Aspergers syndrom

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg "Asperger" omdirigeres hertil. For den østrigske børnelæge, se Hans Asperger.
Aspergers syndrom
Klassifikation
Riboflavin penicillinamide.jpg
Mennesker med Aspergers syndrom viser ofte intense interesser, såsom denne drengs fascination med molekylestrukturer.
SKS DF84.5
ICD-10 F84.5
ICD-9 299.80

Aspergers syndrom (AS), eller blot Aspergers, er en diagnose indenfor autismespektrum-forstyrrelser (ASF), som er karakteriseret ved betydelige vanskeligheder med social interaktion og nonverbal kommunikation (kropssprog, mimik og øjenkontakt), kombineret med begrænsede og gentagne adfærdsmønstre og interesser. Diagnosen adskiller sig fra andre forstyrrelser på autismespektret ved, at den ofte ikke forstyrrer den sproglige og kognitive udvikling. Selvom det ikke er nødvendigt til diagnosticering, er fysisk klodsethed og atypisk sprogbrug ofte rapporteret som kendetegn for lidelsen.[1][2]

Diagnosen Aspergers blev elimineret i 2013 i femte udgave af det amerikanske diagnosesystem Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5) og erstattet med en diagnose af autismespektrum-forstyrrelser på en sværhedsgradsskala.[3] Aspergers syndrom er dog ikke blevet fjernet fra WHOs liste ICD-10, som anvendes i Danmark.

Syndromet er opkaldt efter den østrigske børnelæge Hans Asperger, som i 1944 i sin praksis studerede og beskrev børn, som manglede kropssprog, viste begrænset empati for deres jævnaldrende, og var fysisk klodsede.[4] Den moderne opfattelse af Aspergers syndrom opstod i 1981[5] og gik gennem en periode med popularisering[6][7] og blev standardiseret som en diagnose i begyndelsen af 1990'erne. Mange spørgsmål og kontroverser om aspekter af lidelsen eksisterer stadig.[8] Der er tvivl om, hvorvidt diagnosen er forskellig fra højtfungerende autisme (HFA);[9] dels på grund af dette er dens udbredelse ikke fast etableret.[1]

Den nøjagtige årsag til Aspergers er ukendt. Selvom forskning antyder, at der sandsynligvis er en genetisk basis,[1] er der ingen kendt genetisk årsag[10][11] og neuroradiologi har ikke identificeret en klar fælles patologi.[1] Der findes ikke en eneste behandling, og effektiviteten af bestemte indgreb er kun støttet af begrænset data.[1] Indgreb gennemføres oftest med henblik på at forbedre symptomer og funktion, hvor grundlaget typisk er adfærdsterapi med fokus på specifikke underskud såsom dårlige kommunikationsevner, tvangstanker eller gentagne rutiner og fysisk klodsethed.[12] De fleste børn forbedre sig, som de modnes til voksenalderen, men sociale og kommunikative vanskeligheder kan vare ved.[8] Nogle forskere og folk med Aspergers har foreslået et skift i holdninger til, at det er en forskel i personlighed fremfor et handicap, som skal behandles eller helbredes.[13][14]

Klassifikation[redigér | redigér wikikode]

Det er uklart i hvor høj grad Aspergers syndrom og højtfungerende autisme (autisme uden ledsagelse af intellektuel handicap) overlapper.[9][15][16] Måden hvorpå autismespektrum-forstyrrelser klassificeres, er i nogen grad et artefakt af, hvordan autisme blev opdaget,[17] og reflekterer ikke nødvendigvis spektrets sande natur;[18] fra starten har metodologiske problemer stillet spørgsmålstegn om hvorvidt Aspergers syndrom er en meningsfuld diagnose.[19][20] I den femte udgave af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5), offentliggjort i maj 2013 [21] blev Aspergers syndrom elimineret som særskilt diagnose og istedet lagt ind under diagnosen "autismespektrum-forstyrrelse".[3] Ligesom diagnosen Aspergers syndrom,[22] var ændringen også kontroversiel[22][23] og Aspergers syndrom blev ikke fjernet fra WHOs liste ICD-10.

World Health Organization (WHO) definerer Aspergers syndrom (AS) som en del af autismespektrum-forstyrrelser (ASF) eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser, som begge er et spektrum af psykologiske tilstande, som er karakteriseret ved abnormiteter i social interaktion og kommunikation, der gennemsyrer den enkeltes funktion og ofte følges af begrænsede og gentagne interesser og adfærd. Ligesom andre psykologiske udviklingslidelser på det autistiske spektrum, begynder det i barndommen og har en fast kurs med svækkelser af tendenserne i voksenalderen i takt med modningsrelaterede ændringer i forskellige systemer i hjernen.[24] Autismespektrum-forstyrrelser er til gengæld en delmængde af det bredere autismefænotype, som beskriver personer, som måske ikke har autisme, men har autistisk-lignende træk, såsom socialt underskud.[25] Af de øvrige fire former på autismespektret, er autisme den diagnose som mest ligner Aspergers syndrom i tegn og sandsynlige årsager. Dog indeholder autisme-diagnosens kriterier forringet kommunikation og tillader forsinkelse i kognitiv udvikling; Retts syndrom og disintegrativ forstyrrelse i barndommen deler flere tegn med autisme, men kan have uafhængige årsager; og er diagnoseret som en uspecificeret gennemgribende udviklingsforstyrrelse, når kriterierne for en mere specifik lidelse er uopfyldt.[26]

Kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Som alle gennemgribende udviklingsforstyrrelse er Aspergers syndrom karakteriseret ved et mønster af symptomer snarere end et enkelt symptom. Disse er kendetegnet ved forringelse i social interaktion ved stereotype og begrænsede mønstre af adfærd, aktiviteter og interesser, samtidig med et fravær af en klinisk signifikant forsinkelse i den kognitive udvikling eller generel forsinkelse i udvikling af sprog.[27] Intens optagethed af begrænsede emner, ensidig informationsmængde, begrænset prosodi (tonehøjde og trykfordeling) i talesproget, og fysisk klodsethed er typiske symptomer for tilstanden, men er ikke nødvendige til diagnosticering.[9]

Social interaktion[redigér | redigér wikikode]

Mangel på empati har en betydelig indvirkning på aspekter af social interaktion for personer med Aspergers syndrom.[2] Personer med Aspergers syndrom oplever vanskeligheder i grundlæggende elementer af social interaktion, som kan omfatte en manglende udvikling af venskaber, manglende søgen af fælles oplevelser eller resultater med andre, mangel på social eller følelsesmæssig gensidighed, og nedsat nonverbal adfærd på områder såsom øjenkontakt, ansigtsudtryk, kropsholdning og gestus.[1]

Mennesker med Aspergers syndrom er oftest ikke ligeså tilbageholdende og indelukkede omkring andre, i forhold til dem som lider af mere invaliderende former for autisme; de nærmer sig andre, selvom det ofte er på en akavet måde. For eksempel kan en person med Aspergers syndrom indgå i en ensidig, langtrukken tale om et favoritemne, samtidig med at de misforstår eller ikke anerkender lytterens følelser eller reaktioner, såsom et ønske om at ændre emnet eller afslutte interaktionen.[9][1] Dette manglende evne til at reagere hensigtsmæssigt på social interaktion kan ses som foragt for andre menneskers følelser og kan opfattes som værende uhøfligt eller ufølsomt.[9] Ikke alle personer med Aspergers syndrom vil imidlertid henvende sig til andre. Nogle af dem kan endda vise selektiv mutisme (undlader at tale i visse sociale situationer), taler slet ikke med de fleste mennesker og overdrevent til bestemte personer. Nogle kan vælge kun at tale med folk, som de kan lide eller deler deres egne specifikke interesser.[28]

På grund af deres gode kognitive evner kan børn med Aspergers syndrom ofte have mulighed for, at formulere sociale normer i laboratorieforsøg,[1] hvor de kan være i stand til at vise en teoretisk forståelse af andre menneskers følelser; men de har typisk svært ved at handle på denne viden i virkelige situationer.[9] Mennesker med Aspergers syndrom kan analysere og destillere deres observationer af social interaktion i stive adfærdsmæssige retningslinier, og anvende disse regler i akavede måder, såsom tvungen øjenkontakt, hvilket resulterer i en opførsel, der oftest ses som stiv eller socialt naiv. Barndommens ønske om kammeratskab kan blive bedøvet gennem en historie af mislykkede sociale oplevelser.[1]

Hypotesen om at personer med Aspergers syndrom er oftere involveret i voldelig eller kriminel adfærd er blevet undersøgt, men er ikke understøttet af data.[1][29] Faktisk tyder det meste data på, at børn med Aspergers syndrom oftest er ofre snarere end offergørere.[30] En evaluering fra 2008 viste, at et overvældende antal af indberettede voldelige kriminelle med Aspergers syndrom havde sameksisterende psykiatriske lidelser såsom skizoaffektiv lidelse.[31]

Begrænsede og gentagne interesser og adfærd[redigér | redigér wikikode]

Mennesker med Aspergers syndrom udviser adfærd, interesser og aktiviteter, der er begrænsede og gentagne og nogle gange unormalt intense eller fokuserede. De kan holde sig til ufleksible rutiner, bevæge sig på stereotype og gentagne måder, eller fokusere ensidigt på de dele af et emne som interessere dem.[27]

Udøvelse af specifikke og snævre områder af interesse er en af de mest slående træk af Aspergers syndrom.[1] Personer med Aspergers syndrom kan indsamle store mængder af detaljerede oplysninger om et relativt begrænset emne såsom vejrdata eller stjernenavne, uden nødvendigvis at have en reel forståelse af det bredere emne.[1][9] For eksempel kan et barn huske samtlige modelnumre af kamera samtidig med at interessere sig begrænset for fotografering.[1] Denne adfærd er normalt tydelig efter alderen 5 eller 6.[1] Selvom disse særlige interesser kan ændre sig fra tid til anden, er de typisk mere usædvanlige og snævert fokuseret, og dominerer ofte social interaktion så meget, at hele familien kan blive påvirket. Da smalle emner ofte fanger børns interesse, bliver dette symptom ofte ikke opdaget eller overset.[9]

Stereotyp og gentagen motorisk adfærd er en central del af diagnosen Aspergers syndrom såvel som ved andre diagnoser på autismespektret.[32] Disse omfatter flagrende eller vridende håndbevægelser, og komplekse bevægelser af hele kroppen.[27] Disse gentages typisk i længere udbrud og syntes mere frivillig eller rituelle end tics, som normalt er hurtigere, mindre rytmisk og sjældnere symmetrisk.[33] Ifølge den diagnostiske test Adult Aspergers Assessment (AAA), er en manglende interesse for fiktion og en positiv præference i retning af fakta udbredt blandt voksne med Aspergers syndrom.[34]

Tale og sprog[redigér | redigér wikikode]

Selvom personer med Aspergers syndrom erhverver sprogkundskaber uden væsentlig forsinkelse, udviser deres talesprog typisk betydelige abnormiteter, og sprogtilegnelse og anvendelse er ofte atypisk.[9] Abnormiteter omfatter informationsmængde (enten mere eller mindre end forventet i en given kontekst), bratte overgange mellem sætninger og emner, bogstavelige fortolkninger og misforståelse af nuancer, brug af metaforer som kun giver mening til taleren, underskud af lydmæssig-opfattelsesevne, usædvanligt pedantisk (går op i små detaljer), formel eller idiosynkratisk tale, og mærkværdigheder i lydstyrke, tonefald, sprogmelodi/prosodi (trykfordeling og tonehøjde) og rytme.[1] Ekkolali er også blevet observeret i individer med Aspergers syndrom.[35]

Tre aspekter af kommunikationsmønstret er af klinisk interesse: fattig prosodi, omstændelig tale, og markant informationsmængde. Selvom bøjning og intonation kan være mindre stift eller monoton end i klassisk autisme, har folk med Aspergers syndrom ofte et begrænset udvalg af intonationer: Tale kan være usædvanlig hurtig, rykvis eller høj. Tale kan have en manglende sammenhæng; samtalestilen omfatter ofte monologer om emner som kan kede lytteren, undlader at give kontekst for kommentarer, eller undlader at undertrykke interne tanker. Personer med Aspergers syndrom kan ikke opfatte, om lytteren er interesseret og engageret i samtalen eller ej. Talerens når måske aldrig sin konklusion, og forsøg fra lytteren på at uddybe talens indhold eller logik, eller at skifte til relaterede emner, er ofte forgæves.[9]

Børn med Aspergers syndrom kan have et usædvanlig sofistikeret ordforråd i en ung alder, men samtidig have svært ved at forstå billedsprog og have en tendens til at bruge sproget bogstaveligt.[1] Børn med Aspergers syndrom synes, at have særlige svagheder i områder med sprog som ikke er bogstaveligt ment, som omfatter humor, ironi, drilleri og sarkasme. Selvom personer med Aspergers syndrom som regel forstår det kognitive grundlag for humor, synes de at mangle forståelsen for hensigten med humor er at dele nydelse med andre.[15] Trods stærke beviser for nedsat påskønnelse af humor, synes anekdotiske beretninger om humor i personer med Aspergers syndrom, at udfordre nogle psykologiske teorier om Aspergers syndrom og autisme.[36]

Motorisk og sensorisk opfattelse[redigér | redigér wikikode]

Personer med Aspergers syndrom kan have tegn eller symptomer, der er uafhængige af diagnosen, men kan påvirke den enkelte eller hele deres familie.[37] Disse omfatter forskelle i opfattelse, og problemer med motorik, søvn, og følelser.

Personer med Aspergers syndrom har ofte fremragende auditiv og visuel opfattelse.[38] Børn med autismespektrum-forstyrrelser har ofte demonstreret forbedret opfattelse af små ændringer i mønstre såsom arrangering af genstande eller velkendte billeder; typisk er dette emne-specifikt og indebærer behandling af finkornede funktioner.[39] Omvendt i forhold til personer med højtfungerende autisme har personer med Aspergers syndrom underskud i nogle opgaver, som involverer visuel-rumlig perception, auditiv perception, eller visuel hukommelse.[1] Mange beretninger fra personer med Aspergers syndrom og autismespektrum-forstyrrelser rapporterer andre usædvanlige sensoriske og perceptuelle færdigheder og erfaringer. De kan være usædvanligt følsomme eller ufølsomme over for lyde, lys, og andre former for stimuli;[40] disse sansemæssige reaktioner findes i andre udviklings-forstyrrelser og er ikke specifikke for Aspergers syndrom eller autismespektrum-forstyrrelser.

Hans Aspergers indledende beretninger[1] og andre diagnostiske ordninger[41] indeholder beskrivelser af fysisk klodsethed. Børn med Aspergers syndrom kan være forsinkede i erhvervelsen af færdigheder der kræver motorisk fingerfærdighed, såsom at køre på cykel eller åbne en krukke, og kan synes at bevæge sig akavet eller at føle "utilpas i deres egen krop". De kan have dårlig koordination, eller have en unormal eller hoppende gangart eller arbejdsstillinger, dårlig håndskrift, eller problemer med visuel-motorisk integration.[1][9] De kan vise problemer med proprioception (følelse af kropsstilling) ved måling af Dyspraksi (motoriskplanlægnings-forstyrrelse), balance, og finger-tommelfinger anbringelsen. Der er ingen beviser for, at disse motoriske færdighedsproblemer for Aspergers syndrom er forskellig fra andre højtfungerende autismespektrum-forstyrrelser.[1]

Børn med AS er mere tilbøjelige til at have søvnproblemer, herunder svært ved at falde i søvn, hyppige natlige opvågninger, og tidlig morgenopvågninger.[42][43] Aspergers syndrom er også forbundet med høje niveauer af alexithymia (svært at identificere og beskrive sine følelser.)[44] Selvom Aspergers syndrom er forbundet med lavere søvnkvalitet, og alexithymia er årsagssammenhængen for disse symptomer uklar.[43]

Årsager[redigér | redigér wikikode]

Hans Asperger beskrev tilsvarende symptomer blandt hans patienters familiemedlemmer, især fædrene, og forskning understøtter denne observation og foreslår et genetisk bidrag til Aspergers syndrom. Selv om ingen specifikke gener er identificeret endnu, er flere faktorer ment at spille en rolle i udtrykkelsen af autisme, i betragtning af den fænotypiske variation som ses hos børn med Aspergers syndrom.[1][45] Beviset for en genetisk sammenhæng er tendensen til, at Aspergers syndrom oftest løber i familien og at der er observeret en højere forekomst af familiemedlemmer, som har adfærdsmæssige symptomer, der ligner Aspergers syndrom, men i en mere begrænset form (fx små problemer med social interaktion, sprog eller læsning).[12]

Mere præcise estimater af arveligheden af autismespektrum-forstyrrelser er kendt via tvillingeforskning, hvor det bredere autismespektrum er målt til at være tilstede i begge enæggede tvillinger (monozygote) i gennemsnitlig 95.7% af tilfældene i form af varierende sværhedsgrader af autismespektret.[46] Arveligheden af strikt defineret autisme med intellektuel handicap ligger til sammenligning på 43.75% for ennægede tvillinger i en undersøgelse fra 2004.[47]

Det meste forskning tyder på, at alle autismespektrum-forstyrrelser har delte genetiske mekanismer, men Aspergers syndrom kan have et stærkere genetisk komponent end autisme.[1] Der er formentlig en fælles gruppe af gener, hvor bestemte alleler gør en person sårbar over for at udvikle Aspergers syndrom; hvis dette er tilfældet vil den særlige kombination af alleler bestemme opfanget og symptomerne for hver person med Aspergers syndrom.[12]

Monochrome fMRI image of a horizontal cross-section of a human brain. A few regions, mostly to the rear, are highlighted in orange and yellow.
Billeddannelse via fMRI-scanninger giver nogle beviser for spejlneuron-teorier.[48][49]

Enkelte sager om autismespektret har været knyttet til udsættelse for teratogener (stoffer som forårsager fosterskader) i løbet af de første otte uger fra undfangelsen. Selvom dette ikke udelukker sandsygligheden for, at autismespektrum-forstyrrelser kan begynde eller ramme senere, er der stærk dokumentation for, at de opstår meget tidligt i udviklingen.[50] Neuroanatomiske undersøgelser og forbindelserne med teratogener tyder stærkt på, at mekanismerne bag Aspergers syndrom omfatter ændringer af hjernens udvikling hurtigt efter undfangelsen.[50] Unormal migration af embryonale celler under fosterudviklingen kan påvirke den endelige struktur af hjernen, hvilket resulterer i ændringer i de neurale kredsløb, der kontrollere tanke og adfærd.[51] Flere teorier om mekanismen er til rådighed; ingen vil sandsynligvis give en fuldstændig forklaring.[52] Mange miljømæssige faktorer er blevet hypoteseret til at agere efter fødslen, men ingen er blevet bekræftet af videnskabelige undersøgelser.[53]

Aspergers syndrom synes at være resultatet af udviklingsfaktorer, der påvirker mange eller alle funktionelle hjernesystemer, i modsætning til kun enkelte dele af hjerne.[54] Selvom de specifikke fundamenter eller faktorer for Aspergers syndrom, som adskiller det fra andre autismespektrum-forstyrrelser er ukendte, og ingen fælles patologi for individer med Aspergers syndrom er fundet, [1] er det stadig muligt, at Aspergers syndroms mekanismer er adskilt fra andre autismespektrum-forstyrrelser.[55]

Teorien om spejlneuronssystemet antager, at ændringer i udviklingen af spejlneuroner forstyrre imitation og føre til Aspergers kerneelement som er social forringelse.[49][56] For eksempel viste en enkelt undersøgelse, at aktiveringen af kredsløbene relateret til imitation er forsinket i personer med Aspergers syndrom.[57] Denne teori svarer godt til andre teorier om sociale kognition såsom theory of mind, som antager, at autistisk adfærd skyldes en begrænsning i evnen til at tillægge mentale tilstande til sig selv og andre.[58]

Diagnose[redigér | redigér wikikode]

Standardkriterierne for diagnosen kræver forringelse af social interaktion og gentagne og stereotype adfærdsmønstre, aktiviteter og interesser, uden væsentlig forsinkelse i sprog eller kognitive udvikling. I modsætning til den internationale standard,[24] kræver DSM-IV-TR kriterier også en betydelig forringelse i dag-til-dag funktion;[27] DSM-5 eliminerede Aspergers syndrom som en særskilt diagnose i 2013, og lagde den ind som en del af autismespektrum-forstyrrelser.[3] Andre sæt af diagnostiske kriterier er blevet foreslået af Szatmári et al.[59] og Gillberg og Gillberg.[60]

Diagnosen er mest almindeligt givet i alderen mellem fire og elleve.[1] En omfattende vurdering indebærer typisk et tværfagligt hold,[2][12][61] som observerer på tværs af flere omstændigheder,[1] og omfatter neurologisk og genetisk vurdering samt test for kognition, psykomotorisk funktion, verbale og nonverbale styrker og svagheder, indlæringsstil og færdigheder til at fører et uafhængigt liv.[12] Forsinket eller forkert diagnose kan være traumatisk for enkeltpersoner og familier; foreksempel kan en fejldiagnose føre til brug af medikamenter, som forværrer adfærd.[61][62] Mange børn med Aspergers syndrom er først fejldiagnosticeret med ADHD.[1] Diagnosticering af voksne er mere udfordrende, da de diagnostiske kriterier er designet til børn, og udtrykkelsen af Aspergers syndrom ændrer sig med alderen;[63] voksendiagnose kræver grunding klinisk undersøgelse og en stor mængde af viden om sygehistorie fra både den enkelte og andre folk, der kender personen og viden, som er fokuseret på barndommens adfærd.[34] Forhold der skal overvejes i en diagnose omfatter andre autismespektrum-forstyrrelser, skizofreni-spektret, ADHD, OCD, depression, semantisk pragmatiske lidelse, nonverbal learning disorder,[61] Tourettes syndrom,[33] bipolar lidelse, [45] og social-kognitive begrænsninger grundet hjerneskade fra alkoholmisbrug.[64]

Underdiagnosering og overdiagnosering er et problem i enkelte tilfælde. Omkostningerne og vanskeligheden ved screening og vurdering kan forsinke diagnosen. Omvendt har den stigende popularitet af behandlingsmuligheder via narkotika og udvidelsen af fordele motiveret udbydere til, at overdiagnosticere autismespektrum-forstyrrelser.[65] Der er tegn på, at Aspergers syndrom er blevet diagnosticeret oftere i de seneste år, dels som en diagnose for børn af normal intelligens, som ikke er autistiske, men har sociale vanskeligheder.[66]

Der er spørgsmål om eksterne gyldigheden af diagnosen Aspergers syndrom. Det vil sige, at det er uklart, om der er en praktisk fordel at skelne Aspergers syndrom fra højtfungerende autisme og fra GUU;[66] det samme barn kan modtage forskellige diagnoser afhængigt af screeningsværktøjet.[12] Debatten om at skelne Aspergers syndrom fra højtfungerende austisme skyldes dels et tautologisk dilemma, hvor forstyrrelser er defineret baseret på opfanget af begrænsningerne på individet, således at undersøgelser, der synes at bekræfte forskelle baseret på opfanget kan forventes.[67]

Screening[redigér | redigér wikikode]

Forældre til børn med Aspergers syndrom kan typisk spore forskelle i deres børns udvikling til så tidligt som 30 måneder.[45] Udviklingsmæssig screening under en rutinemæssig kontrol af en praktiserende læge eller børnelæge kan identificere tegn, der berettiger yderligere undersøgelser.[1][12] Diagnosticering af Aspergers syndrom kompliceres af anvendelse af flere forskellige screeningsinstrumenter,[12][41] herunder Aspergers Syndrom Diagnostic Scale (ASDS), Autism Spectrum Screening Questionnaire (ASSQ), Childhood Autism Spectrum Test (CAST) (tidligere kaldet Childhood Asperger Syndrom Test),[68] Gilliam Asperger's disorder scale (GADS), Krug Asperger's Disorder Index (KADI),[69] og Autism-spectrum quotient (AQ; med versioner til børn,[70] unge[71] og voksne[72]). Ingen har vist sig at pålideligt skelne mellem Aspergers syndrom og andre austismespektrum-forstyrrelser.[1]

Behandling[redigér | redigér wikikode]

Behandlinger af Aspergers syndrom er oftest fokuseret på at forsøge, at kontrollere lidelsessymptomerne og give undervisning i alderstilsvarende kommunikations og faglige færdigheder, der ikke er naturligt erhvervet under udvikling.[1] Behandling er tilpasset de specifikke behov, som typisk er bestemt via en tværfaglig vurdering af både en læge og psykolog.[73] Selvom der er sket fremskridt, er data til at støtte effektiviteten af bestemte indgreb begrænset.[1][74]

Terapi[redigér | redigér wikikode]

Den ideelle behandling af Aspergers syndrom koordinerer terapier, som adressere centrale symptomer på sygdommen, herunder dårlige kommunikationsevner og gentagne rutiner. Mens de fleste fagfolk er enige om, at jo tidligere intervention jo bedre, er der ingen enkelt perfekt kendt behandlingspakke.[12] Behandlinger af Aspergers syndrom ligner andre højtfungerende autismespektrum-forstyrrelser, bortset fra at behandlingen tager hensyn til de sproglige evner, verbale styrker og nonverbale sårbarheder i personer med Aspergers syndrom.[1] Et typisk program omfatter generelt:[12]

  • Træning af sociale evner for mere effektiv mellemmenneskelige interaktion;[75]
  • Kognitiv adfærdsterapi for at forbedre stresshåndtering vedrørende angst eller eksplosive følelser[76] og til at skære ned på obsessive interesser og gentagne rutiner;
  • Medicin for samtidige tilstande såsom depression og angst;[77]
  • Ergoterapi eller fysioterapi for at hjælpe med dårlig sanseintegration og motorik;
  • Kommunikationsindgreb som er specialiseret taleterapi for at afhjælpe problemerne med normal samtale;[78]
  • Adfærdstøtte som omfatter uddannelse, hjælp til forældre og skolefakultet i adfærdskontrolstrategier til brug i hjemmet og i skolen;

Af de mange undersøgelser af de tidlige adfærdsbaserede interventionsprogrammer, er de fleste rapporter om op til fem deltagere, og undersøger typisk et par adfærds-problemer såsom, at gør skade på sig selv, aggression, stereotypier, eller spontan sprog; utilsigtede bivirkninger er stort set ignoreret.[79] På trods af populariteten af social-færdighedstræning, er dets virkning ikke fast etableret.[80] En kontrolleret undersøgelse af en model for uddannelse af forældre i problemadfærd i deres børn med Aspergers syndrom viste, at forældrenes deltagelse i et en-dags program eller seks individuelle lektioner mindskede adfærdsmæssige problemer, mens forældrene som modtod de enkelte lektioner rapporterede mindre intense adfærdsmæssige problemer i deres børn med Aspergers syndrom.[81] Træning er vigtigt for lære jobsamtaleetikette og adfærd på arbejdspladsen til ældre børn og voksne med Aspergers syndrom.[1]

Medicinering[redigér | redigér wikikode]

Ingen medicin behandler direkte de centrale symptomer af Aspergers syndrom.[77] Selvom forskning i effekten af farmaceutisk intervention på Aspergers syndrom er begrænset,[1] er det vigtigt, at diagnosticere og behandle komorbide tilstande.[2] Underskud i selvidentificerende følelser eller i evnen til, at observere effekten af ens adfærd på andre kan gøre det vanskeligt for personer med Aspergers syndrom at se, hvorfor medicin kan være hensigtsmæssigt.[77] Medicin kan være effektiv i kombination med adfærdsmæssig interventioner og behandling af samtidigt eksisterende tendenser såsom angst, depression, uopmærksomhed og aggression.[1] De atypiske antipsykotiske lægemidler risperidon og olanzapin har vist sig, at reducere de tilknyttede symptomer på Aspergers syndrom;[1] risperidon kan mindske gentagne og selvskadende adfærd, aggressive udbrud og impulsivitet, og forbedre stereotype adfærdsmønstre og social relatering. Selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI) såsom fluoxetin, fluvoxamin, og sertralin har været effektiv i behandling begrænsede og gentagne interesser og adfærd.[1][2][45]

Der skal udvises forsigtighed med medicin, hvis bivirkninger kan være mere almindelige og sværere, at vurdere hos personer med Aspergers syndrom, og undersøgelser af effektiviteten af stoffer imod samtidigt eksisterende tenderser ekskludere oftest personer med autismespektrum-forstyrrelser.[77] Abnormaliteter i stofskiftet, og en øget risiko for type 2-diabetes er blevet nævnt som en bekymring ved disse medikamenter,[82][83] sammen med mere alvorlige langsigtede neurologiske bivirkninger.[79] SSRI kan føre til manifestationer af adfærdsmæssige aktivitet såsom øget impulsivitet, aggression, og søvnforstyrrelser.[45] Vægtforøgelse og træthed er almindeligt rapporterede bivirkninger af risperidon, som også kan føre til en øget risiko for symptomer såsom rastløshed og dystoni og øget niveauer af prolaktin.[45][84] Sedering og vægtforøgelse er mere almindelige for olanzapin,[83] som er også blevet forbundet med diabetes.[82] Sedative bivirkninger i børn i skolealderen har en negativ effekt på indlæring.[85] Personer med Aspergers syndrom kan være ude af stand til, at identificere og kommunikere deres humør og følelser eller til at tåle side-effekter, som for de fleste mennesker ikke ville være problematiske.[86]

Prognose[redigér | redigér wikikode]

Der er tegn på, at børn med Aspergers syndrom kan se en mindskelse af symptomerne; op til 20% af børn opfylder ikke længere de diagnostiske kriterier som voksne, selvom sociale og kommunikationsvanskeligheder kan vare ved.[8][9] Personer med Aspergers syndrom synes at have en normal levetid, men har en øget forekomst af samtidigt eksisterende psykiatriske tilstande, såsom depression og angst, som kan have stor indflydelse på prognosen.[1][8] Selvom social svækkelse kan være livsvarig, er resultatet generelt mere positivt end for personer med mere gennemgribende autismespektrum-forstyrrelser;[1] symptomerne fra autismespektrum-forstyrrelser er mere tilbøjelige til at aftage med tiden hos børn med Aspergers syndrom eller højtfungerede autisme.[87] De fleste studerende med Aspergers syndrom/højtfungerende autisme har gennemsnitlig matematiske evner og tester lidt dårligere i matematik end i generel intelligens, men nogle er begavet i matematik[88] og Aspergers syndrom har ikke forhindret enkelte voksne fra at opnå store bedrifter, såsom Vernon L. Smith vinder af Nobelprisen i økonomi.[89]

Selvom mange deltager i regelmæssige uddannelse, kan nogle børn med Aspergers syndrom have behov for specialundervisning på grund af deres sociale og adfærdsmæssige vanskeligheder.[9] Unge med Aspergers syndrom kan udvise løbende problemer med egenomsorg eller organisation, og uroligheder i sociale og romantiske relationer. Trods højt kognitiv potentiale, forbliver de fleste der hjemme, men enkelte ender med at gifte sig og arbejde selvstændigt.[1] anderledesheden unge oplever kan være traumatisk.[90] Angst kan skyldes overtrædelser af rutiner og ritualer, lige fra at blive placeret i en situation uden en klar tidsplan eller forventninger, eller frygt for social interaktion;[1] det resulterende stress kan manifestere sig som uopmærksomhed, tilbagetrækning, afhængighed af tvangstanker, hyperaktivitet eller aggressiv eller trodsig adfærd.[76] Depression er ofte et resultat af kronisk frustration forårsaget af gentagne mangel på at engagere andre socialt, og humørsvingninger, der kræver behandling kan udvikle sig.[1] Klinisk erfaringer viser, at antallet af selvmord kan være højere blandt dem med Aspergers syndrom, men dette er ikke blevet bekræftet af empiriske undersøgelser.[91]

Undervisning af familien er kritisk til at udvikle strategier for at forstå styrker og svagheder for, at hjælpe familien til at forbedrer barnets resultater i livet.[2][30] Prognosen kan forbedres ved en diagnose i en yngre alder, som giver mulighed for tidlig indgriben. Interventioner i voksenalderen er værdifulde, men mindre gavnlige.[2] Der er juridiske konsekvenser for personer med Aspergers syndrom, da de risikerer at blive udnyttet af andre og kan være ude af stand til at forstå de samfundsmæssige konsekvenser af deres handlinger.[2]

Epidemiologi[redigér | redigér wikikode]

Prævalensskøn varierer enormt. En gennemgang fra 2003 af epidemiologiske undersøgelser af børn fandt at autismeprævalensen spænder fra 0,03 til 4,84 per 1000, mens forholdet mellem autisme til aspergers syndrom spænder fra 1,5:1 til 16:1;[92] kombineres gennemsnits-forholdet 5:1 med et konservativt prævalens skøn for autisme på 1,3 per 1.000 antydes det indirekte, at forekomsten af Aspergers syndrom kan være omkring 0,26 per 1.000.[93] En del af variationen i estimater skyldes forskelle i diagnostiske kriterier. For eksempel fandt en relativt lille undersøgelse fra 2007 af 5484 otte-årige børn i Finland, at 2,9 børn per 1000 opfyldte ICD-10 kriterierne for en Aspergers syndrom diagnose, 2,7 per 1.000 for Gillberg og Gillberg kriterier, 2,5 for DSM-IV, 1.6 for Szatmári et al., og 4,3 per 1.000 for kombinationen af de fire kriterier. Drenge synes at være mere tilbøjelig til at have Aspergers syndrom end piger; estimater af kønsfordelingen spænder fra intervallet 1,6:1 til 4:1, under anvendelse af Gillberg og Gillberg kriterier.[94]

Angst og depression er de mest almindelige tendenser som ses på samme tid; komorbiditet af disse i personer med Aspergers syndrom anslås til 65%.[1] En undersøgelse af mænd med Aspergers syndrom fandt en øget frekvens af epilepsi og en høj (51%) af NLD.[95] Aspergers syndrom er forbundet med tics, Tourettes syndrom og bipolar lidelse, og den repetitive adfærd af Aspergers syndrom har mange ligheder med symptomerne af obsessiv-kompulsiv tilstand.[96] Men mange af disse undersøgelser er baseret på kliniske prøver eller har manglende standardiserede foranstaltninger; ikke desto mindre, samtidigt tilstedeværende tendenser er forholdsvis almindeligt.[8]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Opkaldt efter den østrigske børnelæge Hans Asperger (1906-1980), er Aspergers syndrom en forholdsvis ny diagnose indenfor autisme.[97] Som barn, synes Asperger selv at have udvist nogle funktioner meget tilsvarende med syndromet opkaldt efter ham, såsom en aflukket personlighed.[98][99] I 1944, beskrev Asperger fire børn i hans praksis,[2] der havde svært ved at integrere sig socialt. Børnene manglede nonverbale kommunikationsevner, kunne ikke udvise empati med deres jævnaldrende, og var fysisk klodset. Asperger kaldte tilstanden "autistisk psykopati", og beskrev det som primært præget af social isolation.[12] Halvtreds år senere blev flere standardiseringer af Aspergers syndrom som en diagnose foreslået, hvoraf mange afviger væsentligt fra Aspergers originale arbejde.[100]

I modsætning til dagens Aspergers syndrom, kunne autistisk psykopati findes i mennesker i alle niveauer af intelligens, herunder dem med intellektuelle handicap.[101] I forbindelse med den nazistiske racehygiejnepolitik af sterilisering og aflivning af sociale afvigere og psykisk handicappede, forsvarede Asperger lidenskabeligt værdien af autister og skrev: "Vi er overbeviste om, at autister har deres plads i organismen af det sociale fællesskab. De opfylder deres rolle godt, måske bedre end nogen anden kunne og vi taler om mennesker, der som børn har haft de største vanskeligheder og medført umådelige bekymringer til deres omsorgsgivere."[4] Asperger kaldte også sine unge patienter "små professorer",[4] og troede nogle ville være i stand til exceptionel præstation og originale tanker senere i livet.[2] Hans undersøgelse blev offentliggjort i krigstid og på tysk, så den blev ikke læst meget udenlandsk i den daværende periode.

Lorna Wing udbredte udtrykket Asperger syndrome i engelsktalende medicinske kredse i en publikation af hende selv i 1981,[102] via en række undersøgelser af børn som viste lignende symptomer,[97] og Uta Frith oversatte Hans Aspergers undersøgelse til engelsk i 1991.[4] Et sæt af diagnostiske kriterier blev skitseret af Gillberg og Gillberg i 1989 og af Szatmári et al. i samme år.[94] Aspergers syndrom blev en standarddiagnose i 1992, da den blev indført i den tiende udgave af World Health Organization's diagnostiske manual, International Classification of Diseases (ICD-10); i 1994, blev den tilføjet til den fjerde udgave af American Psychiatric Associations diagnostiske liste, Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-IV).[12]

Hundredvis af bøger, artikler og hjemmesider beskriver nu Aspergers syndrom, og prævalensskøn er steget dramatisk for autisme-spektret, hvor Aspergers syndrom er anerkendt som en vigtig undergruppe.[97] Om det skal ses som forskellig fra højtfungerende autisme er et grundlæggende spørgsmål, der kræver yderligere undersøgelse,[2] og der er spørgsmål om empiriske validering af DSM-IV og ICD-10 kriterier.[9] I 2013 eliminerede DSM-5 Aspergers syndrom som en særskilt diagnose og lagde det ind i autismespektret på en sværhedsgradsskala.[3]

Samfund og kultur[redigér | redigér wikikode]

Folk som identificerer med Aspergers syndrom kan refererer til sig selv i afslappet form som aspier (et udtryk først brugt på tryk af Liane Holliday Willey i 1999).[103] Ordet neurotypisk (forkortet NT) beskriver en person, hvis neurologiske udvikling er typisk, og er ofte brugt til at henvise til ikke-autistiske mennesker. Internettet har gjort det muligt for personer med Aspergers syndrom at kommunikere og fejre anderledesheden med hinanden på en måde, der ikke tidligere er muligt på grund af deres sjældenhed og geografisk spredning.[13]

Nogle autister har argumenteret for et skift i opfattelsen af autismespektrum-forstyrrelser fra at være komplekse syndromer snarere end sygdomme, der skal helbredes. Fortalere for dette synspunkt afviser forestillingen om, at der er en "ideal" hjernekonfiguration, og at enhver afvigelse fra normen er patologisk; de fremmer tolerance for, hvad de kalder neurologisk forskellighed.[104] Disse synspunkter er grundlaget for bevægelser for autistiske rettigheder og autistisk stolthed.[105] Der er oftest en kontrast mellem holdningen hos voksne med selv-identificeret Aspergers syndrom, som typisk ikke ønsker at blive helbredt, og er stolte af deres identitet, og forældre til børn med Aspergers syndrom, som typisk søger hjælp og helbredelse af deres børn.[106] Dertil har nogle forskere hævdet, at Aspergers syndrom kan ses som en anden form for kognitiv funktion, fremfor en sygdom eller et handicap,[13] og at det bør fjernes fra diagnostiske lister, meget tilsvarende som homoseksualitet blev fjernet.[107]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,00 1,01 1,02 1,03 1,04 1,05 1,06 1,07 1,08 1,09 1,10 1,11 1,12 1,13 1,14 1,15 1,16 1,17 1,18 1,19 1,20 1,21 1,22 1,23 1,24 1,25 1,26 1,27 1,28 1,29 1,30 1,31 1,32 1,33 1,34 1,35 1,36 1,37 1,38 1,39 1,40 1,41 McPartland J, Klin A (2006). "Asperger's syndrome". Adolesc Med Clin 17 (3): 771–88. doi:10.1016/j.admecli.2006.06.010. PMID 17030291. 
  2. 2,00 2,01 2,02 2,03 2,04 2,05 2,06 2,07 2,08 2,09 2,10 Baskin JH, Sperber M, Price BH (2006). "Asperger syndrome revisited". Rev Neurol Dis 3 (1): 1–7. PMID 16596080. 
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 "299.80 Asperger's Disorder". DSM-5 Development (American Psychiatric Association). Hentet 21 December 2010.  Arkiveret 25 December 2010.
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 Asperger H; tr. and annot. Frith U (1991) [1944]. "'Autistic psychopathy' in childhood". in Frith U. Autism and Asperger syndrome. Cambridge University Press. pp. 37–92. ISBN 0-521-38608-X. 
  5. Klin A, Pauls D, Schultz R, Volkmar F (2005). "Three diagnostic approaches to Asperger syndrome: Implications for research". J of Autism and Dev Dis 35 (2): 221–34. doi:10.1007/s10803-004-2001-y. PMID 15909408. 
  6. Wing L (1998). "The history of Asperger syndrome". in Schopler E, Mesibov GB, Kunce LJ. Asperger syndrome or high-functioning autism?. New York: Plenum press. pp. 11–25. ISBN 0-306-45746-6. 
  7. Woodbury-Smith M, Klin A, Volkmar F (2005). "Asperger's Syndrome: A Comparison of Clinical Diagnoses and Those Made According to the ICD-10 and DSM-IV". J of Autism and Dev Disord. 35 (2): 235–240. doi:10.1007/s10803-004-2002-x. PMID 15909409. 
  8. 8,0 8,1 8,2 8,3 8,4 Woodbury-Smith MR, Volkmar FR (January 2009). "Asperger syndrome". Eur Child Adolesc Psychiatry 18 (1): 2–11. doi:10.1007/s00787-008-0701-0. PMID 18563474. 
  9. 9,00 9,01 9,02 9,03 9,04 9,05 9,06 9,07 9,08 9,09 9,10 9,11 9,12 9,13 Klin A (2006). "Autism and Asperger syndrome: an overview". Rev Bras Psiquiatr 28 (suppl 1): S3–S11. doi:10.1590/S1516-44462006000500002. PMID 16791390. 
  10. Matson JL, Minshawi NF (2006). "Etiology and prevalence". Early intervention for autism spectrum disorders: a critical analysis. Amsterdam: Elsevier Science. s. 33. ISBN 0-08-044675-2. 
  11. Klauck SM (2006). "Genetics of autism spectrum disorder" (PDF). European Journal of Human Genetics 14 (6): 714–720. doi:10.1038/sj.ejhg.5201610. PMID 16721407. 
  12. 12,00 12,01 12,02 12,03 12,04 12,05 12,06 12,07 12,08 12,09 12,10 12,11 National Institute of Neurological Disorders and Stroke (NINDS) (31 July 2007). Asperger syndrome fact sheet. Hentet 24 August 2007.  Arkiveret 21 August 2007. NIH Publication No. 05-5624.
  13. 13,0 13,1 13,2 Clarke J, van Amerom G (2007). "'Surplus suffering': differences between organizational understandings of Asperger's syndrome and those people who claim the 'disorder'". Disabil Soc 22 (7): 761–76. doi:10.1080/09687590701659618. 
  14. Baron-Cohen S (2002). "Is Asperger syndrome necessarily viewed as a disability?". Focus Autism Other Dev Disabl 17 (3): 186–91. doi:10.1177/10883576020170030801.  A preliminary, freely readable draft, with slightly different wording in the quoted text, is in: Baron-Cohen S (2002) (PDF). Is Asperger's syndrome necessarily a disability?. Cambridge: Autism Research Centre. Hentet 2 December 2008.  Arkiveret 17 December 2008.
  15. 15,0 15,1 Kasari C, Rotheram-Fuller E (2005). "Current trends in psychological research on children with high-functioning autism and Asperger disorder". Current Opinion in Psychiatry 18 (5): 497–501. doi:10.1097/01.yco.0000179486.47144.61. PMID 16639107. 
  16. Witwer AN, Lecavalier L (2008). "Examining the validity of autism spectrum disorder subtypes". J Autism Dev Disord 38 (9): 1611–24. doi:10.1007/s10803-008-0541-2. PMID 18327636. 
  17. Sanders JL (2009). "Qualitative or quantitative differences between Asperger's Disorder and autism? historical considerations". J Autism Dev Disord 39 (11): 1560–7. doi:10.1007/s10803-009-0798-0. PMID 19548078. 
  18. Szatmari P (2000). "The classification of autism, Asperger's syndrome, and pervasive developmental disorder". Can J Psychiatry 45 (8): 731–38. PMID 11086556. 
  19. Matson JL, Minshawi NF (2006). "History and development of autism spectrum disorders". Early intervention for autism spectrum disorders: a critical analysis. Amsterdam: Elsevier Science. s. 21. ISBN 0-08-044675-2. 
  20. Schopler E (1998). "Premature popularization of Asperger syndrome". in Schopler E, Mesibov GB, Kunce LJ. Asperger syndrome or high-functioning autism?. New York: Plenum press. pp. 388–90. ISBN 0-306-45746-6. 
  21. DSM-5 development. American Psychiatric Association. 2010. Hentet 20 February 2010.  Arkiveret 13 February 2010.
  22. 22,0 22,1 Ghaziuddin M (2010). "Should the DSM V drop Asperger syndrome?". J Autism Dev Disord 40 (9): 1146–8. doi:10.1007/s10803-010-0969-z. PMID 20151184. 
  23. Faras H, Al Ateeqi N, Tidmarsh L (2010). "Autism spectrum disorders". Ann Saudi Med 30 (4): 295–300. doi:10.4103/0256-4947.65261. PMID 20622347. 
  24. 24,0 24,1 World Health Organization (2006). "F84. Pervasive developmental disorders". International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems (10th (ICD-10) udg.). ISBN 92-4-154419-8. 
  25. Piven J, Palmer P, Jacobi D, Childress D, Arndt S (1997). "Broader autism phenotype: evidence from a family history study of multiple-incidence autism families" (PDF). Am J Psychiatry 154 (2): 185–90. doi:10.1176/ajp.154.2.185. PMID 9016266. 
  26. Lord C, Cook EH, Leventhal BL, Amaral DG (2000). "Autism spectrum disorders". Neuron 28 (2): 355–63. doi:10.1016/S0896-6273(00)00115-X. PMID 11144346. 
  27. 27,0 27,1 27,2 27,3 American Psychiatric Association (2000). "Diagnostic criteria for 299.80 Asperger's Disorder (AD)". Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (4th, text revision (DSM-IV-TR) udg.). ISBN 0-89042-025-4. Hentet 28 June 2007. 
  28. Brasic JR (7 July 2010). "Asperger's Syndrome". Medscape eMedicine. Hentet 25 November 2010. 
  29. Allen D, Evans C, Hider A, Hawkins S, Peckett H, Morgan H (2008). "Offending behaviour in adults with Asperger syndrome". J Autism Dev Disord 38 (4): 748–58. doi:10.1007/s10803-007-0442-9. PMID 17805955. 
  30. 30,0 30,1 Tsatsanis KD (2003). "Outcome research in Asperger syndrome and autism". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 47–63. doi:10.1016/S1056-4993(02)00056-1. PMID 12512398. 
  31. Newman SS, Ghaziuddin M (2008). "Violent crime in Asperger syndrome: the role of psychiatric comorbidity". J Autism Dev Disord 38 (10): 1848–52. doi:10.1007/s10803-008-0580-8. PMID 18449633. 
  32. South M, Ozonoff S, McMahon WM (2005). "Repetitive behavior profiles in Asperger syndrome and high-functioning autism". J Autism Dev Disord 35 (2): 145–58. doi:10.1007/s10803-004-1992-8. PMID 15909401. 
  33. 33,0 33,1 Rapin I (2001). "Autism spectrum disorders: relevance to Tourette syndrome". Adv Neurol 85: 89–101. PMID 11530449. 
  34. 34,0 34,1 Roy M, Dillo W, Emrich HM, Ohlmeier MD (2009). "Asperger's syndrome in adulthood". Dtsch Arztebl Int 106 (5): 59–64. doi:10.3238/arztebl.2009.0059. PMID 19562011. 
  35. Frith U (January 1996). "Social communication and its disorder in autism and Asperger syndrome". J. Psychopharmacol. (Oxford) 10 (1): 48–53. doi:10.1177/026988119601000108. PMID 22302727. 
  36. Lyons V, Fitzgerald M (2004). "Humor in autism and Asperger syndrome". J Autism Dev Disord 34 (5): 521–31. doi:10.1007/s10803-004-2547-8. PMID 15628606. 
  37. Filipek PA, Accardo PJ, Baranek GT, et al (1999). "The screening and diagnosis of autistic spectrum disorders". J Autism Dev Disord 29 (6): 439–84. doi:10.1023/A:1021943802493. PMID 10638459. 
  38. Frith U (2004). "Emanuel Miller lecture: confusions and controversies about Asperger syndrome". J Child Psychol Psychiatry 45 (4): 672–86. doi:10.1111/j.1469-7610.2004.00262.x. PMID 15056300. 
  39. Prior M, Ozonoff S (2007). "Psychological factors in autism". in Volkmar FR. Autism and Pervasive Developmental Disorders (2nd udg.). Cambridge University Press. pp. 69–128. ISBN 0-521-54957-4. 
  40. Bogdashina O (2003). Sensory Perceptional Issues in Autism and Asperger Syndrome: Different Sensory Experiences, Different Perceptual Worlds. Jessica Kingsley. ISBN 1-84310-166-1. 
  41. 41,0 41,1 Ehlers S, Gillberg C (1993). "The epidemiology of Asperger's syndrome. A total population study". J Child Psychol Psychiat 34 (8): 1327–50. doi:10.1111/j.1469-7610.1993.tb02094.x. PMID 8294522. 
  42. Polimeni MA, Richdale AL, Francis AJ (2005). "A survey of sleep problems in autism, Asperger's disorder and typically developing children". J Intellect Disabil Res 49 (4): 260–8. doi:10.1111/j.1365-2788.2005.00642.x. PMID 15816813. 
  43. 43,0 43,1 Tani P, Lindberg N, Joukamaa M, et al (2004). "Asperger syndrome, alexithymia and perception of sleep". Neuropsychobiology 49 (2): 64–70. doi:10.1159/000076412. PMID 14981336. 
  44. Alexithymia and AS:
  45. 45,0 45,1 45,2 45,3 45,4 45,5 Foster B, King BH (2003). "Asperger syndrome: to be or not to be?". Current Opinion in Pediatrics 15 (5): 491–4. doi:10.1097/00008480-200310000-00008. PMID 14508298. 
  46. Gennemsnit af forskellige undersøgelser via tvillingeforskning (konkordans i parenteserne):
  47. Kates, Wendy R.; Burnette, Courtney P.; Eliez, Stephan; Strunge, Leslie Abbott; Kaplan, Desmond; Landa, Rebecca; Reiss, Allan L.; Pearlson, Godfrey D. (2004-03-01). "Neuroanatomic Variation in Monozygotic Twin Pairs Discordant for the Narrow Phenotype for Autism". American Journal of Psychiatry 161 (3): 539-546. doi:10.1176/appi.ajp.161.3.539. ISSN 0002-953X. 
  48. Just MA, Cherkassky VL, Keller TA, Kana RK, Minshew NJ (2007). "Functional and anatomical cortical underconnectivity in autism: evidence from an FMRI study of an executive function task and corpus callosum morphometry". Cereb Cortex 17 (4): 951–61. doi:10.1093/cercor/bhl006. PMID 16772313. 
  49. 49,0 49,1 Iacoboni M, Dapretto M (2006). "The mirror neuron system and the consequences of its dysfunction". Nature Reviews Neuroscience 7 (12): 942–51. doi:10.1038/nrn2024. PMID 17115076. 
  50. 50,0 50,1 Arndt TL, Stodgell CJ, Rodier PM (2005). "The teratology of autism". Int J Dev Neurosci 23 (2–3): 189–99. doi:10.1016/j.ijdevneu.2004.11.001. PMID 15749245. 
  51. Berthier ML, Starkstein SE, Leiguarda R (1990). "Developmental cortical anomalies in Asperger's syndrome: neuroradiological findings in two patients". J Neuropsychiatry Clin Neurosci 2 (2): 197–201. PMID 2136076. 
  52. Happé F, Ronald A, Plomin R (2006). "Time to give up on a single explanation for autism". Nature Neuroscience 9 (10): 1218–20. doi:10.1038/nn1770. PMID 17001340. 
  53. Rutter M (2005). "Incidence of autism spectrum disorders: changes over time and their meaning". Acta Paediatr 94 (1): 2–15. doi:10.1111/j.1651-2227.2005.tb01779.x. PMID 15858952. 
  54. Müller RA (2007). "The study of autism as a distributed disorder". Ment Retard Dev Disabil Res Rev 13 (1): 85–95. doi:10.1002/mrdd.20141. PMID 17326118. 
  55. Rinehart NJ, Bradshaw JL, Brereton AV, Tonge BJ (2002). "A clinical and neurobehavioural review of high-functioning autism and Asperger's disorder". Aust N Z J Psychiatry 36 (6): 762–70. doi:10.1046/j.1440-1614.2002.01097.x. PMID 12406118. 
  56. Ramachandran VS, Oberman LM (2006). "Broken mirrors: a theory of autism" (PDF). Sci Am 295 (5): 62–9. doi:10.1038/scientificamerican1106-62. PMID 17076085. Hentet 13 February 2009. 
  57. Nishitani N, Avikainen S, Hari R (2004). "Abnormal imitation-related cortical activation sequences in Asperger's syndrome". Annals of Neurology 55 (4): 558–62. doi:10.1002/ana.20031. PMID 15048895. 
  58. Baron-Cohen S, Leslie AM, Frith U (1985). "Does the autistic child have a 'theory of mind'?" (PDF). Cognition 21 (1): 37–46. doi:10.1016/0010-0277(85)90022-8. PMID 2934210. Hentet 28 June 2007. 
  59. Szatmari P, Bremner R, Nagy J (1989). "Asperger's syndrome: a review of clinical features". Can J Psychiatry 34 (6): 554–60. PMID 2766209. 
  60. Gillberg IC, Gillberg C (1989). "Asperger syndrome—some epidemiological considerations: a research note". J Child Psychol Psychiatry 30 (4): 631–8. doi:10.1111/j.1469-7610.1989.tb00275.x. PMID 2670981. 
  61. 61,0 61,1 61,2 Fitzgerald M, Corvin A (2001). "Diagnosis and differential diagnosis of Asperger syndrome". Adv Psychiatric Treat 7 (4): 310–8. doi:10.1192/apt.7.4.310. 
  62. Leskovec TJ, Rowles BM, Findling RL (2008). "Pharmacological treatment options for autism spectrum disorders in children and adolescents". Harv Rev Psychiatry 16 (2): 97–112. doi:10.1080/10673220802075852. PMID 18415882. 
  63. Tantam D (2003). "The challenge of adolescents and adults with Asperger syndrome". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 143–63. doi:10.1016/S1056-4993(02)00053-6. PMID 12512403. 
  64. Uekermann J, Daum I (May 2008). "Social cognition in alcoholism: a link to prefrontal cortex dysfunction?". Addiction 103 (5): 726–35. doi:10.1111/j.1360-0443.2008.02157.x. PMID 18412750. 
  65. Shattuck PT, Grosse SD (2007). "Issues related to the diagnosis and treatment of autism spectrum disorders". Ment Retard Dev Disabil Res Rev 13 (2): 129–35. doi:10.1002/mrdd.20143. PMID 17563895. 
  66. 66,0 66,1 Klin A, Volkmar FR (2003). "Asperger syndrome: diagnosis and external validity". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 1–13. doi:10.1016/S1056-4993(02)00052-4. PMID 12512395. 
  67. Toth K, King BH (2008). "Asperger's syndrome: diagnosis and treatment". Am J Psychiatry 165 (8): 958–63. doi:10.1176/appi.ajp.2008.08020272. PMID 18676600. 
  68. The CAST has been renamed from the Childhood Asperger Syndrome Test to the Childhood Autism Spectrum Test, reflecting the removal of Asperger's Syndrome from the DSM-5
  69. Campbell JM (2005). "Diagnostic assessment of Asperger's disorder: a review of five third-party rating scales". J Autism Dev Disord 35 (1): 25–35. doi:10.1007/s10803-004-1028-4. PMID 15796119. 
  70. Auyeung B, Baron-Cohen S, Wheelwright S, Allison C (2008). "The Autism Spectrum Quotient: Children's Version (AQ-Child)" (PDF). J Autism Dev Disord 38 (7): 1230–40. doi:10.1007/s10803-007-0504-z. PMID 18064550. Hentet 2 January 2009. 
  71. Baron-Cohen S, Hoekstra RA, Knickmeyer R, Wheelwright S (2006). "The Autism-Spectrum Quotient (AQ)—adolescent version" (PDF). J Autism Dev Disord 36 (3): 343–50. doi:10.1007/s10803-006-0073-6. PMID 16552625. Hentet 2 January 2009. 
  72. Woodbury-Smith MR, Robinson J, Wheelwright S, Baron-Cohen S (2005). "Screening adults for Asperger Syndrome using the AQ: a preliminary study of its diagnostic validity in clinical practice" (PDF). J Autism Dev Disord 35 (3): 331–5. doi:10.1007/s10803-005-3300-7. PMID 16119474. Hentet 2 January 2009. 
  73. Khouzam HR, El-Gabalawi F, Pirwani N, Priest F (2004). "Asperger's disorder: a review of its diagnosis and treatment". Compr Psychiatry 45 (3): 184–91. doi:10.1016/j.comppsych.2004.02.004. PMID 15124148. 
  74. Attwood T (2003). "Frameworks for behavioral interventions". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 65–86. doi:10.1016/S1056-4993(02)00054-8. PMID 12512399. 
  75. Krasny L, Williams BJ, Provencal S, Ozonoff S (2003). "Social skills interventions for the autism spectrum: essential ingredients and a model curriculum". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 107–22. doi:10.1016/S1056-4993(02)00051-2. PMID 12512401. 
  76. 76,0 76,1 Myles BS (2003). "Behavioral forms of stress management for individuals with Asperger syndrome". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 123–41. doi:10.1016/S1056-4993(02)00048-2. PMID 12512402. 
  77. 77,0 77,1 77,2 77,3 Towbin KE (2003). "Strategies for pharmacologic treatment of high functioning autism and Asperger syndrome". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 23–45. doi:10.1016/S1056-4993(02)00049-4. PMID 12512397. 
  78. Paul R (2003). "Promoting social communication in high functioning individuals with autistic spectrum disorders". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 87–106. doi:10.1016/S1056-4993(02)00047-0. PMID 12512400. 
  79. 79,0 79,1 Matson JL (2007). "Determining treatment outcome in early intervention programs for autism spectrum disorders: a critical analysis of measurement issues in learning based interventions". Res Dev Disabil 28 (2): 207–18. doi:10.1016/j.ridd.2005.07.006. PMID 16682171. 
  80. Rao PA, Beidel DC, Murray MJ (2008). "Social skills interventions for children with Asperger's syndrome or high-functioning autism: a review and recommendations". J Autism Dev Disord 38 (2): 353–61. doi:10.1007/s10803-007-0402-4. PMID 17641962. 
  81. Sofronoff K, Leslie A, Brown W (2004). "Parent management training and Asperger syndrome: a randomized controlled trial to evaluate a parent based intervention". Autism 8 (3): 301–17. doi:10.1177/1362361304045215. PMID 15358872. 
  82. 82,0 82,1 Newcomer JW (2007). "Antipsychotic medications: metabolic and cardiovascular risk". J Clin Psychiatry 68 (suppl 4): 8–13. PMID 17539694. 
  83. 83,0 83,1 Chavez B, Chavez-Brown M, Sopko MA, Rey JA (2007). "Atypical antipsychotics in children with pervasive developmental disorders". Pediatr Drugs 9 (4): 249–66. doi:10.2165/00148581-200709040-00006. PMID 17705564. 
  84. Staller J (2006). "The effect of long-term antipsychotic treatment on prolactin". J Child Adolesc Psychopharmacol 16 (3): 317–26. doi:10.1089/cap.2006.16.317. PMID 16768639. 
  85. Stachnik JM, Nunn-Thompson C (2007). "Use of atypical antipsychotics in the treatment of autistic disorder". Annals of Pharmacotherapy 41 (4): 626–34. doi:10.1345/aph.1H527. PMID 17389666. 
  86. Blacher J, Kraemer B, Schalow M (2003). "Asperger syndrome and high functioning autism: research concerns and emerging foci". Current Opinion in Psychiatry 16 (5): 535–542. doi:10.1097/00001504-200309000-00008. 
  87. Coplan J, Jawad AF (2005). "Modeling clinical outcome of children with autistic spectrum disorders". Pediatrics 116 (1): 117–22. doi:10.1542/peds.2004-1118. PMID 15995041. Lay summary – press release (5 July 2005). 
  88. Chiang HM, Lin YH (2007). "Mathematical ability of students with Asperger syndrome and high-functioning autism" (PDF). Autism 11 (6): 547–56. doi:10.1177/1362361307083259. PMID 17947290. Hentet 6 March 2009. Skabelon:Subscription required
  89. Herera S (25 February 2005). Mild autism has 'selective advantages'. CNBC. Hentet 14 November 2007. 
  90. Moran M (2006). "Asperger's may be answer to diagnostic mysteries". Psychiatr News 41 (19): 21. 
  91. Gillberg C (2008). "Asperger syndrome—mortality and morbidity". in Rausch JL, Johnson ME, Casanova MF (eds.). Asperger's Disorder. Informa Healthcare. pp. 63–80. ISBN 0-8493-8360-9. 
  92. Fombonne E, Tidmarsh L (2003). "Epidemiologic data on Asperger disorder". Child Adolesc Psychiatr Clin N Am 12 (1): 15–21. doi:10.1016/S1056-4993(02)00050-0. PMID 12512396. 
  93. Fombonne E (2007). "Epidemiological surveys of pervasive developmental disorders". in Volkmar FR. Autism and Pervasive Developmental Disorders (2nd udg.). Cambridge University Press. pp. 33–68. ISBN 0-521-54957-4. 
  94. 94,0 94,1 Mattila ML, Kielinen M, Jussila K, et al (2007). "An epidemiological and diagnostic study of Asperger syndrome according to four sets of diagnostic criteria". J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 46 (5): 636–46. doi:10.1097/chi.0b013e318033ff42. PMID 17450055. 
  95. Cederlund M, Gillberg C (2004). "One hundred males with Asperger syndrome: a clinical study of background and associated factors". Dev Med Child Neurol 46 (10): 652–60. doi:10.1111/j.1469-8749.2004.tb00977.x. PMID 15473168. 
  96. Gillberg C, Billstedt E (2000). "Autism and Asperger syndrome: coexistence with other clinical disorders". Acta Psychiatr Scand 102 (5): 321–30. doi:10.1034/j.1600-0447.2000.102005321.x. PMID 11098802. 
  97. 97,0 97,1 97,2 Baron-Cohen S, Klin A (2006). "What's so special about Asperger Syndrome?" (PDF). Brain Cogn 61 (1): 1–4. doi:10.1016/j.bandc.2006.02.002. PMID 16563588. 
  98. Lyons V, Fitzgerald M (2007). "Did Hans Asperger (1906–1980) have Asperger Syndrome?". J Autism Dev Disord 37 (10): 2020–1. doi:10.1007/s10803-007-0382-4. PMID 17917805. 
  99. Osborne L (2002). American Normal: The Hidden World of Asperger Syndrome. Copernicus. s. 19. ISBN 0-387-95307-8. 
  100. Hippler K, Klicpera C (February 2003). "A retrospective analysis of the clinical case records of 'autistic psychopaths' diagnosed by Hans Asperger and his team at the University Children's Hospital, Vienna". Philosophical Transactions of the Royal Society B 358 (1430): 291–301. doi:10.1098/rstb.2002.1197. PMID 12639327. 
  101. Wing L (1991). "The relationship between Asperger's syndrome and Kanner's autism". in Frith U. Autism and Asperger syndrome. Cambridge University Press. pp. 93–121. ISBN 0-521-38608-X. 
  102. Wing L (1981). "Asperger's syndrome: a clinical account". Psychol Med 11 (1): 115–29. doi:10.1017/S0033291700053332. PMID 7208735. Hentet 15 August 2007. 
  103. Willey LH (1999). Pretending to be Normal: Living with Asperger's Syndrome. Jessica Kingsley. pp. 71, 104. ISBN 1-85302-749-9. 
  104. Williams CC (2005). "In search of an Asperger". in Stoddart KP. Children, Youth and Adults with Asperger Syndrome: Integrating Multiple Perspectives. Jessica Kingsley. pp. 242–52. ISBN 1-84310-319-2. "The life prospects of people with AS would change if we shifted from viewing AS as a set of dysfunctions, to viewing it as a set of differences that have merit." 
  105. Dakin CJ (2005). "Life on the outside: A personal perspective of Asperger syndrome". in Stoddart KP. Children, Youth and Adults with Asperger Syndrome: Integrating Multiple Perspectives. Jessica Kingsley. pp. 352–61. ISBN 1-84310-319-2. 
  106. Clarke J, van Amerom G (2008). "Asperger's syndrome: differences between parents' understanding and those diagnosed". Soc Work Health Care 46 (3): 85–106. doi:10.1300/J010v46n03_05. PMID 18551831. 
  107. Allred S (2009). "Reframing Asperger syndrome: lessons from other challenges to the Diagnostic and Statistical Manual and ICIDH approaches". Disabil Soc 24 (3): 343–55. doi:10.1080/09687590902789511. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]