Cypern

Κυπριακή Δημοκρατία
Kypriakí Dimokratía
Kıbrıs Cumhuriyeti

Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Imnos is tin Eleftherian
Hovedstad	Nicosia 35°10′N, 33°21′E
Største by	Nicosia
Officielle sprog	Græsk, tyrkisk
Regeringsform Præsident	Republik Dimitris Christofias
Uafhængighed  • Anerkendt	Fra Storbritannien 16. august 1960
Areal  • Total  • Vand (%)	9.250 km² (nr. 162) Ubetydeligt
Indbyggertal  • 2006 anslået  • 2005 folketælling  • Tæthed	784.301 (nr. 157) 835.000 84,3/km² (nr. 85)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2005 anslået 17,14 mia. USD (nr. 81) 20.300 USD (nr. 34)
Valuta	Euro (€)
Tidszone  • Sommer (DST)	EET (UTC+2) EEST (UTC+3)
Nationalt topdomæne	.cy
Telefonkode	+357
Kendingsbogstaver (bil)	CY
Luftfartøjsregistreringskode	5B

Cypern (græsk Κύπρος (Kýpros), tyrkisk Kıbrıs; også på dansk udtalt med k-lyd: ['kypôn] er en ø i Middelhavet 50 km syd for Tyrkiet.

Internationalt er Republikken Cypern anerkendt som hele øens retmæssige regering, men den kontrollerer kun de sydlige to tredjedele af øen. I 1974 invaderede Tyrkiet Cypern og besatte den nordlige tredjedel af øen. Siden er Nordcypern (TRNC) blevet oprettet, men den anerkendes kun af Tyrkiet. Omvendt anerkender Tyrkiet ikke længere den græsk-cypriotiske regering på sydøen, heller ikke som regering over den sydlige del af øen. Ved invasionen i 1974 flygtede tusindvis af grækere mod syd, og den tyrkiske hær fordrev næsten alle grækere fra Nordøen. Fra sydøen flygtede og udvandrede næsten hele det tyrkiske mindretal til nordøen. Hvor både Nordøen og Sydøen således havde været 80 % græsk og 20 % tyrkisk før 1974, var øen i 1975 reelt delt i en etnisk græsk og en etnisk tyrkisk del. I daglig tale omtales de to områder som "den græske" og "den tyrkiske del" af Cypern.

Siden 1977 har der været forhandlinger om at genforene øen, men uden held. Der var internationale forhåbninger om, at der ville komme et gennembrud på topmødet i København, der banede vejen for EU's udvidelse mod øst, men det blev en fiasko. Tilsyneladende var den græske Glafkos Clerides klar til at skrive under, mens den tyrkiske Rauf Denktaş fik kolde fødder. Op til Cyperns optagelse i EU prøvede FN's generalsekretær Kofi Annan at få tilslutning til en ny fredsplan, "Annanplanen". I en folkeafstemning i begge dele af øen fik planen tilslutning på den tyrkiske side (64,9 % stemte "ja"), mens et stort flertal af den græske befolkning afviste planen som utilstrækkelig og stemte "nej" (75,8 %). Grækernes vigtigste indvending mod planen var, at den ville give for få af flygtningene fra 1974 retten til at vende hjem (ca. halvdelen.) 1. maj 2004 blev Cypern officielt optaget i EU. Officielt er hele øen nu medlem af EU, da verdenssamfundet anerkender Republikken Cyperns suverænitet over hele øen. Reelt er det kun den græske del, der er optaget, og EU-lovgivningen, Acquis Communautaire, bliver først indført på Nordøen, når der er indgået en politisk aftale om hele øens fremtid. Den manglende løsning på cypernkonflikten anses for den vigtigste forhindring for tyrkisk medlemskab af EU. Det er fx et stort politisk problem, at Tyrkiet har indgået en toldaftale med EU, men samtidig forbyder cypriotiske fly og skibe (1/4 af EU's handelsflåde) at nærme sig Tyrkiet.

Etymologi

I oldtiden kaldte de indfødte Cypern for Alashiya. I Mari, en storby ved Eufrats højre bred i vore dages Syrien, drejede alle lertavler om Alashiya sig om import af metal: Enten kobber (sumerisk urudu – akkadisk eru) eller bronze (sumerisk zabar – akkadisk siparru). Romerrigets vigtigste forekomst af kobber lå på Cypern, og det oprindelige latinske ord for "kobber", cyprium, senere forenklet til cuprum, kommer af øens græske navn, Cypern. Cyprioterne begyndte at bearbejde kobber i det tredje årtusinde f.Kr, da de lavede redskaber af lokalt forekommende, rent kobber, som flere steder lå synligt på jordoverfladen.

Historie

De ældste beboelser går tilbage til 7.000 f.Kr. Bosættelserne var koncentreret langs nord- og sydkysten. Der er fundet rester af fartøjer af sten og potteskår fra denne periode. Omkring 3000 f.Kr begyndte man at udnytte øens rige kobberressourcer, som har givet navn til øen. Det bragte stor velstand til øen, der begyndte at handle især med Lilleasien, Egypten og de omkringliggende øer. Omkring 1200 f.Kr. kom en bølge af indvandrere fra Grækenland med deres sprog, religion og kultur. De byggede bl.a. byen Paphos. Øens velstand voksede, selv om den blev besat og domineret af Syrien, Egypten og Persien.

Alexander den Store slog perserne, og Cypern blev en del af hans verdensrige. Efter hans død blev Cypern en del af det hellenistiske rige, og hovedstaden var nu Paphos.

Cypern blev også opslugt af det romerske imperium som en provins under Syrien. På en af sine mange rejser kristnede missionæren Paulus øens statholder, Sergius Paulus, og Cypern blev det første land med kristent styre. Hans følgesvend Barnabas vendte senere tilbage til Cypern, hvor han var født, og blev øens første biskop. Han led senere martyrdøden og blev begravet i hemmelighed. Men først i det 4. århundrede sejrede kristendommen på Cypern, som i det øvrige Romerrige.

I år 58 blev Cypern en romersk provins. Det varede til Romerrigets deling i år 395, hvor Cypern blev en del af det østromerske rige styret fra Byzans. Konstantin den Stores moder siges at havde besøgt Cypern på rejse fra Det hellige land med rester af Jesu kors. Hun grundlagde Stavrouni-klostret. Flere jordskælv i det 4. århundrede ødelagde store dele af øens byer. Nye byer og mange kirker blev bygget. Hovedstaden flyttede nu til Konstantinopel. Øen var udsat for angreb både af tyrkere og sørøvere.

Cypern havde en central position i for korsridderne i det 12. århundrede og blev et støttepunkt for de korsfarere, der tog til Jerusalem. På vej til Jerusalem strandede Richard Løvehjerte på Cypern, som han indtog 1191. Han giftede sig i Limassol med Berengaria af Navarra, som blev kronet til engelsk dronning. Richard solgte øen til Tempelridderne for 100.000 dinarer, og senere gik den til den franske adelsmand Gur af Lusignan, der havde været konge af Jerusalem.

Også en dansk konge besøgte Cypern: Erik Ejegod (1056-1103) kom hertil på pilgrimsrejse til Det hellige land sammen med sin dronning Bodil. Han døde i Paphos og blev begravet i den byzantinske domkirke. Hans dronning rejste videre til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget.

Cypern

I ca. 100 år var øen underlagt Venedig, som ombyggede og befæstede byerne for at kunne modstå angreb fra osmannerne (tyrkerne). I 1570-1571 blev Cypern erobret og besat af Osmannerriget under sultan Selim 2, som udryddede en stor del af øens befolkning. Ved den græske uafhængighedskrigs udbrud i 1821 blev øens ærkebiskop, tre biskopper og hundredvis af ledere henrettet. I den periode var osmanniske embedsmænd indsat i alle embeder, og et stort antal købmænd og soldater flyttede til øen. Nutidens tyrkisk- cypriotiske indbyggere er deres efterkommere.

I 1777 udgjorde de kristne 44 procent af befolkningen, svarende til 84.000 indbyggere. 100 år efter i 1877 udgjorde den kristne befolkning 75 procent, svarende til 185.000 indbyggere.

Den engelske besættelse

Fra 1878 til 1960 var Cypern under britisk administration som led i en handel, hvor England forpligtede sig til at hjælpe Tyrkiet mod Rusland. Indtil 1914 var Cypern formelt stadig en del af det Osmanniske Rige. Det fik dog ende, da Tyrkiet deltog i 1. verdenskrig på Centralmagternes side, og i 1925 blev Cypern en engelsk kronkoloni. Det fik politiske aktivister til at kræve et selvstændigt Cypern i union med Grækenland.

I 1954 fremsatte England et forslag om begrænset selvstyre for Cypern. Forslaget accepteredes af den tyrkiske del af befolkningen, men ikke af den græske, som indledte en befrielseskrig, der varede i næsten fem år. Den græske dels modstandsgruppe blev ledet af oberst Grivas.

Den dag i dag er der venstrekørsel på Cypern, og det juridiske system er en tro kopi af det britiske.

Republikken Cypern

Repræsentanter for Grækenland, Tyrkiet, Makarios' demokratiske Parti og den engelske krone nåede i 1959 til enighed om oprettelsen af republikken Cypern med garantier for øens tyrkiske mindretal. Som en del af aftalen beholdt England to baser på øen (Sovereign Base Areas: Akrotiri og Dhekelia). Uafhængigheden proklameredes den 16. august 1960, og den 1. oktober 1960 fik Cypern selvstyre. Dagen blev Cyperns uafhængighedsdag. Cyperns første præsident blev ærkebiskop Makarios, som havde været den politiske leder af den græske befrielsesbevægelse. Der var spændinger mellem de to store befolkningsgrupper, grækere (80%) og tyrkere (20%). Det tyrkiske mindretal, som også stammede fra flygtninge fra Palæstina, var utilfredse med selvstyret og mente, at Nordcypern skulle have tyrkisk selvstyre.

Det tyrkiske mindretal

I julen 1963 udbrød der uroligheder mellem det græske og tyrkiske mindretal, der udgjorde 18 procent af befolkningen. Grækerne bad Storbritannien om hjælp. I foråret 1964 oprettede FN en fredsbevarende styrke på Cypern for at forhindre episoder mellem dem. 1.000 danske FN-soldater deltog i styrken.

I 1974 var der et kupforsøg mod Makarios, som søgte beskyttelse på den engelske base i Akrotiri, hvorfra han via England kom til New York. Her anmodede han FN om hjælp. Tyrkiet beskyttede den tyrkiske befolkningsgruppe, og besatte 40 procent af øen med 40.000 soldater i to invasioner i sommeren 1974. Den 16. august 1974 blev de besatte områder under tyrkisk kontrol erklæret for Den tyrkisk-cypriotiske Forbundsstat med Rauf Denktaş som leder.

Den 15. november 1983 kaldte Tyrkiet Nordcypern for Den tyrkiske republik Nord-Cypern, der dog kun blev anerkendt af Tyrkiet.

Tyrkisk-cyprioter flygtede til den tyrkisk besatte del og græsk-cyprioter til den græske del. Denne situation er uændret.

Den græske premierminister aflyste i februar 1987 sit besøg i USA på grund af USAs tilnærmelser til Tyrkiet og som protest mod amerikanske våben på det tyrkisk-kontrollerede område af Cypern.

EU

I forsøget på at få Cypern optaget i EU mødtes Klerides og Rauf Denktash gentagne gange i løbet af 1997. Disse møder, der havde deltagelse fra FN, havde til formål at genforene øen som optakt til optagelse i EU. Men forhandlinger mellem EU og de græsk-cypriotiske ledere bremsede den interne dialog i Cypern, og genforeningen trak ud. Uenigheden mellem Grækenland og Tyrkiet på dette punkt bidrog til, at forhandlingerne blev vanskelige. EU besluttede, at den græske del af øen kunne optages som selvstændigt medlem på grund af vanskelighederne mellem Tyrkiet og Cypern Det selvstændige Cypern vedtog 1.januar 2008 at bruge euroen som valuta. Den erstattede cypriotiske pund, mens Nordcypern valgte den tyrkiske lira.

I 2008 blev Christofias præsident i syd. Han er medlem af det græsk-cypriotiske kommunistiske parti AKEL og er i øjeblikket den eneste kommunistiske leder i EU.

I december 2008 udbrød der et græsk oprør, da den 15-årige skoleelev Alexandros Grigoropoulos blev skudt og dræbt af politiet i Athen. Oprøret spredte sig også til byerne Nicosia og Paphos på Cypern.

Præsidenter i det græske Cypern

• 1960-74 Makarios 3.
• 1974 Nicos Sampson
• 1974-77 Makarios 3.
• 1977-88 Spyros Kyprianou
• 1988-93 Georgios Vassiliou
• 1993-2003 Glafkos Klerides
• 2003-08 Tassos Papadopoulos
• 2008-2013 Dimitris Christofias
• 2013- Nicos Anastasiades

Cypern er fødestedet for Aphrodite

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Cypern

• Cypern i tal
• The World Factbook om Cypern