Suez-krigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.

Suez-krigen (Hebraisk: מבצע קדש), (Arabisk: أزمة السويس – العدوان الثلاثي) også kaldet Suez-krisen var en væbnet konflikt udkæmpet på egyptisk territorium i 1956 mellem på den ene side Israel, Storbritannien og Frankrig og på den anden side Egypten.

Gamal Abdel Nasser styrtede i 1952 kong Farouk af Egypten og var Egyptens stærke mand. Han ønskede at gøre landet til en magtfaktor i Mellemøsten. Storbritanniens kontrol over Suez-kanalen gjorde det vanskeligt, og Egypten havde brug for våben.

Nasser købte våben i Tjekkoslovakiet og optog lån for at finansere opkøbet. Egypten ønskede at skabe sikrere vilkår for jordbrug langs Nilen og ville bygge en dæmning i den sydlige del af landet ved Aswan, både for at kontrollere floden og skaffe elektricitet. Nasser havde brug for vestlig kapital og ekspertise for at bygge dæmningen.

USA forhandlede, men valgte at sige nej til at støtte projektet, hovedsagelig af økonomiske grunde. Storbritannien sagde også nej, men mest af politiske grunde: premierminister Anthony Eden mente, at Nasser var en trussel mod Storbritanniens indflydelse i området.

Nasser måtte skaffe midler til Aswandæmningen på anden vis og valgte i 1956 at nationalisere og overtage Suez-kanalen uden at kompensere Storbritannien og Frankrig. De var de to aktionærer i selskabet, der ejede kanalen. FN forsøgte at mægle mellem parterne, men hverken Frankrig eller Storbritannien var interesseret i mægling. Ud over økonomiske grunde havde Frankrig også mistanke om, at Nasser støttede Algeriets frigørelsesbevægelse, FLN, i dens kamp mod Frankrig.

Israel var heller ikke begejstret for det nye styre i Egypten, som stadig kom med trusler mod landet. Israel, Storbritannien og Frankrig indgik et uofficielt samarbejde og udarbejdede en plan for at stoppe Nasser. Israel, som var plaget af terrorister fra den egyptiske Sinai-halvø, gik til angreb på Egypten gennem Sinai-ørkenen. I løbet af kort tid nærmede Israel sig kanalen fra øst. Storbritannien og Frankrig gjorde det klart, at de opfattede krigen som en trussel både mod freden og mod færdsel på Suez-kanalen. De forlangte, at både Egypten og Israel skulle holde sig mindst 10 km fra kanalen, der skulle besættes af tropper fra Storbritannien og Frankrig. Israel sagde som aftalt ja, mens Egypten som ventet sagde nej. Dermed gik Storbritannien og Frankrig ind i kanalzonen.

Begge lande var klar over, at USA og Sovjetunionen ville reagere skarpt, men de havde også regnet med at komme eventuelle reaktioner i forkøbet ved at være i kanalzonen, inden supermagterne nåede at reagere. Imidlertid reagerede USA meget hurtigt gennem FN. Storbritannien og Frankrig nedlagde veto i sikkerhedsrådet, men ikke i generalforsamlingen. Stillet overfor USA's reaktion og Sovjetunionens trusler om brug af atomvåben mod London og Paris gav Storbritannien og Frankrig op. Krigen resulterede i, at en FN-styrke blev placeret langs den egyptisk-israelske grænse. En del danske FN-soldater gjorde tjeneste her i årene 1957-67.

Det er ingen tvivl om, at Storbritannien og Frankrig tabte prestige. Sovjetunionen vandt, dels fordi den stillede op som Egyptens forsvarer, og dels fordi krisen i Suez afledte opmærksomheden fra opstanden mod Sovjetunionen i Ungarn, der blev slået ned, uden de store internationale reaktioner.

At USA nægtede at støtte Storbritannien og Frankrig, førte til en meget negativ stemning imellem landene. Forholdet mellem Frankrig og USA kølnedes. Det var en stor overraskelse, at USA og Sovjetunionen kunne opnå enighed om noget. I Storbritannien førte det til, at premierminister Eden gik af.

Det måske vigtigste resultat af Suez-krisen var, at det blev klart for verden, at når USA og Sovjetunionen sagde nej, så kunne ingen andre stille noget op. De to landes status som supermagter blev tydelig.

Frankrigs historie Stub
Denne artikel om Frankrigs historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Frankrigs historie