Danmarks økonomi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nationalbankens bygning, tegnet af Arne Jacobsen.

Danmarks økonomi er præget af, at Danmark er et relativt rigt vestligt land med en stor offentlig sektor.

Det moderne Danmarks velstand skabes hovedsageligt i servicesektoren, der står for over tre fjerdedele af både beskæftigelsen og den samlede årlige værditilvækst i samfundet. Industrisektoren, der præges af en række små og mellemstore, ofte højautomatiserede virksomheder, står for ca. 11 % af de samlede arbejdspladser. Landbrugssektoren, som engang var Danmarks hovederhverv, beskæftiger i dag 2½ %.

Landet har som en lille åben økonomi såvel en betydelig eksport som en betydelig import; begge har en størrelse på over halvdelen af BNP. Den danske økonomi er derfor meget afhængig af den løbende internationale økonomiske udvikling, og de danske konjunkturudsving følger i vidt omfang bevægelserne i udlandet. Mens faste (dvs. officielt fastlagte) valutakurser indtil ca. 1970 var det helt dominerende valutakursregime i verden, er Danmark i dag unikt ved som det eneste OECD-land fortsat at føre fastkurspolitik, mens vores samhandelspartnere typisk enten følger en inflationsmålsætning eller har erstattet deres nationale valuta med euro]en.

Landets levestandard er høj i en international sammenhæng. I 2014 var danskerne det 23.rigeste af i alt 213 lande, målt på købekraftskorrigeret bruttonationalindkomst pr. indbygger. Uden købekraftskorrektion var landet nr. 12.[1] Landet havde i 2012 en 15.plads i FN's Human Development Index.

I sammenligning med andre vestlige lande er Danmarks økonomi ikke mindst karakteriseret ved:

Historie[redigér | redigér wikikode]

1980' og 1990'erne[redigér | redigér wikikode]

I starten af 1980’erne havde dansk økonomi betydelige balanceproblemer: Lav vækst, høj arbejdsløshed, høj inflation samt underskud på betalingsbalancen og på de offentlige finanser.[2] Situationen blev forværret af den anden oliekrise i 1979. Schlüter-regeringen, der tiltrådte sidst i 1982, annoncerede en politik med vægt på at nedbringe inflationen og at undgå underskud på betalingsbalancen. Det første mål blev opnået ved at opretholde en klar fastkurspolitik over for den tyske D-mark, hvilket var et brud med de hidtidige jævnlige devalueringer. Desuden blev dyrtidsreguleringen, en automatisk justering af lønninger og visse overførselsindkomster (bl.a. folkepensionen) med inflationen, først suspenderet (fra 1983) og siden helt afskaffet (fra 1987).

Den nye politik medførte et rentefald, der var medvirkende til en kraftig stigning i den indenlandske efterspørgsel. Det satte gang i væksten og medførte et fald i ledigheden, men også et rekordstort underskud på betalingsbalancen i 1986 og ret kraftige lønstigninger. Regeringen omlagde derfor sin økonomiske kurs med finanspolitiske stramninger, således skattereformen fra foråret 1986 og kartoffelkuren i efteråret 1986. Dermed indledtes ”de syv magre år”, en længere periode med stram finanspolitik, lavvækst og stigende ledighed.[2] Som følge af den langvarige lavkonjunktur og dermed lavere import blev betalingsbalancen automatisk forbedret, mens den offentlige saldo omvendt forværredes. Også skattereformen, der reducerede rentefradraget og dermed styrkede den private opsparing, medvirkede dermed til en langsigtet betalingsbalanceforbedring, idet betalingsbalancens løbende poster kan ses som forskellen på opsparingen og investeringerne inden for et lands grænser. I 1990 kom der for første gang i mange år overskud på betalingsbalancen, men samtidig steg ledigheden i 1993 til 11,9 % eller 335.000 mennesker, den højeste arbejdsløshed overhovedet siden 2. verdenskrig.[3]

I foråret 1991 aftaltes ved overenskomstforhandlingerne en kraftig udvidelse af arbejdsmarkedspensionsordningerne til LO-området. Det var en begivenhed med vidtrækkende konsekvenser for samfundsøkonomien, der har medført opbygningen af store pensionsformuer i de følgende årtier. Det har bl.a. haft stor betydning for den private sektors opsparing og dermed for at vedligeholde overskuddet på betalingsbalancen på længere sigt.

I 1993 gennemførte den nytiltrådte Nyrup-regering en såkaldt ”kickstart” for at sætte gang i økonomien. Det blev nemmere at låne med sikkerhed i fast ejendom, hvad mange benyttede sig af. Der blev også vedtaget en ny skattereform i 1993, som var underfinansieret i de første år, sådan at økonomien blev stimuleret. Det medførte et stemningsskifte, konjunkturerne vendte, og man fik ”knækket” arbejdsløshedskurven.[2] Samtidig blev arbejdsmarkedspolitikken drejet over i en mere aktiv retning: Med start i 1994 blev der lagt vægt på at stille større krav til aktivering og aktiv arbejdssøgning, dagpengeperioden blev væsentligt forkortet, og især for unge blev reglerne strammet betydeligt.[4] Dermed faldt ikke bare den konjunkturbetingede, men også den strukturelle ledighed.

Et andet og meget vigtigt eksempel på, at der efterhånden blev lagt større vægt på det lange sigt i den økonomiske politik var, at regeringen i 1997 for første gang udarbejdede og fremlagde en mellemfristet plan (kaldt 2005-planen), der udstak rammerne og ambitionerne for finanspolitikken en årrække frem i tiden. Det er siden blevet en fast tradition i dansk finanspolitik, at man styrer inden for rammerne af en sådan mellemfristet plan, der sikrer, at de danske offentlige finanser er sunde også på længere sigt.[5]

Perioden 1994-2000 blev dermed på mange måder gunstig for dansk økonomi med høj vækst og faldende ledighed, uden at de sædvanlige problemer med inflation og betalingsbalanceunderskud voksede frem i samme udstrækning som tidligere. Samtidig blev de offentlige finanser væsentlig forbedret.[2] Fra 1997 var der således igen overskud på den offentlige saldo. Den høje vækst i forhold til udlandet medførte dog, at betalingsbalanceoverskuddet svandt ind. Regeringen strammede derfor finanspolitikken, især i forbindelse med den såkaldte pinsepakke i 1998, der også fortsatte tendensen fra de tidligere skattereformer med at nedsætte skatteværdien af rentefradraget. Man opnåede, at højkonjunkturen endte i en blød landing, og 1998 blev det foreløbig sidste og eneste år med et underskud på betalingsbalancen. I 2000 var inflationen på knap 3 pct., betalingsbalanceoverskuddet på 1½ pct. af BNP, ledigheden på 4,9 %, og der var et overskud på den offentlige saldo på 2,4 % af BNP.[6]

2000'erne[redigér | redigér wikikode]

I marts 2000 brast IT-boblen i USA. Sammen med terrorangrebet på World Trade Center i New York i september 2001 skabte det mere afmattede internationale konjunkturer, og også i Danmark smittede det af med lidt lavere vækst til følge og stigende ledighed i 2002-4. Denne lavkonjunktur blev dog kortvarig og betydelig mildere end både den foregående (de syv magre år sidst i 1980’erne og starten af 1990’erne) og den efterfølgende (finanskrisen). En fortsat tendens til rentefald satte fra 2004 på ny gang i den indenlandske efterspørgsel og ikke mindst boligmarkedet. Dermed startede en ny højkonjunktur 2004-08. På trods af de gunstige konjunkturer fortsatte man dog med en ret ekspansiv finanspolitik. Finanspolitikken udviklede sig derfor fra i 2003 at have været omtrent neutral til at være mere lempelig i de fire år 2004-07, end konjunkturerne tilsagde – den blev konjunkturmedløbende i stedet for at være modløbende.[7]

Velfærdskommissionens formand, Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Århus Universitet

På det strukturpolitiske plan fortsattes den aktive arbejdsmarkedspolitik, blandt andet med reformen Flere i Arbejde 2003.[8] Samtidig blev årtiet præget af større opmærksomhed om det langsigtede finansieringsproblem for de offentlige finanser, som var tilstede i den demografiske udvikling med bl.a. stigende levealder. Denne udvikling truede den finanspolitiske holdbarhed i såvel Danmark som andre vestlige lande. Regeringen nedsatte i 2003 en velfærdskommission, der skulle udrede problemet og komme med forslag til en løsning. På baggrund af kommissionens arbejde vedtog Folketinget i 2006 et stort velfærdsforlig. Blandt de vigtigste elementer heri var, at efterløns- og folkepensionsalder skulle hæves med 2 år fra henholdsvis 2019 og 2024, og at begge aldre derefter skulle tilpasses hvert femte år i takt med den gennemsnitlige levealder. Velfærdsforliget vurderes i dag at have styrket den danske finanspolitiske holdbarhed meget markant.

På et andet punkt skete dog en væsentlig strukturel forringelse af de offentlige finanser. Regeringen Anders Fogh Rasmussen gjorde ved sin tiltræden i 2001 et officielt skattestop til en hjørnesten i sin økonomiske politik. Skattestoppet indeholder et såkaldt nominalprincip, der udhuler skatteindtægterne fra ejendomsværdiskatten og en række afgifter i takt med inflationen. Nominalprincippet er blevet kritiseret af en række økonomer for at medføre et mere uhensigtsmæssigt skattesystem[7] og for at underminere den finanspolitiske holdbarhed. De økonomiske vismænd har således anslået, at nominalprincippet svækker den finanspolitiske holdbarhed med 21 mia. kr. årligt i al fremtid.[9]

Nominalprincippet anses også sammen med den generelt for lempelige finanspolitik at have forstærket boblen på det danske boligmarked i årene inden finanskrisen og dermed have medvirket til, at finanskrisen i Danmark blev værre end nødvendigt.[10] Den internationale finanskrise ramte Danmark i 2008. Her havde ledigheden nået et foreløbigt lavpunkt med 2,7 %, men det gik nu hastigt den anden vej: I 2008 var der et fald i BNP på 0,8 % og i 2009 et yderligere, meget kraftigt fald på 5,7 %. Ledigheden steg til godt 6 % i 2010, og der kom igen underskud på den offentlige saldo fra 2009.

I 2009 blev gennemført en ny skattereform, der fortsatte beskæringen af rentefradraget og lempede indkomstbeskatningen, især for højindkomstgrupper. I lyset af de nu svage konjunkturer var den underfinansieret i de første år, men selvfinansierende i det lange løb.

2010'erne[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af 2010 forventede regeringen (fra april 2009 ledet af Lars Løkke Rasmussen), at man for første gang ville overskride EU’s underskudsgrænse på 3 % af BNP for den offentlige saldo, og Danmark blev derfor pålagt en EU-henstilling om at sørge for en finanspolitisk stramning på mindst ½ pct. af BNP i gennemsnit i årene 2011-13. Det førte til den såkaldte genopretningspakke fra maj 2010 med besparelser på det offentlige forbrug, fastfrysning af overførselsindkomster i to år og en udskydelse af de lempelser i topskatten, som ellers var forudset i skattereformen fra 2009. Dermed blev finanspolitikken mere kontraktiv i 2011.

I 2011 vedtoges tilbagetrækningsreformen, der begrænsede efterlønsordningen til tre år og fremrykkede stigningen i efterløns- og folkepensionsaldrene, som oprindelig var aftalt i velfærdsforliget i 2006. Efter gennemførelsen af denne reform, som påvirker de langsigtede offentlige finanser positivt på grund af færre udgifter til overførselsindkomster samt flere skatteindtægter fra en større arbejdsstyrke, vurderes det, at den danske finanspolitik er blevet holdbar.

Under Helle Thorning-Schmidt, der var statsminister 2011-15, blev den foregående regerings økonomiske politik i det store og hele videreført. Blandt regeringens initiativer var en ny skattereform i 2012, der blandt andet forhøjede beskæftigelsesfradraget og hævede topskattegrænsen, især finansieret ved en lavere stigning i overførselsindkomsterne, afgiftsstigninger og besparelser på forsvaret. Samme år nedsattes en produktivitetskommission for at belyse årsagerne til Danmarks lave produktivitetsvækst siden ca. 1995 - et problem, der i stigende grad er kommet på dagsordenen i de senere år. Kommissionen afsluttede sit arbejde i 2014, hvor den bl.a. pegede på vigtigheden af større konkurrence og et styrket uddannelsessystem.

Mens BNP-væksten i 2012 var negativ med -0,5 %, blev den i 2014 1,1 %. Med en forventet BNP-vækst på 1,7 % i 2015 og 2 % i 2016 vurderes det nu af de fleste, at Danmark er på vej ud af den økonomiske krise.[11]

Regeringen Lars Løkke Rasmussen II tiltrådte i juni 2015. Udviklingen i det offentlige forbrug og i skatterne anses for at være nogle af de vigtigste politiske fokuspunkter i den nye regerings økonomiske politik.

Erhvervsstruktur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Erhvervsstruktur

Servicesektoren (eller de tertiære erhverv) er helt dominerende i det danske erhvervsliv på samme måde som i de fleste andre vestlige lande. I 1966 var lige over halvdelen af alle beskæftigede ansat i servicesektoren;[12] i 2013 var dette tal steget til 80 %. Knap halvdelen heraf eller ca. 32 % af samtlige beskæftigede var ansat i den offentlige sektor, mens de øvrige arbejdede inden for handel, transport, den finansielle sektor, boligbenyttelse, forretningsservice o.l.[13]

De sekundære erhverv omfatter i Danmark dels bygge- og anlægsvirksomhed, dels forsyningsvirksomhed (forsyning med elektricitet, varme, gas, vand osv.) og dels industrien (inklusive håndværk, der ikke optræder som et selvstændigt erhverv i nationalregnskabet). I 2014 stod de sekundære erhverv tilsammen for 20 % af Danmarks bruttoværditilvækst - heraf udgjorde industriens andel de 14 procentpoint.[14] De største undererhverv inden for industrien er jern- og metalindustrien,fødevareindustrien og den kemisk industri. Den sidstnævnte præges blandt andet af en række medicinalvirksomheder, der også i international sammenhæng er ganske betydelige.

De primære erhverv i Danmark udgøres af landbrug, skovbrug, fiskeri og råstofindvinding, primært fra Nordsøen, men også grus og ler mv. I 2014 skabte de primære erhverv tilsammen 3,5 % af Danmarks bruttoværditilvækst. 60 % heraf kom fra indvindingen af olie og gas i Nordsøen, mens landbruget frembragte 1 % af BVT.[14] Der var dog flere ansatte i landbruget end i det meget kapitalintensive råstofindvindings-erhverv, hvor beskæftigelsen kun udgør omkring 0,1 % af den samlede beskæftigelse.[13]

Udenrigshandel[redigér | redigér wikikode]

Danmark er en lille åben økonomi, der er meget afhængig af sin udenrigshandel. I 2014 udgjorde værdien af landets samlede eksport af varer og tjenesteydelser 1031 mia. kr. eller knap 54 % af BNP, mens værdien af den samlede import var 928 mia. kr. eller godt 48 % af BNP. Varehandel udgjorde godt 60 % af såvel im- som eksporten, og handel med tjenester de resterende knap 40 %.[15]

Maskiner, føde- og drikkevarer samt kemikalier og andre kemiske produkter som fx medicin er blandt de største grupper af eksportvarer.[16] Blandt de lande som Danmark eksporterer mest til, er Tyskland, Sverige og Storbritannien. Det skyldes, at disse lande ligger tæt på Danmark og har en god økonomi og en høj levestandard, der er sammenlignelig med den danske.

Som følge af den store produktion af olie, naturgas og vindenergi har Danmark siden 1998 været selvforsynende med energi. I det meste af dette tidsrum har landet endda været nettoeksportør af energi. Energioverskuddet har dog været faldende siden 2005, og i 2013 var produktionen af primær energi på niveau med bruttoenergiforbruget (eksklusive bunkring i udlandet).[17]

Danmark har i de sidste 25 år som hovedregel haft overskud på betalingsbalancen og har i dette tidsløb opbygget en væsentlig udlandsformue. Ved slutningen af 2014 var den på 920 mia. kr., hvilket rundt regnet svarer til halvdelen af BNP.[18]

Pengepolitik og valutakurs[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Pengepolitik
Uddybende Uddybende artikel: Fastkurspolitik

Efter sammenbruddet af Bretton Woods-systemet i 1971 fulgte Danmark i 1970'erne og starten af 1980'erne en valutapolitik med gentagne devalueringer. De gav kortsigtede konkurrenceevneforbedringer, der stimulerede beskæftigelsen og forbedrede betalingsbalancen, men gevinsterne forsvandt på længere sigt og efterlod blot en tilsvarende høj inflation. I 1982 indførte Danmark derfor i stedet en fastkurspolitik - i første omgang i forhold til den daværende "kurv" af EU-landenes valutaer, ECU'en, siden 1987 i forhold til den tyske D-mark, og fra 1999 i forhold til euroen.[19] Danmark har foreløbig valgt ikke at tilslutte sig ØMU'ens tredje fase, men der er bred opbakning til at fortsætte fastkurspolitikken over for euroen. Fastkurspolitikken har efterhånden vundet stor troværdighed i takt med, at Danmark har vist sig i stand til at fastholde den modsat mange andre europæiske lande. Det har medført, at inflationen og i takt hermed de nominelle renter er faldet betydeligt siden højinflationsperioden i 1970'erne og 1980'erne. Fra 1990-2012 var den årlige danske inflation i gennemsnit 2,2 %. I lighed med den øvrige vestlige verden har inflationsniveauet i de seneste år efter finanskrisen været så lavt, at flere har frygtet en egentlig deflation. I 2013 var inflationen 0,8 %, og i 2014 var den 0,6 %.[20]

I begyndelsen af 2015 oplevede Danmark det største pres på kronen i mange år, idet der fandt store kroneopkøb sted, som medførte tendens til en appreciering. Nationalbanken måtte derfor aktivt forsvare kronekursen ved dels at sænke de pengepolitiske renter til et rekordlavt negativt niveau og dels ved at sælge meget store kronebeløb og dermed forøge valutareserven kraftigt.

Arbejdsmarked og beskæftigelse[redigér | redigér wikikode]

Danmark har i international sammenhæng et arbejdsmarked, der i høj grad er præget af flexicurity-modellen: Det er relativt let at ansætte og fyre medarbejdere, mens understøttelsen for ledige samtidig traditionelt har været høj i international sammenhæng. Man kan karakterisere det danske arbejdsmarked som et "hyr og fyr"-arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere siden Septemberforliget i 1899 med jævne mellemrum har forhandlet overenskomster, så vidt muligt uden politikernes indblanding. Derimod sørger politikerne for at sikre indkomsternes beståen via høje overførselsindkomster til de arbejdsløse i en begrænset periode. Dermed kombineres det som gør en markedsøkonomi uovertruffen, nemlig evnen til at forny sig selv, med et fordelingsmæssigt hensyn til at tilgodese, at folk ikke bliver fattige, når de midlertidigt er uden arbejdsindkomst.

Det er altså let og billigt at fyre ansatte i Danmark i forhold til mange andre lande. Dette medfører, at arbejdsmarkedet er særdeles fleksibelt. På DA-området, dvs. det meste af den private sektor, forlod i 2014 knap 30 % af arbejdstagerne deres job pga. et nyt job, tilbagetrækning (pension, efterløn, mm.) eller arbejdsløshed, mens et tilsvarende antal blev ansat.[21] Den høje personaleomsætning medfører nogle omkostninger for arbejdspladsen, da det kan tage måske et halvt år at optræne den nye arbejdskraft, men på den anden side er det let at reducere antallet af arbejdspladser pga. den naturlige afgang. Her er Danmark på niveau med f.eks. Storbritannien og USA, og dermed langt mere fleksibel end landene i Europa syd for Danmark, hvor kun omkring 10 % forlader deres job hvert år.[22]

Danmark har en meget høj placering blandt verdens lande med hensyn til, hvor stor en del af befolkningen der er i arbejdsstyrken. Erhvervsfrekvensen for 15-64-årige var i 2014 på 78,1 %, hvilket var det syvendehøjeste blandt alle OECD-lande - kun overgået af Island, Schweiz, Sverige, Holland, New Zealand og Norge. Gennemsnittet for alle OECD-landene var på 71,2 %.[23]

Ifølge Eurostat havde Danmark i 2014 en beskæftigelsesfrekvens blandt de 15-64-årige på 72,8%, den fjerdehøjeste i EU. Sverige havde 74,9 %, Holland 73,9% og Tyskland 73,8 %. Gennemsnittet for hele EU var 64,9 %.[24]

Arbejdsløshed[redigér | redigér wikikode]

Stor arbejdsløshed forekom især i 1970'erne, 1980'erne og starten af 1990'erne med toppunktet i januar 1994 på 13,8% (386.186 personer) - et tal som er godt dobbelt så højt som i dag. Faldet siden 1994 vurderes dels at skyldes et jævnt fald i strukturledigheden, dels udsving i konjunkturerne. Ledigheden nåede således et lavpunkt i 2008 og er derefter igen steget indtil 2012 som følge af finanskrisen. De seneste år har den igen været svagt faldende; den nuværende ledighed vurderes dog stadig af bl.a den danske regering at ligge lidt over det strukturelle ledighedsniveau.

Ifølge den seneste Eurostat-statistik var arbejdsløsheden for Danmark i 2014 på 6,8 % (opgørelsesmetoden afviger lidt fra bruttoledigheden som opgjort af Danmarks Statistik). Dette tal placerer den danske ledighed noget under EU's gennemsnit, som er på 10,3 %, men dog over lande som Tyskland (5,1 %), Østrig (5,7 %) og Tjekkiet (6,2 %).[24]

Den gennemsnitlige årlige arbejdsløshed, fra 2007 angivet som den registrerede bruttoledighed:

1993 = 12,4 % 2002 = 5,2 % 2011 = 6,0 %[25]
1994 = 12,3 % 2003 = 6,2 % 2012 = 6,1 %[25]
1995 = 10,4 % 2004 = 6,4 % 2013 = 5,8 %[25]
1996 = 8,9 % 2005 = 5,7 % 2014 = 5,0 %[25]
1997 = 7,9 % 2006 = 4,5 %
1998 = 6,6 % 2007 = 3,6 %[25]
1999 = 5,7 % 2008 = 2,6 %[25]
2000 = 5,4 % 2009 = 4,8 %[25]
2001 = 5,2 % 2010 = 6,1 %[25]

Velfærdssystem[redigér | redigér wikikode]

Danmark og Norden generelt har et udbredt (universelt) og bredt- og velfinansieret velfærdssystem.

Uddybende Uddybende artikel: Velfærdsstaten i Danmark

I Danmark ejes og drives hovedparten af institutionerne inden for uddannelse, sundhed og social forsorg af det offentlige (i offentligt ejede bygninger af offentligt ansatte), ikke af private. Systemet sikrer bl.a. landets borgere gratis lægehjælp, fri uddannelse og arbejdsløshedsunderstøttelse, sidstnævnte hvis man er medlem i og betaler a-kasse-bidrag til en arbejdsløshedskasse. Hvis man ikke kan få dagpenge fra a-kassen, må man henvende sig til sin kommune for at få kontanthjælp. Herudover kan man vælge at betale efterlønsbidrag til A-kassen og dermed efter 30 år få ret til efterløn. Efterlønsalderen bliver dog gradvis hævet fra 60 år i 2013 til 64 år i 2023, ligesom antallet af år, man kan være på efterløn, indskrænkes fra 5 til 3 år. Fra 2024 vil efterlønsalderen ligesom folkepensionsalderen ifølge velfærdsaftalen fra 2006 stige gradvis i takt med middellevetiden).

I 2014 var omkring 776.000 personer i 16-64-alderen på overførselsindkomst. Heraf var den største gruppe førtidspensionister (223.000 personer). Blandt de øvrige grupper er ledige dagpengeberettigede og kontanthjælpsmodtagere, som udgjorde 106.000 personer, og øvrige kontanthjælpsmodtagere med ca. 91.000 personer. Efterlønnere udgjorde 90.000 personer, folk i støttet beskæftigelse (virksomhedspraktik, fleksjob, skånejob mv.) 93.000 personer, sygedagpengemodtagere 56.000 og personer på barselsorlov 45.000 personer.[27] Herudover var der 319.000 SU-modtagere, som ikke indgår i den ovennævnte total.

Næsten alle børn mellem 3 og 5 år bliver passet ude, nemlig 97½ %. Blandt de 6-9-årige passes yderligere knap 82 % ude, primært i skolefritidsordninger.[28] Dette gør det muligt for kvinder i Danmark at have en meget høj arbejdsmarkedstilknytning. Muligvis blandt andet på grund af den udbredte børnepasning samt det store udbud af job i den offentlige sektor (jobsikkerhed) føder kvinder i Danmark flere børn end kvinder i de fleste europæiske lande.

Især siden 1990'erne har Danmark opbygget et betydeligt obligatorisk arbejdsmarkedspensionssystem. De fleste ældre vil i fremtiden få det meste af deres løbende indkomst udbetalt herfra. Den supplerer og erstatter dermed i stigende grad den universelt udbredte folkepension, der ikke kræver nogen form for arbejdsmarkedstilknytning. Den samlede pensionsformue indbetalt på såvel arbejdsmarkeds- som øvrige private ordninger (livrenter, rate- og kapitalpensioner) var ultimo 2014 på 2877 milliarder kroner. Dermed havde hver dansker i gennemsnit en pensionsformue på knap 510.000 kr. Godt og vel halvdelen (52 %) af danskernes samlede finansielle aktiver ligger således i denne pensionsformue, som dermed er en afgørende komponent i Danmarks samlede opsparing. [29]

Diskussionen om Danmarks velfærdssystem har bl.a. flexicurity-begrebet som omdrejningspunkt. Det er baseret på det relativt fleksible arbejdsmarked, hvor det i forhold til mange andre lande er relativt nemt og hurtigt at afskedige ansatte. Til gengæld har befolkningen rimelig sikkerhed for at kunne opretholde et vist indkomstniveau takket være ydelser som dagpenge og kontanthjælp.

Offentlige finanser[redigér | redigér wikikode]

Som følge af det udbyggede velfærdssystem udgør den offentlige sektor en ret stor del af Danmarks økonomi. De offentlige indtægter udgjorde i 2014 1.128 milliarder kroner, og udgifterne 1.093 mia. kr. Begge poster udgør mere end halvdelen af BNP. Der var dermed et overskud på den offentlige saldo på knap 35 mia. kr.[30]

Ud over det udbyggede system af overførselsindkomster (se ovenfor) er den offentlige produktion af serviceydelser også relativt stor. Antallet af ansatte inden for offentlig forvaltning og service omregnet til fuldtidsbeskæftigede var således 725.000 personer i 1. kvartal 2015. Hertil kommer 55.000 personer, der arbejder i offentlige virksomheder.[31] Det svarer til godt en fjerdedel af samtlige beskæftigede.

Velfærdssamfundet finansieres med et af verdens højeste skattetryk. Skattetrykket i 2015 forventes af Skatteministeriet at være på 47,5%. I 2014 var det på 50,8 %, hvilket var ekstraordinært højt. Det skyldes ekstraordinære skatteindtægter som følge af omlægningen af eksisterende kapitalpensioner til alderspensionsordningen. Uden denne omlægning skønnes det, at skattetrykket i 2014 ville være 3,2 pct. mindre.[32] Målt på den direkte gennemsnitsskat på arbejdsindkomst ligger Danmark dog ikke specielt højt i forhold til andre OECD-lande.[33] En enlig uden børn med en gennemsnitsindkomst betalte således 38,2 % af sin indkomst i indkomstskat (inkl. arbejdsmarkedsbidrag og lønafhængige afgifter) i Danmark i 2013, hvilket er det ottendelaveste niveau ud af 21 OECD-lande i Skatteministeriets undersøgelse. Listen toppes af Belgien, hvor en tilsvarende person betaler 55,8 % i skat. I Tyskland og Frankrig er tallet lige under 50 %. Italien har den laveste skat for denne type person med 26,6 %. Det høje danske skattetryk skyldes dermed i høj grad andre skatter end indkomstskatterne, især det høje niveau for moms og punktafgifter.

Det er karakteristisk for Danmark, at landets velfærdsydelser kun undtagelsesvis finansieres af øremærkede lønafhængige afgifter, som er meget udbredte i andre vesteuropæiske lande. De offentlige udgifter finansieres derimod i overvejende grad af generelle, ikke øremærkede indkomstskatter og af moms og andre forbrugsafgifter, bl.a. registreringsafgifter mm. på køretøjer. Momsen i Danmark er på 25 %. Andre væsentlige skatter er pensionsafkastskatten, som er en skat på 15,3 % af den årlige forrentning af alle pensionsformuer, selskabsskatten, ejendomsskat eller grundskyld som pålægges værdien af al jord (især boliggrunde, men også f.eks. landbrugsjord), og ejendomsværdiskatten, der kun pålægges værdien af ejerboliger. Den sidstnævnte skat har dog fået mindre betydning i det 21. århundrede, da dens reale værdi siden 2001 hvert år er blevet udhulet som følge af det såkaldte nominalprincip i skattestoppet.

Også udvindingen af olie og naturgas i Nordsøen har spillet en mærkbar rolle for statens indtægter i en årrække. De seneste år har betydningen dog været faldende. I 2015 forventes skatteindtægterne fra Nordsøen at udgøre 7½ mia. kr. ud af samlede selskabsskatter på 46 mia. kr.[34]

Personskatter (inklusive arbejdsmarkedsbidraget på 8 %) udgjorde i 2013 55,2 % af de samlede skatteindtægter. Moms og lønsumsafgift udgjorde godt 20 %, andre afgifter ca. 10 %, selskabsskatter mv. knap 6 % og ejendomsskatter 3 %. Resten udgjordes af pensionsafkastskat, arveafgifter mv.[35]

Danmarks offentlige nettogæld var ved slutningen af 2014 knap 70 mia. kr. eller 3,6 % af BNP. ØMU-gælden, der i modsætning til nettogælden ikke medregner de offentlige tilgodehavender, men er et bruttogældsbegreb, var på 867 mia. kr. eller 45 % af BNP.[36]

Indkomstfordeling[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Indkomstfordeling

Danmark er traditionelt et relativt lige land, målt på Gini-koefficienten for disponibel indkomst. I 2012 havde Danmark således ifølge OECD en Gini-koefficient på 24,9, hvilket var den laveste målte blandt OECD's medlemslande.[37] Ifølge en alternativ opgørelse fra Eurostat i 2013 var Danmarks Gini-koefficient 27,5 - det niendelaveste niveau blandt de 28 EU-lande. For alle EU-landene var gennemsnittet 30,5.[38]

Gini-koefficienten har imidlertid været stigende over tid, hvilket betyder, at ulighederne i de disponible indkomster er blevet større.[39][40] Fra 1994 til 2013 steg Gini-koefficienten for disponibel indkomst ifølge den danske regering fra ca. 20 til 26, hvilket er en stigning på 30 %.[41] Den stigende økonomiske ulighed er et fænomen, der også ses i de fleste andre vestlige lande. Den teknologiske udvikling, stigende globalisering og en ændret indstilling i den økonomiske politik nævnes som de vigtigste mulige forklaringer.

Aktuelle problemstillinger i den økonomiske politik[redigér | redigér wikikode]

I 2015 er den umiddelbare økonomiske situation og dermed fokus i den offentlige debat stadig præget af efterdønningerne fra den økonomiske krise i kølvandet på finanskrisen. Beskæftigelsen i 2015 vurderes således af regeringen at ligge 59.000 personer under det strukturelle niveau, dvs. det beskæftigelsesniveau, der ville være i en neutral konjunktursituation.[42] I de seneste år er konjunktursituationen dog efterhånden blevet forbedret, og det forventes, at landet er på vej til at vende tilbage til en normal konjunkturtilstand i de kommende år.

Blandt de vigtige strukturelle eller længerevarende problemstillinger for dansk økonomi er:

  • Demografiske ændringer har længe optaget den offentlige debat og ført til bl.a. vedtagelsen af velfærdsforliget i 2006 og tilbagetrækningsreformen i 2011. Problemstillingen er, at der bliver betydeligt flere ældre i Danmark som i mange andre vestlige lande i de kommende årtier - dels fordi de store efterkrigsgenerationer nu er over 60 år gamle, og dels fordi gennemsnitslevetiden hele tiden stiger. Det har ført til frygt for, at arbejdsstyrken vil falde i de kommende år. Dels på grund af de nævnte reformer, som netop er blevet vedtaget for at løse dette problem, og dels pga. at de nyeste befolkningsfremskrivninger forudsiger et højere fødselstal og større nettoindvandring end for nogle år siden, regner man imidlertid nu snarere med en stigende arbejdsstyrke fremover (se også arbejdsstyrke).
  • Udviklingen i de offentlige finanser: Finanskrisen forårsagede, at det mangeårige overskud på den offentlige saldo fra 2009 er blevet vendt til et underskud. Selvom finanspolitikken efter de sidste års reformer nu anses for at være holdbar (se også Finanspolitisk holdbarhed), er der derfor også udsigt til stigende offentlige underskud i en periode fra 2020 frem mod 2040, hvorefter underskuddene igen vil falde. Det er det såkaldte "hængekøjeproblem" i dansk økonomi. Hængekøjen truer ikke finanspolitikkens langsigtede holdbarhed, men vil i en årrække være i strid med budgetloven og EU's budgetregler.[43]
  • Lav produktivitetsvækst har præget udviklingen i Danmark i de senere år. Som følge af det var der i 2012-14 nedsat en produktivitetskommission, der forsøgte at analysere årsagerne hertil og foreslog en række veje til at forbedre produktiviteten, især højere konkurrence, et styrket uddannelsessystem og mere effektivitet i den offentlige sektor.
  • Indkomstfordelingen er, som i en række andre vestlige lande, blevet mere ulige i de sidste årtier.

Grønland og Færøerne[redigér | redigér wikikode]

Gnome globe current event.svg Denne artikel eller sektion er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg

Grønland led under en økonomisk nedgang i starten af 1990'erne, men siden 1993 har økonomien forbedret sig. En stram finanspolitik ført af Grønlands Hjemmestyre siden slutningen af 1980'erne hjalp til at skabe en lav inflation og overskud på betalingsbalancen, men prisen var en stigende udlandsgæld af Grønlands Hjemmestyres kommercielle rettigheder. Siden 1990 har Grønland kunnet registrere underskud på udlandshandelen.

Siden lukningen af Grønlands sidste bly- og zinkmine i 1989 er øens økonomi ene og alene afhængig af fiskeindustrien og de danske bevillinger. Selv ikke genoptagelsen af flere interessante hydrokarbonat- og mineralundersøgelsesaktiviter har haft effekt, da det vil tage flere år, før produktionen kan påbegyndes. Grønlands rejefiskeri er den største indtægtskilde, dog er fangsterne dumpet til historisk lave niveauer. Turisme er den eneste sektor, der vil kunne føre til gevinster. Selv dette bidrag vil være minimalt, da sæsonen er kort og medfører høje udgifter. Den offentlige sektor spiller en dominerende rolle i Grønlands økonomi. Bevillinger fra Danmark og EUs fiskeriunderstøttelse udgør ca. halvdelen af Hjemmestyrets indtægtskilder.

Færøerne er ligesom Grønland også afhængigt af fiskeriet og relaterede eksportområder. Uden den danske stats økonomiske redningsaktioner i 1992 og 1993 ville den færøske økonomi være gået bankerot. Siden 1995 har den færøske økonomi set en stigende vækst, men kan fortsat være i fare for tilbageslag. Arbejdsløsheden er ekstremt lav i begyndelsen af 2007, under to procent. Fornylig har boringer i farvandet omkring Færøerne givet håb om færøske felter med olie- og naturgas. Disse mulige forekomster kan med tiden danne grundlag for en økonomisk kickstart af et bredere funderet erhvervsliv.

Nøgletal[redigér | redigér wikikode]

Gnome globe current event.svg Denne artikel eller sektion er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg

BNP – (Bruttonationalproduktet, købekraftskorrigeret(PPP)): $214 milliarder (2008 anslået)

BNP – (officiel valutakurs): $332 milliarder (2008 anslået)[44]

BNP – reelle vækstrate: 1,5% (2008 ca.)

BNP – pr. indbygger, købekraftskorrigeret(PPP): $39.260 (2008 anslået)[45]

BNP – deling af sektor:
Landbrug: 1,6%
Industri: 26,3%
Tjenesteydelser: 72.1% (2007 ca.)

Arbejdsstyrke: 2,9 millioner (2007 ca.)

Arbejdsstyrke – sektorer: landbrug 3%, industri 21%, tjenesteydelser 76% (2004 ca.)

Distribution af familieindkomst – Gini-koefficient: 24 (2005)

Inflation (Forbrugerpriser): 1,5% (2007 ca.)

Investering (brutto): 23,2% af BNP (2007 ca.)

landbrug – produkter: byg, hvede, kartofler, roesukker, svin, mælkeprodukter, fisk.

Industribrancher: jern, stål, rustfri metaller, kemikalier, fødevareforarbejdning, maskineri- og transportudstyr, tekstiler, elektronik, konstruktioner, møbler og andre træprodukter (juletræer og pyntegrønt), skibsbygning, vindmøller, lægemidler, medicinsk udstyr.

Betalingsbalance: $4,669 milliarder (2007 ca.)

Eksport: $102,1 milliarder f.o.b. (2007 ca.)

Eksport – varegrupper: Råolie, gas, maskiner og instrumenter, kød og kødprodukter, mælkeprodukter, fisk, lægemidler, møbler, vindmøller.

Eksport – partnere: Tyskland 17,3%, Sverige 14,1%, Storbritannien 8,7%, USA 6,2%, Nederlandene 5,4%, Norge 5,4%, Frankrig 4,9% (2006)

Import: $101,3 milliarder f.o.b. (2007 ca.)

Import – varegrupper: Maskiner og maskinudstyr, råmaterialer og halvfabrikata til industri, kemikalier, korn og foderstoffer, forbrugsvarer.

Import – partnere: Tyskland 21,4%, Sverige 14,2%, Norge 6,5%, Nederlandene 6,3%, Storbritannien 5,7%, Kina 5%, Frankrig 4,4% (2006)

Udviklingshjælp (donor): Ulandsbistand, $2,236 milliarder (2006)

Møntfod (kode): Danske kroner (DKK)

Valutakode: DKK

Vekselkurs over for amerikanske dollars: Pris i danske kroner for 1 amerikansk dollar – 5,4797 (2007), 5,9468 (2006), 5,9969 (2005), 5,9911 (2004), 6,5877 (2003), 7,8947 (2002), 8,3228 (2001)

År BNP
i milliarder af USD PPP
 % BNP vækst
2002 166,876 0,5
2003 170,798 0,7
2004 178,477 2,4
2005 187,721 2,2
2006 195,581 2,1
2007 212,404 1,8

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Gross national income per capita 2014, Atlas method and PPP. World Development Indicators database, World Bank, 1 juli 2015. Hentet 16. juli 2015.
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 Torben M. Andersen (2008): Udviklingslinjer i dansk økonomi. S. 1-34 i: T. M. Andersen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 3. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2008. S. 27-28
  3. Statistikbanken: AULAAR: Fuldtidsledige (netto) efter køn og personer/pct. Hentet 22. november 2011.
  4. Jacob Isaksen, Uffe Mikkelsen og Peter Beck Nellemann (2012): Arbejdsmarkedsreformer i Danmark og Tyskland. Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2012, del 1. Danmarks Nationalbank.
  5. Hellemann, D. og S. Garfiel (2012): Rammer for finanspolitikken i Danmark. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102
  6. Danmarks Statistik: Statistisk Tiårsoversigt 2005.
  7. 7,0 7,1 Sørensen, P.B. (2012): Vismændene og dansk økonomi i 00erne. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102.
  8. Gennemførte arbejdsmarkedsreformer. Bilag 4 i Regeringen: Danmarks konvergensprogram 2009.
  9. De Økonomiske Råd: Langsigtet finanspolitisk holdbarhed. Kapitel III i Dansk Økonomi, forår 2010. S. 260.
  10. Rangvid-udvalget (2013): DEN FINANSIELLE KRISE I DANMARK – årsager, konsekvenser og læring. Fra erhvervs- og vækstministeriets hjemmeside.
  11. Økonomi- og Indenrigsministeriet: Økonomisk redegørelse maj 2015, s. 18.
  12. Hans Linderoth og Valdemar Smith (2012): Erhvervsstruktur. S. 271-288 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 274.
  13. 13,0 13,1 Statistikbanken, tabel RAS300: Beskæftigede (ultimo november) efter branche (DB07), socioøkonomisk status, alder og køn . Hentet 15. juli 2015.
  14. 14,0 14,1 Statistikbanken, tabel NABP10: 1-2.1.1 Produktion, BVT og indkomstdannelse (10a3-gruppering) efter transaktion, branche og prisenhed. Hentet 15. juli 2015.
  15. Statistikbanken, tabel NAN1: Forsyningsbalance, Bruttonationalprodukt (BNP), beskæftigelse mv. efter transaktion og prisenhed. Data hentet 15. juli 2015
  16. Udenrigshandel med varer. Hjemmeside fra Danmarks Statistik. Hentet 15. juli 2015.
  17. Nyt fra Danmarks Statistik, nr. 187: Hver husstand købte energi for 32.500 kr. i 2013. 17. april 2015.
  18. [http://www.nationalbanken.dk/da/statistik/find_statistik/Sider/2014/Udviklingen-i-aktiekurser-%C3%B8ger-Danmarks-nettoformue.aspx Udviklingen i aktiekurser øger Danmarks nettoformue. Danmarks Nationalbank: Danmarks aktiver og passiver over for udlandet, 4. kvartal 2014. Publiceret 31. marts 2015.
  19. P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 -en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 144.
  20. Statistikbanken, tabel PRIS61: Forbrugerprisindekset (2000=100) efter hovedtal. Data hentet 15. juli 2015
  21. Statistik-Nyt 16. juni 2015: Personaleomsætning 2014. Dansk Arbejdsgiverforening. Hentet 15. juli 2015.
  22. Hyppige jobskift koster milliarder (29. juli 2008).
  23. LFS by sex and age - indicators : Labour force participation rate. OECED-statistik. Hentet 15. juli 2015.
  24. 24,0 24,1 Nyt fra Danmarks Statistik nr. 192, 22. april 2015. Arbejdskraftundersøgelsen, europæisk, 4. kvt. 2014: Ledigheden er faldet i det meste af EU.
  25. 25,0 25,1 25,2 25,3 25,4 25,5 25,6 25,7 Statistikbanken, tabel AULP01: Fuldtidsledige i pct. af arbejdsstyrken efter område, alder og køn. Data hentet 15. juli 2015
  26. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 334, 30. juni 2015: Arbejdsløsheden maj 2015 - Stort set uændret bruttoledighed.
  27. Statistikbanken, tabel AUH02: Offentligt forsørgede (fuldtidsdeltagere) efter type, ydelsestype, alder og køn. Hentet 15. juli 2015.
  28. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 162, 1. april 2015. Børnepasning mv. 2014: Færre børn i daginstitutionerne efter skolereformen.
  29. [http://dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetPdf.aspx?cid=19492 Nyt fra Danmarks Statistik nr. 327, 26. juni 2015. Finansielle konti juni-version 2014: Lånelysten falder stadig.]
  30. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 271, 2. juni 2015. Regnskaber for offentlig forvaltning og service, juni-version 2014: Offentligt overskud på 34,6 mia. kr.
  31. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 291, 12. juni 2015. Beskæftigelse for lønmodtagere, revideret 1. kvt. 2015: Fortsat stigende lønmodtagerbeskæftigelse
  32. Skattetrykket i Danmark - 2009-2015. Fra skatteministeriets hjemmeside. Hentet 15. juli 2015.
  33. Skatteministeriets hjemmeside: Skattetryk - en international sammenligning i 2013, tabel 1. Hentet 15. juli 2015.
  34. Skatter - provenuet af person- og selskabsskatter 2009-2015. Skatteministeriets hjemmeside. Hentet 15. juli 2015.
  35. Skatter og afgifter. Oversigt 2014. Danmarks Statistik, udgivet september 2014.
  36. [http://dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetPdf.aspx?cid=19170 Nyt fra Danmarks Statistik nr. 322, 25. juni 2015. Finansielle kvartalsregnskaber for offentlig forvaltning og service 1. kvt. 2015: Fald i ØMU-gæld og stigning i offentlig nettogæld.]
  37. Income Distribution and Poverty. OECD's database. Data hentet 16. juli 2015.
  38. Eurostats hjemmeside: Gini coefficient of equivalised disposable income. Data hentet 16. juli 2015.
  39. Finansministeriet: Indkomstudvikling og fordeling i Danmark 1983-2005
  40. Uligheden stiger markant i Danmark, analyse af Jonas Schytz Juul Politiken.dk 9. september 2011
  41. Familiernes økonomi - fordeling, fattigdom og incitamenter 2015, s. 60. Rapport fra økonomi- og indenrigsministeriet. Offentliggjort 20. maj 2015.
  42. Økonomi- og Indenrigsministeriet: Økonomisk redegørelse maj 2015, s. 114.
  43. Holdbarhed og generationer. Kapitel II i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2014.
  44. (inkl.ovenstående)The Economist:The World in 2008
  45. The World in 2008

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]