Tartaros

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Tartaros er i græsk mytologi det dybeste, dunkleste sted i underverdenen, Hades, og ligger lige så langt under jorden som himlen ligger over den. Det skulle efter sigende tage en ambolt ni dage at falde ned til bunden.[1]

Det er et fængsel beregnet til de mest forhadte forbrydere, altså dem der gør oprør mod de olympiske guder. I Tartaros er de afskåret fra Hades bag en tyk kobbermur, og her må de for evigt tage deres straf. Uranos fængslede også kykloperne og de tre hundredearmede kæmper, der senere smedede det segl, som han selv blev kastreret med af sin søn Kronos. Efter de olympiske guders oprør (Titanomachien) blev de udødelige titaner spærret inde i Tartaros.

Modsat Tartaros er der også i den græske mytologi det såkaldte Elysium, eller "De Saliges Øer." Her kom gudernes yndlinge hen, ikke efter døden, men i levende live og de blev skænket evigt liv.

Ofte anses Tartaros sammen med Gaia som forældre til Echidna, "alle uhyres moder," og Tyfon, et kæmpe uhyre hvis hoved rørte ved stjernerne[1].

Fanger i Tartaros[redigér | redigér wikikode]

Blandt fangerne i Tartaros er Sisyfos, en gammel konge af Korinth, der havde truet med at afsløre en af Zeus' mange seksuelle affærer. Da Sisyfos døde, sagde han til sin kone at hun ikke skulle begrave ham med rette ritualer, og han kunne derfor ikke komme ind i Hades. Som hvileløs sjæl i underverdenen udenfor Hades, undskyldte han sig overfor Hades ( (de dødes gud), der gav ham lov til at tage tilbage til overfladen for at udbedre fejlen. Men Sisyfos havde været i underverdenen i meget lang tid, og da han igen var i live indhentedes han af denne usandsynligt høje alder. Dermed havde han brudt med Zeus' universelle verdensorden og blev smidt i Tartaros. Her må han for evigt skubbe en tung sten op ad en bakke, blot for at se den rulle ned igen, hvorefter den igen skal skubbes op.

49 ud af 50 af danaiderne, kong Danaos' døtre soner også i Tartaros, hvor de må bære vand i bundløse kar. De havde fulgt deres fars ordre om at slå deres brudgomme ihjel på selve bryllupsnatten, men den sidste valgte at skåne manden Lynkeus' liv, og hjalp ham i stedet med at flygte. Senere blev han forsonet med Danaos og blev hans tronarving, sammen med danaiden der frelste hans liv – Hypermestra.

Ixion, iapithernes konge er også blevet lagt i Tartaros. Han var en af de dødelige, Zeus havde inviteret til taffel på Olympen, hvor han uheldigvis blev forelsket i Hera, Zeus' hustru. Da han prøvede at have sex med hende, erstattede Zeus hende dog med en kopi (ifølge andre kilder forvirrede Zeus hans sanser, og han forgreb sig i stedet på en sky, dette samleje skabte kentaurne). Selv om han ikke fuldførte det med Hera, blev han alligevel sendt til Tartaros for sin trodsighed overfor Zeus der ellers havde udvist gæstfrihed. I Tartaros blev han spændt på et brændende hjul der vil dreje rundt i al evighed. Ifølge nogen skal han også sige følgende sætning om og om igen: "Vær taknemlige over for jeres velgørere."[1]

Sammen med Ixion var også Tantalos, konge af Sipylos, en dødelig som Zeus havde ubegrænset tillid til[1], blevet inviteret til middag på Olympen. Her stjal han dog gudernes nektar og ambrosia, og det gik godt i lang tid, derfor tvivlede han på gudernes visdom. Tantalos inviterede, som en test, guderne til middag. Som hovedret slagtede han sin søn Pelops, og serverede ham for guderne. Alle guderne undtagen Demeter, gennemskuede det naturligvis, men Demeter, der var fuld af sorg over sin datter Persefone, der var blevet taget af Hades som dronning, tog en bid af Pelops' skulder. Af medlidenhed blev Pelops bragt tilbage til livet af Zeus, men Tantalos blev dømt til evig sult og tørst i Tartaros. Her står han i vand til hagen, men det synker når han bukker sig ned, og der hænger modne frugter lige over hans hoved, der bevæger sig væk når han rækker ud efter dem. Over ham hænger også en sten, der hvert øjeblik truer med at falde ned over ham.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 "Græske guder og helte" af Leo Hjortsø, Politikens Forlag 1984.