Peter Andreas Heiberg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

(Omdirigeret fra P.A. Heiberg)

P.A. Heiberg (16. november 1758- 30. april 1841) var en dansk forfatter og filolog, han blev født i Vordingborg, af en oprindelig norsk familie.

Indholdsfortegnelse

1 Barndom og ungdom
2 Forfatterskabet
3 Eksilet
4 Henvisninger
5 Eksterne henvisninger

[redigér] Barndom og ungdom

Faren var rektor på en latinskole men døde da Heiberg var to år. Derfor flyttede moren børnene til sin far som var præst. Der boede de indtil Heiberg selv skulle på latinskole. Her blev han student i 1774. I 1777 tog han den store filologiske eksamen. I 1779 forlod han København, angiveligt pga. spillegæld. Han rejste til Sverige for at blive soldat. Halvandet år senere frikøbte hans familie ham for tjeneste og han tog, efter et kort ophold i Uppsala, til Bergen. Her boede han hos sin onkel og her blev han de næste tre år. I Bergen mødte Heiberg mange forfattere som inspirerede ham til selv at skrive. Da Heiberg kom tilbage til København brugte han sine sprogkundskaber til at få arbejde som tolk. Han oversatte også "Eusebius, eller hvad Frugt man høster af Dyden i vore Tider", som var lavet af den franske forfatter Jean-Charles Laveaux. Dette værk er også kritisk mod overklassen. Og sikkert derfor vælger Heiberg at udgive det anonymt. Heiberg gifter sig i 1790 med den 16-årige Thomasine Buntzen (efter sit senere ægteskab kendt som forfatterinden Fru Gyllembourg). Deres søn er Johan Ludvig Heiberg (1791–1860).

[redigér] Forfatterskabet

Mange af Heibergs forbilleder var franske og typisk prægede af oplysningstidens tanke, men især den danske samtidige Niels Ditlev Riegels inspirerede og støttede ham til at skrive sine stærkt samfundskritiske tekster. De to udviklede også et varmt venskab, bl.a. skrev Heiberg et digt i anledning af vennen Riegels bryllup^[1]

Heibergs debutroman Rigdalersedlens Hændelser (1789) fortæller kritisk om købmændene, adelen og den tyske indflydelse i Danmark. Romanen er inspireret af Riegels tidsskrift Skilderi af Kiøbenhavn, der på samme måde beskriver forskellige sider af livet i datidens København^[2]. Efter indførelsen af Trykkefrihedsforordningen af 1799 bliver der af kronprins Frederik (den senere konge Frederik 6.) genindført censur i Danmark.

Heiberg var allerede under anklage efter den gamle lovgivning, og havde under retssagen udgivet tidsskriftet Læsning for Publikum, der var beregnet på at oplyse folk om sagen, samtidig med at den gjorde tykt grin med magthaverne. Efter den nye forordning kan man dømmes til landsforvisning hvis man forhåner eller opfordrer til had mod landets regering. Dette var hvad Heiberg havde gjort og han dømmes med tilbagevirkende kraft på sine artikler Politisk Dispache og Sprog-Granskning. Det sker juleaften 1799, hvor han får 24 timer til at forlade landet. En lignende skæbne rammer også digteren Malthe Conrad Bruun året efter. De ender begge med at vælge Paris som deres opholdssted. De havde dog ikke meget tilfælles, men bar snarere gensidig uvilje over for hinanden. Heiberg ser med foragt på at den førhen så radikale jakobiner Malthe Bruun nu gnidningsløst omfavner Napoleons enevælde.

[redigér] Eksilet

Forvisningen koster Heiberg både fædreland, sprog, hustru og barn. Han vendte aldrig tilbage til Danmark. Han kunne ikke udgive i hjemlandet. Thomasine lod sig skille og sønnen Johan Ludvig kom først til Paris for at besøge sin far, da han var en voksen mand, og Heiberg selv var blevet blind. Men Heiberg kom til at leve i selveste verdens navle under Napoleons kejserdømme, han kom til at arbejde i Talleyrands udenrigsministerium, og havde nogle travle år, før hans syn svigtede. Han havde dog ikke meget til overs for udviklingen i Frankrig under Napoleons styre. Kejserens autoritære styre og imperialistiske ambitioner følte Heiberg var en tilbagevenden til det despoti, som han selv hele sit liv havde bekæmpet.

I 1828 udsender han fra sit eksil bogen Enevoldsmagtens Indførelse i Dannemark i Aaret 1660 - Historisk og kritisk Undersøgelse med mottoet fra William Shakespeares Hamlet :"Something is rotten in the state of Denmark" på titelbladet. Bogen er en kritik af enevælden i Danmark, specielt med henblik på behandlingen af Norge som han følte en tilknytning til. Desuden indeholder den også en meget detaljeret kritisk gennemgang af Trykkefrihedsforordningen af 1799 som var medvirkende årsag til hans forvisning. Bogen blev forbudt i Danmark^[3].

I 1841 dør Heiberg i Paris. Han var da næsten totalt glemt, men i 1880erne udgav hans svigerdatter Johanne Luise H. brevvekslingen fra skilsmisse- og forvisningsåret 1800.

Heiberg huskes især for et par linjer skrevet i 1791 til afsyngelse på Skydebanen: "ordener hænger man på idioter/men har man hjerne/kan man jo gjerne/undvære orden og stjerne". Visen handler om falsk offentlig og officiel ære - og om den virkelige ære ved at være en del af åndseliten i samtiden.