Brun bi
| Brun bi | |
|---|---|
 Nogle brune bier | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Arthropoda (Leddyr) |
| Klasse | Insecta (Insekter) |
| Orden |
Hymenoptera (Årevingede) |
| Familie | Apidae (Bier) |
| Slægt | Apis (Honningbier) |
| Art |
A. mellifera (Honningbi) |
| Underart | A. m. mellifera |
| Videnskabeligt underartsnavn | |
|
Apis mellifera mellifera Linnaeus, 1758 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
De brune bier (Apis mellifera mellifera) er betegnelsen for de oprindelige bier i det nordlige Europa. Disse bier forekommer stadig i stort antal i hele Nordeuropa, selv om der gennem de sidste hundrede år er indført andre biracer, f.eks. Apis mellifera carnica (der også har et brunt ydre) og Apis mellifera ligustica, der er gulbrun.
I 1800-tallet blev de brune bier bragt ud til de engelske kolonier i blandt andet New Zealand, Australien og Tasmanien. Der kom også mange til Sydamerika, hvor de sidst i århundredet indgik i – lidt ufrivillige – krydsninger med afrikanske bier. Disse er i dag kendt som de afrikaniserede bier, der er berygtede for deres aggressivitet, men også skattede for deres honningudbytte.
I 1920'erne blev de brune bier i England ramt af en sygdom, man i mange år har troet, blev forårsaget af en lille mide, der kravlede ind i biernes trakéer – ånderør. De kaldes derfor trakémider. Nu tyder det på, at sygdommen, der blev kaldt "Isle of Wight Disease", i virkeligheden skyldtes "paralyse bi-virus" (L. Bailey og J.N. Perry). Det var især de mørkeste stammer af den brune bi, der blev ramt, men det lykkedes en munk, Broder Adam, at fremavle en krydsningsbi på grundlag af de tilbageværende lysere brune bier og indførte ligusticabier. De blev kaldt Buckfastbier efter det kloster, Broder Adam tilhørte. Buckfastbierne er modstandsdygtige overfor trakémider, men da det ikke er en race, men en hybrid, skal den hele tiden fornyes efter de samme krydsningsprincipper. Hvis man undlader dette, men lader dem parre sig frit, får efterkommerne tilbagefald, honningudbyttet falder drastisk, og bierne bliver meget aggressive.
I begyndelsen af 1990'erne opstod der et ønske om at fremavle buckfastbien i Danmark, og øen Læsø blev udset til forsøgsområde. Her fandtes efter sigende verdens sidste rest af den brune bi. Den var dog meget plaget af indavl og sygdomme som europæisk bipest. Alligevel blev der gennemført en lovgivning, der gjorde det muligt at "bevare" denne bi og udrydde stort set alle andre bier af carnica-, krainer- og ligusticaracen. Under lovens behandling i Folketinget blev det oplyst, at der var ca 400 brune bifamilier på Læsø, men skønt der sammenlagt gennem mere end 10 år blev ofret et tocifret millionbeløb på projektet, var der i 2004 kun ca 30 brune bifamilier tilbage. Denne tilbagegang må væsentlig tilskrives indskrænkninger i det genetiske materiale, men der blev i 1998 åbnet op for import af A.m.m. til Læsø fra hele Europa, og heldigvis har det vist sig, at den brune bi findes mange andre steder lige fra Norge til New Zealand.
Kilder/Henvisninger
Se også
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |