Orfeus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Orfeus med sin lyre, omgivet af tæmmede vilde dyr.

Orfeus/Orpheus (græsk: Ορφεύς) er en græsk sagnskikkelse. Han var søn af Kalliope muse for sang og digtning. Pindar kaldte ham "sangens fader". Han var konge af den trakiske stamme "ciconerne". Hans navn findes ikke hos Homer eller Hesiod, men er først kendt på samme tid som Ibycus (ca. 530 f.Kr.).

Orfeus blev anset som en af hoveddigterne og musikerne i antikken og som opfinder af lyren. Med sang og musik kunne han henrive vilde dyr, lokke træerne og klipperne til dans og endda påvirke flodernes løb. Han lærte som en af civilisationens pionerer verden at kende medicin, skrivning og landbrug. Orfeus var tæt knyttet til det religiøse liv og var spåmand. Han praktiserede bl.a. astrologi, grundlagde både Apollon- og Dionysoskulterne. Det var ham, der indførte mystiske riter både offentligt og privat.

Orfeus elskede Eurydike, som blev bidt af en slange og døde. Orfeus sørgede sådan, at han fik lov til at gå ned i dødsriget efter hende. I dødsriget lykkedes det ham ved sin sangerevne at overtale Hades til frigive Eurydike. Der var betingelser: hun skulle gå bag ham på vejen op derfra, og at han ikke på noget tidspunkt måtte se sig tilbage. Men tvivlen blev ham for stor, så han vendte sig om, og i det samme nu mistede han hende igen til dødsriget.

Orfismen[redigér | redigér wikikode]

Orfeus fik sin egen mysteriereligion i Grækenland – orfismen. Denne kult havde den græske vingud Dionysos som øverste gud. Ifølge den orfiske myte blev Dionysos – i Rom kaldt Bacchus – kidnappet af titanerne. Titanerne sønderrev ham og åd ham. Det lykkedes Athene at redde Dionysos' hjerte, som hun gav tilbage til hans far, Zeus. Zeus lavede af hjertet en ny Dionysos. Som straf brændte han titanerne med sine lyn. Af titanernes aske opstod mennesket. Da legemet stammede fra titanerne, betragtede orfikerne det som noget mindreværdigt. Men de mente, at alle mennesker havde noget guddommeligt i sig, nemlig Dionysos-essensen.

Orfikerne mente at kunne slippe det guddomelige fri ved en asketisk levevis. De erkendte en antropologisk dualisme mellem sjæl og legeme. Hvis de ikke erkendte den, ville de blive genfødt i et nyt legemligt "fængsel". Det er et af de tidligste græske eksempler på den dualisme – der især via Platon – kom til at præge den senere hellenistiske tankegang og dermed store dele af den europæiske kultur.

Både Pythagoras, Platon og de kristne gnostikere var inspireret af den orfiske tankegang.

Moderne genfortællinger[redigér | redigér wikikode]

Christoffer Boes debutfilm Reconstruction udsætter hovedpersonen for samme prøvelse.

Filmen Orfeu Negro fra 1959 der vandt de gyldne palmer samme år genfortæller historien som her foregår under karnavalet i Rio de Janeiro.

Fortællingen om Orpheus og Eurydike er et gennemgående tema på Arcade Fire's album Reflektor. De to sagnfigurer pryder omslaget til pladen, og de to sange Awful sound (Oh Eurydice) og It's Never Over (Hey Orpheus) kan tolkes som en moderne genfortælling af den antikke historie.

Kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: