Dansk indfødsret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Dansk indfødsret omtales i Danmarks Riges Grundlov § 44, stk. 1 som "Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov." Indfødsret er det, der i daglig tale og i andre lande ofte betegnes som statsborgerskab.

Erhvervelse af dansk indfødsret[redigér | redigér wikikode]

De nærmere regler for erhvervelse af indfødsret er fastlagt i lov om dansk indfødsret. Heri bestemmes, at et barn får dansk indfødsret, hvis enten faderen eller moderen er dansker (dvs. selv har dansk indfødsret). Det er derimod uden betydning, om barnet bliver født i Danmark eller i udlandet, med den undtagelse at barnet ikke får dansk indfødsret hvis det bliver født i udlandet, kun barnets far har dansk indfødsret og barnets far ikke er gift med barnets mor. Det minder om reglerne i de fleste kontinental-Europæiske lande; men afviger fra de angelsaksiske lande, hvor fødestedet ofte er afgørende for statsborgerskabet. Børn under 12 år, der adopteres af danske forældre, får dansk indfødsret ved adoptionen.

Da Grønland og Færøerne er en del af det danske rige under rigsfællesskabet, er befolkningen ligestillet med etniske danskere, og har derved automatisk dansk indfødsret.

Andre personer kan kun få dansk indfødsret "ved lov", som foreskrevet i Grundloven. Det kaldes også erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation, hvilket indebærer at Folketinget vedtager en Lov om indfødsrets meddelelse, hvorved de i loven opregnede personer meddeles dansk statsborgerskab. Hvis den, der erhverver dansk indfødsret ved lov, har børn, der er under 18 år gamle, får de også dansk indfødsret; men de nævnes ikke i loven.

Der er en række forudsætninger, der skal opfyldes for at blive optaget på listen i Lov om indfødsrets meddelelse. Det omhandler bl.a. varighed af ophold i Danmark, danskkundskaber, afgivelse af udenlandsk statsborgerskab, tidligere straf og gæld til det offentlige. De nærmere bestemmelser findes i Cirkulæreskrivelse om naturalisation.

Derudover er der nogle helt specielle grupper, som har mulighed for at erhverve dansk indfødsret ved at afgive en erklæring overfor statsamtet. Det gælder for statsborgere fra de andre nordiske lande, som er mellem 18 og 23 år gamle, og som har boet i Danmark 7 eller i nogle tilfælde 10 år.

Ifølge Danmarks Statistik skiftede i alt 3.267 udlændinge bosiddende i Danmark deres udenlandske statsborgskab ud med dansk statsborgerskab i løbet af kalenderåret 2012. I alt 71,4% af disse nydanskere fra 2012 stammede fra ikke-vestlige lande.[note 1] Halvdelen af de nye danske statsborgerskaber i 2012 blev tildelt til personer fra landene Irak, Afghanistan, Tyrkiet, Somalia og Iran.[1]

Fortabelse af dansk indfødsret[redigér | redigér wikikode]

Dansk Indfødsret mistes, hvis man søger og får statsborgerskab i et andet land.

Hvis en dansk statsborger er født i udlandet og aldrig har boet i Danmark, mister den pågældende dansk indfødsret, når han eller hun fylder 22 år. Man kan dog søge om at bevare indfødsretten, og man mister ikke sin danske indfødsret, hvis man derved ville blive statsløs. Man kan altså kun miste sin danske indfødsret, hvis man har et andet statsborgerskab ved siden af.

Endelig kan indfødsretten i nogle helt særlige tilfælde frakendes ved dom. Det gælder især, hvis indfødsretten er erhvervet ved svigagtighed.

Dobbelt statsborgerskab[redigér | redigér wikikode]

Danmark anerkender som hovedregel ikke dobbelt statsborgerskab. Dels mistes dansk indfødsret, hvis man erhverver et udenlandsk statsborgerskab efter ansøgning. Dels er det en forudsætning for at erhverve dansk indfødsret ved erklæring eller ved lov, at man opgiver sit udenlandske statsborgerskab.

Der er dog undtagelser. Hvis en af forældrene er dansk og den anden udlænding vil barnet i mange tilfælde erhverve to statsborgerskaber ved fødslen. Hvis barnet alene vokser op i udlandet, så kan det som nævnt ovenfor miste sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år. Men hvis barnet har boet i Danmark i en periode eller hvis det søger om det, så kan det bevare sin danske indfødsret efter det fyldte 22. år, og kan dermed også som voksen have to statsborgerskaber. Forudsætningen er dog naturligvis, at det andet land også godkender det.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Vestlige lande omfatter i Danmarks Statistik-regi alle 28 EU-lande, visse øvrige lande i Europa (Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino, Schweiz og Vatikanstaten) samt den første verdens lande Canada, USA, Australien og New Zealand. Ikke-vestlige lande omfatter alle øvrige lande i verden.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]