Den jødiske diaspora

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den jødiske diaspora, af og til refereret til kun som disporaen, er et udtryk, som bliver brugt om jøder bosat uden for Israel.

Oprindelig betegnede udtrykket fordrivelsen af det jødiske folk under Babylonien og Romerriget. De spredte sig senere rundt i verden på grund af forfølgelse eller konvertering. Det er normalt at regne med, at diasporaen begyndte med erobringerne af de gamle jødiske kongeriger og uddrivelsen af det jødiske folk i det ottende til det sjette århundrede før Kristus. En række jødiske samfund blev etablert i Mellemøsten som en følge af tolerant politik, og de blev ved med at være vigtige centre for jødedommen i århundreder fremover. Nederlagene i Det store jødiske oprør i år 70 og Bar Kokhba-oprøret i 135 mod Romerriget gjorde deres til, at flere jøder spredte sig over større geografiske områder, da mange havde mistet deres land, Judæa, eller blev solgt som slaver over hele kejserriget.