Copernicus (månekrater)
Månekrater | ||
---|---|---|
Copernicus | ||
| ||
Karakteristika | ||
Bredde Længde |
[1][2] | |
Diameter | 93 km [1][2] | |
Dybde | 3,8 km [3] | |
20° [3] | ||
Opkaldt efter | Nicolaus Kopernicus [2][4] | |
Fra periode | Copernican [3][5] | |
Kraterets placering | ||
| ||
Månen - Selenografi - ( ) | ||
Find flere artikler om astronomi på Astronomiportalen
|
Copernicus er et stort nedslagskrater på Månen, beliggende i den østlige del af Oceanus Procellarum på Månens forside. Dets alder anslås til omkring 800 millioner år og danner udgangspunkt for klassificeringen af kratere, der dannedes i perioden Copernican ved at udvise et tydeligt strålesystem.
Copernicuskrateret blev navngivet af Giovanni Riccioli (1598-1671), en italiensk jesuit, som i overensstemmelse med kirkens doktrin offentligt var modstander af det heliocentriske system, som den polske astronom Nicolaus Kopernicus havde genfremsat. Riccioli citeres for at have "kastet Kopernicus i Stormenes Ocean" (Oceanus Procellarum). Ikke desto mindre navngav han et af de mest fremtrædende og bemærkelsesværdige kratere på Månen efter videnskabsmanden [1][2][4] og kan derved have antydet sin virkelige hensigt. Navnet blev officielt tildelt af den Internationale Astronomiske Union (IAU) i 1935. [2][4][6]Krateret fik senere tilnavnet "Månens monark" af Thomas Gwyn Elger.
I 1966 fotograferedes krateret i en skrå vinkel af Lunar Orbiter 2 (billedet nederst til højre). Dette detaljerede billede betegnedes af NASA-geologen Martin Swetnick (senere citeret af Time Magazine) som "et af århundredets mest betydningsfulde billeder." [7]
Karakteristika
[redigér | rediger kildetekst]I den cirkulære rand kan der skelnes en hexagonal form med en indre væg og en 30 km bred skrånende vold, som falder næsten en kilometer ned mod det omgivende mare. Der ses tre tydelige terrasser og bjergskred, som skyldes sammenfald af den indre væg, efterhånden som kraterstykker er faldet ned.
Sandsynligvis på grund af dets nylige dannelse er kraterbunden ikke blevet dækket af lava. Terrænet i bunden er bakket i den sydlige halvdel, mens det er ret jævnt mod nord. De centrale toppe udgøres af tre isolerede højder, som rejser sig så højt som 1,2 km over bunden. Disse toppe er adskilt af dale og ligger nogenlunde på linje på en øst-vest akse. Infrarøde undersøgelser af toppene i 1980'erne fastslog, at de primært bestod af den mafiske form af olivin.
Baseret på billeder i høj opløsning fra Lunar Orbiter 5 beskrev Terry W. Offield fra U.S. Geological Survey, at krateret havde:
...en kraterrand fuld af småhøje, talrige store løsrevne blokke i kratervæggen og en samling af centrale toppe. Der forekommer en række parallelle sprækker, som er dannet efter at kratervæggen fik sin nuværende form, men før de mest jævne bundmaterialer kom på deres nuværende plads. Materialerne i den jævne kraterbund udviser et hvirvelmønster af brud som dem, der ses ved lavastrømme på Jorden. Disse materialer er forbundet med talrige bakker, som har kratere i toppen, og som sandsynligvis er små vulkaner. Adskillige lave områder af kraterkanten og -væggen er delvis udfyldt af, hvad der ser ud til at være søer af vulkansk materiale eller muligvis flydende materiale fra nedslaget. | ||
Omgivelser
[redigér | rediger kildetekst]Copernicus er synlig i kikkert og ligger lidt nordvest for centrum af den del af Månen, som vender mod Jorden. Syd for krateret ligger Mare Insularum og mod syd-sydvest Reinholdkrateret. Nord for Copernicus ligger Montes Carpatus i den sydlige udkant af Mare Imbrium. [8] Vest for Copernicus findes en gruppe spredte månebakker. På grund af sin relativt unge alder har krateret nogenlunde bibeholdt den form, det havde, da det dannedes.
Strålesystemet udbreder sig så langt som 800 kilometer ud over det omgivende mare og ligger over stråler fra kraterne Aristarchus og Kepler. Strålerne er mindre tydelige end de lange, lineære stråler omkring Tychokrateret og ligger i mange områder ikke spredt radialt. Et udbredt mønster af mindre betydende kratere ses også i Copernicus' omgivelser, hvilket allerede blev vist på et månekort af Giovanni Cassini i 1680. Nogle af disse sekundære kratere danner kæder, som bugter sig gennem det udkastede materiale.
Satellitkratere
[redigér | rediger kildetekst]De kratere, som kaldes satellitter, er små kratere beliggende i eller nær hovedkrateret. Deres dannelse er sædvanligvis sket uafhængigt af dette, men de får samme navn som hovedkrateret med tilføjelse af et stort bogstav. På kort over Månen er det en konvention at identificere dem ved at placere dette bogstav på den side af satellitkraterets midte, som ligger nærmest hovedkrateret.[9][10][11] Copernicuskrateret har følgende satellitkratere:
Måneatlas
[redigér | rediger kildetekst]Se også
[redigér | rediger kildetekst]- Månens forside
- Månens bagside
- Selenografi
- Månekrater
- Liste over kratere på månen
- Navne på Månens have – Liste over have på Månen
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c NASAs side om månekratere: "Moon nomenclature -Crater". The Lunar Prospector Website, NASA Ames Research Center. Arkiveret fra originalen 14. juli 2007. Hentet 26. juni 2008. (engelsk)
- ^ a b c d e Deskriptive data om månekratere på hjemmesiden for USAs geologiske institut. ( Klik på det relevante navn ) : "Gazetteer of Planetary Nomenclature - Moon Nomenclature: Copernicus". Astrogeology Research Program, U.S. Geological Survey. Hentet 2007-08-05. (engelsk)
- ^ a b c Program (under GNU licens) og integreret database: "Atlas Virtuel de la Lune". Portail de l'Astronomie en France af Patrick Chevalley og Christian Legrand. Arkiveret fra originalen 14. maj 2008. Hentet 26. juni 2008. (fransk)
- ^ a b c Liste over officielle navne på månekratere fra en tysk astronomihjemmeside : "Krater mit individuellem Namen (Kratere med individuelle navne)". www.astrolink.de. (tysk)
- ^
(engelsk) Tompkins, S. & C.M. Pieters (1999). Meteoritics & Planetary Science, vol. 34, no. 1, side 25-41 (red.). Mineralogy of the lunar crust: Results from Clementine.
{{cite book}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link) (i pdf- eller gif-format). - ^ I almindelighed tildelte IAU officielle navne til kratere på Månens forside i 1935, til kratere på Månens bagside i 1970, og endelig har visse mindre kratere (der tidligere ansås som satellitkratere) fået nye navne fra 1973 og fremefter. Se :
- USA’s geologiske undersøgelser : "Gazetteer of Planetary Nomenclature - History of Planetary Nomenclature". Astrogeology Research Program, U.S. Geological Survey.. (engelsk)
- "La cartographie lunaire: des origines au XXeme siècle (Månens kartografi: Fra begyndelsen til 20. århundrede)". Nox Oculis ved Mario Tessier. 1998. Arkiveret fra originalen 5. december 2008. Hentet 26. juni 2008.
{{cite web}}
: Ekstern henvisning i
(hjælp) (fransk)|work=
- ^ "Artikel i Time". Arkiveret fra originalen 28. marts 2009. Hentet 26. juni 2008.
- ^ Lpi måneatlas
- ^ Bussey, B., Spudis, P., (2004). The Clementine Atlas of the Moon. New York: Cambridge University Press. ISBN 0-521-81528-2.
{{cite book}}
: CS1-vedligeholdelse: Ekstra punktum (link) CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link) (engelsk) - ^ "Coded Topography and Shaded Relief Maps of the Moon". Astrogeology Research Program, U.S. Geological Survey. (engelsk)
- ^ Fuldstændig nomenklatur for månekratere : Jonathan McDowell (2004). "Lunar Craters". Lunar Nomenclature. (engelsk)
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- 1) Henvisninger, som specielt retter sig mod Copernicus
(Bemærk, at kraternavne med specialkarakter, herunder mellemrum, kan kræve søgning på de nævnte internetsider)
- Billeder af stedet i flere udgaver, baseret på optagelser fra sonden Clementine (1994) og vist på http://pdsmaps.wr.usgs.gov/ Map-a-Planet (Astrogeology Research Program), U.S. Geological Survey:
- Monokromt (et bånd ved bølgelængde på 750 nanometer giver et sort/hvidt billede;
- Naturlige farver (fem bølgelængder: 415, 750, 900, 950 og 1000 nanometer);
- Kunstige farver (Blå og grønne er de lavestliggende områder, røde og grønne de højere);
- Relieffarver (viser topografien i farverne rød (750 nm/415 nm), grøn (750 nm/950 nm) og blå (414 nm/750 nm) i en farveblanding, som fjerner dominerende klarhedsfaktorer som albedo og skyggevirkninger. Se også farveindexet).
- En nærmere forklaring på den anvendte fotografiske teknik findes på denne hjælpeside (engelsk).
- "Præcis beliggenhed og overblik over stedet". www.geody.com/?world=moon Geody - søgemaskine for steder på Merkur, Venus, Jorden, Månen, Mars og i rummet (støttet af Google Earth, NASA World Wind, Celestia og Stellarium. (hjemmeside under Creative Commons-licens , se http://www.geody.com/legal.php).
- Søgning af fotografier, kort og dokumentation vedrørende Copernicus på "Lunar and Planetary Institutes søgemaskine". www.lpi.usra.edu/ (Hjemmeside for Lunar and Planetary Institute, Universities Space Research Association).(engelsk)
- 2) Generel information om overfladedannelser på Månen
- Deskriptive data og geologiske kort over detaljer på måneoverfladen ifølge IAU, vist på hjemmesiden fra USAs geologiske institut: "Gazetteer of Planetary Nomenclature - Moon Nomenclature Table Of Contents". planetarynames.wr.usgs.gov/ Astrogeology Research Program, U.S. Geological Survey (engelsk).
- NASAs side om månekratere: "Moon nomenclature -Crater". lunar.arc.nasa.gov/ The Lunar Prospector Website, NASA Ames Research Center. (engelsk)
- Wikiprojekt til samling af informationer om Månens overflade (The-Moon Wiki) på http://the-moon.wikispaces.com/. (engelsk)
- Program og integreret database på: Patrick Chevalley og Christian Legrand. "Atlas Virtuel de la Lune". www.astrosurf.com/ Portail de l'Astronomie en France. (fransk)
Bibliografi
[redigér | rediger kildetekst]- Andersson, L. E.; Whitaker, E. A. (1982). NASA Catalogue of Lunar Nomenclature (NASAs katalog over månenomenklatur). NASA RP-1097.
- Bussey, B.; Spudis, P. (2004). The Clementine Atlas of the Moon (Clementine-atlas over Månen). New York: Cambridge University Press. ISBN 0-521-81528-2.
- Cocks, Elijah E.; Cocks, Josiah C. (1995). Who's Who on the Moon: A Biographical Dictionary of Lunar Nomenclature (Hvem er hvem på Månen: En biografisk ordbog over månenomenklatur). Tudor Publishers. ISBN 0-936389-27-3.
- McDowell, Jonathan (15. juli 2007). "Lunar Nomenclature (Månenomenklatur)". Jonathan's Space Report. Hentet 2007-10-24.
- Menzel, D. H.; Minnaert, M.; Levin, B.; Dollfus, A.; Bell, B. (1971). "Report on Lunar Nomenclature by The Working Group of Commission 17 of the IAU (Rapport over månenomenklatur fra arbejdsgruppen under kommission 17 hos IAU)". Space Science Reviews. 12: 136.
- Moore, Patrick (2001). On the Moon (På Månen). Sterling Publishing Co. ISBN 0-304-35469-4.
- Price, Fred W. (1988). The Moon Observer's Handbook (Månebetragterens håndbog). Cambridge University Press. ISBN 0521335000.
- Rükl, Antonín (1990). Atlas of the Moon (Måneatlas). Kalmbach Books. ISBN 0-913135-17-8.
- Webb, Rev. T. W. (1962). Celestial Objects for Common Telescopes (Himmelobjekter for almindelige teleskoper) (6th revision udgave). Dover. ISBN 0-486-20917-2.
- Whitaker, Ewen A. (1999). Mapping and Naming the Moon (Månens kortlægning og navngivning). Cambridge University Press. ISBN 0-521-62248-4.
- Wlasuk, Peter T. (2000). Observing the Moon (Måneobservation). Springer. ISBN 1-85233-193-3.