DDR's fodboldlandshold
DDR's fodboldlandshold var et hold under Deutschen Fußball-Verbandes (DFV), udvalgt blandt alle herre-fodboldspillere i DDR til at repræsentere DDR i internationale fodboldturneringer arrangeret af FIFA og UEFA samt i venskabskampe mod andre nationale fodboldforbunds udvalgte hold.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]DDR's fodboldlandshold spillede sin første kamp 21. september 1952 og spillede efterfølgende 293 officielle landskampe, inden det blev nedlagt i 1990 i forbindelse med Tysklands genforening. Holdet deltog i 1957 for første gang i kvalifikationen til en international slutrunde, nemlig VM i 1958 i Sverige, men trods en sejr over Wales i den første kamp endte DDR sidst i kvalifikationspuljen og kom ikke til VM. Selvom landsholdet med årene blev betydeligt bedre, formåede det kun én gang at kvalificere sig til en slutrunde, VM i 1974 i Vesttyskland, og fik i DDR's befolkning et rygte som holdet, der aldrig kunne præstere, når det virkelig gjaldt. Den mest succesrige periode var første halvdel af 1970erne, hvor det udover VM-deltagelsen blev til bronze ved OL i München i 1972 og guld ved OL i Montreal i 1976.
Under træner Georg Buschner lignede DDR længe et landshold på vej frem i den internationale top, men efter triumfen i Montreal stagnerede holdet og resultaterne blev atter svingende. I midten af 80'erne var en ny spændende generation af østtyske fodboldspillere på vej frem, men holdet var stadig i udvikling, da landsholdet blev nedlagt i 1990, og det blev derfor det forenede Tyskland, der profiterede af profiler som Andreas Thom, Ulf Kirsten, Matthias Sammer og Thomas Dolls åbenlyse talent.
Fra politisk hold blev fodbolden i DDR prioriteret lavt, og hovedparten af de økonomiske midler gik til individuelle sportsgrene, der kunne generere mange medaljer ved De Olympiske Lege. Det besværliggjorde arbejdet for mange landstrænere, fordi det i perioder kneb med at udvikle spillere i international klasse. Desuden betød de manglende resultater, at landsholdets popularitet i befolkningen sjældent var særligt stor, og mange østtyske fodboldfans støttede i lige så høj grad det langt bedre vesttyske landshold.
VM-deltagelsen 1974
[redigér | rediger kildetekst]VM i Vesttyskland blev DDR's eneste deltagelse i en international slutrunde. Holdet kvalificerede sig ved at besætte førstepladsen i en pulje, der også bestod af Rumænien, Finland og Albanien. Den internationale interesse for den østtyske deltagelse voksede voldsomt, da lodtrækningen placerede i samme gruppe som Vesttyskland. Efter en 2-0-sejr over Australien og uafgjort 1-1 mod Chile, var DDR – i lighed med Vesttyskland – allerede kvalificeret til mellemrunden, da de to tysklande mødtes i den med spænding imødesete kamp i Hamburg. Her skabte østtyskerne det største enkeltresultat i landsholdets historie med en sensationel 1-0-sejr over værtsnationen, og specielt målskytten Jürgen Sparwasser huskes stadig for bedriften. Men dermed var det også slut med de store resultater for landstræner Georg Buschners hold, der i mellemrunden tabte 0-1 til Brasilien og 0-2 til Holland, inden det sluttede sin eneste VM-slutrunde med at spille 1-1 mod Argentina.
VM-truppen 1974
- Jürgen Croy (Sachsenring Zwickau)
- Lothar Kurbjuweit (FC Carl Zeiss Jena)
- Bernd Bransch (FC Carl Zeiss Jena)
- Konrad Weise (FC Carl Zeiss Jena)
- Joachim Fritsche (1. FC Lokomotov Leipzig)
- Rüdiger Schnuphase (Rot-Weiß Erfurt)
- Jürgen Pommerenke (1. FC Magdeburg)
- Wolfram Löwe (1. FC Lokomotiv Leipzig)
- Peter Ducke (FC Carl Zeiss Jena)
- Hans-Jürgen Kreische (Dynamo Dresden)
- Joachim Streich (Hansa Rostock)
- Siegmar Wätzlich (Dynamo Dresden)
- Reinhard Lauck (Dynamo Berlin)
- Jürgen Sparwasser (1. FC Magdeburg)
- Eberhard Vogel (FC Carl Zeiss Jena)
- Harald Irmscher (FC Carl Zeiss Jena)
- Erich Hamann (Vorwärts Frankfurt)
- Gerd Kische (Hansa Rostock)
- Wolfgang Seguin (1. FC Magdeburg)
- Martin Hoffmann (1. FC Magdeburg)
- Wolfgang Blochwitz (FC Carl Zeiss Jena)
- Werner Friese (1. FC Lokomotiv Leipzig)
Træner: Georg Buschner
Hjemmebane
[redigér | rediger kildetekst]Nogen fast hjemmebane havde landsholdet ikke. Især venskabskampe, samt kvalifikationskampe mod ”små” nationer blev spillet på skift rundt om i landet. De attraktive landskampe blev som oftest afviklet på et af landets to største stadions; Stadion der Weltjugend i Østberlin og Zentralstadion i Leipzig. Sidstnævnte, med plads til 100.000 tilskuere, udviklede sig efterhånden til DDR-fodboldens højborg, ikke mindst som følge af den store fodboldinteresse hos befolkningen i Leipzig.
Landstrænere
[redigér | rediger kildetekst]- 1952-53: Willi Oelgardt (3 kampe)
- 1954: Hans Siegert (3 kampe)
- 1955-57: Janos Gyarmati (10 kampe)
- 1958-59: Fritz Gödicke (10 kampe)
- 1959-61: Heinz Krügel (11 kampe)
- 1961-67: Karoly Soos (43 kampe)
- 1967-69: Harald Seeger (15 kampe)
- 1970-81: Georg Buschner (126 kampe)
- 1982-83: Rudolf Krause (19 kampe)
- 1983-88: Bernd Stange (60 kampe)
- 1988-89: Manfred Zapf (10 kampe)
- 1989-90: Eduard Geyer (13 kampe)
Flest landskampe
[redigér | rediger kildetekst]- 1. Joachiam Streich (102)
- 2. Hans-Jürgen Dörner (100)
- 3. Jürgen Croy (94)
- 4. Konrad Weise (86)
- 5. Eberhard Vogel (74)
- 6. Bernd Bransch (72)
- 7. Peter Ducke (68)
- 8. Martin Hoffmann (66)
- 8. Lothar Kurbjuweit (66)
- 10. Ronald Kreer (65)
Flest mål
[redigér | rediger kildetekst]- 1. Joachim Streich (55)
- 2. Eberhard Vogel (25)
- 2. Hans-Jürgen Kreische (25)
- 4. Rainer Ernst (20)
- 5. Henning Frenzel (19)
- 6. Jürgen Nöldner (16)
- 6. Andreas Thom (16)
- 6. Martin Hoffmann (16)
- 9. Peter Ducke (15)
- 9. Jürgen Sparwasser (15)