Virgo-superhoben

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Afstande fra den lokale galaksegruppe til udvalgte grupper og hobe inden for Virgo-superhoben.

Virgo-superhoben (Virgo SC) eller den Lokale superhob (LSC eller LS) er den irregulære superhob af galakser, som blandt andet omfatter Den lokale gruppe, hvortil Mælkevejen og Andromedagalaksen hører. Der findes mindst 100 galaksegrupper og – hobe inden for Virgo-superhobens diameter på 33 megaparsec (110 millioner lysår). Superhoben er en af millioner af tilsvarende superhobe i det observerbare univers.

Virgo-superhoben er en del af Laniakea-superhoben.[1][2][3]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Allerede fra den første samlede fremstilling af stjernetåger, der blev udgivet William og John Herschel i 1863, var det kendt, at der er en betydelig overvægt af tågeområder i stjernebilledet Jomfruen (Virgo) nær den nordlige galaktiske pol. I 1950'erne var den fransk-amerikanske astronom Gérard Henri de Vaucouleurs den første til at hævde, at denne overvægt repræsenterede en galakselignende struktur på stor skala, som han i 1953 benævnte den "Lokale supergalakse", men ændrede til den "Lokale superhob" (LSC[4]) i 1958. (Harlow Shapley foreslog i sin bog Of Stars and Men fra 1959 benævnelsen metagalakse.[5]) Det debatteredes i 1960'erne og 1970'erne, om den lokale superhob virkelig var en struktur eller blot en tilfældig ordning af galakser.[6] Spørgsmålet blev afklaret ved store undersøgelser af rødforskydninger i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne, som overbevisende viste den fladtrykte koncentration af galakser i det supergalaktiske plan.[7]

Struktur[redigér | redigér wikikode]

I en omfattende afhandling fra 1982 præsenterede R. Brent Tully konklusionerne fra sin udforskning af den grundlæggende struktur af den Lokale superhob. Den udviser to komponenter, nemlig en betydelig fladtrykt skive med to tredjedele af superhobens lysende galakser, og en tilnærmelsesvis sfærisk halo, hvor den resterende tredjedel befinder sig.[8] Skiven er en tynd (~1 Mpc) ellipsoide med et forhold mellem lille- og storakse på mindst 6 til 1 og muligvis så meget som 9 til 1.[9] Data frigivet i juni 2003 fra det 5-årige projekt "Undersøgelse af et to-graders-felt af galaksers rødforskydning (2dF) har givet astronomer mulighed for at sammenligne den Lokale superhob med andre superhobe. De fandt, at LS er en typisk og ret lille superhob uden et centrum med høj tæthed (superhobe med tæt centrum betegnes som "rige" og de øvrige som "fattige"). Den har en enkelt omfattende galaksehob i centrum, omgivet af strenge af galakser og galaksegrupper, ligeledes uden fremtrædende centrer.[10] Den lokale gruppe befinder sig i udkanten af Virgo-superhoben i en lille streng, der strækker sig fra Fornaxhoben til Virgohoben.[7] Virgo-superhobens rumfang er tilnærmet 7.000 gange så stort som den lokale gruppes og 100 milliarder gange større end Mælkevejens rumfang.

Galaksefordeling[redigér | redigér wikikode]

Tætheden af galakser i den Lokale superhob aftager med kvadratet på afstanden fra superhobens centrum, der ligger i nærheden af Virgohoben, hvilket antyder, at hoben ikke har en tilfældig fordeling. I almindelighed er det store flertal af lysende galakser (over absolut størrelsesklasse -13) koncentreret i et lille antal galakseskyer (grupper af galaksehobe). 98% findes i de følgende elleve skyer (anført i faldende orden i forhold til antallet af lysende galakser): Canes Venatici, Virgohoben, Virgo II (sydlige del), Leo II, Virgo III, Crater (NGC 3672), Leo I, Leo Minor (NGC 2841), Draco (NGC 5907), Antlia (NGC 2997) og NGC 5643. Af de lysende galakser i skiven findes en tredjedel i Virgohoben, mens resten findes i Canes Venatici-skyen og Virgo II-skyen samt i den mere ubetydelige NGC 5643-gruppe. Også de lysende galakser i haloen er koncentreret i et lille antal skyer (94% i 7 skyer). Denne fordeling viser, at "det meste af rumfanget uden for det supergalaktiske plan er et stort tomrum."[9] En analogi til den observerede fordeling kunne være sæbebobler. Flade galaksehobe og superhobe findes, hvor boblerne støder sammen, og boblerne selv er store, næsten kugleformede (med en diameter i størrelsesordenen 20-60 Mpc) tomrum i universet.[11] Lange, trådagtige strukturer synes at være fremherskende. Et eksempel på det er Hydra-Centaurus-superhoben, som er den superhob, der ligger nærmest Virgo-superhoben, og som strækker sig fra en afstand på ca. 30 Mpc og ud til 60 Mpc.[12]

Kosmologi[redigér | redigér wikikode]

Dynamik på stor skala[redigér | redigér wikikode]

Fra slutningen af 1980'erne har det stået klart, at ikke blot den lokale gruppe, men alt stof ud til en afstand af mindst 50 Mpc er underlagt en fælles bevægelse med en fart af størrelsesordenen 600 km/sek i retning af Normahoben (Abell 3627).[13] Lynden-Bell et al. (1988) kaldte årsagen hertil for "Den store tiltrækker." Selv om astronomerne er ret sikre på den konstaterede fart, som er målt i forhold til den kosmiske baggrundsstråling (CMB), er dens årsag stadig dårligt forstået.

Mørkt stof[redigér | redigér wikikode]

Virgo-superhoben har en total masse på M ≈ 1 x 1015Msol og en total optisk luminositetL ≈ 3 x 1012Lsol.[10] Det giver et masse-til-lys-forhold som er omkring 300 gange det, der gælder for Solen, hvilket er konsistent med resultater opnået for andre superhobe.[14][15] (Til sammenligning er masse-til-lys-forholdet for Mælkevejen 2,7[Kilde mangler].) Disse forhold er et af hovedargumenterne for tilstedeværelsen af store mængder mørkt stof i universet.

Kort[redigér | redigér wikikode]

Virgohoben Centaurus_A/M83_gruppen M81-gruppe Maffei_Group NGC 1023-gruppen M101-gruppen NGC 2997-gruppen Canes Venatici I-gruppen NGC 5033-gruppen Ursa Major-hoben Leo I-gruppen NGC 6744-gruppen Dorado-gruppen Virgo III-grupperne NGC 4697 Leo II-grupperne NGC 7582 Fornaxhoben Eridanushoben Den lokale gruppe Sculptor-gruppen
Om dette billede
Virgo-superhoben i supergalaktiske koordinater (klik på navnene for at få mere information)
NGC 55 Mælkevejen Store Magellanske Sky NGC 3109 Messier 31 Messier 33 NGC 247 Circinusgalaksen NGC 5128 NGC 5253 NGC 5102 NGC 5128-gruppen IC4662 Messier 83 Virgohoben ESO 274-01 NGC 1313 NGC 625 NGC 7793 NGC 4945 NGC 45 NGC 253 Sculptor-gruppen Den lokale gruppe NGC 1569 NGC 300 IC 342 Maffei-gruppen NGC 404 NGC 784 Maffei I Maffei II Dwingeloo 1 NGC 1560 Messier 81 IC 2574 Messier 82 NGC 3077 NGC 2976 NGC 4605 NGC 6503 NGC 5204 NGC 3738 NGC 4236 NGC 2366 NGC 2403 NGC4305 NGC5023 Messier 94 NGC 4244 NGC 4214 NGC 4449 NGC 4395 Canes I-gruppen M81-gruppen
Om dette billede
De nærmestliggende galaksegrupper projiceret på det supergalaktiske plan (klik på navnene for mere information)

Diagrammer[redigér | redigér wikikode]

Et diagram over solsystemets  beliggenhed i Virgo-superhoben. klik for større billede.
[[Billede:{{{billede}}}|{{{bredde}}}|:Image:Universe Reference Map (Location) 001.jpeg]]
Et diagram over solsystemets beliggenhed i Virgo-superhoben. klik for større billede.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. youtube.com: Laniakea: Our home supercluster
  2. 3. sep 2014, ing.dk: Nu kender vi Mælkevejens plads i en superhob af galakser
  3. 4 September 2014, nature.com: The Laniakea supercluster of galaxies
  4. cfa.harvard.edu, Geometrien for den Lokale superhob, John P. Huchra, 2007 (accessed 12-12-2008)
  5. Shapley, Harlow: Of Stars and Men (1959)
  6. de Vaucouleurs, G. (marts 1981). "Den Lokale superhob af galakser". Bulletin of the Astronomical Society of India 9: 6 (see note). http://adsabs.harvard.edu/abs/1981BASI....9....1D. 
  7. 7,0 7,1 Klypin, Anatoly, et al. (oktober 2003). "Begrænsede simulationer af det virkelige univers: Den lokale superhob". The Astrophysical Journal 596 (1): 19–33. doi:10.1086/377574. http://adsabs.harvard.edu/abs/2003ApJ...596...19K. 
  8. Hu, F. X., et al. (april 2006). "Orientering af galakser i den Lokale superhob: En gennemgang". Astrophysics and Space Science 302 (1-4): 43–59. doi:10.1007/s10509-005-9006-7. http://adsabs.harvard.edu/abs/2006Ap%26SS.302...43H. 
  9. 9,0 9,1 Tully, R. B. (15. juni 1982). "Den Lokale superhob". Astrophysical Journal 257 (1): 389–422. doi:10.1086/159999. http://adsabs.harvard.edu/abs/1982ApJ...257..389T. 
  10. 10,0 10,1 Einasto, M., et al. (december 2007). "De rigeste superhobe. I. Morfologi". Astronomy and Astrophysics 476 (2): 697–711. doi:10.1051/0004-6361:20078037. http://adsabs.harvard.edu/cgi-bin/bib_query?2007A%26A...476..697E. 
  11. En introduktion til moderne astrofysik. New York: Addison-Wesley. 1996. s. 1136. ISBN 0201547309. 
  12. Fairall, A. P., et al. (maj 1989). "En bredvinklet undersøgelse af rødforskydning i Hydra-Centaurus-regionen". Astronomy and Astrophysics Supplement Series 78 (2): 270. doi:ISSN+0365-0138. http://adsabs.harvard.edu/cgi-bin/bib_query?1989A%26AS...78..269F&db_key=AST. 
  13. Plionis, Manolis; Valdarnini, Riccardo (marts 1991). "Beviser på storskala-struktur på skalaer omkring 300/h MPC". Royal Astronomical Society, Monthly Notices 249: 46–61. http://adsabs.harvard.edu/cgi-bin/bib_query?1991MNRAS.249...46P. 
  14. Small, Todd A., et al. (januar 1998). "Norris-undersøgelsen af Corona Borealis-superhoben. III. Superhobens struktur og masse". Astrophysical Journal 492: 45–56. doi:10.1086/305037. http://adsabs.harvard.edu/abs/1998ApJ...492...45S. 
  15. Heymans, Catherine, et al. (april 2008). "Mørkt stof i superhoben A901 abell A901/902: En svag linseformet analyse af HST STAGES undersøgelsen". Monthly Notices of the Royal Astronomical Society, Volume 385, Issue 3, pp. 1431-1442 385 (3): 1431–1442. doi:10.1111/j.1365-2966.2008.12919.x. http://adsabs.harvard.edu/abs/2008MNRAS.385.1431H. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Atlas over universet, en hjemmeside oprettet af astrofysikeren Richard Powell, visende kort af den lokale del af universet på en række forskellige skalaer (svarende til kortene ovenfor).