Paul McCartney

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Paul McCartney
McCartney under en koncert i 2004
Information
Født	James Paul McCartney 18. juni 1942 (81 år) Walton Hospital, Storbritannien
Genre	Rock, psykedelisk rock, eksperimentel rock, rock and roll, pop, hård rock, klassisk musik
Beskæftigelse	Musiker, sangskriver, komponist, kunstner, aktivist, musikproducer, forretningsmand
Aktive år	1957-nu
Pladeselskab	Hear Music, Apple, Parlophone, Capitol, Columbia, EMI, One Little Indian
Associeret med	The Beatles, The Fireman, The Quarrymen, Wings, Linda McCartney, Denny Laine, Michael Jackson
Instrumenter
Vokal, guitar,bass, piano, trommer, Mandolin
Eksterne henvisninger
www.paulmccartney.com

Sir James Paul McCartney MBE (født 18. juni 1942 i Liverpool), kendt som Paul McCartney, er en engelsk komponist, sanger og musiker, der i 1960'erne blev verdenskendt som medlem af gruppen The Beatles, hvor han var den venstrehåndede bassist og frontfigur sammen med John Lennon. Hans karriere har bragt ham fra at være oprørsk rockmusiker på småscenerne i Liverpool til toppen af alverdens hitlister og de største scener. Udover at figurere som komponist og sanger spiller han bas, guitar, klaver, trommer, ukulele, mandolin samt mange af andre instrumenter på sine indspilninger. Ligesom McCartney er hans datter, Stella McCartney også kendt.

Karriere

Beatlestiden

Uddybende artikel: The Beatles

Paul McCartney var dels den bløde og lyriske del af komponistduoen Lennon og McCartney, der komponerede hovedparten af The Beatles' mange succeser. Han stod bag numre som "Yesterday", "Eleanor Rigby" og Penny Lane, som involverede klassiske instrumenter som strygere, harpe, piccolotrompet mm, hvilket på det tidspunkt (i midten af 1960´erne) var helt nyt i rockmusikken. Samtidig var han ophavsmanden til nogle af gruppens hårdeste rocknumre som "Back in the USSR" og "Helter Skelter", men det er imaget som den charmerende, diplomatiske Beatle, der hænger ved. The Beatles og deres producer George Martin brugte alle tilgængelige instrumenter og var pionerer i brugen af tekniske hjælpemidler, lang tid før sampling blev opfundet.

Bruddet med The Beatles

Selve bruddet med The Beatles kom samtidig med udgivelsen af hans første soloalbum McCartney (1970) – og til McCartneys store fortrydelse: den endelige udgivelse af Beatles albummet Let It Be. Let It Be-albummet var produceret af Phil Spector, hvilket ikke var sket med McCartneys accept, og da der fx blev lagt Disney-agtige strygere og kvindekor på "The Long And Winding Road", blev McCartney rasende og genudgav langt senere pladen uden Phil Spectors ændringer. Dette album kom til at hedde Let It Be... Naked. Det første soloalbum McCartney viderefører tildels forsøget på at lave et lavteknologisk album.

McCartney begyndte nu at kæmpe sig tilbage med albummet Ram (1971). Dobbeltnummeret "Uncle Albert/Admiral Halsey" nåede hitlistens førsteplads i USA. McCartney svinede indirekte Lennon til i nogle af numrene på Ram. Lennon var meget hård ved dette album. På forsidebilledet til Ram holder McCartney en vædder ved hornene. Dette karikerede Lennon ved at lave et forsidebillede til singlen "How Do You Sleep", hvor han holder en gris ved ørerne. Singlen var et frontalt angreb på McCartney.

McCartneys arbejde har altid været regnet for mindre politisk og mindre provokerende end Beatles-makkeren John Lennons arbejde. Ikke desto mindre er det lykkedes ham adskillige gange at komme i konflikt med den offentlige mening. I 1972 udsendte han singlen "Hi Hi Hi", der bl.a. omhandlede sex og brugen af euforiserende stoffer. Singlen blev bandlyst på BBC og måtte ikke spilles på den statslige radiostation. Kort tid efter Bloody Sunday i Nordirland udgav han singlen "Give Ireland Back to the Irish", hvorpå han tog afstand fra de voldelige begivenheder. Dette blev nærmest betragtet som landsforræderi, og denne single blev ligeledes bandlyst. Den røg dog til tops på hitlisterne i Irland og Spanien. McCartney valgte at modgå disse indgreb imod ytringsfriheden med en solid portion sarkasme. Han udgav en single med børnerimet "Mary Had a Little Lamb" med kommentaren: "DEN kan de da ikke forbyde!". Hans holdning til brugen af euforiserende stoffer er også kontroversiel. Efter hans opfattelse burde hash og pot legaliseres for voksne mennesker. Denne opfattelse har flere gange ført til anholdelser for besiddelse af hash bl.a. i hans hjem i Skotland og på turneer i Sverige og i Japan.

Wings

Gruppen Wings, som han var hovedfiguren i fra 1972 og frem til gruppens opløsning i 1980, var præget af konflikter. Gruppens kerne var Paul McCartney (vokal, bas, guitar, klaver mm.), Linda McCartney (vokal og piano) og Denny Laine (vokal og guitar), medens den øvrige besætning skiftede en del i løbet af 1970'erne. Den oprindelige besætning var desuden Denny Seiwell (trommer) og Henry McCullough (guitar). Gruppen startede bogstaveligt talt fra bunden ved at pakke en varevogn med udstyr, hvorpå de slog plat og krone om køreretningen. Det blev starten på en turné rundt til universitetskantiner og små spillesteder. Senere i Wings' karriere fik McCartney en temmelig stor indtjening, mange hits og koncerter med mange tilskuere.

Gruppens første udspil Wings Wild Life (1972) blev indspillet på under en uge i et forsøg på at opnå en liveagtig friskhed.

Red Rose Speedway (1973) er den første helstøbte produktion efter The Beatles. Albummets vel nok stærkeste sang er balladen "My Love" med en meget smuk guitarsolo af Henry McCullough.

Gruppens tredje album Band on the Run (1973) blev gruppens kunstneriske højdepunkt og en af McCartneys største successer efter The Beatles. Det til trods for at Wings delvist gik i opløsning, umiddelbart før gruppen skulle rejse til Nigeria for at starte indspilningerne. Kun Denny Laine, Paul og Linda McCartney tog til Afrika for at indspille albummet. Albummet solgte i millioner af eksemplarer og toppede hitlisterne med titelmelodien "Band on the Run" og "Jet". Det var et konceptalbum med tydelige referencer til Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band og Abbey Road. Ideen var en gruppe af undvegne straffefanger/bandmedlemmer på flugt. Forsiden er et stilliseret flugtbillede med Wings og en håndfuld kendisser. McCartney er af kritikere blevet beskyldt for i nummeret "Let Me Roll It" at karikere John Lennons musikstil,^{[kilde mangler]} men det er nok nærmere brugen af det 50´er-agtige ekko på vokalen fra deres fælles fortid i Rock`n Roll´en (som Lennon brugte en del), der giver anledning til disse tanker.

Wings forsøgte at gentage successen med albummet Venus and Mars (1975), men materialet var ikke på samme niveau som forgængeren. Wings var i mellemtiden blevet udvidet med Jimmy McCulloch (guitar) og Joe English (trommer). Albummet var mere ujævnt og der var ikke det samme hitpotentiale. "Listen To What the Man Said" blev dog nummer 1 i USA og nummer 6 i England, og "Treat Her Gently/Lonely Old People" har evergreen-potentiale. Wings blev mere en egentlig gruppe med markante musikere i stedet for blot en backinggruppe for McCartney. McCartney ville gerne have orkestret til at fremstå som et kollektivt forehavende, selvom han skrev og sang hovedparten af materialet.

McCartneys solokarriere har aldrig for alvor nået de samme højder som tiden med The Beatles. Alligevel har hans turneer verden rundt været næsten legendariske. Hans bagkatalog af hitsange er uovertruffent og han har formået at holde materialet levende. At the Speed of Sound (1976) med hittet "Let 'Em In" blev oplægget til en verdensomspændende turné af et format, der fik en musiker til at bemærke: "McCartney på landevejen?! Hvis jeg var McCartney, ville jeg købe den landevej!".^{[kilde mangler]} Koncertoptagelserne fra turnéen blev udgivet som Wings Over America og som filmen Wings Over the World.

I midten af 1970'erne var singlen næsten helt forsvundet fra plademarkedet til fordel for LP-pladen. Det kom derfor som en overraskelse, da Wings udgav en af de mest solgte singler nogensinde, "Mull of Kintyre" i 1977. Singlen var også højdepunktet i samarbejdet imellem Paul McCartney og Denny Laine.

I 1977 udkom albummet Thrillington udgivet af McCartney under pseudonymet Percy "Thrills" Thrillington. Albummet var en orkestral udgave af albummet Ram indspillet i 1971, men først udgivet seks år senere.

Turneen i 1976 sled hårdt på sammenholdet i bandet, så Jimmy McCulloch og Joe English forlod gruppen inden det næste album London Town (1978), der ligesom Band on the Run blev et McCartney-Laine projekt.

Back to the Egg (1979) blev gruppens sidste album. Gruppen var blevet udvidet med Steve Holly (trommer) og Laurence Juber (guitar). McCartney forsøgte på dette album at lave mega-indspilninger med et at de største sammenrend af kendisser under navnet Rockestra. Det viste sig, at de praktiske problemer med at få et halvt hundrede rockstjerner til at spille samme melodi samtidig var næsten uoverkommelige.

Under en turne i Japan i 1980 blev McCartney arresteret for besiddelse af marihuana og tilbragte ni dage i fængsel, inden han blev udvist af landet. Denne episode var det endelige dødsstød for Wings, og Denny Laine forlod gruppen i raseri. En del af Wings' musikere hævder, at de blev underbetalt, og at McCartney var egenrådig.^{[kilde mangler]}

Solo igen

McCartney II (1980) var som det første album efter tiden med The Beatles et projekt, hvor Paul McCartney selv havde stået for indspilning og produktion. Albummet indeholdt bl.a. balladen "Waterfalls" og singlen "Coming Up", som blev et hit i England, med en live-version af samme sang på bagsiden som blev et hit i USA.

Det efterfølgende album Tug of War (1982) viste at McCartney stadig havde hitpotentiale bl.a. "Ebony and Ivory" (med soullegenden Stevie Wonder), men også andre sange som "Wanderlust" og "Here Today". Foruden de faste medlemmer af McCartneys band medvirker Ringo Starr, Steve Gadd, Stanley Clarke og Carl Perkins m.fl. på albummet, som er produceret af George Martin.

McCartney indspillede singlerne "The Girl Is Mine" og "Say, Say, Say" med Michael Jackson. Forholdet til Jackson blev mere end anstrengt, da Jackson opkøbte Northern Songs og dermed rettighederne til hovedparten af Beatles-sangene for næsen af McCartney. Ironisk nok havde McCartney selv rådet Jackson til at investere i forlagsvirksomhed.

Pipes of Peace (1983) var starten på en ny nedtur. Pladen virker mest som en opsamling fra tidligere udgivelser krydret med en del kendisser bl.a. Michael Jackson, Stevie Wonder og Eric Stewart.

Give My Regards to Broad Street (1984) var et forsøg på at lave en komisk film om en plade. Albummet indeholdt nummeret "No More Lonely Nights" med en solo af David Gilmour, som blev et mindre hit i England. Albummet gik direkte ind på førstepladsen på den engelske hitliste.

Press to Play (1986) var en pose blandede bolsjer serveret i én mundfuld. Mange forskellige og lidt forvirrende indtryk. Albummet var McCartneys sidste samarbejde med Eric Stewart.

Flowers in the Dirt (1989) var McCartneys forsøg på et comeback efter et pauvert årti. Der er betydeligt mere hjerte i dette album end i de foregående udgivelser. Successen kom ikke mindst på grund af samarbejdet med Elvis Costello. Et nyt makkerpar McCartney/McManus (Costello) blev hilst velkomment, men samarbejdet fortsatte kun lidt ud over dette ene album.

Tripping the Live Fantastic (1990) blev resultatet af den verdensturné som McCartney tog på efter Flowers in the Dirt-albummet. For første gang siden Wings Over the World turnéen 1975/1976 inkluderede han også Beatles-materiale i setlisten, og publikum var euforisk.

Unplugged (The Official Bootleg) [live] (1991) var en blanding af gamle standard melodier, Beatles-sange og nogle af hans solo-kompositioner, bl.a. den første sang han nogensinde skrev, "I Lost My Little Girl" – McCartney for fuld udblæsning. Absolut en plade der bekræfter hans ry som en fremragende live kunstner. I starten af 1990'erne var det højeste mode at spille uden forstærkning, altså fuldstændigt akustisk. Denne plade er et af de bedste eksempler.

CHOBA B CCCP (Back in the USSR) (1991) var en samling gamle standard rockmelodier indspillet i 1987 og udgivet året efter på det russiske marked alene. Først i 1991 blev albummet officielt udgivet internationalt, med et lille bonus-nummer.

Liverpool Oratorio (1991) skyldes at McCartney fik til opgave af the Royal Liverpool Philharmonic Orchestra at komponere et værk til markering af orkestrets 150 års jubilæum. Værket gengiver en autobiografi af figuren Shanty fra Liverpool (bygget løst på McCartneys eget liv). Værket, skrevet i samarbejde med Carl Davis, var McCartneys første større klassiske værk.

Off the Ground (1993) var absolut en værdig fortsættelse af Flowers in the Dirt. Materialet er gennemarbejdet og hænger sammen. Samtidig er det en af hans mest politiske manifestationer rettet mod dyreforsøg og en bøn om fred i verden.

Paul Is Live (1993) er 'endnu en live plade', som stort set er en forkortet udgave af Tripping the Live Fantastic.

Konceptet bag Flaming Pie (1997) var inspireret af arbejdet med Beatles Anthology projektet. Pladen skulle afspejle det rå, akustiske indtryk fra de tidlige år kombineret med en velproduceret nutid og bestod af indspilninger fra perioden 1992-96. Flere af sangene er dog væsentligt ældre – den smukke kærlighedssang med orkesterarrangement af George Martin "Beautiful Night" blev første gang indspillet – men aldrig udgivet – i 1986, og "Great Day" er en sang som Paul og Linda spillede for deres børn i de tidlige 70'ere.

Standing Stone (1997) blev McCartney andet symfoniske værk baseret på et digt om kelternes syn på verdens oprindelse. Det er stadig en popmusiker, der skriver musikken.

Run Devil Run (1999) blev udgivet efter rygter om at McCartney havde stoppet karrieren som rockmusiker. Men denne gang lavede han en rå indspilning af gamle standardnumre. Sammen med David Gilmour, Ian Paice og et par andre kolleger indspillede McCartney "Run Devil Run" som en fingeret session fra starten af 60'erne. McCartney medbragte en konvolut med titler på gamle standardnumre. Musikkerne trak et titel og spillede numrene uden forberedelse.

Working Classical: Orchestral and Chamber Music by Paul McCartney (1999) var McCartneys tredje større forsøg indenfor den klassiske musik. Der er fire små stykker musik komponeret til lejligheden og fremført af London Symphony Orchestra – og resten er forskellige McCartney melodier fremført af Loma Mar Quartet.

Liverpool Sound Collage (2000) var en collage af musique concrète med en blanding af gamle Beatles lydspor og gadeinterview fra Liverpool.

Driving Rain (2001) var et forsøg på helt at viske tavlen ren og prøve noget nyt. McCartney tog til Los Angeles og hyrede nogle studiemusikere til en indspilning. Resultatet blev krydret med deltagelse af McCartney's søn James McCartney, som var medkomponist på sangen "Back In the Sunshine". Derudover kan fremhæves sangen "Freedom", måske en moderne "Give Peace a Chance", som blev indspillet ved Concert For New York med inddragelse af et tusindtalligt tilskuertal. "Heather" er nok en melodi, som McCartney i dag har blandede følelser for, men i Abbey Road-agtig stil spiller McCartney en meget vellykket melodisk melodi med flere minutters instrumentalmusik og den drømmende tekst

Hele processen var så stor en opmuntring, at McCartney tog imod udfordringen om at tage på endnu en turné. Turen rundt i USA i 2002 blev et sandt triumftog og resulterede i live-albummet Back in the US og filmen Back in the World. Turnéen fortsatte til Europa og Asien i 2003 med bl.a. en koncert i Parken i København i sommeren 2003. I 2004 blev det til endnu en kort Europaturné med bl.a. to koncerter i Horsens.

Chaos and Creation in the Back Yard (2005) er et retrospektivt album lavet af en enestående pladekunstner med en karriere på over 40 år i toppen af den internationale musik branche – på godt og ondt. Her koncentrerer McCartney sig om sine egne sange – på sine egne præmisser, idet han stort selv spiller alle instrumenter. Og resultatet er både helstøbt og nok det bedste i dette årti. Mange gange før har han forsøgt sig med 'rå og primitiv' lyd, men dette album har et meget oprigtigt udtryk, sikkert også takket være produceren Nigel Godrich. Der er melodier, som er de ´fødte´hits – eksempelvis "Fine Line," den smukke "Follow Me"og "English Tea". Der er evergreen potentiale i den "Blackbird"-agtige "Jenny Wren" men den generelt underspillede tone i albummets melodier giver en både interessant og tidløs sound hele albummet igennem.

2006 var året for McCartneys tredje klassiske værk – Ecce Cor Meum. Stykket var blevet skrevet i en periode over cirka 10 år og var første gang blevet uropført i 2001 – den endelige version stod klar i 2006.

Halvdelen af Memory Almost Full (2007) blev oprindeligt indspillet inden forgængeren Chaos and Creation in the Back Yard, men projektet strandede undervejs. Først efter Grammy nomineringerne i 2006 blev projektet taget frem og pudset af. Hele albummet er en meget varierende samling af minder fra perioder i livet – barndommen gennem den meget humoristiske "Feet In The Clouds", Beatles-tiden og også hustruen Linda McCartney, der døde af cancer i 1998.

Stilen er til tider meget sentimental (hvilket ikke er uforståeligt taget i betragtning af tabet af Linda McCartney – og skilsmissen fra Heather Mills), men samtidigt med en del flere lydmæssige eksperimenter end forgængeren.

Afslutningen på albummet svinger fra den dystre eftertanke i sangen "End of the End", hvor han tænker frem til sin død til sangen. "Nod Your Head", en simpel rocker i bedste Lennon/McCartney-stil. Citat: " If you really love me, baby, better have stayed in bed – if you really love me, baby, nod your head!"

I 2008 udgav Paul McCartney under pseudonymet The Fireman en ny CD i samarbejde med produceren Youth. De mange lydmæssige eksperimenter fortsætter – nu med elementer af for eksempel keltisk musik og mange lyriske elementer, som i høj grad er et brud med McCartneys hidtidige stil – men ikke med hans lyst til at lege med det kreative.

I 2009 udgav McCartney og hans fremragende amerikanske liveband siden 2002 (Paul Wix: Keyboards, guitar, mundharpe, percussion, vokal. Abraham Laboriel jr: Trommer, vokal. Rusty Anderson: guitar, vokal og Brian Ray: Bas, guitar og vokal) dobbeltalbummet "Good evening New York" Liveversionen af Beatlesnummeret "Helter Skelter" indbragte en grammy for Best Solo Rock Vocal Performance.

I februar 2012 udkommer albummet "Kisses from the Bottom" med jazzy evergreens samt 3 af McCartney´s egne kompositioner i samme stil. Albummet er indspillet i samarbejde med jazzpianist og sanger Diane Krall samt en række amerikanske topmusikere i jazzgenren, og er produceret af Tommy li Puma. Stevie Wonder medvirker på nummeret Only Our Hearts på kromatisk mundharpe. Eric Clapton medvirker på numrene "My Valentine" og "Get yourself another Fool"

I oktober 2013 udgav McCartney et nyt album New

Velgørenhed

Han har arbejdet for velgørenhed som ved koncerterne Campuchea, Band Aid og Prins of Wales Trust. Politisk har han støttet grupper som Greenpeace og People for the Ethical Treatment of Animals. Ideerne fra Apple Records er videreført i hans arbejde for Liverpool Institute for Performing Arts. Han har sammen med sin anden kone fotomodellen Heather Mills (gift 2002 – 2008) desuden været engageret i kampen mod landminer.

Diskografi

The Beatles

Alle gruppens albums.

Soloalbums

• The Family Way [Original Soundtrack], (1967)
• McCartney, (April 1970)
• RAM, (Maj 1971)
• Wild Life, (December 1971)
• Red Rose Speedway, (April 1973)
• Band on the Run, (December 1973)
• Venus And Mars, (Maj 1975)
• Wings At The Speed Of Sound, (Marts 1976)
• Wings Over America, (December 1976)
• Thrillington, (1977)
• London Town, (Marts 1978)
• Wings Greatest, (November 1978)
• Back To The Egg, (Juni 1979)
• McCartney II, (Maj 1980)
• Tug Of War, (April 1982)
• Pipes Of Peace, (Oktober 1983)
• Give My Regards To Broad Street, (Oktober 1984)
• Press To Play, (August 1986)
• All The Best, (November 1987)
• CHOBA B CCCP the russian album, (Oktober 1988)
• Flowers In The Dirt, (Juni 1989)
• Tripping The Live Fantastic, (Oktober 1990)
• Unplugged (The Official Bootleg), (Juni 1991)
• Paul McCartney`s Liverpool Oratorio, (Oktober 1991)
• Off The Ground, (February 1993)
• Paul Is Live, (November 1993)
• Strawberries, Oceans, Ships, Forest, (Februar 1994)
• Flaming Pie, (Maj 1997)
• Standing Stone, (September 1997)
• Rushes, (August 1998)
• Run Devil Run, (Oktober 1999)
• Working Classical, (Oktober 1999)
• Liverpool Sound Collage, (September 2000)
• Wingspan, (Maj 2001)
• Driving Rain, (November 2001)
• Back in the U.S. [live], (November 2002)
• Back in the World [live], (Marts 2003)
• Chaos and Creation in the Back Yard, (September 2005)
• Ecco Cor Meum , (2006)
• Memory Almost Full, (Juni 2007)
• "Good Evening New York City" (2009)
• "Kisses on the Bottom" (februar 2012)

Solo singler

• Another Day (19/2 1971)
• Oh Woman Oh Why (19/2 1971)
• Uncle Albert/Admiral Halsey (2/8 1971)
• Too Many People (2/8 1971)
• Back Seat Of My Car, The (13/8 1971)
• Heart Of The Country (13/8 1971)
• Give Ireland Back To The Irish (25/2 1972)
• Give Ireland Back To The Irish (25/2 1972)
• Mary Had A Little Lamb (12/5 1972)
• Little Woman Love (12/5 1972)
• Hi, Hi, Hi (1/12 1972)
• C Moon (1/12 1972)
• My Love (23/3 1973)
• 'Mess, The (23/3 1973)
• Live And Let Die (1/6 1973)
• I Lie Around (1/6 1973)
• Helen Wheels (26/10 1973)
• Country Dreamer (26/10 1973)
• Jet 2/15/74 (28/1 1974)
• Mamunia (28/1 1974)
• Let Me Roll It (15/2 1974)
• Band On The Run (28/6 1974)
• Nineteen Hundred And Eighty Five (8/4 1974)
• Zoo Gang (28/6 1974)
• Junior`S Farm (25/10 1974)
• Sally G (25/10 1974)
• Listen To What The Man Said (16/5 1975)
• Love In Song (16/5 1975)
• Letting Go (5/9 1975)
• You Gave Me The Answer (5/9 1975)
• Venus & Mars / Rockshow (28/11 1975)
• Magneto And Titanium Man (28/11 1975)
• Silly Love Songs (30/4 1976)
• Cook Of The House (30/4 1976)
• Let `Em In (23/7 1976)
• Beware My Love (23/7 1976)
• Maybe I`M Amazed (4/2 1977)
• Soily (4/2 1977)
• Seaside Woman (18/7 1980)
• B-Side To Seaside (18/7 1980)
• Mull Of Kintyre (11/11 1977)
• Girls` School (11/11 1977)
• With A Little Luck (24/3 1978)
• Backwards Traveller / Cuff Link (Medley) (24/3 1978)
• I`Ve Had Enough (16/6 1978)
• Deliver Your Children (16/6 1978)
• London Town (11/8 1978)
• I`M Carrying (11/8 1978)
• Goodnight Tonight (23/3 1979)
• Daytime Nightime Suffering (23/3 1979)
• Getting Closer (10/8 1979)
• Spin It On (4/6 1979)
• Arrow Through Me (13/8 1979)
• Old Siam, Sir (1/6 1979)
• Wonderful Christmastime (16/11 1979)
• Rudolph The Red Nosed Reggae (16/11 1979)
• Coming Up (11/4 1980)
• Coming Up (Live At Glasgow) (11/4 1980)
• Lunch Box / Odd Sox (11/4 1980)
• Waterfalls 6/13/80 (22/7 1980)
• Check My Machine (13/6 1980)
• Temporary Secretary (12/9 1980)
• Secret Friend (12/9 1980)
• Ebony And Ivory (29/3 1982)
• Rainclouds (29/3 1982)
• Take It Away (21/6 1982)
• I`Ll Give You A Ring (21/6 1982)
• Dress Me Up As A Robber (5/7 1982)
• Tug Of War (13/9 1982)
• Get It (13/9 1982)
• Say Say Say (3/10 1983)
• Ode To A Koala Bear (3/10 1983)
• So Bad (5/12 1983)
• Pipes Of Peace (5/12 1983)
• No More Lonely Nights (24/9 1984)
• No More Lonely Nights (Playout Version) (24/9 1984)
• We All Stand Together (12/11 1984)
• Spies Like Us (18/11 1985)
• My Carnival (18/11 1985)
• Press (14/7 1986)
• It`S Not True (14/7 1986)
• Pretty Little Head (27/10 1986)
• Write Away (27/10 1986)
• Stranglehold (3/11 1986)
• Angry (27/10 1986)
• Only Love Remains (1/12 1986)
• Tough On A Tightrope (1/12 1986)
• Once Upon A Long Ago (Long Version) (16/11 1987)
• Once Upon A Long Ago (16/11 1987)
• Kansas City (16/11 1987)
• Back On My Feet (16/11 1987)
• Lawdy Miss Clawdy (23/11 1987)
• My Brave Face (8/5 1989)
• Flying To My Home (8/5 1989)
• This One (17/7 1989)
• First Stone, The (17/7 1989)
• I Wanna Cry (17/7 1989)
• I`M In Love Again (17/7 1989)
• This One (17/7 1989)
• First Stone, The (17/7 1989)
• I Wanna Cry (17/7 1989)
• I`M In Love Again (17/7 1989)
• This One (17/7 1989)
• First Stone, The (17/7 1989)
• This One (31/7 1989)
• First Stone, The (31/7 1989)
• Good Sign (31/7 1989)
• My Brave Face (8/5 198)
• Flying To My Home (8/5 1989)
• I`M Gonna Be A Wheel Someday (8/5 1989)
• Ain`T That A Shame (8/5 1989)
• Figure Of Eight (13/11 1989)
• Ou Est Le Soleil (13/11 1989)
• Put It There (5/2 1990)
• Mama`S Little Girl (5/2 1990)
• Birthday (8/´10 1990)
• Good Day Sunshine (8/10 1990)
• Save The Child (1/11 1991)
• Drinking Song, The (1/11 1991)
• Hope Of Deliverance (28/12 1992)
• Long Leather Coat (28/12 1992)
• Hope Of Deliverance (28/12 1992)
• Big Boys Bickering (28/12 1992)
• Long Leather Coat (28/12 1992)
• Kicked Around No More (28/12 1992)
• Off The Ground (27/4 1993)
• Cosmically Conscious (27/4 1993)
• Style Style (27/4 1993)
• Sweet Sweet Memories (27/4 1993)
• Soggy Noodle (27/4 1993)
• Biker Like An Icon (1/10 1993)
• Midnight Special (1/10 1993)
• Things We Said Today (1/10 1993)
• Biker Like An Icon (Live Version) (1/10 1993)
• World Tonight, The (27/5 1997)
• Looking For You (6/5 1997)
• No Other Baby (9/11 1999)
• Brown-Eyed Handsome Man (9/11 1999)
• From A Lover To A Friend (29/10 2001)
• Freedom (5/11 2001)
• Riding Into Jaipur (29/10 2001)
• Fine Line (29/08 2005)
• Jenny Wren (21/11 2005)
• Dance Tonight (18/6 2007)
• Nod Your Head (28/8 2007)
• (I Want To) Come Home (8/12 2009)

Film

McCartney medvirker bl.a. i følgende film

• A Hard Day's Night (1964)
• Help! (1965)
• Magical Mystery Tour [TV] (1967)
• Let It Be (1970)
• Rupert and the Frog Song [anim] (1983)
• Give My Regards to Broad Street (1984)
• Eat the Rich (1987)

Kilder

Wikimedia Commons har medier relateret til: Paul McCartney