Nordkorea

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Demokratiske Folkerepublik Korea
조선민주주의인민공화국
Chosŏn Minjujuŭi Inmin Konghwaguk[1]
Flag
Motto강성대국
(dansk: Stærk og velstående nation)
Nationalmelodi"애국가"
(tr.: "Aegukka")
(dansk: "Den patriotiske sang")
Hovedstad
(og største by)
Pyongyang
39°2′N, 125°45′E
Officielle sprog koreansk
Officielle skrifter Chosŏn'gŭl
Etnicitet koreanere
Demonym nordkoreaner, koreaner
Regeringsform Juche unitær etpartistat
 -  Præsident for evigt Kim Il-Sung (død)
 -  Øverste leder af Nordkorea Kim Jong-un
 -  Parlamentsformand for den Øverste folkeforsamling Kim Yong-nam
 -  Premierminister Choe Yong-rim
Lovgivende forsamling Den øverste folkeforsamling
Etableret
 -  Uafhængighed erklæring 1. marts 1919 
 -  Befrielse 15. august 1945 
 -  Formel erklæring 9. september 1948 
Areal
 -  Total 120,540 km2 (nr. 98)
 -  Vand (%) 4,87
Indbyggertal
 -  Anslået 2011 24.051.218[2] (nr. 51)
 -  Folketælling 2011 25.000.000[3] 
 -  Tæthed 198,3/km2 
BNP (KKP) Anslået 2011[4]
 -  Total 45 mia. USD 
 -  Pr. indbygger 2.400 USD 
BNP (nominelt) Anslået 2011[5]
 -  Total 32,7 mia. USD 
 -  Pr. indbygger 1.800 USD[5] 
HDI (2011) 0,618 (nr. ikke bedømt)
Valuta Nordkoreansk won (₩) (KPW)
Tidszone Koreansk standardtid (UTC+9)
Datoformat åå, åååå년 mm월 dd일
åå, åååå/mm/dd (CE–1911, CE)
Kører i højre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
KP
Luftfartøjs-
registreringskode
P
Internetdomæne .kp
Telefonkode +850
ISO 3166-kode KP

Nordkorea eller officielt Den Demokratiske Folkerepublik Korea, (koreansk: Chosŏn Minjujuŭi Inmin Konghwaguk; hangul: 조선민주주의인민공화국; hanja: 朝鮮民主主義人民共和國) er den nordlige halvdel af den koreanske halvø i det østlige Asien. Nordkorea grænser mod Sydkorea i syd og mod Kina og Rusland i nord. Nordkoreanerne kalder selv landet Pukchosŏn («Nord-Chosŏn», 북조선). Vigtige eksportvarer er blandt andet tekstiler og landbrugsvarer. Vigtige importvarer er olie, kul, transportudstyr og maskiner. Vigtige handelspartnere er Kina, Japan og Rusland.

Den 17. december 2011 døde Kim Jong-il af et hjerteanfald, i en alder af 69 år; Han havde siddet ved magten siden faderen, Kim Il-sungs død i 1994 efter at have regeret siden 1948. Kim Jong-il efterfølges af sin søn Kim Jong-un (født 1984), der kaldes Den Store Efterfølger[6].

Historie[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Nordkoreas historie.

Den første koreanske oldtidsstat kaldet Choson blev ifølge myten grundlagt allerede i 2333 f.Kr. af Tangun, der var beslægtet med solguden. Chosons centrum lå i nordvest ved floden Taedong, og med tiden ekspanderede riget mod nord, indtil det kom i konflikt med og blev besejret af Kina i 108 f.Kr. med militærkolonier på hele halvøen til følge. Udenfor for disse bystater begyndte der at dannes bystater, hvoraf de største var det nordlige Koguryo, det sydøstlige Silla og det sydvestlige Paekche. I begyndelsen af 300-tallet fordrev Koguryo kineserne, men det var kongeriget Silla, der endte med at underlægge sig de andre stater igennem 600-tallet og dermed igen forene Korea. Riget oplevede en kort succes, men gik derefter i opløsning fra slutningen af 700-tallet. I starten af 900-tallet overtog Koryodynastiet derfor magten.[7]

Mongolerne invaderede halvøen i 1200-tallet, mens den i 1300-tallet blevet ramt af kinesiske angreb. I 1392 blev Choson- eller Yi-dynasiet det regerende dynasti, og Seoul blev hovedstad. Korea havde da igen en blomstringstid i 1400-tallet, hvor det moderne koreanske skriftsprog hangul blev skabt, men riget begyndte igen at forfalde pga. korruption og arvefølgestrid, og i slutningen af 1500-tallet blev det udsat for japanske angreb. Da Kina invaderede halvøen i begyndelsen af 1600-tallet, blev den en kinesisk vasalstat med total isolation til følge bortset fra kontakten til Kina.[8]

I 1875 blev de koreanske havne af Japan tvunget åbnen for japanske handelsfolk, og som følge af den russisk-japanske krig 1904-1905 tog Japan kontrol over Korea, indtil Korea blev endeligt annekteret i 1910. Under det japanske overherredømme var assimilering til den japanske kultur påkrævet af koreanerne, der skulle følge japanske skikke og anvende japanske navne. Japan bidrog derudover til at udvikle det koreanske landbrug, industrien og minedrift, hvor overskuddet gik til Japan. Japan deltog som en af aksemagterne i 2. Verdenskrig, men ved slutningen af krigen lykkedes det Sovjetunionen at invadere det nordlige Korea, mens USA invaderede det sydlige Korea. Den midlertidige grænse mellem de to besættelsesområder lå på den 38. breddegrad.[9]

Nordkoreas grundlæggelse og Koreakrigen[redigér | redigér wikikode]

Et monument for Koreakrigen i Nordkorea

I slutningen af 1945 indvandrede mange politisk skolede etniske koreanere fra Sovjetunionen. Den 13. oktober 1945 grundlagdes i Seoul det koreanske kommunistiske parti og i december blev Kim Il-sung valgt til at partiets formand. I 1947 oprettede kommunisterne, ledet af Kim Il-Sung, en stat i nord med støtte fra Sovjetunionen og Kina, mens Sydkorea dannede en midlertidig nationalforsamling støttet af USA. FN opfordrede til forsoning og satte som mål at genforene Korea.

FN-overvågede valg lod sig kun gennemføre i Sydkorea, hvor de borgelige vandt, tre måneder efter afholdte Nordkorea i august 1948 parlamentsvalg og Kim Il-sung proklamerede oprettelsen af Den demokratiske folkerepublik Korea. Den 25. juni 1950 angreb og erobrede Nordkorea det meste af Sydkorea. En FN-styrke blev oprettet, under amerikansk ledelse og med deltagelse af 16 nationer, for at slå angrebet tilbage. Dette var starten på Koreakrigen.

De første måneder af krigen foregik langs grænsen mellem nord og syd, omkring den 38. breddegrad. FN-styrken generobrede i oktober 1950 Seoul og besatte Pyongyang. I 1951 gik en kinesisk hær af bevæbnede bønder over grænsen og tvang FN-styrkerne tilbage. I januar 1951 havde Nordkorea generobret Seoul og store dele af Sydkorea. USA iværksatte en kraftig offensiv og pressede den nordkoreanske hær tilbage til den 38. breddegrad. I 1953 blev USA og Nordkorea enige om at danne en demilitariseret zone langs den 38. breddegrad som grænse mellem Nord- og Sydkorea. Der er stadig ikke underskrevet en fredsaftale, så formelt set er Nord- og Sydkorea i krig med hinanden endnu.

Efter krigen[redigér | redigér wikikode]

I 1954-61 underskrev Nordkorea militære bistandsaftaler med Kina og Sovjetunionen. I 1972 blev der vedtaget en ny forfatning, der samtidig gjorde Kim Il-sung til præsident på livstid. 90% af industrien var nu i statens hænder og resten organiseret i kooperativer.

I 1970erne indførte Kim Il-sung en politisk doktrin kaldet juche. Juche går i hovedsagen ud på selvforsyning af varer og tjenester. I nutiden producerer Nordkorea 95% af eget forbrug og økonomisk blev landet helt afhængig af støtte fra Sovjetunionen. Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, mistede Nordkorea denne økonomiske støtte, og økonomien gik i stå.

Den 8. juli 1994 døde Kim Il-sung, og sønnen Kim Jong-il overtog gradvis styringen af landet og blev udnævnt til statsoverhoved. I 2011 døde den 69/70-årige Kim Jong-il, hvorefter hans søn Kim Jong-un blev statsoverhoved. Han blev sidst i 2010 udnævnt til firestjernet general.

Mellem 1996 og 1999 blev Nordkorea ramt af hungersnød, og 6-700.000 mennesker døde. Nordkorea blev tvunget til at bede omverdenen om hjælp.

I 1990'erne ophørte Nordkorea med at betegne landet som kommunistisk, og alle billeder af Karl Marx blev fjernet.

Efter 2000[redigér | redigér wikikode]

Som den første sydkoreanske leder, besøgte Kim Dae-jung i 2000 Nordkorea og mødtes med Kim Jong-il. Samme år fik Kim Dae-jung Nobels fredspris.

Nordkorea har i mange år forsøgt at bygge kernevåben, og landet gennemførte en prøvesprængning af kernevåben i oktober 2006 og FN's sikkerhedsråd blev enig om en resolution, der indførte sanktioner mod Nordkorea.

Nordkorea har diplomatiske forbindelser med i alt 41 stater, bl.a. Sverige, Kina, Vietnam, Rusland og Cuba. [10] Landet modtager økonomisk og materiel støtte fra især Kina og Rusland, og har økonomiske forbindelser med Vietnam og Cuba.

I november 2010 blussede konflikten mellem Nord- og Sydkorea op igen efter nordkoreansk bombardement af den lille sydkoreanske ø Yeonpyeong, tæt på grænsen mellem de to Koreaer, bombardementet kom efter at Sydkorea sammen med USA afholdt en militærøvelse i området. Situationen har siden været spændt mellem nationerne, senest efter den årligt tilbagevendende sydkoreansk/amerikanske militærøvelse sidst i februar 2011.

I 2012 forsøgte Nordkorea at opsende to satellitter, Kwangmyŏngsŏng-3 den 13. april (som mislykkedes) og Kwangmyŏngsŏng-3 Unit 2 den 12. december (som tumler rundt i kredsløb)[11].

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Nordkoreas geografi.

I nord grænser landet sig op til Kina afgrænset naturligt af floderne Yalu og Tumen; sidstnævnte danner også den mindre grænse til Rusland. Floderne løber fra Nordkoreas højeste bjerg den udslukte vulkan Paektu (2.744 m), der ligger ved kinesiske grænse. Indlandet er udpræget tyndt befolket, da 4/5 af landets areal er bjergkæder, samt løv- og nåleskov på plateauerne. I vest er dog hovedsagelig lave sletter. Befolkningen koncentrerer sig i de vestlige og østlige kystregioner som også rummer storbyerne Pyongyang, Hamhung, Kaesong, Sinuiju og Chongjin. I syd grænser landet op til Sydkorea, og grænsen er grundet de to landes voldelige forhistorie forholdsvis bred og demilitariseret. Sydkorea ligger ligesom Nordkorea på den Koreanske Halvø, og de to fylder omkring halvdelen af halvøen hver.[12]

Klima[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Nordkoreas klima.

Nordkorea har et tempereret kontinentalklima med fire udprægede årstider. Sommeren er varm og regnfuld pga. monsunvinde fra sydøst, mens vintermånederne er kendetegnet af kulde og tørke pga. tørre vinde fra Sibirien. Omkring halvdelen af den årlige nedbørsmængde falder i Monsuntiden (jangma) i tidsrummet fra juni til august. Geografisk fordelt falder meget af nedbøren i form af sne i bjergene, mens lavlandet oplever nedbør i modererede mængder.[12] Om efteråret er landet ofte ramt af hvirvelstorme.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Nordkoreas økonomi.

Nordkoreas økonomi er organiseret efter stalinistisk model, og staten kontrollerer mere end 90 procent af al arbejdskraft. Landets økonomi er en af verdens mest centralstyrede og isolerede. 95 procent af alle de varer, som findes i landet, kommer fra den statsejede industri, og fødevareproduktionen er organiseret i store kollektiver, men sværindustrien er kunstigt forstørret, og landbruget vurderes til at være ineffektivt. Af det samlede bruttonationalprodukt udgør industrien 25 %, landbruget 30 %, og service samt andet 45 % jf. skøn fra 2000. Nordkorea har en del naturlige ressourcer i form af bly, guld, jernmalm, kul, magnesit, wolfram, vandkraft og zink. Nordkoreas største handelspartnere er Japan, Sydkorea og Kina til hvilke, de eksporterer landbrugsvarer, metaller, mineraler, silke, tekstiler og tobak med en samlet eksport på 0,7 mia. USD, mens de importerer levnedsmidler, maskiner, metaller, mineralprodukter og tekstiler med en samlet import på 1,7 mia. USD – fordi selvforsyningen er højt prioriteret, er både eksport og import relativt lav.[13]

Landet standsede i 1980'erne afbetalingen af dets udlandsgæld på 12 mia. USD, og det er derfor ikke muligt for landet at låne yderligere penge. Landet blev hårdt ramt da Sovjetunionen, den vigtigste handelspartner, i 1991 ophørte med at eksistere. Den manglende billige sovjetiske olie var en af af de væsentligste årsager til, at industrien siden kun har produceret på halv kraft. Siden Sovjetunionens sammenbrud har Nordkorea desuden været afhængig af udenlandsk valuta til finansiering af import, og det er derfor forsøgt gjort lettere for private i udlandet at investere i landet, mens den ulovlige amerikanske dollar bruges stadigt mere. Derudover sender mange koreanere, der arbejder i Japan penge tilbage til Nordkorea. Det er dog ikke tilstrækkeligt, og vestlige efterretningstjenester vurderer, at Nordkorea er involveret i organiseret kriminalitet som bilsmugling, falskmøntneri og narkotikahandel.[14]

Gennemsnitsalderen var ifølge WHO-angivelser i 2004 faldet til 65 år for mænd og for kvinder til 68 år. Den gennemsnitlige børnedødelighed var i 2004 på 5,8%

Økonomisk udvikling[redigér | redigér wikikode]

Nordkorea oplevede efter Koreakrigens afslutning i 1953 en årrække med en vis fremgang, hvor bruttonationalproduktet pr. indbygger var højere end i Sydkorea. Sydkorea overhalede dog Nordkorea i 1980, og igennem 1980'erne var der problemer med energimangel, et ringe transportsystem og et forældet produktionsapparat. I denne periode var Sovjetunionen Nordkoreas største handelspartner med halvdelen af al handel, mens den også dækkede Nordkoreas handelsunderskud. 1990 var det første år siden Koreakrigen med et fald i BNP'en, hvilket fortsatte til og med 1998 – i 1999 var der en vækst på 6 %. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, så Nordkorea blev nødt til at bruge udenlandsk valuta, hvilket førte til et sammenbrud i udenrigshandlen og yderligere energimangel. Det var også i 1990'erne, at Nordkorea blev ramt af flere naturkatastrofer, hvilket, kombineret med det økonomiske sammenbrud, førte til hungersnød og efterfølgende udenlandsk nødhjælp[13]


Pga. disse problemer blev et reformprogram sat i gang, hvor udenlandske investeringer blev legaliseret. Forfatningen blev ændret i 1998, så der nu også var plads til noget privat initiativ. Efter Kim Jong-ils besøg i Rusland og Kina fik visse grupper lov til at bruge kontanter i stedet for rationeringsmærker, skønt 2/3 af befolkningen stadig brugte rationeringskort, og frie markeder og butikker fik fri prissætning på visse varer. Da efterspørgslen oversteg udbuddet førte det imidlertid til inflation, og rispriserne steg drastisk. Dette faldt sammen med mange arbejdsløse pga. et sammenbrud i sværindustrien og en faldende udenlandsk fødevarebistand pga. Nordkoreas atomprogram. Fra 2003 blev det muligt at handle forbrugs- og industrivarer på private markeder og handel med udenlandske virksomheder gjort lettere. De nye markedsmekanismer herskede der imidlertid uvidenhed om, og korruptionen voksede.[15]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Nordkoreas politik, Juche og Songun

Turist i Nordkorea[redigér | redigér wikikode]

Kun ca. 2000 vestlige turister besøger årligt Nordkorea. Sydkoreanske turister har tilladelse til at besøge turistregionen Kumgangsan. Den største turistgruppe er kinesere (typisk familier af soldater som deltog i Koreakrigen). Personer fra USA nægtes oftest visum, bortset fra rejser som inkluderer Arirangfestivalen, som også er åben for sydkoreanerne.

Når turister færdes offentligt i Nordkorea skal de være fulgt af en guide fra regeringen. Hotellet er ikke et frit valg og man kan ikke bare forlade hotellet og gå individuelle ture i Pyongyang. Der er ingen private restauranter i byen, men kvaliteten i de statslige er generelt af normal standard.

Når man rejser til Nordkorea fraråder rejseselskaberne, at man stiller kritiske spørgsmål til guiderne omkring systemet og regeringen. Der har været episoder hvor turister er blevet sendt hjem for "upassende opførsel". I sommeren 2008 skød og dræbte nordkoreanske soldater en turist [16], hvorefter flere rejseselskaber droppede deres ture til Nordkorea.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Kort Navna Chosŏn'gŭl Hanja Administrativt sæde
Hovedstad (chikhalsi)a
1 Pyongyang 평양직할시 平壤直轄市 (Chung-guyok)
Specialby (teukbyeolsi)a
2 Rason 라선특별시 羅先特別市 (Rajin-guyok)
Provinser (do)a
3 Sydpyongan 평안남도 平安南道 Pyongsong
4 Nordpyongan 평안북도 平安北道 Sinuiju
5 Chagang 자강도 慈江道 Kanggye
6 Sydhwanghae 황해남도 黃海南道 Haeju
7 Nordhwanghae 황해북도 黃海北道 Sariwon
8 Kangwon 강원도 江原道 Wonsan
9 Sydhamgyong 함경남도 咸鏡南道 Hamhung
10 Nordhamgyong 함경북도 咸鏡北道 Chongjin
11 Ryanggang * 량강도 兩江道 Hyesan
* – staves "Yanggang" (양강도) på sydlige dialekter.
v · d · r Nordkoreas største byer
Folketælling i 2008[3]
Rang Bynavn Nordkoreas administrative regioner Indb.
Pyongyang
Pyongyang

Hamhung
Hamhung

1 Pyongyang Pyongyang 3.255.288 Chongjin
Chongjin

Nampho
Nampho

2 Hamhung Sydhamgyong 768.551
3 Chongjin Nordhwanghae 667.929
4 Nampho Sydpyongan 366.815
5 Wonsan Kangwon 363.127
6 Sinuiju Nordpyongan 359.341
7 Tanchon Nordhamgyong 345.875
8 Kaechon Sydpyongan 319.554
9 Kaesong Nordhwanghae 308.440
10 Sariwon Nordhwanghae 307.764

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Koreas kultur.

Det koreanske skriftsprog blev fuldt udviklet i 1400-tallet. Før den tid fandtes der ingen koreansksproget litteratur. Derimod findes meget ældre litteraturkinesisk, som er skrevet i Korea. I 1400-tallet under den berømte koreanske konge Sejong den store blev der udarbejdet et nyt koreansk alfabet kaldet Hangul. Meningen med det nye alfabet var at gøre det let for almindelige mennesker at lære at læse og skrive. Den moderne udgave af Hangul-alfabetet består af kun 24 bogstaver, og det er derfor muligt at lære at læse koreansk på kort tid.

Gammel kultur og kunst fra før Kim Il-Sungs statsdannelse er gemt væk og nærmest glemt. Nutidens kultur i Nordkorea er præget af den nationalistisk regering og troen på juche. I stedet for reklamer er det propaganda fra det regerende kommunistparti.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Religionshistorie[redigér | redigér wikikode]

En af de ældste religioner i Nordkorea er buddhismen, der blev bragt til halvøen af kinesiske missionærer og blev dominerende o. år 300 e.Kr. I 1300-tallet begyndte kongfuzianismen at vinde frem, og i 1700-tallet kom kristendommen til landet. Som følge af de mange forskellige religioner dannedes i 1800-tallet den nationalt orienterede blandingsreligion chondogyo, der indeholder elementer fra buddhisme, kristendom, taoisme, kongfuzianisme, forfædredyrkelse og åndetro. Det er blevet foreslået, at chondogyo har været inspiration til Nordkoreas nationalt betonede politik. Fra dannelsen af Nordkorea i 1945 til i dag har landet været officielt ateistisk med begrænset religiøs udøvelse.[17]

Religion i dag[redigér | redigér wikikode]

Nordkorea har religionsfrihed sikret i forfatningen, men de facto er den religiøse udøvelse stærkt begrænset, da det er forbudt at anvende religion, hvis staten finder, at det sker til fordel for en fremmed magtfaktor, forstyrer ordenen eller på anden måde skader staten.[17] Traditionelt set er koreanerne kristne og buddhister, men regeringen i Nordkorea forbyder enhver form for ukontrolleret religiøs dyrkelse. Alle former for religiøs dyrkelse skal være registreret og godkendt, eksempelvis findes der en lovlig kristen-ortodoks kirke i hovedstaden Pyongyang ligesom enkelte buddhistiske grupperinger er blevet godkendt – dertil kan det nævnes at staten har givet et tilskud for at bevare de gamle buddhistiske templer. Nordkoreas stat er ateistisk og det var derfor på baggrund af templernes kultur-historiske værdi at de fik tilskud fra den ellers ateistiske stat. Rusland fik lov at donere en ortodoks kuppel-kirke i Pyongyang. Gudstjenester afholdes dog primært i forbindelse med gæster fra udlandet.[17] Ukontrolleret privat religion dyrkes illegalt i små grupperinger, men sikkerhedstjenesten gør en stor indsats for at opspore disse. Hvis man er registreret i en godkendt kirke respekterer staten religiøse helligdage. Eksempelvis har de ortodoks-registrerede koreanere fri den 7. januar (Juleaften iflg. den ortodokse kalender) i modsætning til andre koreanere, der i stedet har fri den 1. maj (Arbejdernes kampdag).

Kunst[redigér | redigér wikikode]

Den eneste tilladte kunstgenre er den som man i Sovjetunionen kaldte for socialrealisme, altså ideologisk socialistisk regeringsvenligt kunst.

Massespil

Massespil[redigér | redigér wikikode]

Nordkorea er kendt for de ideologiske shows kaldet massespil eller mass games. Det går ud på at tusinder af mennesker samles og rejser forskellige plader i forskellige farver så det danner et billede, eksempelvis af et nordkoreansk flag eller Kim Jong-il. Til massespillet vil der også være dans i form af flere hundrede nordkoreanere, som danser synkront

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Administrative Population and Divisions Figures (#26) (pdf). DPRK: The Land of the Morning Calm. Permanent Committee on Geographical Names for British Official Use. Besøgt 10. oktober 2006.
  2. Fejl på skabelon:kilde www: Parametrene url og titel must be specifiedUNFPA. (koreansk). Forenede Nationer. Besøgt 14. april 2010.
  3. 3,0 3,1 DPR Korea 2008 Population Census National Report. Nordkoreas centrale statistikbureau. Besøgt 19. februar 2011.
  4. Fejl på skabelon:kilde www: Parametrene arkivurl og arkivdato must be both specified or both omittedCountry Profile: North Korea (engelsk). Foreign and Commonwealth Office, UK. Arkiveret fra originalen d. 2009-11-07. Besøgt 10. februar 2010.
  5. 5,0 5,1 GDP (official exchange rate), The World Factbook, Central Intelligence Agency, last updated on April 26, 2010; accessed on May 17, 2010. Population data obtained from Total Midyear Population, U.S. Census Bureau, International Data Base, accessed on May 17, 2010. Note: Per capita values were obtained by dividing the GDP (official exchange rate) data by the Population data.
  6. Politiken.dk: Verdens ledere holder nøje øje med Den Store Efterfølger af Søren Astrup. Sidst opdateret 20. december 2011. Sidst besøgt 2. juli 2012.
  7. Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 8-9. ISBN 87-7879-432-3.
  8. Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 9-10. ISBN 87-7879-432-3.
  9. Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 10. ISBN 87-7879-432-3.
  10. Se komplet liste over Nordkoreas diplomatiske forbindelser på *EmbassyPages.
  11. Nordkoreansk satellit er ude af kontrol Ingeniøren 13. dec. 2012
  12. 12,0 12,1 Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 3. ISBN 87-7879-432-3.
  13. 13,0 13,1 Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 18-19. ISBN 87-7879-432-3.
  14. Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 18-20. ISBN 87-7879-432-3.
  15. Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 19-20. ISBN 87-7879-432-3.
  16. Berlingske.dk: Sydkoreaner dræbt i Nordkorea. Sidst opdateret 11. juli 2008. Sidst besøgt 2. juli 2012.
  17. 17,0 17,1 17,2 Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007, s. 5. ISBN 87-7879-432-3.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Bengtson, Arne. Nordkorea (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab 2007. ISBN 87-7879-432-3.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]