Storbranden i London

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
London set fra Bankside, Southwark, under branden. Stik af Visscher.

Storbranden i London (på engelsk kendt som The Great Fire of London) var en omfattende brand, som raserede London fra 2. til 5. september 1666. Det var tredje gang, London blev næsten fuldstændig ødelagt af ildebrand; de tidligere tilfælde fandt sted i 1133/1135 og 1212. Et senere tilfælde, Luftwaffes brandbombeangreb den 29. september 1940, er på engelsk blevet kendt som The Second Great Fire of London (den anden storbrand i London).

Hændelsesforløb[redigér | redigér wikikode]

Branden brød ud om morgenen søndag den 2. september 1666. Den begyndte i Pudding Lane i huset tilhørende Thomas Farrinor[1], hofbager for Karl II. Antagelig begyndte branden, fordi Farrinor havde glemt at slukke bageovnen, før han gik i seng aftenen før. På et tidspunkt efter midnat satte gløder fra ovnen ild til brænde placeret ved siden af den. Det lykkedes Farrinor og hans familie at slippe ud, men tjenestepigen nåede ikke ud og blev brandens første offer.

Inden en time efter udbruddet blev Thomas Bloodworth, Lord Mayor of London, vækket. Han var ikke bekymret over branden og skal have udtalt, at "en kvinde kan pisse den ud".

De fleste bygninger i London var på den tid opført i meget brændbare materialer såsom træ og strå, og gnister fra bagerens hus satte hurtigt nabohusene i brand. Det blæste kraftigt fra øst denne morgen, og så snart flammerne havde fået fat, spredte de sig hastigt. Da der kun var nogle smalle smøger mellem bygningerne, gav det ilden gunstige forhold.

En samtidig kilde beskrev branden på malende vis:

"Så, så rystede byen virkelig, og indbyggerne skælvede virkelig, og flygtede i stor forundring fra deres huse, så flammerne ikke skulle opsluge dem: rumle, rumle, rumle var ildens lyd fra alle retninger, som om et tusinde stridsvogne af jern kørte på stenbroen. Man kunne se husene falde, falde, falde, fra den ene ende af gaden til den anden, med et stort brag, så fundamentet var blotlagt mod himmelen."

Da Londons Lord Mayor ikke gav ordre til at nedrive huse uden ejernes samtykke, var der ingen brandbælter til at forhindre ilden i hurtigt at sprede sig. Slukningsforsøg med spande var håbløse, både på grund af brandens omfang, og fordi man ikke kunne opholde sig i gader omgivet af brændende huse.

Ødelæggelserne[redigér | redigér wikikode]

Hollar: Londons byplan efter storbranden, det ødelagte område er hvidt.

Branden ødelagde 13.200 huse, 87 sognekirker, seks kapeller, 44 laugsbygninger, Royal Exchange, Custom House, St Paul's Cathedral, Guildhall, Bridewell Palace, flere fængsler, Session House, fire broer over floderne Themsen og Fleet, samt tre byporte. 100.000 mennesker blev hjemløse – en sjettedel af byens indbyggere.

Dødstallet er ukendt, men efter branden blev antallet af ofre officielt opgjort til mellem ni og seksten. I nyere tid er der fremkommet teorier om, at flere tusinde døde i flammerne eller af røgforgiftning. Emnet er kontroversielt, men det er ikke utænkeligt, at dødstallet er højere, da der ikke var en effektiv folketælling. Hvis en hel familie fra den fattige del af befolkningen omkom, var der stor sandsynlighed for, at ingen ville melde dem savnede. Den intense varme ville have kremeret de døde, så de ikke blev fundet under oprydningsarbejdet.

Mange historikere anser branden for at være verdenshistoriens mest ødelæggende brand startet ved et uheld. Inden for bymurene udbrændte næsten fem sjettedele af byen, mens et område svarende til den bevarede sjettedel brændte uden for murerne.

Det økonomiske tab anslås til mindst ti millioner pund sterling; i nutidsværdi er der tale om et milliardbeløb.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

I årene før branden havde der været flere profetier om en stor katastrofe i 1666. Årstallet er specielt, fordi det med arabertal indeholder dyrets tal, 666, og det med romertal skrives som en række faldende værdier (MDCLXVI). Efter borgerkrigene og pestudbruddet i 1665, der dræbte over 68.000 mennesker, ventede mange Åbenbaringens tredje rytter.

Efter branden begyndte der at cirkulere et rygte om, at der lå et katolsk komplot bag branden. En enfoldig fransk urmager, Robert "Lucky" Hubert, tilstod (muligvis under tortur), at være en af pavens agenter og at have startet branden i Westminster. Senere ændrede han forklaring og sagde, at han havde startet branden i bageriet i Pudding Lane. Han blev dømt, på trods af at nogle mente, at han enten var psykisk syg eller løj, og blev hængt i Tyburn den 28. september samme år. Efter hans død kom det frem, at han først ankom til London to dage efter branden.[2]

Konsekvenser for byudviklingen[redigér | redigér wikikode]

Arkitekten Christopher Wren fik til opgave at lede genopbygningen af byen. I sin oprindelige plan forestillede han sig en by opført i mursten og sten med en retlinjet gadeplan, kontinentale torve og boulevarder. Men da mange bygningers kældre var bevaret, opstod der juridiske tvister om ejerskabet, hvorved den oprindelige plan ikke blev til noget. Fra 1667 skaffede parlamentet penge til genopbygningen af London ved at beskatte kul, og byen blev genopført med sin oprindelige gadeplan, men med forbedrede sanitære forhold og adgangsforhold. Det er hovedårsagen til, at London i dag fremstår som en moderne by, men med en midderalderlig gadeplan. Elleve år efter branden fik Christopher Wren genopført St Paul's Cathedral, hvori han ligger begravet.

Man tog ved lære af branden. Det nuværende Globe Theatre, der åbnede i 1997, blev den første stråtækte bygning i London siden branden i 1666.

Selvom London var blevet ramt af en enorm katastrofe, så mange det også som en velsignelse. I Anecdotes of the Manners and Customs of London in the Eighteenth Century, giver Mr. Malcom udtryk for dette (uddrag):

"Himmelen være lovet at det gamle London brændte. Gode læser, kig i gamle tryk for at se hvordan der så ud; se de skælvende skure, forestil dig rummene i dem, og overvej hvorfor pest, spedalskhed og engelsk sved [svedfeber] raste. Kig så på tryk, der viser vores nuværende boliger, og vær lykkelig."

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Farrinors navn staves på forskellige måder, også: Farriner, Fraynor, Farryner eller Farynor.
  2. Longman, Hurst, Rees, Orme og Brown (1826). A Complete Collection of State Trials and Proceedings for High Treason and Other Crimes and Misdemeanors from the Earliest Period to the Year 1783, with Notes and Other Illustrations, 18.Google Books

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hanson, Neil (2002). The Dreadful Judgement: The True Story of the Great Fire of London. ISBN 0-552-14789-3.
  • Robinson, Bruce. London's Burning: The Great Fire. BBC's historiewebsted med en beretning om branden.
  • Latham, Robert og Matthews, William (red.). The Diary of Samuel Pepys, a new and complete transcription, Bell & Hyman, London, 1970–1983.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: