Den økonomiske krise i Danmark i 2008

Den økonomiske krise i Danmark i 2008 udgjorde begyndelsen på den værste økonomiske krise i Danmark i flere årtier. Den udsprang af den globale finanskrise 2007-2009 og den globale recesssion, der fulgte i kølvandet på den. Den medførte flere bankkrak, konkurser, faldende boligpriser, stigende ledighed, underskud på den offentlige saldo og en generel økonomisk afmatning. Først i 2015 nåede aktiviteten i Danmark (når der ses bort fra udvindingen af fossile brændsler i Nordsøen) op på samme niveau, som før krisen begyndte i 2008.

Finanskrise i Danmark

Roskilde bank blev overtaget af Nationalbanken m.fl.
Meddelelse på bankens dør 25. august 2008

Mens den internationale finanskrise, der opstod som følge af problemer på det amerikanske marked for subprime-lån, begyndte i 2007, startede finanskrisen i Danmark for alvor med sammenbruddet af Roskilde Bank i sommeren 2008. Fra dette tidspunkt til efteråret 2010 gennemlevede Danmark en systemisk finansiel krise i banksektoren som følge af store tab og nedskrivninger og væsentlige likviditetsmæssige problemer hos bankerne. I de fleste andre lande oplevede pengeinstitutterne tilsvarende problemer i det samme tidsrum.

Én årsag til problemerne var, at bankerne i årene inden krisen i stort omfang var gået fra at finansiere deres udlån ved hjælp af indlånene i bankerne til udenlandsk kortfristet markedsfinansiering, herunder låntagning fra udenlandske kreditinstitutioner. Dermed opstod et betydeligt indlånsunderskud (dvs. udlånene på bankernes balancer oversteg indlånene) i de danske banker forud for krisen. For eksempel havde Roskilde Bank udlån svarende til 168 % af bankens indlån, EBH Bank havde en udlånsprocent på 163, og Ringkjøbing Bank en udlånsprocent på 203. Da der i efteråret 2008 opstod en stor tillidskrise på de internationale finansielle markeder, kunne en del af de danske banker ikke få refinansieret deres lån. Rangvidudvalget har karakteriseret denne situation som et "moderne bankstormløb". Tilliden blev først delvist genoprettet med den statslige garanti i Bankpakke I, der også garanterede udenlandske kreditorers lån og indskud.

Bankkrak

Som følge af disse problemer kom en række pengeinstitutter i store problemer og måtte opgive deres selvstændige virksomhed. En række blev afviklet af det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet A/S, mens andre indgik en privat løsning. I alt 62 især mindre danske pengeinstitutter ophørte i perioden 2008-13. Finanskrisen var i alt væsentligt indskrænket til banksektoren, mens f.eks. realkreditinstitutterne ikke oplevede væsentlige tab på deres udlån som følge af krisen.

Den første bank, der fik alvorlige problemer var bankTrelleborg, der allerede i januar 2008 meddelte, at den på grund af betydelige finansielle problemer havde indgået aftale med Sydbank om fusion. Det var imidlertid lukningen af Roskilde Bank, på det tidspunkt Danmarks tiendestørste pengeinstitut, i august 2008, der for alvor gjorde situationen dramatisk. Den 24. august 2008 meddelte Nationalbanken officielt, at den sammen med Det Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker, Sparekasser og Andelskasser overtog banken, da den var insolvent, og der ikke kunne findes en køber. Det var første gang siden 1928 (Landmandsbanken, nu Danske Bank), at staten og Nationalbanken overtog en bank.

Siden fulgte en række banker efter, mens andre har måttet fusionere for at overleve. Blandt de banker, der måtte bukke under som følge af finanskrisen, var Forstædernes Bank, Bonusbanken, Max Bank, Fionia Bank, Eik Bank, Amagerbanken, Sparekassen Lolland, Sparekassen Østjylland og Tønder Bank.

Den stigende finansielle uro på bankmarkedet førte til siden til en række indgreb fra regeringens side for at understøtte banksektoren, jf. nedenfor i afsnittet om hjælpepakker.

Den finansielle sektor efter 2010

Efter Rangvid-udvalgets opfattelse var der fra efteråret 2010 ikke længere tale om nogen systemisk finanskrise herhjemme, men dele af den finansielle sektor var fortsat under pres også i de følgende år, og staten har måttet fortsætte sin involvering i sektoren gennem kapitalindskud og på anden vis, ligesom flere pengeinstitutter har måttet ophøre deres selvstændige virksomhed. Ligeledes har de realøkonomiske følger af finanskrisen fortsat kunnet mærkes også i årene efter 2010.

Den realøkonomiske krise

Den finansielle krise fik store konsekvenser for den realøkonomiske udvikling i Danmark. Fra en kraftig overophedning midt i århundredets første årti blev situationen vendt til det modsatte i form af en langvarig lavkonjunktur.

Realøkonomien inden finanskrisens udbrud

I perioden 2003-08 var økonomien præget af en markant højkonjunktur med bl.a. kraftigt stigende boligpriser. Højkonjunkturen kulminerede i 2006, hvor BNP voksede med 3,6 %. Den positive konjunkturudvikling medførte en meget lav ledighed og betydelige lønstigninger i årene op til krisen – et tegn på, at der var et betydeligt kapacitetspres i økonomien. Ledigheden var med et niveau på 2 % betydeligt lavere end det strukturelle niveau, som Rangvid-udvalget skønnede til at være på ca. 5 % i 2008. Den procykliske finanspolitik stimulerede yderligere overophedningen.

Realøkonomiske konsekvenser af krisen

Den økonomiske aktivitet faldt betydeligt i de første kriseår. Antallet af konkurser og tvangsauktioner steg, både investeringerne og det private forbrug faldt kraftigt, beskæftigelsen faldt og ledigheden steg. Danmarks bruttonationalprodukt faldt med knap 7 % fra årsskiftet 2007/08 og frem til 2009. Det var det kraftigste fald i BNP i mange årtier. Siden da har genopretningen været meget svag. I 2010 og 2011 var væksten i Danmarks BNP positiv, men ret lav (mellem 1 og 2 %), og i både 2012 og 2013 var BNP-væksten igen negativ. I 2014 var den på 1,3 %. Først i 2015 kom Danmarks bruttoværditilvækst op på samme niveau som før krisen i 2008, når man ser bort fra den faldende produktion i Nordsøen.

Boligmarkedet

I perioden 1993-2005 steg prisen på et almindeligt dansk parcelhus med 165 % – den længste og største optur på det danske boligmarked nogensinde. De fleste mener, at det danske ejendomsmarked dermed befandt sig i en boligprisboble. Udviklingen gik dog helt amok i 2006 hvor huspriserne steg med over 20% og de toppede i 2007, se evt. Den danske ejendomsmarkedskorrektion 2007. Toppen var i 2. kv. 2007, hvorefter de faldt en smule i 2008 og voldsomt i 2009. Prisfaldet var således ikke en konsekvens af finanskrisen, men blev forstærket af denne. Fra 2007 til 2009 faldt den gennemsnitlige pris på et enfamiliehus med ca. 15 pct. I de følgende år var der mindre udsving i priserne, så niveauet i 2014 kun var ca. 3 % højere end i 2009.

De offentlige finanser

Den forværrede samfundsøkonomiske situation fik naturligt nok også konsekvenser for de offentlige finanser. Fra at have overskud på den offentlige saldo i årene inden krisen oplevede man underskud i årene 2009-13. I 2014 blev der for første gang siden 2008 igen konstateret et overskud på den offentlige saldo, men det skyldtes udelukkende ekstraordinære indtægter fra omlægningen af beskatningen af kapitalpensioner. Som følge af underskuddene er den offentlige finansielle nettoformue, der var positiv før krisens udbrud, blevet vendt til en nettogæld, der dog er meget beskeden opgjort som andel af BNP. De offentlige finanser i Danmark anses normalt for at være holdbare i modsætning til mange andre vestlige lande, hvorfor underskuddet normalt ikke anses for at være et væsentligt problem i en mere langsigtet sammenhæng.

Hjælpepakker mv.

Den danske regering har som forsøg på at bremse eller afbøde de værste virkninger af krisen vedtaget flere hjælpepakker. Fx "bankredningspakken" og "pensionsredningspakken". Sidstnævnte er dog også blevet kaldt "realkreditredningspakken" eller "redningspakke for flekslånere", fordi den forventes at betyde faldende renter til glæde for især dem med flekslån.

Seks bankpakker

Efter konkursen i Roskilde Bank og de stigende problemer i finanssektoren begyndte flere lande egenhændigt at indføre redningspakker for deres banker. Krisen i 2008 gjorde det svært for de danske banker at skaffe den fornødne likviditet, og da regeringen vurderede, at dette ville true den finansielle stabilitet i Danmark, fulgte Danmark trop og vedtog en redningspakke. Den blev kendt som bankpakke 1 og fulgtes i de kommende år af fem yderligere bankpakker, som alle havde til hensigt at styrke den danske finansielle sektor, især pengeinstitutterne. Indholdet i bankpakke 1 var, at staten stillede en toårig ubegrænset garanti for alle banker, der var omfattet af Det Private Beredskab. Forpligtelser i bankenes udenlandske filialer var ikke omfattet af garantien. Trods prisen for at blive dækket af statsgarantien valgte 99 % af bankerne at melde sig ind i ordningen. 14 banker vurderede dog, at prisen var for høj, og at de ikke havde behov for statsgarantien, jf. artiklen om Det Private Beredskab.

Andre tiltag

Også pensionsselskaberne og realkreditinstitutterne blev hjulpet med en redningspakke i oktober 2008, der officielt hed Aftale mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forsikring & Pension om finansiel stabilitet på pensionsområdet, men hurtigt blev omdøbt til "realkreditredningspakken" eller "redningspakke for flekslånere". Den skulle sikre markedsstabilitet og forebygge systematiske frasalg af danske realkreditobligationer pga. lovkrav.

Desuden ændrede regeringen reglementet i Den Sociale Pensionsfond (DSP), så fonden fremover også kunne købe realkreditobligationer (i første omgang 22 mia. kr.). Formålet med ændringen var "at afdække statens renteudgifter i forbindelse med finansieringen af almene boliger, hvor renterisikoen bæres af staten." Dette blev samtidig tolket som en hjælpende hånd til realkreditmarkederne, hvor det fik renterne til at falde.

Finanskrisens egentlige årsager

Ekspertudvalget kendt som Rangvid-udvalget, nedsat af regeringen, udarbejdede i 2012-13 en fyldig rapport om årsagerne til finanskrisen. Deres konklusion var, at Danmark som en lille, åben økonomi, der er tæt forbundet med resten af verdensøkonomien, under alle omstændigheder ikke kunne have undgået at blive ramt af den internationale finansielle krise; men samtidig var der en række specifikt danske forhold, der gjorde, at dansk økonomi havde bragt sig en sårbar position, og at finanskrisens gennemslag i Danmark ville have været mindre alvorlig, hvis man forud for krisen havde handlet anderledes. Krisen var således et resultat af et kompliceret samspil mellem både nationale og internationale faktorer: foregående høj økonomisk vækst, en undervurdering af finansielle og makroøkonomiske risici, en for slap finanspolitik, en for slap regulering af den finansielle sektor, lempelige finansielle vilkår, risikosøgende kreditinstitutter og utilstrækkelig selskabsledelse i en række pengeinstitutter.

Se også

• Danmarks økonomi
• Finanskrise
• Finanskrisen 2007-2009
• Den store recession
• Rangvid-udvalget