Cypern

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Κυπριακή Δημοκρατία
Kypriakí Dimokratía
Kıbrıs Cumhuriyeti
Cyperns flag Cyperns nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Imnos is tin Eleftherian
Cyperns placering
Hovedstad Nicosia
35°10′N, 33°21′E
Største by Nicosia
Officielle sprog Græsk, tyrkisk
Regeringsform Republik
Nicos Anastasiades
Uafhængighed
 • Anerkendt
Fra Storbritannien
16. august 1960
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
9.250 km² (nr. 162)
Ubetydeligt
Indbyggertal
 • 2006 anslået

 • 2005 folketælling

 • Tæthed
 
784.301 (nr. 157)

835.000

84,3/km² (nr. 85)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2005 anslået
17,14 mia. USD (nr. 81)
20.300 USD (nr. 34)
Valuta Euro ()
Tidszone
 • Sommer (DST)
EET (UTC+2)
EEST (UTC+3)
Nationalt topdomæne .cy
Telefonkode +357
Kendingsbogstaver (bil) CY
Luftfartøjsregistreringskode 5B
Cypern

Cypern (græsk Κύπρος (Kýpros), tyrkisk Kıbrıs) er en ø i Middelhavet 50 km syd for Tyrkiet.

Internationalt er Republikken Cypern anerkendt som hele øens retmæssige regering, men den kontrollerer kun de sydlige to tredjedele af øen. I 1974 besatte Tyrkiet den nordlige tredjedel af øen. Siden er Nordcypern (TRNC) blevet oprettet, men den anerkendes kun af Tyrkiet. Omvendt anerkender Tyrkiet ikke den græsk-cypriotiske regering på sydøen, heller ikke som regering over den sydlige del af øen. Før august 1974 var fordelingen af befolkningen på Cypern 80 % græsk og 20 % tyrkisk før 1974. Efter august 1974 har øen reelt været delt i en etnisk græsk og en etnisk tyrkisk del. I daglig tale omtales de to områder som "den græske" og "den tyrkiske del" af Cypern.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

I oldtiden kaldte de indfødte Cypern for Alashiya. I Mari, en storby ved Eufrats højre bred i vore dages Syrien, drejede alle lertavler om Alashiya sig om import af metal: Enten kobber (sumerisk uruduakkadisk eru) eller bronze (sumerisk zabar – akkadisk siparru). [1] Romerrigets vigtigste forekomst af kobber lå på Cypern, og det oprindelige latinske ord for "kobber", cyprium, senere forenklet til cuprum, kommer af øens græske navn, Cypern. Cyprioterne begyndte at bearbejde kobber i det tredje årtusinde f.Kr, da de lavede redskaber af lokalt forekommende, rent kobber, som flere steder lå synligt på jordoverfladen. [2]

Historie[redigér | redigér wikikode]

De ældste beboelser går tilbage til 7.000 f.Kr. Bosættelserne var koncentreret langs nord- og sydkysten. Der er fundet rester af fartøjer af sten og potteskår fra denne periode. Omkring 3000 f.Kr begyndte man at udnytte øens rige kobberressourcer, som har givet navn til øen. Det bragte stor velstand til øen, der begyndte at handle især med Lilleasien, Egypten og de omkringliggende øer. Omkring 1200 f.Kr. kom en bølge af indvandrere fra Grækenland med deres sprog, religion og kultur. De byggede bl.a. byen Paphos. Øens velstand voksede, selv om den blev besat og domineret af Syrien, Egypten og Persien.

Alexander den Store slog perserne, og Cypern blev en del af hans verdensrige. Efter hans død blev Cypern en del af det hellenistiske rige, og hovedstaden var nu Paphos.

Cypern blev også opslugt af det romerske imperium som en provins under Syrien. På en af sine mange rejser kristnede missionæren Paulus øens statholder, Sergius Paulus, og Cypern blev det første land med kristent styre. Hans følgesvend Barnabas vendte senere tilbage til Cypern, hvor han var født, og blev øens første biskop. Han led senere martyrdøden og blev begravet i hemmelighed. Men først i det 4. århundrede sejrede kristendommen på Cypern, som i det øvrige Romerrige.

I år 58 blev Cypern en romersk provins. Det varede til Romerrigets deling i år 395, hvor Cypern blev en del af det østromerske rige styret fra Byzans. Konstantin den Stores moder siges at havde besøgt Cypern på rejse fra Det hellige land med rester af Jesu kors. Hun grundlagde Stavrouni-klostret. Flere jordskælv i det 4. århundrede ødelagde store dele af øens byer. Nye byer og mange kirker blev bygget. Hovedstaden flyttede nu til Konstantinopel. Øen var udsat for angreb både af tyrkere og sørøvere.

Cypern havde en central position i for korsridderne i det 12. århundrede og blev et støttepunkt for de korsfarere, der tog til Jerusalem. På vej til Jerusalem strandede Richard Løvehjerte på Cypern, som han indtog 1191. Han giftede sig i Limassol med Berengaria af Navarra, som blev kronet til engelsk dronning. Richard solgte øen til Tempelridderne for 100.000 dinarer, og senere gik den til den franske adelsmand Gur af Lusignan, der havde været konge af Jerusalem.

Også en dansk konge besøgte Cypern: Erik Ejegod (1056-1103) kom hertil på pilgrimsrejse til Det hellige land sammen med sin dronning Bodil. Han døde i Paphos og blev begravet i den byzantinske domkirke. Hans dronning rejste videre til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget.

I ca. 100 år var øen underlagt Venedig, som ombyggede og befæstede byerne for at kunne modstå angreb fra osmannerne (tyrkerne). I 1570-1571 blev Cypern erobret og besat af Osmannerriget under sultan Selim 2, som udryddede en stor del af øens befolkning. Ved den græske uafhængighedskrigs udbrud i 1821 blev øens ærkebiskop, tre biskopper og hundredvis af ledere henrettet. I den periode var osmanniske embedsmænd indsat i alle embeder, og et stort antal købmænd og soldater flyttede til øen. Nutidens tyrkisk- cypriotiske indbyggere er deres efterkommere.

I 1777 udgjorde de kristne 44 procent af befolkningen, svarende til 84.000 indbyggere. 100 år efter i 1877 udgjorde den kristne befolkning 75 procent, svarende til 185.000 indbyggere.

Den engelske besættelse[redigér | redigér wikikode]

Fra 1878 til 1960 var Cypern under britisk administration som led i en handel, hvor England forpligtede sig til at hjælpe Tyrkiet mod Rusland. Indtil 1914 var Cypern formelt stadig en del af det Osmanniske Rige. Det fik dog ende, da Tyrkiet deltog i 1. verdenskrigCentralmagternes side, og i 1925 blev Cypern en engelsk kronkoloni. Det fik politiske aktivister til at kræve et selvstændigt Cypern i union med Grækenland.

I 1954 fremsatte England et forslag om begrænset selvstyre for Cypern. Forslaget accepteredes af den tyrkiske del af befolkningen, men ikke af den græske, som indledte en befrielseskrig, der varede i næsten fem år. Den græske dels modstandsgruppe blev ledet af oberst Grivas.

Den dag i dag er der venstrekørsel på Cypern, og det juridiske system er en tro kopi af det britiske.

Republikken Cypern[redigér | redigér wikikode]

Storbritannien, Grækenland, Tyrkiet samt delegationer fra græsk-cyprioterne og tyrk-cyprioterne nåede i februar 1959 til enighed om oprettelsen af republikken Cypern. Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet forpligtigede sig til at garantere republikken Cyperns eksistens som en fri og selvstændig stat. Aftalen gav det tyrk-cypriotiske mindretal omfattende garantier. Som en del af aftalen beholdt England to baser på øen (Sovereign Base Areas: Akrotiri og Dhekelia). Uafhængigheden proklameredes den 16. august 1960, og den 1. oktober 1960 fik Cypern selvstyre. Dagen blev Cyperns uafhængighedsdag. Cyperns første præsident blev ærkebiskop Makarios, som havde været den politiske leder af den græsk-cypriotiske befrielsesbevægelse. Den militære leder af den græsk-cypriotiske befrielsesbevægelse, oberst Grivas, erklærede at han ville fortsætte kampen for at skabe en stat med tæt tilslutning til Grækenland (enosis). Denne erklæring gjorde, at det tyrk-cypriotiske mindretal begyndte at bevæbne sig, og at forholdet mellem de to befolkningsgrupper forblev anspændt.

De omfattende garantier til det tyrk-cypriotiske mindretal i Cyperns forfatning, gjorde at statsapparatet ikke kunne fungere, da alle forslag skulle godkendes af begge parter. Som en følge heraf, ønskede en stadig større del af det græske flertal en tættere tilknytning til Grækenland (enosis). De græsk-cypriotiske ledere overvejede at lade forfatningen sætte ud af kraft evt. med magt, medens de tyrk-cypriotiske ledere truede med væbnet modstand under det tidligere motto ”deling eller døden”. Mistilliden mellem de to befolkningsgrupper fortsatte med at vokse. Chikane og terror de to befolkningsgrupper imellem udviklede sig i december 1963 til en regulær borgerkrig, hvor bl.a. græsk-cypriotiske undergrundsfolk, støttet af det nationale græske kontingent på 950 mand, gennemførte et angreb for at omringe det tyrk-cypriotiske kvarter i Nicosia. Angrebet blev standset af det tyrkiske kontingent på 650 mand, der havde taget stilling langs vejen fra Nicosia mod Kyrenia. Kampene mellem befolkningsgrupperne spredte sig herefter til hele øen.

Storbritannien greb ind politisk, og fik under drøftelser med lederne af de stridende parter, forhandlet sig frem til en våbenhvile, som indebar etablering af en neutral zone, Den grønne Linje, i Nicosia. Græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske enheder skulle trækkes tilbage til fastlagte våbenstilstandslinjer. På Den grønne Linje indsatte Storbritannien to bataljoner (ca. 1.500 mand) for at sikre at kampene ikke brød ud igen. Briterne sendte endvidere forstærkninger til øen, disse blev indsat til at holde parterne adskilt i andre ”hot spots” rundt på øen. I februar 1964 blev Cypern-problemet behandlet i FN’s sikkerhedsråd, og det blev besluttet at opstille en FN-styrke, der i samarbejde med de britiske styrker skulle overvåge våbenhvilen. FN-styrken fik navnet United Nations Peacekeeping Force in Cyprus (UNFICYP). FN-styrken findes stadig (november 2013) på øen.

I perioden 1964 – 1974 var der overvejende roligt på Cypern, der blev dog fra begge parters side gennemført væbnede operationer med tab af menneskeliv på begge sider.

I 1974 gennemførtes et militærkup mod præsident Makarios af græsk-cypriotiske militærenheder støttet af det græske militærdiktatur. Makarios søgte beskyttelse på den engelske base i Akrotiri, hvorfra han via England kom til New York. Her anmodede han FN om hjælp. Efter kuppet blev der gennemført flere etniske udrensninger af tyrkiske mindretal. Tyrkiet som var en af garantimagterne bag dannelse af et selvstændigt og frit Cypern, følte sig tvunget til at intervenere og beskytte den tyrkiske befolkningsgruppe. Tyrkiet besatte i løbet af kort tid 40 procent af øen i sommeren 1974. Den tyrkisk cypriotiske lokalbefolkning flygtede til den af Tyrkiet besatte del, mens den græsk cypriotiske lokalbefolkning flygtede, eller blev tvunget til at flygte til den resterende del af Cypern, som stadig var under græsk cypriotisk kontrol.

I dag er opdelingen fortsat, at den nordlige del af Cypern er befolket næsten udelukkende af tyrkere og den sydlige af grækere.

Den 16. august 1974 blev de besatte områder under tyrkisk kontrol erklæret for Den tyrkisk-cypriotiske Forbundsstat med Rauf Denktaş som leder.

Den 15. november 1983 kaldte Tyrkiet Nordcypern for Den tyrkiske republik Nord-Cypern, der dog kun blev anerkendt af Tyrkiet.

Siden 1977 har der været forhandlinger om at genforene øen, men uden held. Der var internationale forhåbninger om, at der ville komme et gennembrud på topmødet i København, der banede vejen for EU's udvidelse mod øst, men det blev en fiasko. Op til Cyperns optagelse i EU prøvede FN's generalsekretær Kofi Annan at få tilslutning til en ny fredsplan, "Annanplanen". I en folkeafstemning i begge dele af øen fik planen tilslutning på den tyrkiske side (64,9 % stemte "ja"), mens et stort flertal af den græske befolkning afviste planen som utilstrækkelig og stemte "nej" (75,8 %). Grækernes vigtigste indvending mod planen var, at den ville give for få af flygtningene fra 1974 retten til at vende hjem (ca. halvdelen.) 1. maj 2004 blev Cypern officielt optaget i EU. Officielt er hele øen nu medlem af EU, da verdenssamfundet anerkender Republikken Cyperns suverænitet over hele øen. Reelt er det kun den græske del, der er optaget, og EU-lovgivningen, Acquis Communautaire, bliver først indført på Nordøen, når der er indgået en politisk aftale om hele øens fremtid. Den manglende løsning på cypernkonflikten anses for den vigtigste forhindring for tyrkisk medlemskab af EU

Grænserne er åbnet, og færdsel mellem de to dele af Cypern kan ske næsten uhindret.

Transport[redigér | redigér wikikode]

Et Airbus A320 fra Cyprus Airways.

Det statsejede flyselskab Cyprus Airways har sin hovedhubLarnaca Internationale Lufthavn, hvor de i januar 2014 fløj til omkring 20 destinationer. I sommerperioden har selskabet også ruter fra Paphos Internationale Lufthavn, som er beliggende på øens vestlige side.

Både i Limassol og Larnaca findes der store havne, hvorfra der er færgeruter og krydstogtskibe ligger til kaj.

EU[redigér | redigér wikikode]

I forsøget på at få Cypern optaget i EU mødtes Klerides og Rauf Denktash gentagne gange i løbet af 1997. Disse møder, der havde deltagelse fra FN, havde til formål at genforene øen som optakt til optagelse i EU. Men forhandlinger mellem EU og de græsk-cypriotiske ledere bremsede den interne dialog i Cypern, og genforeningen trak ud. Uenigheden mellem Grækenland og Tyrkiet på dette punkt bidrog til, at forhandlingerne blev vanskelige. EU besluttede, at den græske del af øen kunne optages som selvstændigt medlem på grund af vanskelighederne mellem Tyrkiet og Cypern Det selvstændige Cypern vedtog 1.januar 2008 at bruge euroen som valuta. Den erstattede cypriotiske pund, mens Nordcypern valgte den tyrkiske lira.

Præsidenter i det græske Cypern[redigér | redigér wikikode]

  • 1960-74 Makarios 3.
  • 1974 Nicos Sampson
  • 1974-77 Makarios 3.
  • 1977-88 Spyros Kyprianou
  • 1988-93 Georgios Vassiliou
  • 1993-2003 Glafkos Klerides
  • 2003-08 Tassos Papadopoulos
  • 2008-2013 Dimitris Christofias
  • 2013- Nicos Anastasiades

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]