De fire elementer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
De fire elementer spillede en stor rolle i Middelalderen. Miniature fra Isidora af Sevillas De natura rerum.

De fire elementer er jord, ild, vand og luft.

Teorien om de fire klassiske elementer kan spores tilbage til den græske filosof Empedokles, omend deres oprindelse sandsynligvis er mytologisk. Empedokles' teori er dannet som et svar til Parmenides, der mente, at alt var dannet af et uomskiftende ene. Ud over de fire elementer var der også to kræfter, nemlig kærlighed (den samlende kraft) og had (den splittende kraft). Når der eksisterer fire elementer, kan de udgøre de ting, man kan se, og når de ting, man kan se, opløses, bliver deres elementer til andre stoffer.[1] Teorien blev adopteret af både Platon og Aristoteles, der begge modificerede den. Platon afbillede elementerne ved hjælp af geometriske legemer nemlig de platoniske legemer. Helt op til 1700-tallet var det forbudt at modsige læren om de fire elementer.[Kilde mangler]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter og referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Kirk and Raven: The Presocratic Philosophers, Cambridge 1962, s. 324
filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.