Danmarks økonomi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Danmarks økonomi
Valuta: Danske kroner (DKK)
Nøgletal
BNP: 2.065 mia. kr. (2016)[1]
BNP pr. capita: 360.400 kr. (2016)[1]
BNI pr. capita:
Vækst i realt BNP: 1,7 % (2016)[1]
Sektorer (andel af BVT): Primære erhverv: 2,1 %,
Sekundære erhverv: 22,5 %,
Tertiære erhverv: 75,3 % (2016)[2]
Inflation: 0,3 % (2016) [3]
Beskæftigelse: 2,877 mio. (2016)[1]
Bruttoledighed: 4,2 % (2016)[4]
Erhvervsfrekvens: 80 % (2016)[5]
Gini-koefficient: 27,9 (2015)[6]
Human Development Index: 0,925 (nr. 5)(2016)[7]
Rangordning, BNI pr. capita: Nr. 20 (2016)[8]
Udenrigsøkonomi
Eksport: 53 % af BNP (2016)[9]
Vigtigste eksportlande: Tyskland Tyskland,
Sverige Sverige,
USA USA
(2016)[10]
Import: 47 % af BNP (2016)[9]
Vigtigste importlande: Tyskland Tyskland
Sverige Sverige
Holland Holland
(2016)[10]
Udlandsformue (netto): 56 % af BNP (2016)[11]
Overskud på betalingsbalancen: 151,3 mia. kr. (2016)[12]
Offentlige finanser
Holdbarhedsindikator: 0,9 % af BNP (2017)[13]
Offentlig nettogæld som andel af BNP: 4,5 % (2016)[14]
ØMU-gæld som andel af BNP: 38 % (2016) [15]
Offentlig saldo som andel af BNP: -0,9 % (2016)[13]
Kreditrating: AAA

Danmarks økonomi er præget af, at Danmark er et relativt rigt vestligt land med en stor offentlig sektor.

Det moderne Danmarks velstand skabes hovedsageligt i servicesektoren, der står for over tre fjerdedele af både beskæftigelsen og den samlede årlige værditilvækst i samfundet. Industrisektoren, der præges af en række små og mellemstore, ofte højautomatiserede virksomheder, står for ca. 11 % af de samlede arbejdspladser. Landbrugssektoren, som engang var Danmarks hovederhverv, frembringer i dag blot 1 % af Danmarks bruttoværditilvækst.

Landet har som en lille åben økonomi såvel en betydelig eksport som en betydelig import; begge har en størrelse på omkring halvdelen af BNP - eksporten udgjorde i 2016 53 % af BNP, og importen 47 % af BNP.[9] Den danske økonomi er derfor meget afhængig af den løbende internationale økonomiske udvikling, og de danske konjunkturudsving følger i vidt omfang bevægelserne i udlandet. Mens faste (dvs. officielt fastlagte) valutakurser indtil ca. 1970 var det helt dominerende valutakursregime i verden, er Danmark i dag unikt ved som det eneste OECD-land fortsat at føre fastkurspolitik, mens vores samhandelspartnere typisk enten følger en inflationsmålsætning eller har erstattet deres nationale valuta med euroen.

Landets levestandard er høj i en international sammenhæng. I 2016 var danskerne det 20.rigeste af i alt 216 lande, målt på købekraftskorrigeret bruttonationalindkomst pr. indbygger. Uden købekraftskorrektion var landet nr. 13.[8] Landet havde i 2016 en 5.plads i FN's Human Development Index.

I sammenligning med andre vestlige lande er Danmarks økonomi ikke mindst karakteriseret ved:

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Danmarks økonomiske historie

Overordnet set har Danmarks økonomiske udvikling fulgt de samme store træk som andre nordvesteuropæiske landes: I det meste af historisk tid har Danmark været et landbrugsland, hvor det meste af befolkningen levede på subsistensniveau. Fra 1800-tallet har landet gennemgået en voldsom teknologisk og institutionel udvikling, hvor den materielle levestandard er steget med tidligere usete vækstrater, og landet er blevet først industrialiseret og siden omdannet til et moderne servicesamfund.

Det meste af Danmarks areal er tjenligt som landbrugsareal. Danmark har i modsætning til de fleste af sine naboer ikke haft forekomster af mineraler og fossile brændsler, der var anvendelige til udvinding, udover olie- og gasforekomsterne i Nordsøen, som først i 1980'erne begyndte at spille en rolle i den danske økonomi. Til gengæld har landet haft en vigtig logistisk resurse i kraft af sin lange kystlinje og det forhold, at man intetsteds er mere end 50 km fra havet - et forhold af stor betydning i hele perioden inden den industrielle revolution, hvor vandtransport var mere økonomisk end landtransport.[16] Udenrigshandel har dermed altid spillet en vigtig rolle for den økonomiske udvikling.

Forhistorisk tid og middelalder[redigér | redigér wikikode]

Dansk penning i sølv fra Valdemar den Stores tid.

Allerede i stenalderen har man spor af handel med omverdenen,[17] og selvom handelen værdimæssigt kun har udgjort en meget beskeden andel af den samlede danske værditilvækst indtil 1800-tallet, har den været afgørende for den økonomiske udvikling. Både i form af at skaffe nødvendige importvarer (eksempelvis metaller), og fordi ny viden og teknologisk indsigt ofte er kommet til Danmark som et biprodukt af vareudvekslingen med andre lande.

Handelen og dermed en begyndende specialisering skabte behov for betalingsmidler, og fra Svend Tveskægs tid ca. 995 kendes den første danske mønt med kongens og landets navn. Hans søn Knud den Store skabte et mere organiseret dansk møntvæsen i Lund omkring 1020.[18] Møntenheden var mark, som var lig 240 penninge.

En befolkningsmæssig og økonomisk katastofe i middelalderen var den sorte død i 1300-tallet, som medførte en voldsom befolkningsnedgang og havde langtrækkende sociale og økonomiske efterdønninger i hele Europa. I Danmark førte den således til, at de feudale institutioner i landbruget som vornedskabet blev forstærket i de efterfølgende århundreder.[16]

Nyere tid[redigér | redigér wikikode]

Grev Otto Thott var merkantilismens fremmeste repræsentant i Danmark.

Den økonomiske historiker Angus Maddison anslår, at Danmark ca. 1600 var det sjettemest velstående land i verden. Medvirkende faktorer hertil har været, at befolkningens størrelse i forhold til det dyrkbare landbrugsareal var lille, sådan at bønderne var relativt velstående i forhold til andre lande, og at Danmark lå geografisk tæt ved de mest dynamiske og økonomisk førende europæiske områder siden 1500-tallet: Nederlandene, det nordlige Tyskland og Storbritannien. Forholdet ændrede dog ikke ved, at 80-85 % af befolkningen levede på subsistensniveau i små landsbysamfund.[16]

I 1600- og 1700-tallet blev den økonomiske politik i Danmark som i nabolandene præget af merkantilismen, der bl.a. foreskrev en målrettet erhvervspolitik, importforbud eller høje toldsatser, anskaffelse af egne kolonier, oprettelse af monopoler indenfor en række erhverv og udvikling af den fysiske og finansielle infrastruktur.[19] Det førte bl.a. til etablering af danske kolonier som (Trankebar) og handelsmonopoler som Ostindisk Kompagni og senere Asiatisk Kompagni.[20]

Igennem 1700-tallet steg befolkningsvæksten, og samfundsøkonomien udvikledes på flere vigtige måder. Det finansielle system blev udviklet med oprettelsen af den første danske bank Kurantbanken i 1736 og den første kreditforening i 1797, og i slutningen af 1700-tallet fandt de store landboreformer sted, der medførte store strukturelle ændringer og en højere produktivitet i landbruget.[16] Politisk blev merkantilismen gradvist afløst af tanker inspireret af liberalismen. Forskellige monopoler blev afskaffet og brugen af importforbud og told begrænset.

1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Efter statsbankerotten 1813 blev rigsbankdaleren indført som ny møntenhed, og Danmarks Nationalbank blev oprettet 1818. Fra 1820 har man egentlige danske nationalregnskabstal (som for de tidligste perioder dog er meget usikre) som følge af den økonomiske historiker Svend Aage Hansens pionerarbejde.[21] De viser, at der har været tale om en væsentlig og vedvarende, omend svingende, økonomisk vækst i hele perioden siden 1820. I 1822-94 var der således i gennemsnit en årlig vækst i bruttofaktorindkomsten på 2 %. Tager man højde for befolkningsvæksten, var den årlige vækstrate pr. indbygger i samme periode på 0,9 %. Kornsalgsperioden 1830-70 var en lang højkonjunktur for det danske landbrug, hvor man eksporterede korn til ikke mindst Storbritannien, især efter at dette land i 1846 afskaffede sin høje importtold på korn. Da korneksporten i 1860'erne blev truet af konkurrence fra Nordamerika og Østeuropa, gennemførtes i landbruget en imponerende og unik omstilling fra vegetabilsk til animalsk produktion, der førte til en ny højvækstperiode. Omstillingen blev ledsaget af fremvæksten af andelsbevægelsen og hjulpet på vej af landbefolkningens relativt gode udannelsesniveau. Læse- og skrivefærdighederne gjorde det muligt hurtigt at tilegne sig nye ideer og ny teknologi.[16] Samtidig tog industrialiseringen sin første egentlige begyndelse i Danmark fra 1870'erne. Omkring 1900 ernærede håndværk og industri knap 30 % af befolkningen.[22]

1900-tallet[redigér | redigér wikikode]

I 1900-tallet fortsatte industrialiseringen, og landbruget mistede relativt betydning, men først sidst i 1950'erne oversteg antallet af beskæftigede i industrien det tilsvarende tal for landbruget. Århundredets første halvdel blev i øvrigt præget af de to verdenskrige, som Danmarks økonomi trods afsavn dog slap ret nådigt igennem, og den store depression i 1930'erne. Efterkrigstiden blev præget af Danmarks deltagelse i det stadig tættere internationale samarbejde i bl.a. OEEC/OECD, IMF, GATT/WTO, EFTA og fra 1972 EF/EU. Udenrigshandelen steg kraftigt, også i forhold til BNP. Samtidig blev den offentlige sektors rolle i økonomien langt større, og landet blev i stigende grad forvandlet fra et industri- til et servicesamfund. I perioden 1958-73 var der en gevaldig højvækstperiode. 1960'erne var således det tiår, der har registreret langt den højeste pr.capita-vækst i bruttofaktorindkomsten pr. indbygger nogensinde, nemlig 4½ % årligt.[23]

De gode tider stoppede umiddelbart med oliekrisen i 1973, der medførte stagflation - på én gang stigende arbejdsløshed og inflation. Økonomien var i en tilstand af krisestemning de næste årtier, hvor man kæmpede med dansk økonomis såkaldte balanceproblemer - ledighed, betalingsbalanceunderskud, inflation og statsgæld. Fra 1980'erne er den økonomiske politik i højere grad blevet orienteret mod et langsigtet perspektiv, og med en række strukturreformer er disse problemer efterhånden blevet løst. Således startede i 1994 den såkaldte aktive arbejdsmarkedspolitik, der med en række successive arbejdsmarkedsreformer bidrog til at sænke den strukturelle ledighed væsentligt.[24] Både en række skattereformer fra 1987 og frem, der begrænsede rentefradraget og dermed subsidieringen af låntagning kraftigt, og udbredelsen af tvungne arbejdsmarkedspensioner fra starten af 1990'erne var med til at forøge opsparingen i Danmark kraftigt og dermed forvandle underskuddet på betalingsbalancen til et overskud. Indførelsen af en mere konsekvent fastkurspolitik fra 1982 og afskaffelsen af dyrtidsreguleringen var - sammen med en faldende inflation i omverdenen - afgørende for et stort fald i den danske inflation.

Et yderligere og meget vigtigt eksempel på, at der efterhånden blev lagt større vægt på det lange sigt i den økonomiske politik var, at regeringen i 1997 for første gang udarbejdede og fremlagde en mellemfristet plan (kaldt 2005-planen), der udstak rammerne og ambitionerne for finanspolitikken en årrække frem i tiden. Det er siden blevet en fast tradition i dansk finanspolitik, at man styrer inden for rammerne af en sådan mellemfristet plan, der sikrer, at de danske offentlige finanser er sunde også på længere sigt.[25]

2000-tallet[redigér | redigér wikikode]

Professor Torben M. Andersen har spillet en væsentlig rolle i de sidste årtiers økonomisk-politiske debat som bl.a. overvismand og formand for Velfærdskommissionen.

I det nye årtusinde er der løbende dukket nye problemstillinger op, der har domineret den økonomisk-politiske debat. I årtusindets første årti kom velfærdsstatens fremtidige finansieringsproblemer i lyset af befolkningsudviklingen med flere ældre og dermed spørgsmålet om Danmarks finanspolitiske holdbarhed i søgelyset. Efter at dette problem forventes at være nogenlunde løst som følge af velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen i 2011 er i stedet problemstillinger som faldende produktivitetsvækst og stigende ulighed i indkomstfordeling og forbrugsmuligheder rykket i forgrunden i den politiske debat.

Erhvervsstruktur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Erhvervsstruktur

Servicesektoren (eller de tertiære erhverv) er helt dominerende i det danske erhvervsliv på samme måde som i de fleste andre vestlige lande. I 1966 var lige over halvdelen af alle beskæftigede ansat i servicesektoren;[26] i 2015 var dette tal steget til 80 %. Knap halvdelen heraf eller ca. 31½ % af samtlige beskæftigede var ansat i den offentlige sektor, mens de øvrige arbejdede inden for handel, transport, den finansielle sektor, boligbenyttelse, forretningsservice o.l.[27] Målt på værditilvækst udgjorde de tertiære erhverv i 2016 75,3 % af Danmarks BVT.[2]

Det gamle skibsværft Burmeister & Wain er et ikon i dansk industrihistorie.

De sekundære erhverv omfatter i Danmark dels bygge- og anlægsvirksomhed, dels forsyningsvirksomhed (forsyning med elektricitet, varme, gas, vand osv.) og dels industrien (inklusive håndværk, der ikke optræder som et selvstændigt erhverv i nationalregnskabet). I 2016 stod de sekundære erhverv tilsammen for 22½ % af Danmarks bruttoværditilvækst - heraf udgjorde industriens andel de 15½ procentpoint.[2] De største undererhverv inden for industrien er jern- og metalindustrien, fødevareindustrien og den kemiske industri. Den sidstnævnte præges blandt andet af en række medicinalvirksomheder, der også i international sammenhæng er ganske betydelige.

De primære erhverv i Danmark udgøres af landbrug, skovbrug, fiskeri og råstofindvinding, primært fra Nordsøen, men også grus og ler mv. I 2016 skabte de primære erhverv tilsammen godt 2 % af Danmarks bruttoværditilvækst. Godt halvdelen kom fra indvindingen af olie og gas i Nordsøen, mens landbruget frembragte 1 % af BVT.[2] Der var dog flere ansatte i landbruget end i det meget kapitalintensive råstofindvindings-erhverv, hvor beskæftigelsen udgør under en promille af den samlede beskæftigelse.[27]

Udenrigshandel[redigér | redigér wikikode]

Danmark er en lille åben økonomi, der er meget afhængig af sin udenrigshandel. I 2016 udgjorde værdien af landets samlede eksport af varer og tjenesteydelser 1102 mia. kr. eller godt 53 % af BNP, mens værdien af den samlede import var 963 mia. kr. eller knap 47 % af BNP. Varehandel udgjorde godt 60 % af såvel im- som eksporten, og handel med tjenester de resterende knap 40 %.[9]

Maskiner, føde- og drikkevarer samt kemikalier og andre kemiske produkter som fx medicin er blandt de største grupper af eksportvarer.[28] De fem lande, som Danmark eksporterede mest til i 2016, var Tyskland, Sverige, USA, Storbritannien og Norge. Det skyldes, at disse lande ligger tæt på Danmark og har en god økonomi og en høj levestandard, der er sammenlignelig med den danske. De tre lande, som vi importerede mest fra i 2016, var Tyskland, Sverige og Nederlandene.[10]

Som følge af den store produktion af olie, naturgas og vindenergi har Danmark siden 1998 været selvforsynende med energi. I det meste af dette tidsrum har landet endda været nettoeksportør af energi. Energioverskuddet har dog været faldende siden 2005, og i 2013 var produktionen af primær energi på niveau med bruttoenergiforbruget (eksklusive bunkring i udlandet).[29]

Danmark har fra og med 1990 haft overskud på betalingsbalancen, dog med undtagelse af 1998, og har i dette tidsløb opbygget en væsentlig udlandsformue. Ved slutningen af 2016 var den på 1.157 mia. kr., hvilket svarer til 56% af BNP (2.060,9 mia. kr. i 2016).[11] Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster var i 2016 151,3 mia. kr.[12]

Pengepolitik og valutakurs[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Pengepolitik og Fastkurspolitik
Nationalbankens bygning, tegnet af Arne Jacobsen.

Danmark har en meget lang tradition for at føre fastkurspolitik, der rækker helt tilbage fra tiden, hvor kronen var guldindløselig. Efter sammenbruddet af det internationale Bretton Woods-system i 1971 foretog Danmark i 1970'erne og starten af 1980'erne gentagne devalueringer. De gav kortsigtede konkurrenceevneforbedringer, der stimulerede beskæftigelsen og forbedrede betalingsbalancen, men gevinsterne forsvandt på længere sigt og efterlod blot en tilsvarende høj inflation. I 1982 indførte Danmark derfor i stedet en mere konsekvent fastkurspolitik - i første omgang i forhold til den daværende "kurv" af EU-landenes valutaer, ECU'en, siden 1987 i forhold til den tyske D-mark, og fra 1999 i forhold til euroen.[30] Danmark har foreløbig valgt ikke at tilslutte sig ØMU'ens tredje fase, men der er bred opbakning til at fortsætte fastkurspolitikken over for euroen. Den danske fastkurspolitik har opnået stor troværdighed i takt med, at Danmark har vist sig i stand til at fastholde den modsat mange andre europæiske lande. Det har bidraget til, at inflationen og i takt hermed de nominelle renter er faldet betydeligt siden højinflationsperioden i 1970'erne og 1980'erne. Fra 1990-2016 var den årlige danske inflation i gennemsnit 1,9 %. I lighed med den øvrige vestlige verden har inflationsniveauet i de seneste år efter finanskrisen været så lavt, at flere har frygtet en egentlig deflation. I 2015 var inflationen 0,5 %, og i 2016 var den 0,3 %.[3]

I begyndelsen af 2015 oplevede Danmark det største pres på kronen i mange år, idet der fandt store kroneopkøb sted, som medførte tendens til en appreciering. Nationalbanken måtte derfor aktivt forsvare kronekursen ved dels at sænke de pengepolitiske renter til et rekordlavt negativt niveau og dels ved at sælge meget store kronebeløb og dermed forøge valutareserven kraftigt. Siden er der indtruffet en normalisering af situationen, men Nationalbankens indskudsbevisrente er fortsat negativ med en sats på -0,65 % (oktober 2017).[31]

Arbejdsmarked og beskæftigelse[redigér | redigér wikikode]

Danmark har i international sammenhæng et arbejdsmarked, der i høj grad er præget af flexicurity-modellen: Det er relativt let at ansætte og fyre medarbejdere, mens understøttelsen for ledige samtidig traditionelt har været høj i international sammenhæng. Man kan karakterisere det danske arbejdsmarked som et "hyr og fyr"-arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere siden Septemberforliget i 1899 med jævne mellemrum har forhandlet overenskomster, så vidt muligt uden politikernes indblanding. Derimod sørger politikerne for at sikre indkomsternes beståen via høje overførselsindkomster til de arbejdsløse i en begrænset periode. Dermed kombineres det, som gør en markedsøkonomi uovertruffen, nemlig evnen til at forny sig selv, med et fordelingsmæssigt hensyn til at tilgodese, at folk ikke bliver fattige, når de midlertidigt er uden arbejdsindkomst.

Det er altså let og billigt at fyre ansatte i Danmark i forhold til mange andre lande. Dette medfører, at arbejdsmarkedet er særdeles fleksibelt. På DA-området, dvs. det meste af den private sektor, forlod i 2015 godt 30 % af arbejdstagerne deres job pga. et nyt job, tilbagetrækning (pension, efterløn, mm.) eller arbejdsløshed, mens et tilsvarende antal blev ansat.[32] Den høje personaleomsætning medfører nogle omkostninger for arbejdspladsen, da det kan tage måske et halvt år at optræne den nye arbejdskraft, men på den anden side er det let at reducere antallet af arbejdspladser pga. den naturlige afgang. Her er Danmark på niveau med f.eks. Storbritannien og USA, og dermed langt mere fleksibel end landene i Europa syd for Danmark, hvor kun omkring 10 % forlader deres job hvert år.[33]

Danmark har en meget høj placering blandt verdens lande med hensyn til, hvor stor en del af befolkningen der er i arbejdsstyrken. Erhvervsfrekvensen for 15-64-årige var i 2016 på 80 %, hvilket var det fjerdehøjeste blandt alle OECD-lande - kun overgået af Island, Schweiz og Sverige. Gennemsnittet for alle OECD-landene var på 71,7 %.[5]

Ifølge Eurostat havde Danmark i 2. kvartal 2017 en beskæftigelsesfrekvens blandt de 15-64-årige på 74,1 %, sammen med Storbritannien den fjerdehøjeste i EU. Tyskland, Nederlandene og Sverige havde en højere beskæftigelsesfrekvens. Gennemsnittet for hele EU var 67,7 %.[34]

Arbejdsløshed[redigér | redigér wikikode]

Stor arbejdsløshed forekom især i 1970'erne, 1980'erne og starten af 1990'erne med toppunktet i januar 1994 på 13,8% (386.186 personer) - et tal som er omtrent tre gange så højt som i dag. Faldet siden 1994 vurderes dels at skyldes et jævnt fald i strukturledigheden, dels udsving i konjunkturerne. Ledigheden nåede et lavpunkt i 2008, hvor konjunkturerne vendte, og steg derefter igen til en bruttoledighed på 6 % i 2012 som følge af finanskrisen. Derefter er den igen faldet til et niveau på godt 4 %. I 2017 vurderes det af bl.a. regeringen, at den faktiske ledighed er nået ned på det strukturelle ledighedsniveau, for første gang siden finanskrisen.

Ifølge den seneste Eurostat-statistik var arbejdsløsheden for Danmark i 2016 på 6,2 % (opgørelsesmetoden afviger lidt fra bruttoledigheden som opgjort af Danmarks Statistik). Dette tal placerer den danske ledighed et pænt stykke under EU's gennemsnit, som er på 8,6 %. Fem EU-lande havde en lavere ledighed end Danmark: Ungarn (5,1 %), Rumænien (5,9 %), Nederlandene og Østrig(6,0 % hver).[35]

Den gennemsnitlige årlige arbejdsløshed, fra 2007 angivet som den registrerede bruttoledighed:

1993 = 12,4 % 2002 = 5,2 % 2011 = 5,9 %[4]
1994 = 12,3 % 2003 = 6,2 % 2012 = 6,0 %[4]
1995 = 10,4 % 2004 = 6,4 % 2013 = 5,8 %[4]
1996 = 8,9 % 2005 = 5,7 % 2014 = 5,0 %[4]
1997 = 7,9 % 2006 = 4,5 % 2015 = 4,5 %[4]
1998 = 6,6 % 2007 = 3,6 %[4] 2016 = 4,2 %[4]
1999 = 5,7 % 2008 = 2,6 %[4]
2000 = 5,4 % 2009 = 4,8 %[4]
2001 = 5,2 % 2010 = 6,1 %[4]

Velfærdssystem[redigér | redigér wikikode]

Sygehusvæsenet, her Herlev Hospital, er et vigtigt element i den danske velfærdsstat.

Danmark og Norden generelt har et udbredt (universelt) og bredt- og velfinansieret velfærdssystem.

Uddybende Uddybende artikel: Velfærdsstaten i Danmark

I Danmark ejes og drives hovedparten af institutionerne inden for uddannelse, sundhed og social forsorg af det offentlige (i offentligt ejede bygninger af offentligt ansatte), ikke af private. Systemet sikrer bl.a. landets borgere gratis lægehjælp, fri uddannelse og arbejdsløshedsunderstøttelse, sidstnævnte hvis man er medlem i og betaler a-kasse-bidrag til en arbejdsløshedskasse. Hvis man ikke kan få dagpenge fra a-kassen, må man henvende sig til sin kommune for at få kontanthjælp. Herudover kan man vælge at betale efterlønsbidrag til A-kassen og dermed efter 30 år få ret til efterløn. Efterlønsalderen er dog gradvis ved at blive hævet fra 60 år i 2013 til 64 år i 2023, ligesom antallet af år, man kan være på efterløn, indskrænkes fra 5 til 3 år. Fra 2024 vil efterlønsalderen ligesom folkepensionsalderen ifølge velfærdsaftalen fra 2006 stige gradvis i takt med middellevetiden).

I 2017 var omkring 747.000 personer i 16-64-alderen på overførselsindkomst. Heraf var den største gruppe førtidspensionister (208.000 personer). Blandt de øvrige grupper er ledige dagpengeberettigede og kontanthjælpsmodtagere, som udgjorde 92.000 personer, og øvrige kontanthjælpsmodtagere med ca. 83.000 personer. Efterlønnere udgjorde 70.000 personer, folk i støttet beskæftigelse (virksomhedspraktik, fleksjob, skånejob mv.) 94.000 personer, sygedagpengemodtagere 54.000 og personer på barselsorlov 48.000 personer. Herudover var der 324.000 SU-modtagere, som ikke indgår i den ovennævnte total.[37]

Næsten alle børn mellem 3 og 5 år bliver passet ude, nemlig 97½ %. Blandt de 6-9-årige passes yderligere knap 82 % ude, primært i skolefritidsordninger.[38] Dette gør det muligt for kvinder i Danmark at have en meget høj arbejdsmarkedstilknytning. Muligvis blandt andet på grund af den udbredte børnepasning samt det store udbud af job i den offentlige sektor (jobsikkerhed) føder kvinder i Danmark flere børn end kvinder i de fleste europæiske lande.

Især siden 1990'erne har Danmark opbygget et betydeligt obligatorisk arbejdsmarkedspensionssystem. De fleste ældre vil i fremtiden få det meste af deres løbende indkomst udbetalt herfra. Den supplerer og erstatter dermed i stigende grad den universelt udbredte folkepension, der ikke kræver nogen form for arbejdsmarkedstilknytning. Den samlede pensionsformue indbetalt på såvel arbejdsmarkeds- som øvrige private ordninger (livrenter, rate- og kapitalpensioner) var ultimo 2014 på 3.102 milliarder kroner. Dermed havde hver dansker i gennemsnit en pensionsformue på godt 540.000 kr. Godt og vel halvdelen (51 %) af danskernes samlede finansielle aktiver ligger således i denne pensionsformue, som dermed er en afgørende komponent i Danmarks samlede opsparing.[39]

Diskussionen om Danmarks velfærdssystem har bl.a. flexicurity-begrebet som omdrejningspunkt. Det er baseret på det relativt fleksible arbejdsmarked, hvor det i forhold til mange andre lande er relativt nemt og hurtigt at afskedige ansatte. Til gengæld har befolkningen rimelig sikkerhed for at kunne opretholde et vist indkomstniveau takket være ydelser som dagpenge og kontanthjælp.

Offentlige finanser[redigér | redigér wikikode]

Som følge af det udbyggede velfærdssystem udgør den offentlige sektor en ret stor del af Danmarks økonomi. Finansieringen af den offentlige sektor fremgår af posteringerne på finansloven. De offentlige indtægter udgjorde i 2016 1.093 milliarder kroner og udgifterne 1.106 mia. kr. Begge poster udgør mere end halvdelen af BNP. Der var dermed et underskud på den offentlige saldo på knap 13 mia. kr.[40]

Udover det udbyggede system af overførselsindkomster (se ovenfor) er den offentlige produktion af serviceydelser også relativt stor. Antallet af ansatte inden for offentlig forvaltning og service var således 823.000 personer i 2. kvartal 2017. Hertil kommer 55.000 personer, der arbejder i offentlige virksomheder.[41] Det svarer til ca. 30 % af samtlige beskæftigede.

Offentlig gæld og finanspolitisk holdbarhed[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Finanspolitisk holdbarhed

Danmarks offentlige nettogæld var ved slutningen af 2016 93,5 mia. kr. eller 4,5 % af BNP.[14] ØMU-gælden, der i modsætning til nettogælden ikke medregner de offentlige tilgodehavender, men blot er et bruttogældsbegreb, var på 779 mia. kr. eller knap 38 % af BNP.[15]

Finanspolitikkens holdbarhed er et mål for, om det skønnes muligt at finansiere de offentlige udgifter i alle fremtidige år med det givne skattesystem. Spørgsmålet, om finanspolitikken er holdbar, er kommet i fokus siden 2000 som følge af den større bevidsthed om, at demografiske ændringer (især den stigende levealder) vil medføre udfordringer for finansieringen af velfærdsstaten. De økonomiske vismænd beregnede i årene 1998-2011 regelmæssigt, at Danmarks finanspolitik ikke var holdbar i lyset af den forventede fremtidige befolkningsudvikling, sådan at der var behov for en forbedring af de offentlige finanser.[42] Efter en række tiltag, bl.a. velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsaftalen i 2011, der begge har udskudt det tidspunkt, hvor fremtidige årgange kan modtage efterløn og/eller folkepension, har finanspolitikken i Danmark imidlertid været anset for at være holdbar.[43]

Det danske skattesystem[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Skat i Danmark

Velfærdssamfundet finansieres med et af verdens højeste skattetryk. Skattetrykket i 2016 var på 46,6 %. I 2017 forventes det af Skatteministeriet at blive på 44,9 %.[44] Målt på den direkte gennemsnitsskat på arbejdsindkomst ligger Danmark imidlertid ikke specielt højt i forhold til andre OECD-lande.[45] En enlig uden børn med en gennemsnitsindkomst betalte således 36,4 % af sin indkomst i indkomstskat (inkl. arbejdsmarkedsbidrag og lønafhængige afgifter) i Danmark i 2015, hvilket er det femtelaveste niveau ud af 18 OECD-lande i Skatteministeriets undersøgelse. Listen toppes af Belgien, hvor en tilsvarende person betaler 55,3 % i skat. I Tyskland og Frankrig er tallet lige under 50 %. Irland har den laveste skat for denne type person med 27,5 %. Det høje danske skattetryk skyldes dermed i høj grad andre skatter end indkomstskatterne, især det høje niveau for moms og punktafgifter. Samtidig spiller det en rolle for det målte skattetryk, at offentlige indkomstoverførsler er skattepligtige i Danmark. Dermed overvurderer det traditionelle skattetryk den reelle skattebetaling, fordi skatten af overførsler indgår i det samlede skatteprovenu (tælleren), mens selve indkomstoverførslen ikke indgår i BNP og dermed nævneren. Finansministeriet har anslået, at det danske skattetryk ville være ca. 4 procentpoint lavere, hvis overførslerne i Danmark var "nettoficeret" på samme måde som i en række andre lande.[46]

Det er karakteristisk for Danmark, at landets velfærdsydelser kun undtagelsesvis finansieres af øremærkede lønafhængige afgifter, som er meget udbredte i andre vesteuropæiske lande. De offentlige udgifter finansieres derimod i overvejende grad af generelle, ikke øremærkede indkomstskatter og af moms og andre forbrugsafgifter, bl.a. registreringsafgifter mm. på køretøjer. Momsen i Danmark er på 25 %. Andre væsentlige skatter er pensionsafkastskatten, som er en skat på 15,3 % af den årlige forrentning af alle pensionsformuer, selskabsskatten, ejendomsskat eller grundskyld, som pålægges værdien af al jord (især boliggrunde, men også f.eks. landbrugsjord), og ejendomsværdiskatten, der kun pålægges værdien af ejerboliger. Den sidstnævnte skat har dog fået mindre betydning i det 21. århundrede, da dens reale værdi siden 2001 hvert år er blevet udhulet som følge af det såkaldte nominalprincip i skattestoppet. I 2017 blev der indgået en boligskatteaftale af et bredt flertal i Folketinget, som medfører, at ejendomsværdiskatten fra 2021 igen vil følge prisudviklingen på ejerboliger.

Udvindingen af olie og naturgas i Nordsøen spillede i en årrække, især i 2000'erne, en mærkbar rolle for statens indtægter. De seneste år har betydningen dog været kraftigt faldende. I 2017 forventes skatteindtægterne fra Nordsøen således blot at udgøre 3½ mia. kr. ud af samlede selskabsskatter på knap 60 mia. kr.[47]

Personskatter (inklusive arbejdsmarkedsbidraget på 8 %) udgjorde i 2016 godt 53 % af de samlede skatteindtægter. Moms og lønsumsafgift udgjorde godt 20 %, andre afgifter ca. 10 %, selskabsskatter mv. knap 6 % og ejendomsskatter 3 %. Resten udgjordes af pensionsafkastskat, arveafgifter mv.[48]

Indkomstfordeling[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Indkomstfordeling

Danmark er traditionelt et relativt lige land, målt på Gini-koefficienten for disponibel indkomst. I 2014 havde Danmark således ifølge OECD en Gini-koefficient på 25,6, hvilket var den fjerdelaveste blandt OECD's medlemslande. Kun Island, Slovakiet og Slovenien havde en lavere målt indkomstulighed.[49] Ifølge en 2015-undersøgelse fra Eurostat havde Danmark et Gini-indeks på 27,4. Det var i denne undersøgelse det 9.mest lige land i EU. Gennemsnittet for alle EU's 28 medlemslande var 31,0 i 2015.[50]

Gini-koefficienten har imidlertid været stigende over tid, hvilket betyder, at ulighederne i de disponible indkomster er blevet større.[51][52] Fra 1994 til 2015 steg Gini-koefficienten for disponibel indkomst ifølge den danske regering fra ca. 20 til 27,9, hvilket er en stigning på 40 %.[6] Tilsvarende fandt de økonomiske vismænd i en undersøgelse i 2014, at Gini-koefficienten var steget fra 20 i 1990 til 27 i 2014.[53] Den stigende økonomiske ulighed er et fænomen, der også ses i de fleste andre vestlige lande. Den teknologiske udvikling, stigende globalisering og en ændret indstilling i den økonomiske politik nævnes som de vigtigste mulige forklaringer.

Aktuelle problemstillinger i den økonomiske politik[redigér | redigér wikikode]

Konjunktursituationen[redigér | redigér wikikode]

I 2017 er konjunktursituationen skiftet. I alle de foregående år siden den økonomiske krise i Danmark i 2008 har situationen og dermed fokus i den offentlige debat været præget af efterdønningerne fra den økonomiske krise i kølvandet på finanskrisen. Beskæftigelsen har således været vurderet til at ligge under sit strukturelle niveau, dvs. det beskæftigelsesniveau, der ville være i en neutral konjunktursituation. Efterhånden er konjunktursituationen dog blevet forbedret, og i 2017 menes det, at konjunkturledigheden er væk - den faktiske ledighed svarer altså omtrent til niveauet for strukturledigheden. Dermed er fokus i den økonomik-politiske debat skiftet over til at advare mod at havne i den modsatte grøft i form af en potentiel kommende overophedning af dansk økonomi.

Strukturelle problemstillinger[redigér | redigér wikikode]

Blandt de vigtige strukturelle eller længerevarende problemstillinger for dansk økonomi er:

  • En relativt lav produktivitetsvækst har præget udviklingen i Danmark og andre vestlige lande i de senere år. Som følge af det var der i 2012-14 nedsat en produktivitetskommission, der forsøgte at analysere årsagerne hertil og foreslog en række veje til at forbedre produktiviteten, især højere konkurrence, et styrket uddannelsessystem og mere effektivitet i den offentlige sektor.
  • Indkomstfordelingen er, som i en række andre vestlige lande, blevet mere ulige i de sidste årtier. Teknologisk udvikling, globalisering og ændringer i den økonomiske politik angives som mulige forklaringer på udviklingen.
  • Udviklingen i de offentlige finanser: En af de vigtige valg i den økonomiske politik handler om prioriteringen mellem beskatning og offentlige serviceydelser og overførsler. Det afspejler sig bl.a. i diskussionen om det såkaldte råderum, der er en af regeringen og Finansministeriet defineret pengesum, der kan afsættes enten til at forbedre den offentlige service eller til at sænke skatterne.[54]
  • Overholdbarhed: De økonomiske vismænd har påpeget, at Danmark har fået et luksusproblem, idet finanspolitikken efterhånden er blevet overholdbar - dvs. at den offentlige sektor med de beregningsforudsætninger, der normalt anvendes, står til permanent at opkræve flere penge i skat, end borgerne får tilbage i form af offentlige ydelser.[55] Der er dog udsigt til offentlige underskud i en periode fra 2030 frem mod 2040, hvorefter underskuddene igen vil blive afløst af overskud. Det er det såkaldte "hængekøjeproblem" i dansk økonomi. Hængekøjen truer ikke finanspolitikkens langsigtede holdbarhed, men man kan risikere, at den i nogle år kommer i strid med budgetloven og EU's budgetregler.[56][43]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Statistikbanken, tabel NAN1: Forsyningsbalance, Bruttonationalprodukt (BNP), beskæftigelse mv. efter tid, prisenhed og transaktion. Hentet 27. oktober 2017.
  2. ^ a b c d Statistikbanken, tabel NABP10: 1-2.1.1 Produktion, BVT og indkomstdannelse (10a3-gruppering) efter transaktion, branche og prisenhed. Hentet 24. oktober 2017.
  3. ^ a b Statistikbanken, tabel PRIS112: FORBRUGERPRISINDEKS (2015=100) EFTER HOVEDTAL. Data hentet 24. oktober 2017.
  4. ^ a b c d e f g h i j k Statistikbanken, tabel AULP01: Fuldtidsledige i pct. af arbejdsstyrken efter område, alder og køn. Data hentet 24. oktober 2017
  5. ^ a b LFS by sex and age - indicators : Labour force participation rate. OECD-statistik. Hentet 24. oktober 2017.
  6. ^ a b Fordeling og incitamenter 2017. Rapport fra økonomi- og indenrigsministeriet. Offentliggjort 21. juni 2017.
  7. ^ Human Development Report Global and Regional Launches. Besøgt 21. oktober 2017.
  8. ^ a b Gross national income per capita 2016, Atlas method and PPP. World Development Indicators database, World Bank, 17. april 2017. Hentet 27. oktober 2017.
  9. ^ a b c d Statistikbanken, tabel NAN1: Forsyningsbalance, Bruttonationalprodukt (BNP), beskæftigelse mv. efter transaktion og prisenhed. Data hentet 24. oktober 2017
  10. ^ a b c Statistikbanken, tabel UHV2: Værdi af import og eksport (1000 kr.) efter SITC-hovedgrupper, tid, land og im- og eksport. Data hentet 24. oktober 2017
  11. ^ a b Udlandsformuen steg med 144 mia. kr. i 4. kvartal 2016. Danmarks Nationalbank: Danmarks aktiver og passiver over for udlandet, 4. kvartal 2016. Publiceret 31. marts 2017.
  12. ^ a b Statistikbanken, tabel BB3: Betalingsbalance, årlig efter land, indtægt/udgift, poster og tid. Hentet 27. oktober 2017.
  13. ^ a b Regeringen: Danmarks Konvergensprogram 2017. April 2017.
  14. ^ a b Nyt fra Danmarks Statistik nr. 263, 21. juni 2017. Offentligt kvartalsregnskab 1. kvt. 2017: Det offentlige forbrug er højere end for et år siden.
  15. ^ a b Nyt fra Danmarks Statistik nr. 389, 5. oktober 2017. ØMU-gæld og ØMU-saldo 2016 (oktober-version): ØMU-gælden falder fortsat.
  16. ^ a b c d e Ingrid Henriksen: An Economic History of Denmark. EH.Net Encyclopedia, redaktør: Robert Whaples. Dateret 6. oktober 2006.
  17. ^ Steen Busck: Udenrigshandel før 1848. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 6. juli 2012.
  18. ^ 650 f. kr.-1020 - Etablering af møntvæsen. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, dateret 14. juni 2016.
  19. ^ Steen Busck: Merkantilisme. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 9. februar 2015.
  20. ^ Peter Bejder og Benjamin Kristensen: Merkantilisme og danske tropekolonier, ca.1600-1917. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 2. november 2015.
  21. ^ Hansen, Sv. Aa. (1976): Økonomisk vækst i Danmark. Bind I: 1720-1914, bind II: 1914-70. Akademisk Forlag.
  22. ^ Erik Strange Petersen: Det unge demokrati, 1848-1901: Fremstillingserhverv og industrialisering. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Udateret, besøgt 23. oktober 2017.
  23. ^ Johansen, H.C. (2005): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 17. Statistik og register. S. 157. Gyldendal og Politikens Forlag.
  24. ^ Jacob Isaksen, Uffe Mikkelsen og Peter Beck Nellemann (2012): Arbejdsmarkedsreformer i Danmark og Tyskland. Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2012, del 1. Danmarks Nationalbank.
  25. ^ Hellemann, D. og S. Garfiel (2012): Rammer for finanspolitikken i Danmark. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102
  26. ^ Hans Linderoth og Valdemar Smith (2012): Erhvervsstruktur. S. 271-288 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 274.
  27. ^ a b Statistikbanken, tabel RAS300: Beskæftigede (ultimo november) efter branche (DB07), socioøkonomisk status, alder og køn. Hentet 24. oktober 2017.
  28. ^ Udenrigshandel med varer. Hjemmeside fra Danmarks Statistik. Hentet 15. juli 2015.
  29. ^ Nyt fra Danmarks Statistik, nr. 187: Hver husstand købte energi for 32.500 kr. i 2013. 17. april 2015.
  30. ^ P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 -en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 144.
  31. ^ Officielle rentesatser. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, besøgt 24. oktober 2017.
  32. ^ Statistik-Nyt 15. juni 2016: Personaleomsætning 2015. Dansk Arbejdsgiverforening. Hentet 24. oktober 2017.
  33. ^ Hyppige jobskift koster milliarder (29. juli 2008).
  34. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 405, 18. oktober 2017. Arbejdskraftundersøgelsen, europæisk, 2. kvt. 2017: Høj beskæftigelsesandel i Danmark.
  35. ^ Eurostat Employment and Unemployment Database, Table une_rt_a. Unemployment by sex and age - annual average. Sidst opdateret 2. oktober 2017.
  36. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 400, 12. oktober 2017: Arbejdsløsheden august 2017 - Arbejdsløsheden falder i august.
  37. ^ Statistikbanken, tabel AUH02: Offentligt forsørgede (fuldtidsdeltagere) efter type, ydelsestype, alder og køn. Hentet 24. oktober 2017.
  38. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 162, 1. april 2015. Børnepasning mv. 2014: Færre børn i daginstitutionerne efter skolereformen.
  39. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 278, 29. juni 2017. Finansielle konti juni-version 2016: Danskernes nettoformue stiger mindre.
  40. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 232, 2. juni 2017. Regnskaber for offentlig forvaltning og service, juni-version 2016: Det offentlige underskud mere end halveret.
  41. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 361, 13. september 2017. Beskæftigelse for lønmodtagere, revideret 2. kvt. 2017: 11.400 flere lønmodtagere i andet kvartal.
  42. ^ Langsigtede finanspolitiske udfordringer. Kapitel III i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, forår 2012. S. 210.
  43. ^ a b Holdbarhed og finanspolitiske regler. Kapitel II i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, forår 2017.
  44. ^ Skattetrykket i Danmark 2012-2018. Fra skatteministeriets hjemmeside. Dateret 1. september 2017.
  45. ^ Skattetryk - en international sammenligning. Skatteministeriets hjemmeside, tabel 1. Dateret 15. marts 2017.
  46. ^ Finansministeren: Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 310 (Alm. del – § 7. Finansministeriet) af 10. april 2015.
  47. ^ Skatter - provenuet af person- og selskabsskatter 2011-2018. Skatteministeriets hjemmeside. Dateret 21. september 2017.
  48. ^ Skatter og afgifter. Oversigt 2017, tabel 2.3. Danmarks Statistik, udgivet 13. oktober 2017.
  49. ^ Income Distribution and Poverty. OECD's database. Data hentet 24. oktober 2017.
  50. ^ Eurostats hjemmeside: Gini coefficient of equivalised disposable income - EU-SILC survey. Seneste opdatering dateret 20. oktober 2017. Hentet 24. oktober 2017.
  51. ^ Finansministeriet: Indkomstudvikling og fordeling i Danmark 1983-2005
  52. ^ Uligheden stiger markant i Danmark, analyse af Jonas Schytz Juul Politiken.dk 9. september 2011
  53. ^ Indkomst- og formuefordeling. Kapitel V i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, efterår 2016. De Økonomiske Råds Sekretariat.
  54. ^ Konjunkturvurdering og offentlige finanser. Kapitel I i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, efterår 2017.
  55. ^ Danmarks økonomiske luksusproblem. Kronik af de økonomiske vismænd i Berlingske, 24. august 2017.
  56. ^ Holdbarhed og generationer. Kapitel II i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2014.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]