende for de tyske tropper i Holland.

Den 5. maj 1945 blev Blaskowitz tilkaldt til Hotel de Wereld i Wageningen af general Charles Foulkes (chefen for det 1. canadiske korps) for at forhandle om overgivelse af de tyske tropper i Holland. Prins Bernhard, der fungerede som øverstkommanderende for de hollandske styrker, deltog også i mødet. Blaskowitz gik ind på alle Foulkes' forslag, men det var umuligt at opdrive en skrivemaskine i hele bygningen – nogle kilder siger i hele byen, så kapitulationserklæringen kunne ikke blive renskrevet. Dagen efter vendte begge parter tilbage, og under overværelse af såvel general Foulkes som prins Bernhard underskrev Blaskowitz kapitulationen, som i mellemtiden var blevet renskrevet.[Kilde mangler]

Efter krigen[redigér | redigér wikikode]

Blaskowitz blev tiltalt for krigsforbrydelserne ved Nürnbergprocessen, men begik selvmord den 5. februar 1948 ved at bryde løs fra sine vogtere og kaste sig ud fra en balkon.

Opsummering af hans militære karriere[redigér | redigér wikikode]

Datoer for rang[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Robert B., Kane (2002). Disobedience and conspiracy in the German Army, 1918-1945. McFarland. s. 161. ISBN 078641104X. 
  2. Kitchen, Martin (2008). The Third Reich: Charisma and Community. Pearson Education. s. 247. ISBN 1405801697. 

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Berger, Florian (2000). Mit Eichenlaub und Schwertern. Die höchstdekorierten Soldaten des Zweiten Weltkrieges. Selbstverlag Florian Berger, 2006. ISBN 3-9501307-0-5.
  • Blaskowitz, Johannes – German reaction to the invasion of southern France – (ASIN B0007K469O) – Historical Division, Headquarters, United States Army, Europe, Foreign Military Studies Branch, 1945
  • Blaskowitz, Johannes – Answers to questions directed to General Blaskowitz – (ASIN B0007K46JY) – Historical Division, Headquarters, United States Army, Europe, Foreign Military Studies Branch, 1945
  • Fellgiebel, Walther-Peer (2000). Die Träger des Ritterkreuzes des Eisernen Kreuzes 1939-1945. Friedburg, Germany: Podzun-Pallas. ISBN 3-7909-0284-5.
  • Giziowski, Richard – The Enigma of General Blaskowitz (Hardcover) (ISBN 0-7818-0503-1) – Hippocrene Books, November 1996
  • Information om hans død – The New York Times, 6. februar 1948, p. 13
  • Information om hans død – The Times, 8. februar 1948, p. 3
  • Schaulen, Fritjof (2003). Eichenlaubträger 1940 – 1945 Zeitgeschichte in Farbe I Abraham – Huppertz (in German). Selent, Germany: Pour le Mérite. ISBN 3-932381-20-3.
  • Helden der Wehrmacht – Unsterbliche deutsche Soldaten. München, Germany: FZ-Verlag GmbH, 2004. ISBN 3-924309-53-1.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Militær
Foregående:
ingen
Leder af 8. Armee
1. september 1939 - 20. oktober 1939
Efterfølgende:
General der Infanterie Otto Wöhler
Foregående:
ingen
Leder af 9. Armee
15. maj 1940 - 29. maj 1940
Efterfølgende:
General der Infanterie Adolf Strauß
Foregående:
General Erwin von Witzleben
Leder af 1. Armee
24. oktober 1940 - 2. maj 1944
Efterfølgende:
General Joachim Lemelsen
Foregående:
ingen
Leder af Heeresgruppe G
8. maj 1944 - 20. september 1944
Efterfølgende:
General Hermann Balck
Foregående:
General Hermann Balck
Leder af Heeresgruppe G
24. december 1944 - 29. januar 1942
Efterfølgende:
General Paul Hausser
Foregående:
Generaloberst Kurt Student
Leder af Heeresgruppe H
30. januar 1945 - 15. april 1945
Efterfølgende:
Feltmarskal Ernst Busch