Oldtidens Israels og Judæas historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Disambig bordered fade.svg For den moderne stat Israels historie, se Israels historie

Oldtidens Israels og Judæas historie hænger nøje sammen med Bibelhistorien. Bibelen er den fremmeste kilde til kongerne og de vigtigste hændelser. Derfor vil drøftelserne omkring Israels oldtidshistorie hænge sammen med spørgsmålene omkring Bibelforskning og Bibelkritikk.

Kort af Sydlevant, omkring 800 f.Kr.. Judariget er markeret rødt.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Israelitterne var ifølge Bibelen efterkommerne til patriarken Jakob og hans tolv sønner. De tolv stammer i Israel stammede fra ti af hans sønner og to af hans sønnesønner. Levis stamme omfattede præster og tempeltjenere, og blev ikke regnet med blandt de tolv stammer. Jakobs bedstefar Abraham var blevet lovet, at hans efterkommere skulle få det landområde, som blev til landet Israel.

Bibelen fortæller, at Jakob og elleve af sønnerne kom til Egypten efter at sønnen Josef havde været der en stund. I Egypten blev israelitterne talrige. Med tiden tvang egypterne dem til at udføre slavearbejde og udsatte dem for grusom behandling. Det var dengang Moses stod frem som deres profet og befrier. Der fortælles, at israelitterne derefter opholdt sig i ørkenen, hvor de modtog loven og forskrifter for deres religionsudøvelse.

Moses var folkets leder, før de gik ind i det lovede land. Moses selv døde i området omkring Moab efter at have set hele landet fra toppen af et højt bjerg. Josva overtog ledelsen efter hans død og førte folket ind i landet.

1200 f.kr: Hebræerne kommer til Kanaan[redigér | redigér wikikode]

Bibelen er blandt de få kilder, som fortæller om hvordan hebræerne kom til Kanaan fra Egypten. Eftersom Bibelen er skrevet mange århundrede senere end de egentlige hændelserne af autoriteter, som repræsenterede magthaverne i området, har der fra et arkæologisk og historisk synspunkt været mange unøjagtigheter og direkte fejl i Bibelens fortælling. Alligevel er Bibelen den vigtigste kilde for den generelle udviklingen i dette område og jødernes historie.

1100 f.kr: Hebræerne erobrer Kanaan[redigér | redigér wikikode]

Bibelen indeholder meget, som kan bekreftes af fund og andre kilder. I Joshvas bog fortælles der om hebræernes erobringer, som stemmer godt overens med arkæologiske fund af kanaanitiske byer, som blev ødelagt i 1200-tallet. Kanaanitterne, som levede i området, havde en kultur og religion (polyteisme), som stemmer med Bibelens fortælling om hebræernes kamp mod lokale gudedyrkelser. I 1100-tallet f.kr. var der kampe i Palæstina mellem to religøse traditioner (polyteisme og Javhe-kulten, som stadig bliver mere monoteistisk) og folk (Hebræerne fra Egypten og Kanaanitter). Egypten som tidligere havde haft overherredømmet over området havde nu mistet sit fodfæste, og uden et stærkt Egypten lå vejen klar for de mindre semittiske folkeslag til at overtage området.

Hebræerne fik støtte fra nomadiske stammer og semittiske folkeslag, som var beslægtet med Abraham. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve (men der var meget uenighed om, hvordan Jahve skulle dyrkes). Denne kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og hindrede ikke, at der opstod konflikter internt mellem dem.

Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kanaanitter og overtog deres skriftssystem. Byggepraksisen blev også overtaget, men uden at Hebræerne opnåede samme kvalitet som deres forgængere. Jerusalem var på dette tidspunkt et lille sted uden nogen stor betydning, og kunne ikke måle sig med andre byer, som allerede var blomstret og forfaldt i oldtidens verden. Men tilfældigvis skulle meget af spiren til vor historie bagefter vise sig at være blevet udviklet i Palæstina, styret af Hebræerne.

Dommertiden[redigér | redigér wikikode]

Efter Josvas tid fulgte den såkaldte Dommertiden, hvor landet blev styret af de såkalte dommere. De stod frem som befriere hver gang israelitterne var blevet undertrykket af andre herskere.

1000 f.kr: Det Hebræiske Kongedømme – Kong Saul, Kong David og Kong Salamon[redigér | redigér wikikode]

Ifølge beretningen var landets første konge Saul. Han dateres til omkring 1100-1000 fvt. Landet var forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Sidstnævnte er kendt for bygningen af Templet i Jerusalem.

Hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af, at man måtte organisere krigsføringen ved at konsolidere nationen. Mod vest udgjorde Filisterne (Gaza) en stærkere modstand end Kanaanitterne, meget fordi disse havde jernteknologi. Filistinerne stammede fra "søfolket", som var kommet fra Grækenland, og det er fra disse vi henter navnet Palæstina. Mod nord lå Fønikerne (Libanon), som var mest optaget af handel. Da Kanaanitterne stadig blev mere erobret, gav det grundlaget for det Hebræiske kongedømme omkring 1000 f.kr. Samtidig blev der oprettet en anden institution med profeter, og profeten Samuel salvede den første konge Saul og hans efterfølger David.

922 f.kr: Det Hebræiske Kongedømme deles i Israel og Judæa[redigér | redigér wikikode]

Da kong Salamon døde i 922 f.kr. blev det Hebræiske kongedømme delt i to. Det var kun Judas og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongedømme Judæa med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede riget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Ofte omtaler man nordriget som Israel og sydriget som Judæa. Gennem skiftende omstændigheder eksisterede disse riger gennem ca. 300 år.

722 f.kr: Tistammeriget elimineres af assyrerne[redigér | redigér wikikode]

Nordriget Israel forsvinder ud af historien, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.kr.

De 10 israelske stammer, som udgør kongedømmet Israel bliver spredt ud over det Assyriske Rige eller dræbt. Dette giver ophav til myten om de 10 forsvundne stammer i Israel ("the Ten Lost Tribes of Israel"). Det er ihvertfald sådan, at der ikke længere findes spor af disse stammer eller at de overlevende klarer at beholde deres etniske identitet, mens de befinder sig i Assyrerriget. Dermed forsvinner disse hebræerne ud af historien

587 f.kr: Judæa og Jerusalem falder mod Babylonerne[redigér | redigér wikikode]

Nebukadnesar, Babylons konge, bryder Jerusalems murer og ødelægger Salomons Tempel i 587 f.kr. Byen bliver fuldstændig ødelagt og indbyggerne bliver deporteret til Babylon.

Indbyggerne i Judæa, som deporteres til Babylon (Irak), er de to genværende stammer af de tolv hebræiske stammer. Som nævnt var de øvrige ti stammers kongedømme Israel, allerede gået til grunde. For folket fra Judæa skal fangenskabet i Babylon imidlertid kun udgøre en egen epoke i jødisk historie, og i modsætning til Israels folk, klarer disse stammer at bevare deres etniske identitet og bygge Javhe-kulten op i Babylon. Dette fangeskab skal præge meget af jødedommen, og markerer begyndelsen på religionen. Her bliver de første tekster skrevet ned, og det er først nu vi kan tale om "jøder".

Under persisk styre[redigér | redigér wikikode]

Da Babylon senere blev invaderet af perserne omkring 539 f.kr., skulle jødene få lov til at vende tilbage til Judæa, som blev under persisk overherredømme. Da Persien erobrede Babylon, fik israelitterne lov til at vende tilbage. Landet blev dengang en provins under persernes styre, men traditionerne blev i stor grad genoprettet.

323 f.kr. Alexander den Store overtager for Perserne[redigér | redigér wikikode]

Israel kom siden under makedonerne da Alexander den Store erobrede persernes rige. Den følgende tid var præget af uro. Makabeeroprøret førte politiske stridigheder med sig. Samtidig var landet til tider selvstændigt som et kongedømme.

Under romersk styre[redigér | redigér wikikode]

Omsider, da romerne kom til magten, blev landet anerkendt som et kongedømme og Herodes den store blev udvalgt til konge. Efter hans tid blev riget delt mellem tre af hans sønner. Herodesfamilien havde mere eller mindre magten frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70. Efter dette var der flere oprør, men ingen vandt frem. Jødedommen og kristendommen er derimod en vigtig del af arven efter oldtidens Israel.

Historie Stub
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.