Bernhard Ernst von Bülow

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Bernhard Ernst von Bülow

Bernhard Ernst von Bülow.JPG

Personlig information
Født 2. august 1815Rediger på Wikidata
CismarRediger på Wikidata
Død 20. oktober 1879 (64 år)Rediger på Wikidata
Frankfurt am MainRediger på Wikidata
Dødsårsag SlagtilfældeRediger på Wikidata
Far Adolf von BülowRediger på Wikidata
Børn Alfred von Bülow,
Adolf von Bülow,
Bernhard von BülowRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Humboldt-Universität zu Berlin,
Georg-August-Universität Göttingen,
Christian-Albrechts-UniversitätRediger på Wikidata
Beskæftigelse Diplomat, politikerRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Æreslegionens StorkorsRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Bernhard Ernst von Bülow (født 2. august 1815 i Cismar i hertugdømmet Holsten, i det nuværende Grömitz; Slesvig-Holsten, død 20. oktober 1879 i Frankfurt am Main) var en dansk og tysk embedsmand og politiker. Han var statssekretær, og dermed leder af udenrigsdepartementet for Det tyske kejserrige.

Liv og virke[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Bülow blev født i Holsten som søn af den danske embedsmand Adolf von Bülow, og tilhørte en kendt mecklenburgsk adelsslægt. Han studerede jura ved universiteterne i Berlin, Göttingen og Kiel.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Bülow begyndte sin karriere i dansk tjeneste, først ved det tyske kancelli i København (kancelliet for Slesvig, Holsten og Lauenburg), og senere i den diplomatiske tjeneste.[1]

I 1842 blev han rådgiver for legation, og i 1847 dansk chargé d'affaires for hansestæderne, hvor hans omgang i borgerskabet førte til at han blev kendt med den rige Louise Victorine Rücker, og som han giftede sig med i 1848.

Da oprøret brød ud i hertugdømmerne ved Elben i 1848, forlod han den danske tjeneste. Han tilbød sine tjenester til den midlertidige regering i Kiel, men blev der afvist.

I 1849 gik han på ny i dansk tjeneste, blev udnævnt til gehejmekammerherre og i 1850 sendt til forbundsdagen i Frankfurt am Main for at repræsentere hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Her kom han i kontakt med Otto von Bismarck, som beundrede hans behandling af problemerne knyttet til spørgsmålet om Slesvig-Holsten. Det radikale Ejder-danskerparti i Slesvig-Holsten brød han sig til gengæld ikke om, og da dette parti kom til magten i 1862 blev han kaldt tilbage fra Frankfurt.

Han gik derefter i storhertugen af Mecklenburg-Strelitz' tjeneste, og blev hertugdømmets regeringschef. I 1867 blev han fuldmægtig for de to hertugdømmer Mecklenburg i Det nordtyske forbunds forbundsråd, hvor han udmærkede sig med sit vellykkede forsvar af hertugdømmernes middelalderlige konstitution, mod liberale angreb.

I preussisk tjeneste[redigér | redigér wikikode]

Bismarck overbeviste Bülow om at gå i Preussens tjeneste, og i 1873 blev han udnævnt til preussisk udenrigsstatssekretær. Frem til sin død var han kanslerens mest loyale medarbejder. I 1875 blev han preussisk fuldmægtig i Forbundsrådet. I 1877 blev han udnævnt til tysk udenrigssekretær (udenrigsminister), og i 1878 var han sammen med Bismarck og fyrst Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst preussisk fuldmægtig ved Berlinerkongressen.

Han døde i 1879 i Frankfurt. Af hans seks sønner blev den ældste, Bernhard Heinrich Karl, senere tysk udenrigsminister og rigskansler.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Meisner, Heinrich Otto (1955). Deutsche Biographie. Neue Deutsche Biographie. Hentet 2015-11-20. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]