Opel Omega

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Opel Omega
Producent Opel
Moderselskab General Motors
Model Omega
Type Øvre mellemklassebil
Teknik Langsliggende frontmotor,
baghjulstræk
Produktionsår 19862003
Forgænger Opel Rekord
Efterfølger Ingen
Motoralternativer 4- og 6-cyl. benzin-
og dieselmotorer
Gearkassetyper Manuel og automatisk
Karrosseriformer 4-dørs sedan
5-dørs stationcar
Konkurrenter Audi 100/A6
BMW 5-serie
Citroën CX/XM
Ford Scorpio
Mercedes-Benz E-klasse
Nissan Maxima
Saab 9000/9-5

Opel Omega var en personbil fra den tyske bilfabrikant Opel. Den første generation kom på markedet i 1986, havde modelbetegnelsen "A" og var en direkte efterfølger til den tidligere Opel Rekord-serie. Anden generation havde modelbetegnlesen "B", og blev introduceret i 1994 og faceliftet i 1999. I 2003 forsvandt navnet Omega, men modellen fik ingen direkte efterfølger.

Opel Omega A havde en tung arv at løfte. Rekord og senere Omega serien var placeret et underligt sted i modelrækken af biler fra Opel, da det trods størrelsen ikke var Opel´s flagskib. Flagskibet fra Opel på dette tidspunkt hed nemlig Opel Senator, og det var først da Omega B kom i 1994 at Senator modellen blev taget af programmet, og Omega egentlig blev Opels flagskib.

Omega A (1986-1993)[redigér | redigér wikikode]

Opel Omega A
Opel Omega A L.jpg
Produktionsår 19861993
Motoralternativer Benzin:
1,8−3,0 liter (60−150 kW)
Diesel:
2,3 liter (54−74 kW)
Typenummer 1 (sedan)
6 (Caravan)
Længde 4738 mm
Bredde 1760 mm
Højde 1445 mm
Akselafstand 2730 mm
Beslægtede Opel Senator
Opel Omega A Caravan

Opel Omega A blev produceret i flere versioner. Som basis fandtes den i en sedan- og en stationcar-variant (i Tyskland kaldet hhv. Limousine og Caravan)

Design[redigér | redigér wikikode]

Designet på Omega´en er ikke tilfældigt. Man brugte lang tid på tests i vindtunneler (et stort hit i slut 80´erne og starten af 90´erne) og bragte med Omega´ens runde former og "Kadett"-bagskærmen CW-værdien ned på 0,28. Noget der bidrog til en fornuftig benzinøkonomi. Samtidig var bilen meget stor og rummelig, selvom den havde meget få ligheder med de tidligere Rekord modeller var proportionerne dog stadig de samme.

Motorprogram[redigér | redigér wikikode]

4 cylindrede Omega´er[redigér | redigér wikikode]

Man ønskede ikke længere de u-økonomiske CIH type motorer som ellers var kendt fra Opel Rekord og tidligere andre modeller, til trods for de var driftsikre. I stedet monterede man 1,8 og 2,0 motorer fra Opels OHC program. Disse to motortyper blev taget direkte fra Kadett E og Ascona C.

1,8´eren blev monteret i 4 forskellige versioner. De havde alle 8 ventiler og et slagvolume på 1.796 cm³.

  • 18NV: 60 kW (82 hk) ved 5.400 omdr./min., 135 Nm ved 3.000 omdr./min.
  • 18SV: 66 kW (90 hk) ved 5.200 omdr./min., 148 Nm ved 3.400 omdr./min.
  • E18NVR: 65 kW (88 hk) ved 5.400 omdr./min., 143 Nm ved 2.800 omdr./min.
  • 18SEH: 85 kW (115 hk) ved 5.600 omdr./min., 160 Nm ved 4.600 omdr./min.

Dog var 1,8SEH den eneste af de 4 der brugte Bosch Multipoint-indsprøjtning, og denne motorudgave overlevede også indtil faceliftet i 1991. 1,8NV og NVR havde problemer med tandremmen, og udviklede hurtigt en sygdom der i værste fald kunne knuse stempler og ventiler. NV samt NVR blev taget af modelprogrammet i løbet af det første år, og NV maskinen blev i stedet erstattet af SV maskinen i 1987.

2,0´eren kom også i 4 udgaver, alle med 8 ventiler og et slagvolume på 1.998 cm³.

  • C20NE: 85 kW (115 hk) ved 5.400 omdr./min., 170 Nm ved 2.600 omdr./min.
  • C20NEF: 74 kW (101 hk) ved 5.200 omdr./min, 158 Nm ved 2.600 omdr./min.
  • C20NEJ: 73 kW (99 hk) ved 5.200 omdr./min., 170 Nm ved 2.600 omdr./min.
  • 20SE: 90 kW (122 hk) ved 5.400 omdr./min., 175 Nm ved 2.600 omdr./min.

Alle 4-cyl. motorer blev koblet til en R25 5-trins manuel gearkasse fra Opel selv, eller en AW03-71L automatgearkasse med 4 gear.

Den sidste 4-cyl. motorudgave i Omega er den (blandt Opelfan´s i dag) meget populære C24NE, som var en direkte videreudvikling af 2,2 liters CIH maskinen fra Opel Rekord E2. 2,4´eren var monteret med et Bosch M1,5 indsprøjtningsanlæg, og var lavet da man fandt at 1,8 og 2,0 maskinerne leverede for lidt moment. Motoren var en CIH opbygning, og leverede relativt små 125 hk ved 4.800 omdr./min., men leverede til gengæld 195 Nm ved 2.400−2.600 omdr./min.. Denne maskine anses af mange sammen med 2,2 motoren fra Rekord E2 som de bedste motorer Opel nogensinde har lavet. Motoren havde 8 ventiler og et slagvolume på 2.410 cm³.

Dieselmotoren kom i 2 udgaver, dog alle CIH type motorer. En sugediesel eller turbodiesel. Begge motorer kom direkte fra Rekordprogrammets dieselbiler, og blev ændret i produktionsforløbet. I 1991 blev sugedieselmotoren taget af programmet og DTR modellen med intercooler blev i stedet monteret. Motorkoden for disse maskiner var:

  • 23YD: 54 kW (73 hk) ved 4.400 omdr./min., 138 Nm ved 2.400 omdr./min.
  • 23YDT: 66 kW (90 hk) ved 4.200 omdr./min., 190 Nm ved 2.200 omdr./min.
  • 23DTR: 74 kw (101 hk) ved 4.200 omdr./min., 218 Nm ved 2.000-2.200 omdr./min.

6 cylindrede Omega´er[redigér | redigér wikikode]

I 1987 monterede man dog kun i stationcarvarianten både C30LE og C30NE maskinerne (6-cyl. 12V CIH rækkemotor) kendt fra Senator/Monza modellerne. Disse modeller var med samme udstyrspakke indvendigt og udvendigt som de 4-cyl. varianter af Omega´en. Henholdsvis leverede C30LE 156hk og C30NE 177hk. De blev ganske populære og dette gjorde også at næste trin for Opels motorprogram i Omega´en blev det nemmere.

I 1989 lancerede Opel nemlig Omega 3000 modellen. Denne kom både som Stationcar og Sedan, og denne gang var der større forskel på udstyret. 3000 modellen eksisterede da stadig med C30LE og C30NE maskinerne, men indvendigt var kabinen nu polstret med dellæder, læderrat, boardcomputer og masser af andre lækkerier. Kofangere for og bag var indfarvede sammen med sidespejle og dørlister, og en lille hækspoiler blev også monteret.

C30NE havde 130 kW (177 hk) ved 5.800 omdr./min. og 240 Nm ved 4.200 omdr./min., mens C30LE havde 115 kW (156 hk) ved 5.400 omdr./min. og 230 Nm ved 3.800 omdr./min..

Facelift i 1991[redigér | redigér wikikode]

Faceliftet i 1991 var ikke af den voldsomme slags. Karrosseriet og det generelle udseende blev bibeholdt. Dog fik den nu lakerede kofangere med en bredere kromliste - herudover blev baglygterne tonet sagte, blinklys foran blev lidt større for visuelt at gøre fronten bredere, frontgrillen fik en Chrome liste m.m. Faceliftet gav også anledning til et nyt motorprogram, som viste sig at være et rigtig godt træk. Det startede med lanceringen af den 150 hk stærke 2,6i 12V række 6 motor (C26NE) som med sit "dual ram" indsprøjtningssystem en gang for alle gjorde op med det gamle Bosch indsprøjtning. Den største ændring i motorprogrammet var dog med den 6 cylindrede 24 ventilers C30SE motor. 2 knastaksler, Dual Ram indsprøjtning og 3,0 liters volumen gav denne maskine hele 204 hk. Omega´en blev på den måde den første Opel model der fra fabrikkens side overskred 200hk mærket. Og det skulle blive voldsommere endnu. Herefter var alle Omega 3000 med denne maskine, og blev solgt som "Opel Omega 3000 24V"

Specifikationerne var som følger:

  • C26NE: 110 kW (150 hk) ved 5.600 omdr./min., 220 Nm ved 3.600 omdr./min.
  • C30SE: 150 kW (204 hk) ved 6.000 omdr./min., 270 Nm ved 3.600 omdr./min.
  • C30SEJ: 147 kW (200 hk) ved 6.000 omdr./min., 265 Nm ved 3.600 omdr./min. (kun Caravan)

EVO 500[redigér | redigér wikikode]

Opel og Motorsport er naturligvis to ting, der ikke kan skilles ad. Derfor begyndte man i samarbejde med Irmscher GMBH i 1990 et studie i en DTM homologeret racer. Bilen der blev valgt, var naturligvis Opel Omega. Og i henhold til homologeringsreglerne blev der produceret et begrænset oplæg på 500 biler med modelbetegnelsen "Opel Omega EVO500". EVO 500 adskilte sig en hel del fra en almindelig Omega 3000. Dog var det samme motor der var brugt som basis, nemlig C30SE, dog fik den med en ændret indsugning samt skarpere knastakseler et mindre powerboost til 230 hk. Maskinen fik navnet C30XEI. C30XEI adskiller sig udenpå og ydelsesmæssigt ikke meget fra C30SE maskinen. Men det folk ikke vidste, var at motoren allerede var forberedt til tuning. I maskinen fandt man nemlig smedede og hærdede komponenter som stempler, plejlstænger og en meget speciel krumtap.

Det der nok adskilte EVO500 fra den almindelige Omega 3000 allermest var udseendet. Pludselig så den store familiebil ond og brutal ud, og med ganske få midler. Skærmene var gjort større for og bag, og i stedet for de kedelige Kadett skærme i bag, sad der nu potente skærmkanter med plads til noget dæk. Forkofangeren var ændret drastisk og der var også monteret sideskørter, og ekstra dørpaneler. Bagpå havde Omega´en en potent udstødning med dobbelt afgang i et sæt flade firkantede afgangsrør lånt direkte fra GM i USA og deres Corvette. Det mest potente på EVO500´eren er dog nok dens hækspoiler. En kæmpe sag, der umiddelbart virker nedtonet, indtil speedometernålen rammer 80 km/t. Ved denne hastighed hæves den nemlig hele 25 cm op fra bagsmækken på bilen og vinkles kraftigt. En detalje, der blot gav den et endnu mere brutalt udseende (og som Porsche og Lamborghini kopierede mange år senere). Fælgene skulle selvfølgelig passe til bilen, og ATS leverede (som flere gange tidligere til Opel´s ekstraudstyrsprogram) nogle lige så potente af slagsen. De målte 8x18 tommer og blev leveret med 235/40 ZR dæk. EVO500 kunne prale af en 0-100 tid på kun 7,5 sekunder hvilket er flot for en bil med 1400 kg dødvægt, samt en topfart på 249 km/t.

At Omega EVO500 kun fik meget begrænset succes i DTM, fik dog ikke Irmscher til at give op. Hvis man ønskede det kunne man fra 1991 bestille sin EVO500 med en endnu mere potent maskine. Nemlig C40SE som ganske simpelt var en opboret 3,0 24V maskine fra Omega 3000 serien. Motoren fik frem for alt sin store volumen via en ny krumtapaksel der øgede volumen med 1000 ccm. Ydelserne var da også til at få øje på. 272 hk barberede et par tiendedele yderligere af 0-100 tiden, og anses i dag som en ganske sjælden maskine. Den kunne dog også bestilles til Senator B modellen.

Opel Lotus Omega[redigér | redigér wikikode]

Nogle år forinden havde GM købt Lotus i England. Og tiden var til at forene kræfter og se, hvad resultatet ville blive. Så i 1989 samtidig med udviklingen af C30SE motoren begyndte Lotus arbejdet på bilen. Basis var i mere eller mindre grad en EVO500 og udvendigt var der da heller ikke den store forskel. Største forskel var de 2 store luftindtag i motorhjelmen der kendetegner en Lotus Omega. Men under motorhjælmen var der sket ting og sager. Kompressionen på motoren blev sænket så drastisk at volumen blev øget til 3,6 liters volumen. 2 stk Garrett T25 turboladere blev monteret og der blev plads til en "chargercooler" en vandkølet intercooler. Gearkassen blev taget direkte fra Corvette ZR1 og var en 6 trins manuel gearkasse fra ZF. Bagtøjet blev taget fra en lignende Holden model i Australien, og var spærret 45%. Resultatet var direkte gruopvækkende. Lotus havde fået presset 377 hk ud af maskinen, og sindssyge 552 Nm ved 4200 omdr./min.. Nok til at 0-200km/t var overstået på 17 sekunder, og 0-100 på kun 5,3 sekunder. Da bilen blev lanceret i 1990 var der dette år kun en bil på markedet som var hurtigere, og det var en Ferrari F40 som i øvrigt var sidste år i produktion i 1990. Biler som Ferrari Testarossa, der også var på banen i 1990, måtte vige pladsen for en tysk kampvogn ved navn Opel Omega. Ydermere var det først i år 2000 at BMW og Mercedes lavede en 4-dørs sedan, der var hurtigere fra fabrikken. Bilen blev dog kritiseret hårdt af medierne da den kom. Der var ufattelig mange uheld med dem, og desværre har Opel biler aldrig været kendt for at tyvesikre deres biler ekstraordinært godt. Omega blev ofte stjålet og kørt vildt med, eller brugt som flugtbil for bankrøvere eller lignende. Kort og godt fik den bare et rigtig skidt ry. I dag vurderes det at ca. halvdelen af de oprindelig producerede Lotus Omega eksisterer.

I dag er både EVO 500 og Lotus Omega samleobjekter, de ligger prismæssigt rimelig ens hvor Lotus´en måske kan have en tendens til at være lidt dyrere.

Omega B (1994-2003)[redigér | redigér wikikode]

Opel Omega B
Opel Omega front 20071109.jpg
Produktionsår 19942003
Motoralternativer Benzin:
2,0−3,2 liter (85−160 kW)
Diesel:
2,0−2,5 liter (74−110 kW)
Typenummer V
Længde 4898 mm
Bredde 1776 mm
Højde 1456−1549 mm
Akselafstand 2730 mm
Beslægtede Cadillac Catera
Opel Omega B Caravan

Omega B modellen blev introduceret i 1994 som naturlig efterfølger til Omega A. Men Omega B blev også arvtager efter Senator B modellerne der stoppede i produktion samme år. Dermed blev Omega B nu Opel´s flagskib. I 1999 fik den et kraftigt facelift, og den absolut sidste Omega løb af samlebåndet den 25. juni 2003. Omega´en var den sidste af de "baghjulstrukne" Opel´er og dermed var en lang æra med baghjulstræk til ende.

I USA blev Omega solgt i en omdøbt udgave, Cadillac Catera.

Omega blev fortsat bygget i både Stationcar og Sedan udgaver, og fandtes i et hav af udstyrsvarianter. En af de luksoriteter Opel tilføjede B modellen ud over det udstyr der fandtes i A modellen var bl.a. køl i handskerum, stor boardcomputer med display i instrumentet, højdejusterbar rat, elektrisk justerbare stole i begge sider (multijusterbare) og meget meget mere. MV6 modellerne var de mest luksuriøse. De havde en stor nyudviklet V6 motor, læderkabine med ædeltræ, og masser af andre lækre ting. MV6 serien kunne købes med enten manuel eller automatgear med sportsprogram.

Motorprogram[redigér | redigér wikikode]

4-cylindrede Omega´er[redigér | redigér wikikode]

2,0'eren blev produceret både i en 8- og en 16-ventilet udgave. Motorkoderne for disse to maskiner var:

  • X20SE: 8 ventiler, 85 kW (115 hk) ved 5.400 omdr./min., 178 Nm ved 2.800 omdr./min. (fandtes også uden katalysator kaldet 20SE, dog ikke i Danmark)
  • X20XEV: 16 ventiler, 100 kW (136 hk) ved 5.600 omdr./min., 185 Nm ved 4.000 omdr./min.

Med faceliftet i 1999 blev 2,0'eren afløst af en 16-ventilet 2,2'er (Y22XE), som ydede 106 kW (144 hk) ved 5.400 omdr./min., og 205 Nm ved 4.000 omdr./min.

6-cylindrede Omega´er[redigér | redigér wikikode]

Derudover omfattede programmet en 2,5 og 3,0 liters sekscylindret maskine, nu udført som 24-ventilet V-motor. Motorkoderne for disse maskiner var:

  • X25XE: 125 kW (170 hk) ved 6.000 omdr./min., 227 Nm ved 3.200 omdr./min.
  • X30XE: 155 kW (211 hk) ved 6.000 omdr./min., 270 Nm ved 3.400 omdr./min.

Med faceliftet i 1999 afløses 3,0'eren af en 3,2'er (Y32SE) med 160 kW (218 hk) ved 6.200 omdr./min. og 290 Nm ved 3.400 omdr./min., og 2,5'eren af en 2,6'er (Y26SE) med 132 kW (180 hk) ved 6.000 omdr./min. og 240 Nm ved 3.400 omdr./min..

Omega´er med dieselmotor[redigér | redigér wikikode]

Som alternativ til benzinmotorerne kunne Omega leveres med en dieselmotor med 6 cylindre i række ((X)25TD) leveret af BMW. Motoren havde hvirvelkammerindsprøjtning og var hentet fra BMW 325tds og 525tds, men havde kun 96 kW (130 hk) ved 4.500 omdr./min. og 250 Nm ved 2.200 omdr./min., mod 105 kW (143 hk) og 280 Nm hos BMW.

Motoren fik i 1997 selskab af en 4-cylindret dieselmotor på 2,0 liter med direkte indsprøjtning fra Opel selv med 74 kW (101 hk) ved 4.300 omdr./min. og 205 Nm ved 1.650−3.000 omdr./min.. Den motor blev i 2000 afløst af en 2,2-liters med 88 kW (120 hk) ved 4.000 omdr./min. og 280 Nm ved 1.600 omdr./min.

2,5'eren fik commonrail-indsprøjtning og 24-ventilet topstykke i 2001, hvorved effekten steg til 110 kW (150 hk) ved 4.000 omdr./min. og 300 Nm ved 1.750 omdr./min..

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]